Læsetid: 10 min.

Fire danske dokumentarister: »Vi laver dokumenter om vores tid til vores land. Vi skriver en slags historie, som skal kunne holde i mange år«

I disse dage viser CPH:DOX dansk og international dokumentarfilm i god form frem. Men selv om der er priser og lovord til den danske dokumentarfilm, er genren også udfordret af økonomi, vaklende kulturpolitik og – måske – af nye vinde på Filmskolen. Information har inviteret fire aktuelle dokumentarfilminstruktører til en rundbordssamtale om genrens tilstand og muligheder
De fire dokumentarister Eva Mulvad (t.v.), Pernille Rose Grønkjær, Phie Ambo og Marie Skovgaard er alle aktuelle på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

De fire dokumentarister Eva Mulvad (t.v.), Pernille Rose Grønkjær, Phie Ambo og Marie Skovgaard er alle aktuelle på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Anders Rye Skjoldjensen

23. marts 2019

Nærmest inden vi får sat os ved det rektangulære bord med den pletfri hvide dug, udbryder Phie Ambo:

»Jeg vil gerne starte med at sige, at vi alle sammen skal klappe i hænderne over, at Tine Fischer i sin tid kunne finde på at lave det her.«

Pernille Rose Grønkjær bekræfter: »Også i den grad.«

Med »det her« refererer Ambo til den årlige internationale dokumentarfilmfestival i København, CPH:DOX, som Tine Fischer grundlagde i begyndelsen af dette årtusinde, og hvis 16. udgave begyndte i onsdags.

Vi er på Restaurant SULT i Det Danske Filminstituts lokaler i det indre København. Fischer er her ikke, men det er fire danske dokumentarfilminstruktører, som alle er aktuelle på festivalen.

Tre af dem har været i gamet længe, og en er nyankommet. De erfarne er Pernille Rose Grønkjær, Phie Ambo og Eva Mulvad – debutanten er Marie Skovgaard, som med sin anmelderroste film Reformisten om Sherin Khankans grundlæggelse af Skandinaviens første moské for kvindelige imamer har åbnet festivalen.

Symptomatisk for CPH:DOX er de fires film dybt forskellige. Pernille Rose Grønkjærs Hunting for Hedonia om såkaldt dyb hjernestimulation undersøger, hvor grænsen går, når lægevidenskaben ændrer menneskers personlighed ved neurokirurgiske indgreb. 

Phie Ambos Genopdagelsen følger en flok københavnske børn, der i ti uger skal gå i skole på en glemt byggegrund, hvor naturen har magten, mens Eva Mulvad i Kirsebæreventyret viser tre danske iværksættere, der følger deres drøm om at producere kvalitetskirsebærvin på et lollandsk gods.

»Før var der bare en røvsyg omgang virkelig fodformet kedelig branche,« fortsætter Phie Ambo om tiden før CPH:DOX.

»På alle mulige måder. Der var ikke noget miljø i Danmark, og derfor var det vigtigt, at der kom en festival, der kunne sprede lidt glimmer og glamour og fastslå den ramme, at dokumentarfilm er kunstneriske film til biografen.«

Marie Skovgaard siger, at hun jo er lidt yngre end de andre – hun er født i 1983 – og at festivalen i høj grad har formet hende som dokumentarist, og at det ofte er her, hun har søgt sin inspiration.

»Ja, vi kan takke festivalen for meget,« siger Phie Ambo.

»Den har også udfordret genrerne og stillet spørgsmålet: Hvad er en dokumentarfilm egentlig?«

’Ud og se med SFC’

Dansk dokumentarisme er de seneste år blevet hyldet for at producere film efter film i verdensklasse. Står vi endnu midt i storhedstiden? Og betyder det, at det er blevet lettere at være dokumentarist?

»Ja til det første,« siger Pernille Rose Grønkjær og tilføjer med det samme, »men vi har erfaret mange ting, og en af de helt store erfaringer er nok, at man skal aldrig hvile på …«

Phie Ambo afslutter sætningen: »laurbærrene.«

Hun overtager: »Prøv at høre, det bliver ikke lettere. For 20 år siden tænkte jeg: Det bliver lettere med tiden. No no. Det er fra nul hver gang. Og på en måde er det superfedt, for det gør, at andre kan komme ind også. Der er ikke noget, der giver sig selv. Det er ikke sådan noget ’Ud og se med SFC’ (SFC var Statens Filmcentral, en statslig institution for produktion af kort- og dokumentarfilm, der ophørte som selvstændig institution i 1997, red.), som det var i gamle dage, hvor de få instruktører bare kunne sende en regning til Filminstituttet. Sådan er det virkelig ikke længere. Den film, jeg har premiere på nu, startede med et afslag. Sådan er det.«

Har I andre det også sådan?

Eva Mulvad: »Fuldstændig. Første gang vi skulle på Sundance-festivalen, havde vi en eller anden med, som havde arbejdet i kunstverdenen, og da jeg vandt en pris derovre, sagde hun: Nu bliver du rig.«

Hun slår en latter op.

»Det kan man i kunstverdenen, men det kan man altså ikke i vores. Her kaster det ikke noget økonomisk af sig til instruktøren, bare fordi du vinder noget. Du laver det, fordi det er sjovt og spændende, og så tjener du nogenlunde – hvis du er heldig – en voksenløn på det. Mindre end hvad jeg ville kunne få for at have dit job på Information,« siger hun og peger på mig.

»Thats it, og det må man bare se i øjnene. Så skal man skynde sig at have det sjovt eller spændende i mellemtiden.«

Hvorfor gør I det ?

Pernille Rose Grønkjær: »Det, jeg betragter som min løn, er friheden. Jeg synes virkelig, det er tight med penge, og det er lidt specielt, når man rammer de 45. Man er sådan: Hold kæft, alle andre har to biler og et stort hus. Men jeg tænker også, at der følger en helt unik frihed med. Vi bestemmer selv, hvordan det kører, og det er på en måde også en luksus.«

Marie Skovgaard: »Jeg er jo den her, der er kommet ind ad en anden vej. Jeg er ikke fra Filmskolen og har ikke vundet priser, men alligevel får min film en chance, fordi vi har et støttesystem, der ser på: Hvad er det for en fortælling? Tror vi på den, og er der noget at byde på?

Eva Mulvad: »Helt klart. Det er sundt, at det er nødt til at være hjerteblod, hver gang man går ind i det her hus (Det Danske Filminstitut, red.) og hiver penge ud. Der er simpelthen nødt til at være bund i de projekter, der bliver støttet herfra,« siger hun:

»Vi laver dokumenter om vores tid til vores land. Vi skriver en slags historie, som skal kunne holde i mange år. Selv om projekterne kan være dybt kunstnerisk personlige, så skal der være en relevans, der gør, at de kan runge i et samfund. Og det er derfor, man nogle gange får afslag, når ens projekt ikke er tydeligt nok. Selv om man selv synes det.«

Antropologisk arbejde

Dokumentarfilm synes mere populære end nogensinde, og jeg spørger, om det også er instruktørernes opfattelse – og hvad deres bud er på en forklaring. De bliver stille et kort øjeblik. Phie Ambo tager ordet:

»Måske er dokumentarfilmen i sin lange kunstneriske form så tydelig en modpol til den tendens, vi har på sociale medier til kun at læse nogle overskrifter, hvor vi får et glimt af en historie. Pludselig er der en dokumentarfilm i fuld længde, som man kan streame, når man vil, og som får én ned i tempo og giver en anden indsigt: En dokumentarists arbejde svarer til at være fuldtidsantropolog i tre år. Det er et megagrundigt arbejde, som du slet ikke finder på samme niveau i andre medier,« siger hun og henvender sig til Marie Skovgaard:

»En film som din om Sherin Khankan, hvor du er inde og lave et dybt stykke antropologisk arbejde, ville have kostet fucking kassen, hvis det skulle have været statsfinansieret, og en antropolog skulle have fulgt den proces så minutiøst – og ovenikøbet formidlet den efterfølgende.«

Eva Mulvad: »Det er en ret indkogt sovs.«

Phie Ambo: »Ja, det er det nemlig, og det er virkelig kondenseret på en måde, hvor det også står ved det subjektive blik. Afsenderen er et menneske, som ser på nogle andre mennesker. Der er en varedeklaration i det, som man nogle gange kan savne eller være i tvivl om, når man forsøger at finde ud af, hvad der foregår ude i virkeligheden: Hvem mener hvad, og mener de det i virkeligheden, eller er det spin? Vi er i et totalt kaotisk vidensfelt, hvor dokumentarfilmen tilbyder det der præcisionssnit, som man så kan fordybe sig i over længere tid. Det tror jeg, folk har brug for.«

Marie Skovgaard: »Jeg læste faktisk antropologi et år, og jeg kan mærke, at det er det, jeg bruger allermest i mit arbejde. Feltarbejdsmetoden. Jeg har været i nogle miljøer, hvor det er ret sensitivt at komme med et kamera, men hvor jeg kan sige: Jeg er ikke journalist, jeg er ikke interesseret i det sensationelle; jeg vil bare rigtig gerne prøve at forstå, hvad der sker lige her. Hvilke samtaler, interaktioner er der, hvad er der på spil?«

Bekymrende tendenser på Filmskolen

Både Mulvad, Ambo og Rose Grønkjær er uddannet fra Filmskolen, der tidligere i år har mødt kritik for at sammenlægge instruktørlinjerne og for at overgå til en mere akademisk uddannelsesstruktur med en bachelormaster-model. Flere har opfattet tiltagene som et skjult opgør med lederen af dokumentarlinjen, Arne Bro, og hans hæderkronede uddannelse, og også Eva Mulvad er bekymret:

»Arne Bros pædagogik har meget været at prøve at fremme den enkelte elevs personlige sprog. Det kræver en enorm nærhed og interesse i den enkelte elev, og det er jo ikke alle lærere, der har det. Jeg tror, man er ved at opløse den nære relation, der er mellem lærer og elev, og gøre uddannelsen mere præget af fællesundervisning, og jeg er bange for, at det skader den unikke forbindelse mellem mentor og elev, som for mig har været helt særlig.«

Pernille Rose Grønkjær: »Jeg har da tænkt: Hold da op, jeg er glad for, at jeg fik min uddannelse, mens jeg fik den. Men vi ved ikke, hvad det kommer til at betyde, og hvad det ender med, det synes jeg er svært at gennemskue, men jeg er fuldstændig enig med Eva, jeg er meget bekymret.«

Eva Mulvad: »Hvis man sætter sig ned og læser den studieordning for de elever, der begynder i august, så ligner det en fuldstændig anden uddannelse end den, vi fik. Det er den eneste skole, jeg har gået på, hvor alle ikke skal være god til det samme. Det ser ud til, at nærheden og det personlige blik på dig formindskes, og at det bliver mere universitetsagtigt. Det er for mig dybt bekymrende.«

Phie Ambo: »Jeg synes, man skal huske på, at nu er der lavet et stort værk, kan man sige, samlet set af elever fra Filmskolen. Og som du også siger, Marie: Du har ikke gået på Filmskolen, men på en måde har du også været i skole af at se en masse film, der er kommet derfra. Så jeg tænker, at der også ligger en form for uddannelse i de udgivelser, der allerede er lavet,« siger hun.

Der laves mange spændende film af filmskabere, der ikke har gået på Filmskolen, siger hun og nævner Camilla Nielsson og Joshua Oppenheimer.

»Janus Metz har heller ikke,« tilføjer Eva Mulvad:

»Der er masser, men det er ikke et godt argument for at gøre Filmskolens dokumentaruddannelse ringere.«

– Står der noget kulturpolitisk til hindring for genrens udvikling?

Pernille Rose Grønkjær: »Da sidste forlig kom ud, var fokus, at alt skulle være dansksproget, og da vi jo laver internationale film for at nå et større marked, var der lige 24 timer, hvor hele vores eksistensgrundlag blev fjernet sådan der.«

Hun knipser.

»Indtil kulturministeren gik ud og sagde, at der var tale om en trykfejl.«

– Men jeres eksistensgrundlag er vel netop skrøbeligt?

Phie Ambo: »Ja, det er jo et grundvilkår. Men det er også i orden, for det betyder, at man skal være på stikkerne og bruge sin auteurret til noget. Den er helt unik for Danmark, eftersom kunststøtten gives til instruktøren. Hvis vi skal beholde den, skal vi være bevidste om, hvor let vi kan tabe den – for det kan være med til at få os til at spidse blyanten, tror jeg, når vi laver vores ansøgninger og finder på vores film.«

Dokumentarer for revisorer

Hvor forestiller I jer, dansk dokumentar står om ti år?

Phie Ambo: »Det handler om, at den universelle følelsesfortælling er tidløs. Der behøver ikke være forskel på den om ti år og i dag. Det er lidt det, som kunsten kan: krydse tid og rum. Hvis man føler, man har fat i noget, der følelsesmæssigt er sandt, så virker det sgu hver gang – også om ti år.«

De griner.

Eva Mulvad: »Om ti år er vi tæt på 60. Skal vi løbe rundt med de kameraer på ryggen, når vi bliver 60?«

Pernille Rose Grønkjær: »Du kan nok nøjes med at lave VR til den tid.«

De griner igen.

Marie Skovgaard: »Men helt seriøst. Med ny teknologi kan jeg på fem minutter optage min stemme, og så kan et apparat kode alt ind, så det lyder som noget, jeg har sagt. På den måde kan vi jo lave master interviews og bare beslutte, hvad vores karakterer skal sige. Det er jo helt vildt – at de teknologier findes helt nemt til rådighed. Det er i hvert fald spændende, hvad teknologien kommer til at betyde.«

Eva Mulvad: »Ja, om der findes en virkelighed på den anden side af kunstig intelligens?«

Marie Skovgaard: »Måske ikke om ti år, men ude i en ikke så fjern fremtid kommer de der teknologier til at påvirke genren helt vildt.«

Eva Mulvad: »Der er nogen, der siger, at med kunstig intelligens får folk ingenting at lave, fordi alle mulige funktioner bliver systematiseret. Det eneste, der skal laves, er underholdning til folket, ellers keder de sig og begynder at slås. Så måske får vi endnu mere at lave.«

Phie Ambo: »Hvad er det, der er unikt menneskeligt? Det er at improvisere, og det er evnen til at tage nogen i hånden. Det er også det, der kommer til at være jobs i. Så man skal hellere uddanne sig til sygeplejerske eller lærer end revisor eller advokat.«

Eva Mulvad: »Så er fremtiden at lave dokumentarer til arbejdsløse revisorer!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu