Læsetid: 5 min.

Filminstruktør Agnès Varda var den franske nye bølges mesterlige mor

Truffaut, Resnais, Chabrol, Malle, Rohmer er væk – der er ikke mange tilbage af den store generation af franske filmskabere, der kendes som ’nouvelle vague’. Fredag døde Agnès Varda, måske den største af dem alle
Det er svært at forestille sig Agnès Varda som gammel, skriver The Guardians filmkritiker i en nekrolog over den franske filminstruktør. Hendes sjæl var evigt ung, skriver han, selv hendes hår var gennem hele hendes liv klippet i den samme ungpige-pagehårfrisure.

 

Det er svært at forestille sig Agnès Varda som gammel, skriver The Guardians filmkritiker i en nekrolog over den franske filminstruktør. Hendes sjæl var evigt ung, skriver han, selv hendes hår var gennem hele hendes liv klippet i den samme ungpige-pagehårfrisure.

 

Fadel Senna

1. april 2019

For mig var Agnès Varda den største af de store i Frankrigs nybølge-generation. Hun var en mester i personlig filmkunst. Hendes film kunne være både filosofiske essays, drama, satire, dokumentar og romance. Men altid besad de hendes distinkte præg af betydningsrigdom og visdom.

Hendes debut, La Pointe Courte, fra 1954 er et poetisk studie i et kriseramt kærlighedsforhold, der efter min mening overgår selv Hiroshima mon Amour (1959), hvis instruktør, Alain Resnais, var klipper på La Pointe Courte. Hendes tidlige mesterværk, Cléo de 5 à 7 (1961), har noget uforgængeligt friskt over sig trods sin karakter af vidnesbyrd fra 1960’ernes parisiske tidsånd.

Jacquot de Nantes fra 1991 er en hyldest til hendes mand, filminstruktøren Jacques Demy, der blander dramatiserede rekonstruktioner af erindringer med klip fra Demys film og hjerteskærende dokumentariske privatoptagelser fra hans livs sidste dage.

I filmen er der elementer af Truffaut, Malle og Godard, men den er dog i en klasse for sig selv med sin blanding af passion for filmkunst og emotionel generøsitet – en original kærlighedsgestus.

Drama og realisme

Vardas sans for balance mellem drama og dokumentarisk realisme var åbenlys allerede fra den brilliant filmede La Pointe Courte, hvor Silvia Montfort og Philippe Noiret spiller et ægtepar under et besøg i hans fødeby, Séte ved Middelhavskysten, efter fire års ægteskab i Paris.

Scenerne med deres forkrampede, prøvende og ængstelige dialog kan minde om både Bergman og Resnais. Som en art antikurtisering tegner den konturerne af et forhold, der styrer mod forlis, uanset at begge er opsatte på at undgå netop dette. Fra disse krydsklippes der til medrivende skildrede scener af hverdagslivet i fiskerbyen Sète, fanget med poetisk livfuldhed.

Cléo de 5 à 7 er stadig elektrificerende god. Et spektakulært verité-eventyr i parisiske gader med sekvenser af virkelige mennesker, der forbløffet eller muntert smilende kigger ind i Vardas kamera.

Fra klokken 15.00-17.00 (traditionelt er det den tid, hvor franske mænd mødes med deres elskerinder, dvs. efter at de har forladt jobbet, og før de kommer hjem til familien) følger vi den smukke glamourøse popsangerinde Cléo (Corinne Marchand). Men i samme tidsrum venter hun også på resultatet af en vævsprøve, der skal afgøre, om hun har kræft.

Hun passes op af charmerende vittige og talentfulde forblændede mænd, blandt disse hendes klaverakkompagnatør (spillet af nyligt afdøde Michel Legrand), men ingen af dem kan hun stole på. Alt hvad hun har er sin skønhed og ensomhed.

Vardas manuskript er så fremragende som en Jacques Préverts, og filmens replikker falder helt vidunderligt. Så mange andre instruktører er blevet inspireret af denne film: fra Roman Polanski i Repulsion (på dansk Chok, 1965) til Martin Scorsese i Taxi Driver (1976).

Polyamourøs

Le Bonheur (på dansk Lykken, 1965) er en næsten uhyggeligt roligt fortalt og lys satire over det moderne samfunds forventninger til monogami og romantisk kærlighed.

Jean-Claude og Claire Drouot (der også i det virkelige liv var gift med hinanden) spiller ægteparret François og Thérèse, der lever i et kurrende lyksaligt forhold, indtil François forelsker sig i en anden kvinde. Men i stedet for at opføre sig som forventeligt – dvs. nages af selvbebrejdelser og tvivl eller hemmeligholde sin affære for at skåne sin kone – fortæller han hende hele sandheden og forventer, at de begge kan fortsætte med at være så lykkelige som før, ja mere lykkelige.

Udfordrede Le Bonheur dem, for hvem parforholdet stod som fromt? Eller kunne den tale til en ny generation i det 21. århundrede, for hvem begrebet polyamori (at have flere samtidige kærlighedsforhold, som alle involverede er bekendt og indforstået med, red.) ikke var fremmed?

Vardas Sans toit ni loi (Vagabonden, 1985) er hendes modne hovedværk, en indigneret gennemlysning af kynisk kvindehad i det franske samfund. Historien får vi fortalt indirekte – som Citizen Kane.

Sandrine Bonnaire spiller Mona, en ung kvinde, der flakker rundt på landet og sover på marker eller i vejkanter. Hendes lig opdages af en landarbejder, og derefter forsøger filmen retrospektivt at stykke hendes liv sammen i quasidokumentariske interviews med mennesker, hun har mødt på sin vej. Det er næsten en religiøs film. Som en lignelse over de marginaliseredes og besiddelsesløses martyrium.

Varda glorificerede og udødeliggjorde sit forhold til Demy i førnævnte Jacquot de Nantes, en film med lighedstræk med Truffauts Les quatre cents coups (Ung Flugt, 1959) og Malles Au revoir les enfants (Vi ses igen, 1987).

Filmen er også en kritisk kommentar til fransk filmkunsts auteur-retorik.

Den har fængslende beskrivelser af den unge Jacques, der vokser op i Nantes, evakueres til bondelandet under krigen, fascineres af film i biografen og bygger sætstykker og papfigurer til stopmotion-film – det hele sammenvævet med velvalgte klip fra hans værk, og den har nærmest sønderknusende studier af Demy som gammel mand ved sit livs afslutning.

Der findes ikke en film i verden, der kan sammenlignes med denne. Det er et værk af en kunstner besjælet af en særlig nåde: hjertevarmende hengivent, indsigtsfuldt, klogt.

Oversete værdier

Les glaneurs et la glaneuse (2000) og Les Plages d’Agnès (2008) er to sene og funklende eksempler på cinécriture, introspektivt betroende og filosofiske værker. 

I den første reflekterer Varda over overflodssamfundets spil og den i dag glemte tradition for at ’sanke aks’ – dvs. når fattige på landet indsamlede tiloversblevne korn efter høsten – dateret frem til vor egen tids madspild og dennes modstandsbevægelse i skikkelse af de ’madskraldere’, der går på strandhugst i supermarkeders kasserede, men stadig spiselige mad.

Varda bekender, at hun også selv er skralder, og sætter i filmen fokus på, hvordan oversete ting og mennesker kan vise sig at have overraskende stor værdi.

Les Plages d’Agnès er en selvbiografisk og personlig film med referencer tilbage til Jacquot de Nantes. Et collage-essay af ideer og genkaldte erfaringer. I filmen befinder hun sig på den samme strand, et sted uden for tiden så at sige, hvor den dødssyge Demy kunne ses i førnævnte film.

Indtil det sidste var Varda vital og kreativ. Hendes dokumentar fra 2017, Visages, villages om hendes samarbejde med fotografen og installationskunstneren JR, fortryllede mange og gav hende en Oscar-nominering.

Hendes film var aldrig på nogen måde kommercielt spekulerende, men hendes ideer var ikke forskruede eller manierede. De var klare og tilgængelige, og publikum, unge såvel som gamle, elskede hende.

I Les Plages d’Agnès siger hun:

»At forestille sig at være barn igen er som at gå baglæns. At forestille sig selv som oldgammel er sjovt på samme måde som en plat vits.«

Det er svært at forestille sig Varda som gammel. I hele sit liv havde hun den samme ungpige-pagehårfrisure. Hendes sjæl var evigt ung. Og evigt stor, som hendes film fortæller os.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

I ’Faces Places’ kører kunstneren JR og filminstruktøren Agnès Varda rundt i en bil, som er en overdimensioneret rullende fotoautomat, hvor de billeder, der bliver taget inde i lastrummets studie, bliver printet ud af siden på bilen i stort format og tapetseret på forskellige bygninger.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Joen Elmbak
  • Olaf Tehrani
  • Maj-Britt Kent Hansen
Joen Elmbak, Olaf Tehrani og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu