Til fælleslæsning på Holstebro Bibliotek: »I dag læser vi med hjertet«

»I dag læser vi med hjertet,« siger læsevejleder Birgit Pedersen og retter forsigtigt på sin kortklippede grå page.

Hun er netop gået i gang med en kort introduktion til den ugentlige fælleslæsning, eller »den ugentlige vitaminpille«, som flere af de fremmødte kalder det. I dag er de syv kvinder. De sidder rundt om et aflangt bord i en afkrog af Holstebro Bibliotek og drikker kaffe fra sorte termokander og spiser kokostoppe.

Med rolig stemmeføring begynder Birgit Pedersen højtlæsningen og leder den lille forsamling ind i den amerikanske forfatter Curtis Dawkins’ fængselsunivers i novellen »Eftermiddagsdrama«. Her følger vi den indsatte, lettere psykotiske Arthur over en dag. Mens Birgit Pedersen læser højt, har et par af kvinderne lukket øjnene, andre følger pligtskyldigt med i teksten, mens en tredje er faldet i staver over en bunke yogamåtter, nogen har forsøgt at stable oven på hinanden som klodser i hjørnet af lokalet.

»Hvis han bare kunne holde den gående til efter morgenmaden, ville de tage ham med hen ad gangen, og der var sygeplejersken, der var medicinen, og verden ville igen dreje hurtigere, så hans egen stemme kunne løbe fra de andre,« læser Birgit Pedersen, inden hun gør et kort stop, lægger den udprintede novelle fra sig og kigger op over sine briller.

De syv kvinder er en del af et større projekt, som for tiden afprøver, om litteraturen kan bruges som en form for smertestillende stof. Læsegruppen i dag er en forlængelse af et kultur- og sundhedsprojekt med titlen Tid Til Læsning. Kernen i projektet handler om at oprette læsegrupper for psykisk sårbare og blive klogere på, hvad deltagerne får ud af at læse litteratur sammen.

Kvinderne i dag er en del af en åben gruppe, hvor også ikke psykisk sårbare er velkomne. Flere af dem har dog tidligere deltaget i et tiugers forløb for personer med angst, depression og stress og har efterfølgende valgt at fortsætte med fælleslæsningen. Fordi de har fundet noget i litteraturen, som hjælper, og fordi de her bliver set som andet og mere end deres sygdom.

Sjælens medicin

Ideen om litteraturens helbredende kraft kan spores helt tilbage til oldtiden, hvor der over et bibliotek i Alexandria fandtes en inskription med teksten »sjælens medicin«. Selve praksissen, hvor man begyndte at bruge litteratur på hospitalerne, fandt første gang sted i tiden omkring Første Verdenskrig. Her vendte soldater hjem fra krigen med granatchok eller PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse), som vi i dag kalder det. For at dulme de flossede krigsnerver begyndte bibliotekarerne at give patienterne litteratur eller oprette små læsegrupper – dengang var der nemlig biblioteker på de fleste hospitaler.

Effekten skulle efter sigende have været god. Derfor begyndte lægerne at blive involveret, og der opstod et ønske om at lave studier, som kunne påvise litteraturens virkning. Denne evidens fandt man dog aldrig, og efter Anden Verdenskrig begyndte praksissen at glide ud i sandet.

Men i løbet af de sidste ti år er der opstået en fornyet interesse for litteraturens helbredende egenskaber. Siden 2010 har Læseforeningen, som står bag projektet Tid Til Læsning, arbejdet med såkaldt guidet fælleslæsning. Kort sagt går det ud på, at foreningen uddanner læseguider og arrangerer fælleslæsegrupper ud fra en idé om, at alle mennesker har brug for stærke meningsfulde fællesskaber, og at netop litteraturen kan noget særligt i forhold til at samle mennesker og skabe livskvalitet for den enkelte.

Tilbage på biblioteket er kvinderne gået i gang med at diskutere første del af novellen.

»Jeg studsede over, at novellen bliver kaldt ”Eftermiddagsdrama”. Indtil videre foregår det hele jo om morgenen.«

»Vi får lov at være derinde lidt længere, det lover jeg,« siger Birgit Pedersen med et smil.

»Hans tanker løber hurtigt og stikker i forskellige retninger. Måske er han skizofren,« siger en af kvinderne.

»Han har i hvert fald en livlig fantasi,« siger Lisbet Østergaard, som har et stort kendskab til psykiatriske afdelinger efter selv at have været indlagt utallige gange gennem sit 69 år lange liv.

Da der opstår en lille kaffepause, forklarer Lisbet Østergaard, at hun har været indlagt flere gange, »fordi der nok altid mere eller mindre har været noget«- Det ’noget’ dækker over angst og depression, som i bølger har fulgt hende gennem hendes liv ind og ud af psykiatriske afdelinger og gennem store mængder af medicin.

»Jeg har svært ved at fortælle min egen livshistorie, fordi den er så fragmenteret. Der er mange år, som er blevet væk fra mig,« siger hun.

Tidligere har hun deltaget i et læseforløb, hvor alle var psykisk sårbare. Inden da havde hun aldrig læst den type skønlitteratur, som læseguiderne vælger. I stedet havde hun læst mange religiøse tekster og bøger om kristendom, fortæller hun, og tager fat i det sølvfarvede kors, som hænger i en kæde rundt om hendes hals. Poesi har hun aldrig brudt sig om, men nogle af digtene i læsegruppen er »helt okay og faktisk meget interessante«, som hun formulerer det.

Efter den første læsegruppe oplevede hun bedre at kunne deltage aktivt i samtaler i alle tænkelige sociale sammenhænge, som hun før havde haft svært ved. Det konkrete ved at tale ud fra en tekst, som blev læst højt, hjalp hende. »Og det, jeg siger, er lige så godt som det, de andre siger,« fortæller hun, folder sine hænder nænsomt, lægger dem i skødet og tilføjer, at det også er rart ikke at skulle tale direkte om sin sygdom hele tiden.

Psykotisk superhelt

Aarhus Universitet er også involveret i Tid Til Læsning og har stillet med et forskerhold, som for nylig kom med en midtvejsevaluering af projektet. Den konkluderede, at læsegrupperne havde skabt overskud for dem, der havde været med. International forskning har også tidligere dokumenteret, at kunst og kulturelle aktiviteter »kan have en positiv effekt på både psykisk og fysisk sundhed«, som det hedder i en rapport fra Aalborg Universitet fra 2017. Dog mangler man at finde ud af, om kunstaktiviteter er bedre eller blot lige så givende som eksempelvis meditation eller naturoplevelser.

Det metodiske apparat bag Læseforeningen stammer fra The Reader Organization i Liverpool. Siden 2008 har de i samarbejde med Liverpool University arbejdet med fælleslæsning. De har blandt andet fundet ud af, at demenspatienter var nogle af dem, der fik mest ud af at læse i flok – i flere tilfælde har patienterne formået at recitere hele digte, selv om de ikke var i stand til at strukturere deres hverdag.

I Holstebro er novellen nået til et punkt, hvor hovedpersonen Arthur har talt med psykiateren i fængslet og nu skal afhøres. Hvad, han har gjort, ved vi ikke, men vi ved, at han kan blive idømt fængsel på livstid. Det virker dog ikke til at bekymre vores hovedperson, som forestiller sig, at han er superhelten i en film.

»Han må være et sted, hvor mange af de indsatte har brug for en psykiater,« siger en af kvinderne.

Birgit Pedersen spørger, hvordan de oplever psykiateren, som optræder i novellen.

»Han er der i hvert fald ikke for at hjælpe Arthur,« lyder det.

Birgit Pedersen fortæller, at forfatteren faktisk sidder i fængsel på livstid i USA. Der går et »wow« gennem rummet.

»Men der er også meget humor i novellen. Det er man nødt til for at overleve.«

»Selv om det er humor, er han godt nok også syg. Der må være nogle ting, som gør rigtig ondt,« siger Jette Andersen, som ligesom mange af de andre kvinder taler ud fra egne erfaringer og læser store dele af sig selv ind i teksten.

Jette Andersen, som er 55 år og førtidspensionist, fortæller efter læsegruppen, at hun godt kunne lide novellen, selv om hun ofte forsøger at undgå fortællinger, der direkte handler om psykisk sygdom.

»Nogle ting skal jeg holde ud i strakt arm for ikke at genopleve dem,« siger hun. Hun har tidligere været indlagt på psykiatriske afdelinger i længere perioder, fordi hun lider af OCD (Obsessive Compulsive Disorder), som hun »i dag har lært at leve med«.

Hun kan bedst lide at læse om andre, der lever et andet liv end hun selv. Når man er syg, bliver man nemlig »selvoptaget«, og det kan være rart at komme ud af sit eget hoved, mener hun. Noget af det, der betyder mest for hende, er, at hun kan læse igen – en evne, hun mistede i sygdomsperioderne, selv om det tidligere havde været en stor del af hendes liv i kraft af hendes arbejde som folkeskolelærer i dansk og billedkunst.

»Jeg er også med i en romanklub, men det er svært for mig at komme igennem så lange tekster. Det er nemmere med en kort, koncis novelle, som bliver læst højt. Det er meditativt, her er ro, døren er lukket og alle respekterer hinanden,« siger hun.

Stadig ung forskning

I 2013 publicerede to forskere et, hvad der skulle vise sig at blive heftigt omdiskuteret, studie i det anerkendte tidsskrift Science. De konkluderede, at det at læse litteratur (her betegnet som klassiske værker, ikke en bestsellerthriller eller populærvidenskab) påvirkede deltagernes evne til bedre at forstå andre menneskers tanker og følelser.

Studiet gik ud på, at forsøgspersonerne skulle læse en kort tekst, hvorefter de blev præsenteret for et foto af en persons øjne, som de så skulle koble til en ud af fire mulige følelser. Allerede efter 10-15 minutters læsning kunne man spore en forbedring. Senere forsøgte andre forskere at gentage forsøget – men uden at komme frem til de samme resultater. Og netop dén pointe rammer godt ned i en af de helt store diskussioner: For hvordan måler man egentlig litteraturens effekt, hvis man ser ud over deltagernes egne vurderinger?

Mette Steenberg, som har stiftet Læseforeningen og arbejder som forsker på Aarhus Universitet, mener fortsat, at litteraturen kan påvirke vores forståelse af os selv og andre. Det har hun set i læsegrupperne, hvor deltagerne efter hendes overbevisning øver sig i at ’læse’ forskellige menneskers intentioner gennem deres handlinger i teksterne.

»Men det er meget ung forskning, og vi er ikke langt nok med at finde ud af, hvordan vi skal måle det,« siger hun, men understreger samtidig, at alt ikke kan fanges i et hårdt setup, som den medicinske verden foreskriver det. Det er også vigtigt at anerkende såkaldt eksplorativ og kvalitativ forskning, som tager udgangspunkt i at beskrive mekanismer og processer i læseoplevelsen og inddrager personers egne oplevelser med litteraturen.

Det er imidlertid ikke kun diskussionen om evidens, der fylder i nye felt. Flere kulturfolk har også ytret en modstand over, at kunsten er trådt ind på sundhedsområdet. Tidligere har forfatter Søren Ulrik Thomsen udtalt til Information, at han ikke ville bryde sig om, at en af hans bøger blev »ordineret som levertran«. Ligesom mange andre kulturfolk også understreger, er det altafgørende for ham, at kunsten ikke instrumentaliseres. Altså at man ikke skal gøre kunsten og kulturen, der burde være et mål i sig selv (fordi det har en værdi i sig selv), til et middel til at opnå noget andet.

Mette Steenberg anerkender paradokset i at arbejde med litteraturen, som noget ’der virker’ og dermed som noget, der har et mere eller mindre specifikt formål. Men så længe man gør det på litteraturens egne præmisser, ser hun ikke de store udfordringer i det.

»Litteraturen har en nytteværdi, som samtidig er dens grundlæggende egenværdi. Litteraturen er en af vores kulturs mest effektive redskaber til at forstå os selv, andre mennesker, og den verden vi lever i. Mennesket har udviklet litteraturen, fordi vi havde brug for et medie med adgang til andre bevidstheder, fordi vi er sociale væsner, som ikke kan overleve i denne verden, hvis ikke vi forstår, hvad der foregår inde i hovedet på andre,« siger hun.

’Alt er dødsdømt’

Tilbage på biblioteket er læsegruppen nået til den sidste fase. Efter en time med en novelle, er der en halv time til et digt. Birgit Pedersen begynder at læse højt af Adda Djørups digt ‘Hjertet i græsset’. Da hun er færdig, går der et dybtfølt suk gennem lokalet, og hun læser det højt en gang til.

»Alt er dødsdømt,« siger en af kvinderne, da højtlæsningen er færdig.

»Tidens nål syr og syr / en dragt til tomheden,« læser Jette Andersen op, tager sine runde briller af og holder en lille pause.

»Men sådan er et liv jo også.«

»Når man kommer op i alderen, går tiden hurtigt,« siger Lisbet Østergaard.

»Digtet handler om, at alt bliver indhentet på et tidspunkt. Det handler novellen også meget om,« siger Jette Andersen.

»Ens handlinger får konsekvenser.«

Digtet i dag var et af dem, Lisbet Østergaard godt kunne lide, »fordi det satte ord på nogle svære følelser«. Da gruppen er blevet enige om, at digtet var både tungt og smukt, drikker de en sidste kop kaffe, inden de atter træder ud i februarmørket.

»Vi ses i næste uge,« siger Birgit Pedersen til kvinderne.