Læsetid: 10 min.

Drømmen er som måneskin

Lyrisk modernisme blev i islandsk lyrik et nødvendigt opgør med traditionen – og en politisk protest
8. marts 2019

Spørgsmålene, som skal stilles her og forsøgsvis i (på forhånd umulig) korthed besvares, lyder, 1) hvornår islandsk lyrik egentlig blev moderne, og 2) præcis hvornår og hvor den også blev decideret modernistisk.

At det er to forskellige spørgsmål, kan man overbevise sig om ved at kigge på de første digte på islandsk, der manifesterer et splittet jeg, et ensomt fremmedgjort individ i et teknificeret byrum, en fundamental tomhed i en gudløs verden.

Det drejer sig om »Sorg« af Jóhann Sigurjónsson (1880-1919) og »Söknuður« (Savn) af Jóhann Jónsson (1896-1932). Begge disse tekster og med dem Halldór Laxness’ tidlige digte er stemnings-, oplevelses- og indholdsmæssigt moderne, men de må samtidig kaldes relativt traditionelle i formen.

Det var der indlysende grunde til. For på Island havde man lige fra vikingetid og middelalder jo videreført lyriske former, der var indrettet på mundtlig fremførelse, og som bl.a. derfor fulgte nok så faste regler for rytme og allitteration, samt i stigende omfang også for enderim og indrim. Sådan så i befolkningens øjne digte simpelt hen ud, sådan måtte de klinge i øret, hvis de skulle godtages som poesi.

Det første alvorlige anslag mod traditionen kom derfor i grunden fra 1930'ernes hverdagssprogligt prægede socialistiske lyrik, f.eks. samlingen Raudur loginn brann (1934) af den ludfattige løsarbejder Aðalsteinn Kristmundsson med forfatternavnet Steinn Steinarr (1908-58). I denne bog fandt man bl.a. digtet »I foråret«, som formmæssigt pegede fremad:

 

En morgen i foråret gik du alene

ned ad den asfalterede gade;

og kraften fra det groende

liv

lyste ud af dine øjne.

Og vinden legede og lo i dit hår.

Om din hals var der bundet et tørklæde

af rød silke.

 

Og jeg husker, at du smilte til et lille barn,

der ventede på bussen.

Og det forekom mig da, at alt hvad der er

smukt og mildt i livet,

var gemt i dit fortryllende smil.

 

Det vil ingen vel kalde for modernisme. Men det var immervæk ret nyt i sin tone og således i opposition til samtidens mest feterede islandske poet Tómas Guðmundsson (1901-83), kendt som den første til at skrive om Reykjavik og skabe en digterisk verden over bylivet med nyromantiske samlinger som Við sundin blá (Ved sundene de blå, 1925) og Fagra Veröld (Skønne verden, 1933).

Det er i øvrigt ham, der i romaner af Einar Már Guðmundsson bliver kaldt Brynjolfur eller Brynki på Brú og gjort til latterobjekt på sin hjemegn, fordi han digter om lygtepæle og elektricitet. Åh nej, siger folk, så bliver det næste velsagtens, at han laver vers om telefonen?

En åndsbeslægtet arvtager fik Tómas under og især efter Anden Verdenskrig i Snorri Hjartarson (1906-86) – formens stædigt fint slibende mester, altså hvad man på italiensk kalder en ’fabbro’ eller superhåndværker. Fra debuten Kvæði (Digte, 1944) til Hauströkkrið yfir mér (1979, Nordisk Råds Litteraturpris 1981 findes på svensk) besynger han islandsk natur, sprog og historie med musikalitet og vågen billedfornemmelse og med opmærksomhed på livets forkrænkelighed, som i »Løvfald«:

 

Løvfaldet rister røde

runer i tågen

tyste

ord søger hvile

angst

og elskov søger

intet og alt hos dig moder

evig og en

 

hvert blad

hvert digt.

 

Smukt? Jo da. Men modernisme? Absolut nej. Det ville man nok heller ikke sige om digtsamlingen Þorpið (Fiskerbyen, 1946) af Jón úr Vör (1917-2000), skønt denne fyr fra Vestfjordene nu ellers var fornyende nok med sine hverdagsnære beskrivelser, holdt i en stil helt uden pynt.

Vanskeligere at placere er derimod Hannes Pétursson (f. 1931 og stadig produktiv i dag), oversat til dansk i udvalget Langt hjem til mennesker, 1966, hvor vi bl.a. finder »Ved Rilkes grav« (1962):

 

Her gik du til sidst

på den lange vej

med brustne øjne

til jordens indre

døv og stum i din dyrkede

grækers spor.

 

Her ind i bjergene

til favntag med stilhed af jern

her – for at lænkes på ny.

 

Du

som for mig gav stenene

liv.

 

Hannes, som her formmæssigt optræder utraditionelt, men indholdsmæssigt leger nyklassiker (for det er naturligvis Orfeus-skikkelsen og dermed Rilkes »Orfeus-sonetter«, der spøger) har foruden sin tyske hero oversat Kafka m.fl., men henter oftest sit eget stof fra islandske folkesagn, sagaerne og national historie.

En af hans seneste bøger, Eldhylur (Ilddyb, 1993), lægger sig med sine dialoger tæt op ad Eddadigtningen. Han står på romantisk grund og kan trods sit stadig friere formsprog vanskeligt kaldes for renlivet modernist.

Men vi nærmer os unægtelig nu. For samtidig med at Hannes Pétursson som studerende gjorde sine første lyriske forsøg, udsendte føromtalte Steinn Steinarr det hovedværk, som endegyldigt skulle revolutionere islandsk litteratur.

Til at begynde med bestod Tíminn og vatnið kun af 13 overvejende trelinjede digte, men hele suiten landede på 21 tekster, som måske nok i kraft af allitterationer og lokale rimdannelser lagde sig i forlængelse af traditionen, men som var fragmenterede i deres komposition og udfordrende, på grænsen til det hermetisk dunkle, i deres billedsprog, især hvad angår farveadjektiverne.

Man kan her vel sige, at selve digtet gjordes moderne, at der til fremmedgørelsen og den gudløse tomhed føjedes en almen krise for og i poesien selv. Og dog virkeliggøres – på modsigelsernes og paradoksets betingelser – en evighedslængsel af mystisk karakter, sådan som det kan tolkes frem af suitens afsluttende digt, der her gengives i oversættelse ved Jon Høyer.

21

 

Strømmende vand,

morgenblå dag,

nat uden stemme.

 

Jeg har lagt mig til hvile

i evighedens

halvlukkede øje.

 

Som en forunderlig blomst

vokser fjerne verdener

ud af mit søvntunge

legeme.

 

Jeg mærker mørket rotere

som et metalhjul

om lysakslen.

 

Jeg mærker tidsmodstanden

falde magtesløs

gennem vandets blødhed.

 

Mens evigheden ser

med min uopfyldelige drøm

ud af sit øje.

 

Steinn Steinarr: ’Tíminn og vatnid’, 1948

Ikke uden grund har Tiden og vandet affødt talrige tolkningsforsøg. For hvad er det, der sker? Hans digt er ikke samtale med læseren, ikke en fortælling eller filosofisk refleksion, ej heller beskrivelse af et miljø eller en given følelse, nej, det rummer eller snarere udgør en ny, selvstændig erfaring og illustrerer således godt amerikanske Archibald Macleishs velkendte program:

»A poem should not mean, but be.«

Det var som sagt 1948. Året efter slår Hannes Sigfússon (1922-97) igennem med den bemærkelsesværdige samling Dymbilvaka (Den stille uge eller Påskeugen), hvoraf størsteparten efter sigende blev skrevet, mens han bestred det ensomme hverv som fyrpasser på Islands sydvestlige spids og bl.a. overværende, hvordan de druknede fra et skibsforlis skyllede ind mod klipperne. Lad os citere fra femte sekvens:

 

Der hvor ilden begravede sit ansigt

i ufremkommelige lavamarker

mellem stejle fjeldhamre

en fæstning

som indemurede mit dunkende hjerte

i tusind natlange års forstenede tavshed

og hvor mørket bær dødens

vindblæste kraniums menneskedragt –

 

der står fyret.

Som en fakkel holder jeg

i stiv arm under verdens hvælv

en stenkolos

min svage arm kan løfte.

 

Er det Atlas fra græsk mytologi, der her finder sammen med efterkrigsperiodens så typiske eksistentielle eller eksistentialistiske desperation? I hvert fald er slægtskabet med Steinn Steinarr tydeligt såvel som en påvirkning fra et af samtidens store internationale forbilleder T.S. Eliot.

I samtiden talte man til at begynde med lettere hånligt, men efterhånden med alvor og respekt om de nye poeter som »atomdigterne« og mente dermed, at de satte ord på angsten, desperationen, værditabet efter Anden Verdenskrig.

Til generationen hørte eneren Stefán Hörður Grímsson (1920-2002, debut 1946), som mest tjente til dagen og vejen som fisker, og som med Svartálfadans (’Svartalfernes dans’, 1951) skrev sig ind i tidens lyriske tone. Han kan f.eks. finde på at skrive sådan her:

 

Ære være

dette veltilrettelagt helvede

for flitterstadsslaver

hvor kærligheden lader sig styre

af et vækkeur

 

Men det skulle blive vildere endnu, hvad fornyende eksperimenter angår. For islændingene kom også til at fornemme suset fra den avancerede franske modernistiske poesi, herunder både Paul Valérys ’poésie pure’ og Paul Éluards politiserende surrealisme. Dette sus kom med fynd og klem med Sigfús Daðason (1928-96), Islands måske eneste aldeles vaskeægte modernist, der havde studeret i Frankrig og til sine forudsætninger i samtidig verdenspoesi regnede danske Paul la Cour.

Fra dennes Fragmenter af en Dagbog (1948) lader der til at strømme direkte indflydelse til et centralt essay, »Til digtekunstens forsvar«, som Sigfús offentliggør 1951, og hvori det hedder:

»Når formen er størknet, må der altid ske en revolution, enten det eller døden.«

Omvæltningen foregår hovedsagelig derved, at Sigfús i trods dropper de naturbilleder, som hans samtidige svælgede i, og i formen ved, at han sætter et tonefald frit, som giver mulighed for snart sagt alt lige fra ømhed og sødme til bitter sarkasme. Hans digte er ofte rå og barske kritikker af selvbedrag og illusionsmageri, for han vil ind til erfaringen selv:

»Direkte tolkning af en sand erfaring, det er moderne digtning, det er dette lidet tempererede skrig. Mistillid til form, mistillid til sprog, mistillid til ord, det er kravet om, at digteren så at sige har levet hvert eneste ord, inden det sættes på papiret: det er selve metoden.«

Hvordan det fungerer i praksis, kan læseren følge i »Døgnmelodi« (fra debutbogen Ljóð 1947-51, dvs. ’Digte’ slet og ret), en tekst af forunderlig klarhed og lethed, båret af en drømmeagtig stemning, fyldt med rytme og hemmelighedsfuld atmosfære – men samtidig lige så nøgternt som en mobile, der hænger ned fra loftet, eller et dansk tresserdigt af f.eks. Johannes L. Madsen eller tidlig Hans-Jørgen Nielsen.

DØGNMELODI

 

Drømmen er som måneskin

måneskinnet er som en drøm

som måneskin

drømmen som jeg omsider drømte i nat

 

som havet som månen som kølvandet

som øjne dybt nede i havet

som du glemmer mig

som du husker mig i aften

som en sejlads over det eneste grå hav

 

som du kommer til mig

som du omsider kommer til mig

som kølvandet i måneskinnet

som månen i kølvandet og det eneste store hav

 

Sigfús Dadason: ’Ljód’ 1947-51, 1951

Men se så, hvad der sker, når Sigfús Daðason kombinerer sproglig og formel radikalitet med politiserende sarkasme, som i den følgende bog, nyklassikeren Hendur og orð (’Hænder og ord’, 1959):

»Hjemmelavede lænker /er de sikreste lænker. // Når vi lægger vore mest elskede venner i lænker / stiller vi sædvanligvis som betingelse / at de selv har tryglet og bedt derom.« Og andetsteds: »Jeres folk er fordærvet, / jeres folk er fordærvet i sit inderste væsen. / Men vi har et særligt håndelag og en sjælden tålmodighed / til at lege med jeres folks fordærv. // Denne leg falder os let / men faktisk heller ikke mange andre. / I fortrolighed sagt: hvis ikke jeres folk var totalt fordærvet / kunne vi overlade det / en lille bitte smule fordærv / for vi tror på fordærvet / ernærer og nærer os ved fordærv.«

Her vækkes mindelser om det 20. århundredes store undsigende ensomme stemmer i poesien såsom vor egen Ivan Malinowski, men samtidig om en af Islands mest sammensatte digterpersonligheder Jóhannes úr Kötlum (1899-1972), oprindelig uddannet som lærer og i mange år underviser i folkeskolen, men også både optimistisk socialist og traditionel senromantisk poet.

Han præsterede både at medvirke til gennembruddet for de fire vers, som medindehaver af pseudonymet Anonymus, og at tilvirke en folkekær og sangbar lyrik (Soleyjarkvæði, 1952). Nybrydende virker han i sit formsprog, men han er samtidig dybt traditionsforankret, hvor det drejer sig om at lovprise landet og folket. Hør hans »Varsel om ulykke«:

»Fædreland: / jeg ser på dig med vågne øjne / og du svæver i mit bryst på vårens hvide vinge. // Modersmål: / din kilde kvidrer ved min tungerod / og ringer dråbevis i ørets labyrint. // Men å fædreland å modersmål: / nu kommer angst i sjæl og sind / for en ravn har sat sig på portstolpen og skriger højt / – hvad varsler den sorte fugl?«

Døden velsagtens. Og digtet er da også skrevet på den tid, hvor modstanden mod den amerikanske base på Keflavik var stærkest. »Hæren«, som man sagde på islandsk, dukkede allerede op under Anden Verdenskrig, da de engelske besættelsestropper blev afløst af mandskab fra USA, og permanent blev arrangementet ved Islands indtræden i NATO i 1949 og den første baseaftale i 1951.

Tilstanden ophørte først da ’hæren’ rejste i 2006, men den satte i de første årtier efter krigen afgørende præg på samfunds- og kulturliv, hvorfor den er essentielt vigtig som social baggrund for at forstå, hvorfor modernitet på Island for mange i befolkningen blev ensbetydende med fremmedherredømme, og hvorfor modernisme hos så mange digtere måtte blive åbent politisk, sådan som det skete, da Sigfús Daðason tog afsked med den eksistentialistiske metafysik og satte ord på sin vrede.

Jón úr Vör kan læses på dansk i udvalget ’Hvil din vinge i mit digt’ ved Gorm Henrik Rasmussen og Magnús Gestsson (2002). Jóhannes úr Kötlum findes oversat af Poul P.M. Pedersen i udvalget ’Ulvetider’, 1975. Samme oversætter stod for et udvalg af Steinn Steinarr (’Rejse uden løfte’, 1964) og et udvalg af Hannes Péturssons digte (’Langt hjem til mennesker’, 1966). Digtet ’I foråret’ og uddraget fra ’Tiden og vandet’ er hentet fra Jon Høyer: ’Jeg er bare til i mine digte. Om Steinn Steinarrs poesi’, 2016. Tekster af Stefán Hörður Grímsson og Sigfús Daðason er oversat af Erik Skyum-Nielsen, førstnævnte i udvalget ’Når det bliver morgen(1995).

Hvad faktastof angår, bygger artiklen bl.a. på Silja Aðalsteinsdóttirs litteraturhistoriske fremstilling i ’Íslensk bókmenntasaga V’, 2006.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Østergaard Petersen
Jens Østergaard Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu