Læsetid: 7 min.

Jeg fatter ikke, hvorfor folk ikke er mere oppe at køre over den virkelighedsfølelse, som VR-teknologien kan udstyre nærmest hvad som helst med

Lige nu er det ikke mest interessant, hvordan virtual reality ændrer verden, men hvordan den kan ændre dokumentarfilmverdenen. Og er det dét, man vil se, så skal man tage på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. I år viser festivalen hele 12 værker i deres VR:CINEMA på Kunsthal Charlottenborg. Det er dér, der vil blive rykket allerheftigst ved dokumentarfilmens rammer
Det var særligt intenst at opleve Laurie Andersons VR-installation ’To the moon’, der var en del af vinterens måneudstilling på Louisiana.

Det var særligt intenst at opleve Laurie Andersons VR-installation ’To the moon’, der var en del af vinterens måneudstilling på Louisiana.

Laurie Anderson

15. marts 2019

Virtual reality har flere gange givet mig spaghettiben.

Jeg har oplevet at stå på et gulv, et helt almindeligt gulv, og være ude af stand til at flytte mig af skræk. Et headset havde hensat mig og min krop til et univers, hvor gulvet jeg stod på ikke længere var et gulv, men en lille afsats på toppen af en skyskraber, og hvor der før var gulv, var der nu bare … virkelig langt ned.

»Prøv at læne dig ud over kanten,« blev jeg instrueret.

»Nej tak«, sagde jeg.

Jeg har også mærket alting vende sig i maven på mig, da gulvet ikke blot blev forvandlet, men fuldstændig forsvandt under mig og blev til endeløs, interplanetær afgrund (smuk, stjernebestøvet afgrund, men stadig), idet jeg blev skudt ud i rummet i Laurie Andersons værk To the Moon på Louisiana.

Den ultimative empatimaskine

Begge gange overrumplede det mig at mærke, hvor suverænt sanseapparatet vinder over logikken. Du ved jo godt, et eller andet sted, at din krop af kød og blod er i sikkerhed, men så snart du får headsettet på og ser de panoramiske, nogle gange fotografiske, nogle gange computergenererede, omgivelser med dine ’egne øjne,’ er følelsen af at være til stede i det univers så stærk, at fornuften går fløjten.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor folk ikke er mere oppe at køre over den overbevisende virkelighedsfølelse, som VR-teknologien kan udstyre nærmest hvad som helst med. Både over mulighederne det giver for maksimal indlevelse, og hvor etisk udfordrende og potentielt manipulerende en egenskab det egentlig er, når man tænker over det.

Hvad er Virtual Reality?

VR er en forkortelse for Virtual Reality. Et samlebegreb, som dækker over flere former for oplevelser, der skaber en høj grad af indlevelse i en virtuel verden via et headset (også kaldet en VR-brille).

Headset’et har to skærme – én til hvert øje – som genskaber vores stereoskopiske syn i den virtuelle verden ved at vise det pågældende billede eller video fra to lidt forskellige vinkler på hver skærm.

Sammen med et indbygget accelerometer, som registrerer hovedets bevægelser og sørger for, at man kan dreje sig rundt og udforske alle 360 grader af universet, som omgiver én, snyder forskydelsen i de to skærme hjernen til at tro, at man befinder sig inden i den digitale verden.

En fyr, som er tilstrækkeligt (og måske endda lidt i overkanten) oppe at køre over VR, er amerikaneren Chris Milk, der er kendt for grandiose proklamationer som:

»VR føles som sandhed!«

Og:

»VR er den ultimative empatimaskine!«

Milk er muligvis stadig mest kendt for de nyskabende, interaktive musikvideoer, som han har instrueret for bandet Arcade Fire, men som grundlægger af og CEO for VR-teknologiudviklings- og produktionsfirmaet Within (som førhen hed VRSE) er han også en indflydelsesrig figur inden for VR-branchen.

Hans tro på mediets medmenneskelighedsstimulerende potentiale har inspireret en hel hær af værker, som bruger VR som humanitært instrument, og med Within har Milk skabt journalistiske samarbejder med kæmpe aktører som The New York Times, Vice News og den daværende kreative direktør for FN, Gabo Arora (UNVR).

Som selv at have ebola

Ligegyldigt om man køber Milks overbevisning om sammenhængen mellem indlevelse, medlidenhed og aktivisme eller ej, så er det uomtvisteligt, at hans vision og hans værker har haft en enorm indflydelse på, hvordan VR (og her refererer jeg primært til 360 graders video) hidtil er blevet anvendt, og hvilken slags værker teknologien har avlet.

Og spørger du mig, har det ført til en overvægt i VR-udbuddet af de her nænsomt observerende, nærmest aggressivt godhjertede, meget patostunge værker, hvor alfa og omega er at slette alle spor af menneskelig og mekanisk indblanding i optagelsesprocessen af det realistiske panorama, så VR-seerne for alvor kan overgive sig til illusionen – så de virkelig føler, at de selv er til stede på destination i den sfæriske video. At de selv har ebola (Waves of Grace). At de selv er flygtninge (Clouds over Sidra).

Hvad er Virtual Reality? 

VR-termen bruges i flæng, men dækker over flere forskelligartede oplevelser, f.eks. statiske, fotografiske 360 graders-videoer, computergenererede 3D-miljøer, som man kan interagere med og multisensoriske oplevelser, hvor den virtuelle oplevelse suppleres af taktile elementer fra den virkelige verden.

Der findes grundlæggende tre typer virtuel virkelighed: VR, AR (Augmented Reality) og MR (Mixed Reality). Hvor VR udvisker omverdenen, lægger AR sig derimod som et transparent lag oven på virkeligheden, og MR er en blanding af VR og AR, som lader én interagere med det ekstra lag, som AR skaber. Har man jagtet pokémoner med sin mobil, har man oplevet MR.

Det er nobelt, helt sikkert. Og det er svært ikke at lyde komplet afstumpet, når jeg siger det her: Men på et tidspunkt havde jeg det sådan, at hvis jeg blev sat til at besøge ét brændpunkt mere eller tvangs-taget-ved-hånden og guidet rundt i én til ruin af et til stakkels barn i et fjernt land, så ville jeg flå mit headset af og kaste det ad helvede til.

Problemet var selvfølgelig ikke selve indholdet. Problemet var, at jeg blev præsenteret for de her ædle, men formmæssigt ret uinteressante, indblik i verdenssituationen på et tidspunkt, hvor dét, jeg var allermest interesseret i, netop var formen. Ikke i hvordan VR ville ændre verden, men hvordan VR ville ændre dokumentarfilmverdenen. Og er det det, man vil se, så skal man tage på festival.

VR udvider virkeligheden

I takt med, at VR er blevet omfavnet på prestigiøse festivaler som Sundance, Cannes, Tribeca, Venedig, CPH:DOX m.fl., er et væld af mere kunstnerisk orienterede værker vokset frem.

De indstiller jagten på den mest virkelighedstro illusion og udforsker i stedet selve mediet; måden det fortæller på (som har mere til fælles med computerspil end film), hvilken slags billeder teknologien genererer, følelsen af fysisk tilstedevær det skaber, og hvor sømløst og troværdigt det bevæger sig mellem det fantastiske og det realistiske, det indre og det ydre.

Hvad er Virtual Reality? 

Teknologien, som danner basis for VR-oplevelser har eksisteret i årtier, men det er først nu, at computergrafikken er begyndt at kunne generere oplevelser, der er livagtige nok til at opfylde løftet om den komplette indlevelse. Det er også først nu, at de computerkræfter og headset, VR kræver, er blevet billige nok til, at forbrugerne har råd til dem.

Facebooks køb af Oculus Rift i 2014 for to mia. dollar cementerede troen på VR, og siden har teknologien vundet frem, ikke kun inden for gamingverdenen og filmfestivaler, men også inden for uddannelses- og sunhedssektoren, hvor VR bruges til at simulere alt fra rumrejser til operationer og til behandling af PTSD og diverse fobier.

VR kan ikke blot teleportere dig til fjerne destinationer ude i verden, men også til rum inde i dig selv, som er svære at nå ind til og til tilstande og steder, som det blotte øje ikke kan se.

VR har en evne til at sprænge fysiske rammer med samme selvfølgelighed som en meget livagtig drøm, og den unikke egenskab har ført til en strømning, der i højere grad orienterer sig mod en indre eller på anden vis udvidet virkelighed end den, som er nært foreliggende.

Det er en strømning, som udforsker det metafysiske og spirituelle og teoretisk set er langt mere interessant end nødhjælpsvarianten; værker som I U WE, der var på VR-programmet INTER:ACTIVE sidste år, et slags virtuelt ritual, som stimulerer metafysisk samvær, og det surreelle VR-værk She’s Already Gone, som begynder ved kunstneren Yu Hongs fødsel og ender i et shamanistisk ritual.

Og heldigvis lader det til, at denne trend fortsætter på dette års CPH:DOX-festival, hvor programmet byder på VR-oplevelser, der søger dybere ind i bevidstheden, kaster et nyt blik på kosmos og ser langt ud i fremtiden. Oplevelser, der udvider, hvad vi overhovedet tænker på som hørende til den virkelige verden – og som muligt for dokumentariske former at beskæftige sig med.

CPH:DOX begynder på onsdag den 20. marts

Fire Virkelighedsudvidende VR-værker på CPH:DOX

Awavena, Lynette Wallworth

I 2017 var værket ’Collisions’ på programmet på CPH:DOX. I år kan du endnu en gang opleve Wallworths Rouch-inspirerede VR-vérité i en installation, som kredser om den første kvindelige shaman fra Amazonas Yawanawa-folk.

Spheres, Eliza McNitt

Darren Aronofsky har produceret denne nyskabende interaktive installation i tre dele om alle de lyde, universet er fyldt med. Tag med på en anderledes rejse rundt i solsystemet, til sorte huller og The Big Bang.

Leviathan, Shezad Dawood

Dawoods installation placerer dig i et hypotetisk Cuba 150 år ude i fremtiden og anvender VR-teknologi, maleri og skulptur til at udforske presserende spørgsmål om migration, havenes tilstand og mental sundhed.

Conscious Existence, Marc Zimmerman

Manden bag CPH:DOX-hittet Longing for Wilderness fra 2017 vender tilbage med endnu et billedskønt værk, der denne gang udforsker menneskets bevidsthed og kontemplerer, hvad det vil sige at leve et harmonisk liv.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu