Læsetid: 10 min.

Til fælleslæsning på Holstebro Bibliotek: »I dag læser vi med hjertet«

Efter Første Verdenskrig vendte krigsveteraner hjem og dulmede de flossede krigsnerver med litteratur. Effekten var dog svær at finde evidens for, så praksissen gik i sig selv igen. I dag taler man om guidet fælleslæsning, som syv kvinder på Holstebro bibliotek lige nu er ved at mærke udbyttet af. Spørgsmålet er dog fortsat, hvordan man måler litteraturens helende kræfter
Jette Andersen, 55, i midten vil helst undgå noveller og bøger, der handler om psykisk sygdom. Det handler om at holde de psykiske lidelser ude i strakt arm for ikke at ’genopleve dem’.

Jette Andersen, 55, i midten vil helst undgå noveller og bøger, der handler om psykisk sygdom. Det handler om at holde de psykiske lidelser ude i strakt arm for ikke at ’genopleve dem’.

Tor Birk Trads

19. marts 2019

»I dag læser vi med hjertet,« siger læsevejleder Birgit Pedersen og retter forsigtigt på sin kortklippede grå page.

Hun er netop gået i gang med en kort introduktion til den ugentlige fælleslæsning, eller »den ugentlige vitaminpille«, som flere af de fremmødte kalder det. I dag er de syv kvinder. De sidder rundt om et aflangt bord i en afkrog af Holstebro Bibliotek og drikker kaffe fra sorte termokander og spiser kokostoppe.

Med rolig stemmeføring begynder Birgit Pedersen højtlæsningen og leder den lille forsamling ind i den amerikanske forfatter Curtis Dawkins’ fængselsunivers i novellen »Eftermiddagsdrama«. Her følger vi den indsatte, lettere psykotiske Arthur over en dag. Mens Birgit Pedersen læser højt, har et par af kvinderne lukket øjnene, andre følger pligtskyldigt med i teksten, mens en tredje er faldet i staver over en bunke yogamåtter, nogen har forsøgt at stable oven på hinanden som klodser i hjørnet af lokalet.

»Hvis han bare kunne holde den gående til efter morgenmaden, ville de tage ham med hen ad gangen, og der var sygeplejersken, der var medicinen, og verden ville igen dreje hurtigere, så hans egen stemme kunne løbe fra de andre,« læser Birgit Pedersen, inden hun gør et kort stop, lægger den udprintede novelle fra sig og kigger op over sine briller.

De syv kvinder er en del af et større projekt, som for tiden afprøver, om litteraturen kan bruges som en form for smertestillende stof. Læsegruppen i dag er en forlængelse af et kultur- og sundhedsprojekt med titlen Tid Til Læsning. Kernen i projektet handler om at oprette læsegrupper for psykisk sårbare og blive klogere på, hvad deltagerne får ud af at læse litteratur sammen.

Tid Til Læsning

  • Projektet er et samarbejde mellem Region Midtjylland, Aarhus Universitet, Læseforeningen og bibliotekerne og sundhedsforvaltningerne i Herning, Holstebro, Horsens, Ikast-Brande og Viborg Kommune. Kommunernes sundhedsmedarbejdere kan visitere personer med angst, depression og stress til et 10-ugers forløb i en læsegruppe. Derefter kan man fortsætte i en åben læsegruppe, hvor alle er velkomne.
  • Forskningsmæssigt er projektet tværvidenskabeligt og vil undersøge, hvad deltagerne får ud af at være en del af læsegrupperne. Undersøgelsen handler også om, hvilke tekster og læseformer, der virker, og hvordan de virker.

Kvinderne i dag er en del af en åben gruppe, hvor også ikke psykisk sårbare er velkomne. Flere af dem har dog tidligere deltaget i et tiugers forløb for personer med angst, depression og stress og har efterfølgende valgt at fortsætte med fælleslæsningen. Fordi de har fundet noget i litteraturen, som hjælper, og fordi de her bliver set som andet og mere end deres sygdom.

Sjælens medicin

Ideen om litteraturens helbredende kraft kan spores helt tilbage til oldtiden, hvor der over et bibliotek i Alexandria fandtes en inskription med teksten »sjælens medicin«. Selve praksissen, hvor man begyndte at bruge litteratur på hospitalerne, fandt første gang sted i tiden omkring Første Verdenskrig. Her vendte soldater hjem fra krigen med granatchok eller PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse), som vi i dag kalder det. For at dulme de flossede krigsnerver begyndte bibliotekarerne at give patienterne litteratur eller oprette små læsegrupper – dengang var der nemlig biblioteker på de fleste hospitaler.

Effekten skulle efter sigende have været god. Derfor begyndte lægerne at blive involveret, og der opstod et ønske om at lave studier, som kunne påvise litteraturens virkning. Denne evidens fandt man dog aldrig, og efter Anden Verdenskrig begyndte praksissen at glide ud i sandet.

Men i løbet af de sidste ti år er der opstået en fornyet interesse for litteraturens helbredende egenskaber. Siden 2010 har Læseforeningen, som står bag projektet Tid Til Læsning, arbejdet med såkaldt guidet fælleslæsning. Kort sagt går det ud på, at foreningen uddanner læseguider og arrangerer fælleslæsegrupper ud fra en idé om, at alle mennesker har brug for stærke meningsfulde fællesskaber, og at netop litteraturen kan noget særligt i forhold til at samle mennesker og skabe livskvalitet for den enkelte.

Tilbage på biblioteket er kvinderne gået i gang med at diskutere første del af novellen.

»Jeg studsede over, at novellen bliver kaldt ”Eftermiddagsdrama”. Indtil videre foregår det hele jo om morgenen.«

»Vi får lov at være derinde lidt længere, det lover jeg,« siger Birgit Pedersen med et smil.

»Hans tanker løber hurtigt og stikker i forskellige retninger. Måske er han skizofren,« siger en af kvinderne.

»Han har i hvert fald en livlig fantasi,« siger Lisbet Østergaard, som har et stort kendskab til psykiatriske afdelinger efter selv at have været indlagt utallige gange gennem sit 69 år lange liv.

Da der opstår en lille kaffepause, forklarer Lisbet Østergaard, at hun har været indlagt flere gange, »fordi der nok altid mere eller mindre har været noget«- Det ’noget’ dækker over angst og depression, som i bølger har fulgt hende gennem hendes liv ind og ud af psykiatriske afdelinger og gennem store mængder af medicin.

»Jeg har svært ved at fortælle min egen livshistorie, fordi den er så fragmenteret. Der er mange år, som er blevet væk fra mig,« siger hun.

Tidligere har hun deltaget i et læseforløb, hvor alle var psykisk sårbare. Inden da havde hun aldrig læst den type skønlitteratur, som læseguiderne vælger. I stedet havde hun læst mange religiøse tekster og bøger om kristendom, fortæller hun, og tager fat i det sølvfarvede kors, som hænger i en kæde rundt om hendes hals. Poesi har hun aldrig brudt sig om, men nogle af digtene i læsegruppen er »helt okay og faktisk meget interessante«, som hun formulerer det.

Efter den første læsegruppe oplevede hun bedre at kunne deltage aktivt i samtaler i alle tænkelige sociale sammenhænge, som hun før havde haft svært ved. Det konkrete ved at tale ud fra en tekst, som blev læst højt, hjalp hende. »Og det, jeg siger, er lige så godt som det, de andre siger,« fortæller hun, folder sine hænder nænsomt, lægger dem i skødet og tilføjer, at det også er rart ikke at skulle tale direkte om sin sygdom hele tiden.

Psykotisk superhelt

Aarhus Universitet er også involveret i Tid Til Læsning og har stillet med et forskerhold, som for nylig kom med en midtvejsevaluering af projektet. Den konkluderede, at læsegrupperne havde skabt overskud for dem, der havde været med. International forskning har også tidligere dokumenteret, at kunst og kulturelle aktiviteter »kan have en positiv effekt på både psykisk og fysisk sundhed«, som det hedder i en rapport fra Aalborg Universitet fra 2017. Dog mangler man at finde ud af, om kunstaktiviteter er bedre eller blot lige så givende som eksempelvis meditation eller naturoplevelser.

Det metodiske apparat bag Læseforeningen stammer fra The Reader Organization i Liverpool. Siden 2008 har de i samarbejde med Liverpool University arbejdet med fælleslæsning. De har blandt andet fundet ud af, at demenspatienter var nogle af dem, der fik mest ud af at læse i flok – i flere tilfælde har patienterne formået at recitere hele digte, selv om de ikke var i stand til at strukturere deres hverdag.

I Holstebro er novellen nået til et punkt, hvor hovedpersonen Arthur har talt med psykiateren i fængslet og nu skal afhøres. Hvad, han har gjort, ved vi ikke, men vi ved, at han kan blive idømt fængsel på livstid. Det virker dog ikke til at bekymre vores hovedperson, som forestiller sig, at han er superhelten i en film.

»Han må være et sted, hvor mange af de indsatte har brug for en psykiater,« siger en af kvinderne.

Birgit Pedersen spørger, hvordan de oplever psykiateren, som optræder i novellen.

»Han er der i hvert fald ikke for at hjælpe Arthur,« lyder det.

Birgit Pedersen fortæller, at forfatteren faktisk sidder i fængsel på livstid i USA. Der går et »wow« gennem rummet.

»Men der er også meget humor i novellen. Det er man nødt til for at overleve.«

»Selv om det er humor, er han godt nok også syg. Der må være nogle ting, som gør rigtig ondt,« siger Jette Andersen, som ligesom mange af de andre kvinder taler ud fra egne erfaringer og læser store dele af sig selv ind i teksten.

Jette Andersen, som er 55 år og førtidspensionist, fortæller efter læsegruppen, at hun godt kunne lide novellen, selv om hun ofte forsøger at undgå fortællinger, der direkte handler om psykisk sygdom.

»Nogle ting skal jeg holde ud i strakt arm for ikke at genopleve dem,« siger hun. Hun har tidligere været indlagt på psykiatriske afdelinger i længere perioder, fordi hun lider af OCD (Obsessive Compulsive Disorder), som hun »i dag har lært at leve med«.

Hun kan bedst lide at læse om andre, der lever et andet liv end hun selv. Når man er syg, bliver man nemlig »selvoptaget«, og det kan være rart at komme ud af sit eget hoved, mener hun. Noget af det, der betyder mest for hende, er, at hun kan læse igen – en evne, hun mistede i sygdomsperioderne, selv om det tidligere havde været en stor del af hendes liv i kraft af hendes arbejde som folkeskolelærer i dansk og billedkunst.

»Jeg er også med i en romanklub, men det er svært for mig at komme igennem så lange tekster. Det er nemmere med en kort, koncis novelle, som bliver læst højt. Det er meditativt, her er ro, døren er lukket og alle respekterer hinanden,« siger hun.

Stadig ung forskning

I 2013 publicerede to forskere et, hvad der skulle vise sig at blive heftigt omdiskuteret, studie i det anerkendte tidsskrift Science. De konkluderede, at det at læse litteratur (her betegnet som klassiske værker, ikke en bestsellerthriller eller populærvidenskab) påvirkede deltagernes evne til bedre at forstå andre menneskers tanker og følelser.

Studiet gik ud på, at forsøgspersonerne skulle læse en kort tekst, hvorefter de blev præsenteret for et foto af en persons øjne, som de så skulle koble til en ud af fire mulige følelser. Allerede efter 10-15 minutters læsning kunne man spore en forbedring. Senere forsøgte andre forskere at gentage forsøget – men uden at komme frem til de samme resultater. Og netop dén pointe rammer godt ned i en af de helt store diskussioner: For hvordan måler man egentlig litteraturens effekt, hvis man ser ud over deltagernes egne vurderinger?

Mette Steenberg, som har stiftet Læseforeningen og arbejder som forsker på Aarhus Universitet, mener fortsat, at litteraturen kan påvirke vores forståelse af os selv og andre. Det har hun set i læsegrupperne, hvor deltagerne efter hendes overbevisning øver sig i at ’læse’ forskellige menneskers intentioner gennem deres handlinger i teksterne.

»Men det er meget ung forskning, og vi er ikke langt nok med at finde ud af, hvordan vi skal måle det,« siger hun, men understreger samtidig, at alt ikke kan fanges i et hårdt setup, som den medicinske verden foreskriver det. Det er også vigtigt at anerkende såkaldt eksplorativ og kvalitativ forskning, som tager udgangspunkt i at beskrive mekanismer og processer i læseoplevelsen og inddrager personers egne oplevelser med litteraturen.

Det er imidlertid ikke kun diskussionen om evidens, der fylder i nye felt. Flere kulturfolk har også ytret en modstand over, at kunsten er trådt ind på sundhedsområdet. Tidligere har forfatter Søren Ulrik Thomsen udtalt til Information, at han ikke ville bryde sig om, at en af hans bøger blev »ordineret som levertran«. Ligesom mange andre kulturfolk også understreger, er det altafgørende for ham, at kunsten ikke instrumentaliseres. Altså at man ikke skal gøre kunsten og kulturen, der burde være et mål i sig selv (fordi det har en værdi i sig selv), til et middel til at opnå noget andet.

Mette Steenberg anerkender paradokset i at arbejde med litteraturen, som noget ’der virker’ og dermed som noget, der har et mere eller mindre specifikt formål. Men så længe man gør det på litteraturens egne præmisser, ser hun ikke de store udfordringer i det.

»Litteraturen har en nytteværdi, som samtidig er dens grundlæggende egenværdi. Litteraturen er en af vores kulturs mest effektive redskaber til at forstå os selv, andre mennesker, og den verden vi lever i. Mennesket har udviklet litteraturen, fordi vi havde brug for et medie med adgang til andre bevidstheder, fordi vi er sociale væsner, som ikke kan overleve i denne verden, hvis ikke vi forstår, hvad der foregår inde i hovedet på andre,« siger hun.

’Alt er dødsdømt’

Tilbage på biblioteket er læsegruppen nået til den sidste fase. Efter en time med en novelle, er der en halv time til et digt. Birgit Pedersen begynder at læse højt af Adda Djørups digt ‘Hjertet i græsset’. Da hun er færdig, går der et dybtfølt suk gennem lokalet, og hun læser det højt en gang til.

»Alt er dødsdømt,« siger en af kvinderne, da højtlæsningen er færdig.

»Tidens nål syr og syr / en dragt til tomheden,« læser Jette Andersen op, tager sine runde briller af og holder en lille pause.

»Men sådan er et liv jo også.«

»Når man kommer op i alderen, går tiden hurtigt,« siger Lisbet Østergaard.

»Digtet handler om, at alt bliver indhentet på et tidspunkt. Det handler novellen også meget om,« siger Jette Andersen.

»Ens handlinger får konsekvenser.«

Digtet i dag var et af dem, Lisbet Østergaard godt kunne lide, »fordi det satte ord på nogle svære følelser«. Da gruppen er blevet enige om, at digtet var både tungt og smukt, drikker de en sidste kop kaffe, inden de atter træder ud i februarmørket.

»Vi ses i næste uge,« siger Birgit Pedersen til kvinderne.

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • To forfattere vil give ordet til patienten i psykiatrien og kalder det ’ømhedsaktivisme’

    21. november 2020
    De nyudklækkede forfattere og psykiatribrugere, Sidsel Welden og Anna Rieder, har udgivet tre litterære pjecer direkte henvendt til behandlere og læger. Projektet taler ind i en langt større debat om, hvad kunst og kultur kan i sundhedsvæsenet
  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Som det nævnes i artiklen, er det vigtigt også at anerkende eksplorativ og kvalitativ forskning, som tager udgangspunkt i at beskrive mekanismer og processer i læseoplevelsen og inddrager personers egne oplevelser med litteraturen.

I den sammenhæng er det dog også vigtigt at fastholde, at receptionsforskningen viser, hvor forskellige oplevelser med litteratur forskellige personer har, alt efter deres forudsætninger, ikke mindst uddannelsesmæssigt, kulturelt og erfaringsmæssigt, og alt efter hvilke forskellige sammenhænge de indgår i (f.eks. socialt og pædagogisk/terapeutisk), ved beskæftigelsen med litteraturen.

Hvis man vil undersøge, hvad deltagerne får ud af at være en del af læsegrupperne, og i den sammenhæng hvilke tekster og læseformer der virker, og hvordan de virker, bliver man derfor også nødt til at inddrage betydninger af den social, kulturel og pædagogisk/terapeutisk planlægningsmæssig karakter i sammenhængen.

Om det er Informations journalister, der ved deres vinkling og de spørgsmål, der stilles, stort set mangler forståelse for den store betydning, som sammenhængene for beskæftigelsen med litteratur betyder for, hvad den enkelte får ud af det, i denne og tidligere artikler, eller det er de implicerede fagfolk på området, kan være svært at afgøre.

Tilsvarende med hensyn til betydningen af den store forskel i forudsætninger, vi møder forskellige former for litteratur med, i de sammenhænge vi nu indgår i, når vi beskæftiger os med den.

Hvis man vil besvare spørgsmålet, om kunstaktiviteter er bedre eller blot lige så givende som eksempelvis meditation eller naturoplevelser, bliver man også nødt til at spørge ind til sammenhænge: tilrettelagt hvordan og for hvem, og ikke mindst i hvilken større sammenhæng i forhold til ydre krav og rammer for forløbene, f.eks. det, som Søren Ulrik Thomsen kalder for ”ordineret som levertran”.

Maj-Britt Kent Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Ved tilgangen til kunstens helende kræfter ligger Informations journalister, i denne og tidligere artikler, i høj grad under for det, der traditionelt betegnes som "tankpasserpædagogik".

Der er ifølge denne forståelse noget helende i kunsten, som det gælder om at få "fyldt over" i dem, der skal heles, ved at de præsenteres for passende kunst. Det helende er i selve kunsten og ikke i mødet og beskæftigelse med kunsten.

Det afgørende her er imidlertid også den enkelte og det sociale og kulturelle fællesskabs beskæftigelsen med kunsten. Der vil altid, også i høj grad, være tale om processer og aktiviteter, og ikke kun om indhold. Her spiller de overordnede rammer for processer og aktiviteter også en stor betydning.

Jørn Andersen, Maj-Britt Kent Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Hvis man vil undersøge kunstens helende kræfter, bliver man som undersøger nødt til som udgangspunkt at antage, at nogle former for kunst kan have helende kræfter for nogle mennesker med deres særlige forudsætninger, men at den samme kunst ikke kan have helende kræfter for andre mennesker med andre forudsætninger.

Og at det samtidig har stor betydning, hvilke sammenhænge af social og kulturel karakter, der virker befordrende for, at sådanne helende processer kan finde sted, hos den enkelte i vedkommendes beskæftigelse med den pågældende kunst. Også her har den enkeltes særlige forudsætninger og tilgang en stor betydning for, hvad der er muligt og befordrende for vedkommende i bestemte sammenhænge.

Det er en særlig version af sidstnævnte aspekter, der i en tidligere artikel fremhæves af Peter Tudvad:
”Det var på det tidspunkt, det gik op for mig, at kunsten kan så meget andet end bare at give den enkelte en æstetisk oplevelse. Den kan også give mennesker en følelse af samhørighed, af at høre sammen. Og personligt kom oplevelsen til at udpege en ny retning: et forsøg på at lægge det individualistiske bag mig og i stedet begynde at opsøge fællesskabet”.
https://www.information.dk/kultur/2019/03/peter-tudvad-kaereste-saa-flae...

Maj-Britt Kent Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Hvorfor skal vi læse, at læsevejlederen "retter forsigtigt på sin kortklippede page" og siden, at hun "kigger op over sine briller", samt at deltagerne "sidder rundt om et aflangt bord og drikker kaffe fra sorte termokander og spiser kokostoppe". Det fremstår fordomsfuldt i en ellers udmærket artikel, hvor nøglebudskabet vel er, at det giver mening at læse, men mest vist man lærer noget deraf, erkender noget, tager noget med sig.

Bjarne Toft Sørensen

@Maj-Britt Kent Hansen:
"Hvorfor skal vi læse, at læsevejlederen "retter forsigtigt på sin kortklippede page" og siden, at hun "kigger op over sine briller", samt at deltagerne "sidder rundt om et aflangt bord og drikker kaffe fra sorte termokander og spiser kokostoppe".

Som jeg læser artiklen: Selv om faktaboksen og dele af artiklen, f.eks. nogle historiske erfaringer på området og interviewet med forskeren, giver indtryk af, at vi her har at gøre med en baggrundsartikel, så har den overordnede præsentation karakter af, at artiklen i høj grad også er oplevelsesjournalistik, med indlagte overvejende stemningsinterviews, og det er vel et fornuftigt valg i betragtning af, at artiklen får en dobbelt side og rummer mange oplysninger.

Bemærk valget af rubrik og det indledende afsnit, du henviser til. Det nævnte kan virke fordomsfuldt, men det er nu engang det subjektive indtryk fra sammenhængen, som hører til genren, og som journalisten har valgt at give videre til læseren.

Jeg gætter dog på, at en del, der ikke er specielt kunst - og litteraturinteressede, på forhånd har fundet artiklen lidt for kompakt og spækket med oplysninger, til at de har læst den til ende. En sådan artikel rummer journalistisk set en del udfordringer.

Runa Lystlund

Hele bibliotekernes ideer om læsegrupper, handler i virkeligheden om menneskers behov for samvær. Om det heler ved jeg ikke, men det kan danne fællesskaber. Mange benytter sig af de bibliotekernes udlån, hvor en gruppe kan læse og drøfte bestemte bøger.

Maj-Britt Kent Hansen

Har ikke prøvet bibliotekernes læsegrupper, men i andre regi har jeg været i nogle få læsegrupper. For mig er det vigtigste nu selve litteraturen. Om der så oveni kommer hyggelige stunder deltagerne eller nogle af disse imellem, er jo bare et plus. Men jeg ville aldrig deltage, hvis værket ikke interesserede mig.