Læsetid: 3 min.

Fire digtere giver hver deres bud på et utopisk digt

I anledning af kvindernes internationale kampdag folder Information de feministiske utopier ud. Her giver de fire digtere Klaus Høeck, Marianne Larsen, Peter Laugesen og Olga Ravn hver deres bud på et utopisk digt
8. marts 2019

Hvis det sandt, som hun sagde, at når et menneske arbejder, bliver det konsumeret, hvordan konsumeres jeg så af dette husarbejde?

Her hvor jeg står udenfor, hvilket ord var det nu, hun brugte, løn-relationen.

At være slank var en del af husholdningen, at være åben for en mand.

Og vold var en del af familiens struktur.

Den hemmeligholdte del af mig, der aldrig blev betalt.

Og hun sagde, at moderskabet tilsidesættes for at holde udgifterne nede.

Og vi brændte en dukke.

Nogle skrev på en tavle: ”Eftersom flere kvinder på verdensplan er blevet steriliserede imod deres vilje, end der er blevet nægtet abort, bør arbejdet ikke handle om at gøre aborten fri for alle, men derimod om at kæmpe for vores alles ret til at få børn på betingelser, der ikke ødelægger vores liv.”

Jeg foldede en dug ud og glattede den henover bordet.

Bagefter trak jeg den sammen og krummer faldt ned, den var plettet.

Jeg aede en kind, der løb forbi mig længere nede.

At være mor blev en præstation iscenesat for fremmede.

Jeg skulle være den gode morog den rigtige.

Jeg kunne ikke, ville ikke, dele mine tanker, dette lange forskønnelsesarbejde for at kunne tale.

Og dette at jeg kun kunne være mor i andres billede.

Det gjorde det endnu mere slidsomt at gøre huset rent, men det værste var, at det forhindrede barnet og mig i at finde hinanden.

Jeg ønskede, at moderskabet ikke skulle være en opofring, men en del af fællesskabet.

Jeg ønskede, at moderskabet ikke indledtes med barslens store ensomhed og skam, men med fælleskabet med andre kvinder. Med fælleskabet med barnet, med det at man ikke er én, men flere.

– Olga Ravn

 

 

feministisk utopi

 

jeg klæder mig i

een af min kones flotte

ste kjoler anlæg

 

ger en nødtørftig

mascarra dækker håret

med et silketør

 

klæde fra kenzo

stiller mig foran spejlet

og synger med spruk

 

ken oldingestem

me: ich bin von kopf bis fuss

auf liebe eingestellt

– Klaus Høeck

 

HIC / HER

 

He looked so immaculately frightful as he bummed a cigarette Then went off sniffing drainpipes and reciting the alphabet You would not think to look at him that he was famous long ago For playing electric violin on Desolation Row.’

Bob Dylan

 

 

Engang kunne man sniffe

alle de nedløbsrør man ville

og recitere alfabetet i fred

 

 

Der var helt stille

på Desolation Row

bare Einsteins elektriske violin

 

 

nede på hjørnet

og skramlen fra hans kuffert

fuld af minder

 

 

Vi var forklædte

som det ene og det andet

 

 

men netop derfor

var det nemt

at genkende os

 

 

Det var ingen utopi

ikke noget sted

der ikke findes

 

 

og vejrudsigten

var med Joan Baez:

’Yesterday’s newspapers forecast no rain for to day

But yesterday’s news is old news the skies are all grey.’

 

 

Var det feministisk utopi

redaktøren sagde

gad vide hvad han mener

 

 

I hvert fald ligger den

ikke i fremtiden

måske Propertius kendte til den

 

 

eller Catullus –

ham som forsvandt

ud af tiden

 

 

med sit bind digte

der dukkede op igen

tusind år senere

 

 

Ud over det

er der ingen der ved

hvem han var

 

 

men vi kender hans Lesbia

og hendes spurv:

 

 

’Jeg forbander Orcus

hvis sorte skygger

 

 

fortærer alle de smukke ting

Så fin og sød

en lille spurv

de nu har taget

 

 

Så grusomt

stakkels

en lille fugl

 

 

Det er kun

på grund af jer

min søde skats

 

 

lysende øjne

er mørke nu

og røde af gråd.’

 

 

Væk med jer, skygger!

Væk med jer, skygger!

 

– Peter Laugesen

 

momentarily

der er aldrig stærke nok lykkepiller i omløb

lige meget hvor mange farver de har

kan de ikke fortrænge rædslens vilde hunde

der hyler i et menneskeøde i en bombet by

sønderskudt af rivaliserende opiatede lejesvende

i allround krig med de halshuggende

de selverklæret maskinlæringsafhængige dronestolte

åh, bigtime avanceret finansidiotiske gamere

i kamp med de selverklæret gudsbenådede sværdstolte

åh, nihundredetals religionsidiotiske kuttekrigere

åh, og jeg i dette øjeblik registreret som en halvfems

procent lykkeparat-afvænnet med kvindeligt cpr

der lige har tændt for en ny vare som breaking news

om at pillerne mod følsomme hjerner og bløde nerver

de stærkere og stærkere stærkeste af de piller er gået

i stykker indeni

åh, medicinalindustrien arbejder på højtryk

for at få fejlen rettet

der er aldrig stærke nok lykkepiller i omløb

lige meget hvor mange farver de har

de sidste vilde hunde i et menneskeøde

i en bombet by hyler

og spørger ligesom jeg hidsigt desorienteret

efter kvinder og børn

i alt det her

hvor solen igen og igen står op og går ned

i momentan sej længsel nogen synger

i den rosenfingrede dæmring et sted

– hvad er det for en mærkelig lyd?

 

– Marianne Larsen

Feministiske utopier

I anledning af Kvindernes Kampdag 2019 har Information for en dag lagt vores kritiske våben væk og bedt mænd og kvinder fra hele verden vise, digte og fortælle om deres feministiske drømmescenarier for fremtiden.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Rasmussen
Lars Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Rasmussen

Velkommen til Femitopia

I mit feministiske utopia
er rynker forbudt ved lov

I mit feministiske utopia
læser 12-talspiger Lolita

I mit feministiske utopia
er chokolade salutogent

I mit feministiske utopia
flyder Ofelia oven vande

I mit feministiske utopia
er kvinder det svage køn

Det svageste led knuser
jo med tiden alle lænker