Alice Guy-Blaché var med, da filmmediet ’blev født’ i Paris i 1895, og Lumiérè-brødrene viste film for et publikum for første gang. Siden flyttede hun til USA, etablerede et filmselskab og fik så stor succes, at teater- og filmavisen The New York Dramatic Mirror i 1912 på forsiden proklamerede: »Alice Guy-Blache, en dominerende skikkelse i filmverdenen. Hvordan en fransk kvinde kom til dette land og opbyggede en stor virksomhed.«
Alligevel har hun indtil for forholdsvis nylig været en af den europæiske og amerikanske filmindustris glemte kvinder, der nærmest blev skrevet ud af filmhistorien i takt med, at filmbranchen blev så god en forretning, som den gjorde.
Det var Guy-Blachés chef hos det franske filmselskab Gaumont, som i 1907 sendte hende til USA, hvor hun i 1910 selv etablerede produktionsselskabet Solax. Det blev hurtigt til et af de mest succesfulde amerikanske filmselskaber overhovedet, og Guy-Blaché var den første kvinde til at tjene 25.000 dollar om året. Det er noget i retning af 650.000 nutidsdollars eller fire mio. nutidskroner.
Alice Guy-Blaché (1873-1968)
Alice Guy-Blaché instruerede bl.a. ’Algie the Miner’ fra 1912.
I 1906 lavede hun den herlige Feminismens konsekvenser, der parodierer mænds frygt for, hvad der vil ske, hvis kvinder får magt: Feminiserede mænd passer børn og syr tøj, mens udfarende kvinder drikker øl, diskuterer højlydt og kommer op at toppes, når de lægger an på den samme mand.
Året efter blev hun efter at have produceret mere end 1.000 film for Gaumont sendt til USA. Her grundlagde hun i 1910 sit eget, meget succesfulde filmselskab, Solax. Hun fortsatte med at instruere, producere og eksperimentere med filmmediet, men rejste i 1920 hjem til Frankrig.
Med tiden blev hun glemt og så at sige skrevet ud af filmhistorien – indtil hun så igen efter sin død i 1968 blev genopdaget og på behørig vis hyldet som en af filmhistoriens helt store pionerskikkelser.
Længe før hun rejste til USA, var Guy-Blaché den første kvinde til at stå bag kameraet på en film. Efter alt at dømme var hun også den første kvinde til at iscenesætte en film baseret på et manuskript, og selv om hun egentlig var ansat som hr. Gaumonts sekretær, blev hun snart ansvarlig for selskabets filmproduktion. Den udmærkede sig blandt andet ved håndkolorerede billeder og et tidligt lydsystem, og i alt signerede hun mere end 1.000 korte film, inden hun forlod Frankrig.
Den succesfulde instruktør
Alice Guy-Blaché var langtfra den eneste kvinde, der boltrede sig i især den amerikanske filmbranche i mediets to første årtier, hvor der var flere kvinder bag kameraet, end der er i dag. Det kan man forvisse sig om ved at fordybe sig i det fremragende Blu-ray-bokssæt Pioneers: First Women Filmmakers, som dvd- og Blu-ray-producenten Kino Lorber for nylig har sendt på gaden.
De seks discs, som sættet omfatter, byder på en lang række korte og lange film skabt af nogle af Hollywoods mest markante kvinder, og der følger også et hæfte med, hvortil filmeksperten Shelley Stamp har skrevet et spændende essay: Women in Early Filmmaking: No Finer Calling.
Essayets titel er hentet fra et kapitel, »The Motion Picture Director«, som instruktøren Ida May Park i 1920 skrev i bogen Careers for Women: »Kvinder vil ikke kunne finde noget finere kald … En kvinde kan føje en fantastisk entusiasme og fantasi til dette arbejde, en naturlig forkærlighed for detaljer og en intuitiv viden om karakter. Alle disse egenskaber er angiveligt kvindelige, og de er alle alligevel nødvendige for den succesfulde instruktør.«
Da Alice Guy-Blaché begyndte at lave film, var rollen som instruktør endnu ikke opfundet. Det var roller som producent og manuskriptforfatter heller ikke, og det var ikke usædvanligt, at man havde mange funktioner på én gang. Man kunne både stå foran og bag kameraet på en film, og det med faggrænser og kreditering var endnu ikke noget, man tog så tungt, netop fordi filmkunsten så at sige endnu ikke var opfundet.
Et væld af muligheder
Kønsgrænser var der heller ikke lige så mange af dengang i den nye filmbranche, selv om der stadig var det i samfundet. Kvinder og mænd varetog de samme jobs, og derfor var det heller ikke så mærkeligt, at der vedblev at stå kvinder bag kameraet, efterhånden som mediet og branchen udviklede sig, og man begyndte at specialisere sig inden for forskellige discipliner og jobfunktioner.
Filmmediet var samtidig en kreativ arbejdsplads med højt til loftet, ikke mindst fordi man stadig var ved at opdage og opfinde filmens sprog og grammatik, og der endnu ingen bestemt måde var at gøre tingene på. Der var ikke noget, der var forbudt, fordi ingen endnu havde vedtaget, hvordan man skulle gøre, og i en tid, hvor kvinder så småt og i højere grad end tidligere begyndte at tage hånd om deres egne liv og karrierer, tilbød filmbranchen et væld af muligheder. Flere muligheder, end den tilbyder i dag.
Kvinderne udgjorde halvdelen af det potentielle filmpublikum, og man gjorde, hvad man kunne for også at få dem i tale (der var endog plads til enkelte kvinder af farve blandt instruktørerne).
Alice Guy-Blaché instruerede ’Fool and his money’ i 1912, der efter sigende skulle være den første film lavet udelukkende med sorte skuespillere.
Guy-Blaché var således en af pionererne, som banede vejen for andre kvinder, deriblandt den i dag endnu mere ukendte, men dengang profilerede Lois Weber, som både alene og sammen med sin mand skrev, instruerede og producerede en lang række socialt engagerede og succesfulde film om følsomme emner som graviditet, ægteskab, børnearbejde og dødsstraf.
Weber var tilmed en dygtig stilist, der fordrede en for stumfilmen sjælden naturalisme af sine skuespillere – hun stod også selv foran kameraet – og ikke lod den anderledes anerkendte D.W. Griffith noget efter rent visuelt eller fortællemæssigt. Og så selvfølgelig superstjernen Mary Pickford, der ikke instruerede, men var en dygtig forretningskvinde og grundlagde sit eget produktionsselskab for bedre at kunne styre sin egen karriere – og hvor hun blandt andet hyrede kvindelige filminstruktører.
En stakket frist
I det hele taget var der ingen grænser for, hvad de kvindelige filmskabere kunne eller ville beskæftige sig med, både i kortfilm og spillefilm, og ikke mindst deres kvindeskildringer adskilte sig fra dem, som deres mandlige kolleger serverede. Der er ganske langt fra de handlekraftige, stærke og selvstændige kvindeskikkelser, man møder i de kvindelige instruktørers film, og så de anæmiske, skrøbelige og forfinede figurer, som ikke mindst D.W. Griffith skildrede.
Flere af de kvindelige filmskabere aflivede allerede den stadigvæk sejlivede myte om, at kvinder ikke kan lide eller finde ud af at lave action eller falde på halen-komik. F.eks. skrev og spillede Helen Holmes hovedrollen i mere end 100 kortfilm i serien The Hazards of Helen – nogle af dem instruerede hun også – der alle handler om, hvordan en kvindelig telegrafist (Holmes selv), som mændene ikke har nogen større tillid til, klarer skærene, det være sig tyveknægte eller løbske lokomotiver.
Mabel Normand (1892-1930)
Mabel Normand instruerede og spillede sammen med Charlie Chaplin i ’Caught in Cabaret’.
Unge Mabel Normand mødte filmproducenten Mack Sennett, og da det viste sig, at hun havde funny bones, blev hun i 1910’erne hovedpersonen i en lang række af hans succesfulde korte komedier. Hun begyndte selv at instruere film og dannede par med to af stumfilmtidens store komiske skikkelser, Charlie Chaplin og Fatty Arbuckle. Det menes, at det var hende, der lærte Chaplin at instruere.
Hun havde en overgang sit eget filmselskab og fortsatte med at lave film op i 1920’erne, men hendes ryg og rygte blev skadet af, at hun, selv om hun selv var uskyldig, blev blandet ind i den ene spegede og skandaløse sag efter den anden. Hendes helbred var dog ikke det bedste, og hun døde af tuberkulose i 1930, blot 37 år gammel.
Mabel Normand instruerede en række slapstick-komedier for producenten Mack Sennett, blandt andet nogle af de allerførste, hvor Chaplin optrådte i rollen som sin senere så berømte vagabond. Angiveligt yndede Sennett at fortælle, at Chaplin lærte sig at instruere ved at kigge på Normand – Chaplin krediterede i øvrigt ofte sig selv som instruktør, selv om det var Normand, der havde den rolle. Da kvinderne fyldte mest i Hollywood, havde et af de store selskaber, Universal, hele 11 kvindelige instruktører på lønningslisten, og selskabet var stolt af dem og pralede gerne af, hvor gode og succesfulde de var.
Det var dog kun for en tid, at Hollywood lod kvinderne figurere så prominent også bag kameraet.
Monopolet slår til
I 1916, blot få år efter at Alice Guy-Blaché var blevet udråbt til at være en af de vigtigste skikkelser i amerikansk film, skrev filmmagasinet Photoplay en leder om, at den epidemi af filmselskaber ledet af kvinder, som havde ramt amerikansk film, var et stort problem. Filmbranchen, der flyttede fra New York og til Californien i 1910’erne, var så småt ved at blive mere professionel og strømlinet, pengene blev større og større, og det gjorde filmselskaberne også, og det betød, at man ikke havde brug for uafhængige producenter, især ikke dem drevet af kvinder, der udfordrede det system og monopol, de største spillere på markedet var i fuld gang med at stable på benene.
Også den kreative del af filmarbejdet skulle styres oppefra, og uafhængige, kvindestyrede selskaber truede med at »trække filmbranchen tilbage til dagene med ensom, mistænkeligt feudal ineffektivitet«, skrev Photoplay og understregede den efterhånden fremherskende opfattelse af kvinder: De var hverken holdspillere eller i stand til at maksimere profitten – og så passede instruktørjobbet i virkeligheden slet ikke til dem. Med den øgede professionalisme kom der desuden mere fokus på og prestige i instruktørrollen, som mændene derfor gerne ville beholde for sig selv.
Lois Weber (1879-1939)
Lois Weber i ’The Fine Feathers’ fra 1912, som hun selv instruerede.
Hendes film havde som regel kvinder i hovedrollerne, og hendes kvindeportrætter var anderledes komplekse og udfordrende, end hvad man ellers var vant til i biograferne dengang. Filmene trak gerne fulde huse, fordi de handlede om dengang så tabubelagte emner, hvilket gav hende problemer med censorerne.
Weber var dog ikke kun en skandalemager, men også en dygtig billedmager, der hele tiden udfordrede sig selv rent teknisk og forsøgte at udvikle det endnu unge filmsprog. Da hendes film gik af mode – tiderne havde forandret sig og var blevet mere vovede – blev hun i stedet manuskriptdoktor hos Universal, hvor hun i mange år havde lavet sine egne film.
Efter Første Verdenskrig sørgede de store selskaber for at konsolidere sig og begyndte at opkøbe biografer, hvilket gjorde det meget svært for de uafhængige investorer, distributører og biografejere. De kvindestyrede selskaber fik sværere ved at få finansieret og distribueret deres film, og de kontrakter, de nu måtte indgå, hvad angik finansiering og distribution, var i høj grad designet til at stække dem. De havde ikke længere kontrol over budget, rollebesætning eller manuskript og fik ingen del i overskuddet.
Det kontrollerende stjernesystem
Ironisk nok skete denne ærgerlige udvikling sideløbende med, som Shelley Stamp skriver i sit essay i Pioneers: First Women Filmmakers-boksen, at de amerikanske kvinder i 1920 fik stemmeret. Samme år solgte Alice Guy-Blaché sit filmselskab og returnerede til Frankrig. Hun instruerede ikke flere film, og det var først mange år senere, at hun fik lidt af den anerkendelse, som hendes talent og pionerindsats berettigede hende til.
I 1925 var der angiveligt kun en enkelt kvindelig instruktør tilbage i det etablerede Hollywood, og kvinderne, der ofte ikke blev krediteret for det arbejde, de reelt havde lavet på en film, især ikke hvis de arbejdede side om side med en mand – og hvis film for en stor dels vedkommende er gået tabt sammen med så mange andre stumfilm – blev mere eller mindre skrevet ud af filmhistorien og er først for alvor dukket op igen i løbet af de seneste 15-20 år.
Mary Pickford (1892-1979)
Mary Pickford ses her i ’A good little devil’ fra 1914, der var hendes første film i featurelængde.
Hun var berømt for sine proptrækkerkrøller, og da hun var allermest populær, blev hun kendt som ’America’s Sweetheart’. Mary Pickford var en af tidens bedst betalte filmstjerner, og en af de første til at få sit navn på plakaten til en film. Hun var lille og så måske skrøbelig ud, men hun var samtidig en dreven forretningskvinde og grundlagde hele to filmselskaber, Pickford-Fairbanks Studio og United Artist – UA, der stadig eksisterer, sammen med Charlie Chaplin, D.W. Griffith og sin mand, Douglas Fairbanks, der også var stumfilmstjerne.
For en tid var parret dronning og konge af Hollywood og holdt nogle ekstravagante fester i deres store hus, Pickfair. Mary Pickford var desuden en af stifterne af Oscarakademiet, og hun arbejdede både med velgørenhed i filmbranchen og kæmpede for filmarbejderes rettigheder. Hendes karriere gik i stå, da tonefilmen kom til i slutningen af 1920’erne, og hun ikke længere kunne slippe afsted med at spille unge mennesker. Hun fortsatte dog med at producere film for andre.
Kvindelige filmstjerner, som havde en vis indflydelse på deres egen karriere, fandtes der stadig nogle af, selv om stjernesystemet – der kontraktuelt bandt de største skuespillere og instruktører til bestemte filmselskaber, som så bestemte deres løn, og hvilke film de måtte lave og ikke lave – var blevet etableret og kom til at styre Hollywood de næste mange år. Det var primært som manuskriptforfattere, mere eller mindre synlige, at kvinderne i de efterfølgende årtier gjorde sig gældende i kreative stillinger, og der skulle gå lang tid, før der for alvor kom kvinder bag kameraet igen.
Selv i dag, i vores såkaldt oplyste tider, har man svært ved at overgå Hollywood for 100 år siden, hvad angår lighed mellem kønnene.
