Læsetid: 5 min.

Dylan McKay satte panderynker på vores længsler

At skuespiller Luke Perry er død, har fået verdens mest Beverly Hills 90210-entusiastiske land, Danmark, til intenst at mindes den karakter, han blev mest kendt for: Dylan McKay. Også på Information, hvor Dylan fik digitalchefen til at gå i poncho, litteraturanmelderen til at læse litteraturvidenskab og indlandsjournalisten til at tro på forelskelsens kraft. Kulturredaktøren har skrevet en nekrologreportage fra avisen
I rollen som Dylan McKay havde Luke Perry: Snorlige James Dean-frisure, et ikonisk sexet ar i øjenbrynet, penge og et hus ved stranden, bøger af sørgmodige digtermænd, han havde motorcyklen og surferkroppen og ikke mindst elevatorblikket, der gjorde hans panderynker til en slags ansigtetssixpack.

I rollen som Dylan McKay havde Luke Perry: Snorlige James Dean-frisure, et ikonisk sexet ar i øjenbrynet, penge og et hus ved stranden, bøger af sørgmodige digtermænd, han havde motorcyklen og surferkroppen og ikke mindst elevatorblikket, der gjorde hans panderynker til en slags ansigtetssixpack.

Globe Photos

8. marts 2019

Skuespiller Luke Perry er død. Hvornår han stoppede med at være Luke Perry og startede med at være Dylan McKay – eller omvendt – er for mange Beverly Hills-fans svært at afgøre. Han var 24 år gammel, da han i 1990 begyndte at spille en syv år yngre og lækker-forpint rich kid-teenager og blev del af et ungdomskulturelt nybrud: Her var en patosstemt, sjov, uskyldigt-sexet og ekstremt opbyggelig ungdomsserie, der tog ungeproblemer alvorligt under sæbeoperadramatisk debat, og som særligt Danmark aldrig rigtig blev færdig med eller kom sig over. Måske mest fordi TV 2 i over et årti nærmest ikke slap den fra eftermiddagssendefladen.

»Jeg så den hver dag efter skole i folkeskolen, og hver dag efter skole i gymnasiet, og da jeg kom på universitetet, stoppede min læsedag hver dag kl. 16.10, når Beverly Hills startede. Uden undtagelse,« fortæller avisens digitalchef Martin Ingolf (f. 1982), der har råbt mig ind på sit kontor med et »Folket vil have en Dylan McKay-nekrolog, Katrine!«

I 1990’erne havde Ingolf en surfer-poncho ligesom Dylan, fortæller han.

»Jeg ved ikke, hvor ellers inspirationen skulle være kommet fra, det var altså ikke sådan noget, man gik med i Sønderjylland,« siger han. Og holder så en sjælden tænkepause.

»Dylan var jo … han var jo uopnåelig. Man kan jo ikke blive Dylan,« lyder det med et suk.

– Men man kan tage hans poncho på?

»Ja. Det er det. Man kan tage hans poncho på.«

Alvor

Ifølge en søgning i avisens onlinearkiv har Information kun skrevet om Beverly Hills 90210 en enkelt gang nogensinde – nemlig i 2010, da der var 20 års jubilæum. Men når man trisser rundt på avisen, viser det sig, at man nærmest ikke kan overvurdere seriens betydning for de fleste af os, der er født mellem 1975 og 1985.

Kulturtillæggets redigerende og kritiker Anita Brask Rasmussen (f. 1980) husker, at man i Glyngøre rykkede håndboldtræningen, så spillerne kunne være hjemme, når der blev vist Beverly Hills. Redigerende Maria Skov (f. 1980) havde plastret sit værelse til med Dylan-plakater. Det var forelskelse. 

Udlandsjournalist Natalie Rosendahl (f. 1991) så ’Beverly’ i genudsendelse med sin mor fra hun var syv år. 

»Jeg kan huske uhyggelige scener med Kelly, der kører galt, men at det var okay, fordi Dylan var der,« erindrer hun.

Hun glemmer aldrig den dag i september 2001, hvor hun kom hjem fra skole med en veninde for at se ’Beverly’, men at der var sket et eller andet i USA, der gjorde, at afsnittet var aflyst. Og at hun var knust. Og at hun næste dag i skolen skulle holde to minutters stilhed med de andre. Det var dét, at ’Beverly’ blev aflyst, der fik hende til at forstå, hvor alvorlige angrebene på World Trade Center var. 

Rodløs ungdomssjæl

I Beverly Hills’ miljø af nørdede, smarte, selvsikre og usikre rich kids og de to øvremiddelklasse-kids, Brandon og Brenda, blev Dylan McKay en hel tv-generations James Dean, Lord Byron, Jack Kerouac. Han repræsenterede den rodløse, vilde amerikanske ungdomssjæl, der led og levede i en misundelsesværdig kombination. Han havde alt og intet i de helt rigtige doser:

Luke Perry i september 2018 under iHeartRadio Music Festival i Las Vegas.

Chris Delmas
Han havde: snorlige James Dean-frisure, et ikonisk sexet ar i øjenbrynet, penge og et hus ved stranden, bøger af sørgmodige digtermænd, han havde motorcyklen og surferkroppen og ikke mindst elevatorblikket, der gjorde hans panderynker til en slags ansigtets sixpack.

Han havde derimod ikke: sin rige fars anerkendelse eller evnen til at knytte sig til andre. Han savnede tryghed og retning. Og han savnede sprutten, som han havde lagt på hylden som endnu yngre end ung.

Han er måske populærfiktionens yngste AA-medlem. Fra tid til anden druknede han atter sin sorger i whisky – til lyden af vild og tudende elguitar på lydsporet.

Journalist Laura Friis Wang (f. 1993) er i gang med at færdigskrive et interview med Inger Støjberg om den nye integrationsydelse til morgendagens forside, da jeg lister mig ind i Indlands trange kontorlandskab. Hun vipper hørebøfferne op på tindingerne og siger lidt lavmælt:

»Altså. Det var jo første gang, jeg mærkede … den der kildren i maven, du ved ... Jeg tænkte: ’Hvis det er sådan, det er at være forelsket, så vil jeg gerne prøve det.’« Så synker hun tilbage over tastaturet.

Cool som Dylan

»På en god dag var jeg Brandon – på en dårlig David – i Beverly Hills 90210, der begyndte, da jeg var 18 og burde have vidst bedre. Men jeg drømte om at være lige så cool som Dylan med den fede bil. Det var jeg ikke,« tweeter avisens filmredaktør Christian Monggaard (f. 1972).

Hvorfor ikke, spørger jeg, da han omkring frokost kommer fløjtende ind på mit kontor.

»Jeg havde briller og … hvad synger Søren Kragh-Jacobsen? ... ’jeg går i det forkerte tøj, og så er mit hår forkert’? ... Jeg var en filmnørd og arkæologinørd og bognørd, det gav ikke coolhedsfaktor i Silkeborg. Jeg har aldrig fået kørekort, og Dylan McKay havde en Porsche. Og så var der den der weltschmerz, den havde jeg masser af, men den så bare ikke cool ud. At ligne James Dean, når han har virkeligt ondt i livet, det kunne jeg ikke. Det kan jeg ikke.«

Dylan McKay var kulturens skikkelse i Beverly Hills. Mens Brandon Walsh var studentikos, var Dylan belæst. Også vores litteratur- og teaterkritiker Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen (f. 1983) var fan, fortæller hun efter kulturens idemøde. 

»Altså, jeg havde plakaterne og sengetøjet, sportstasken og bogindbindingspapiret. Jeg tænker ikke, at jeg var forelsket ... Men han gjorde dét at læse digte bad ass, det var ham, der præsenterede mig for Rimbaud. Måske er han i virkeligheden grunden til, at jeg begyndte at læse litteraturvidenskab,« studser hun.

Når Luke Perry nu er død, mindes vi os selv, der fra barns- og ungdomsben var draget mod det, der var »mad, bad and dangerous to know«, som McKay faktisk sagde om sig selv i seriens første sæson – et citat fra Lord Byron. Men han var det på en utroligt opbyggelig måde. For han ville jo faktisk gerne Brandon og Brendas kernefamilie. Og han gjorde for det meste det rigtige – »men på en underspillet måde«, siger Natalie Rosendahl.

Hun elskede ham ekstra meget, da hendes mor fortalte hende, at skuespilleren bag eftersigende skulle være en rigtig good guy, hvorimod ham, der spillede duksedrengen Brandon Walsh, var en rigtig bad guy. Det gjorde Dylans dystre side endnu mere opbyggelig – og dermed betryggende.

»I virkeligheden kunne jeg jo netop bedst lide good guys

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu