Læsetid: 6 min.

Handler ’Leaving Neverland’ om Michael Jackson eller om seksuelt misbrug?

’Leaving Neverland’ skaber vild debat, for er den en journalistisk dokumentar eller et ensidigt partsindlæg? Her er et overblik over den betændte sag
’Leaving Neverland’ skaber vild debat, for er den en journalistisk dokumentar eller et ensidigt partsindlæg? Her er et overblik over den betændte sag

Alexander Natruskin

15. marts 2019

I denne uge blev den forkortede, tretimersversion af dokumentarfilmen Leaving Neverland vist i to afsnit på DR2 og dr.dk. Siden filmen, der ifølge musikmagasinet The Rolling Stone er »svær at se, sværere at ignorere og umulig at glemme«, i januar havde premiere på den amerikanske Sundance Film Festival, har den været talk of the town i det meste af verden.

Kort fortalt: Den oprindeligt fire timer lange dokumentar er de to mænd Wade Robson og James Safechucks vidnesbyrd om, hvordan de som små drenge lærte superstjernen Michael Jackson at kende, hvordan han gradvist indlemmede dem og deres familier i sit liv, hvordan han skridt for skridt tvang dem væk fra deres familier – og især mødre – og hvordan han udsatte dem for systematisk seksuelt misbrug.

Robson og Safechuck var blandt de børn, som Michael Jackson i offentligheden holdt i hånd med, og som han helt åbent overnattede med på sin ranch Neverland. Indtil for få år siden har de begge nægtet at skulle have været udsat for overgreb af popstjernen, tværtimod har de forsvaret ham.

Nu står de frem.

Få minutter inde i dokumentaren fortæller Wade Robson, at Michael Jackson var et af de sødeste, blideste, mest elskelige og opmærksomme mennesker, han kendte.

»Han hjalp mig med min karriere, min kreativitet og al den slags,« siger han og ser ind i kameraet.

»Og han misbrugte mig seksuelt i syv år.«

’Beviseligt usande udsagn’

Filmen anklages af kritikere for ikke at være en journalistisk fremstilling, men et partsindlæg, der er baseret på to vidner, og som ikke er interesseret i at høre den anden side af sagen.

Michael Jacksons bo, der forvalter popstjernens efterladte ejendele og midler, har afvist samtlige af de meget detaljerede anklager, som filmens to kronvidner fremlægger. Og boet er ikke alene. Mange af popstjernens trofaste fans over hele kloden har reageret med hovedrysten, vrede og foragt.

Ikke desto mindre forekommer vidnesbyrdene troværdige, og i denne uge sagde Red Barnets ekspert i vold og seksuelle overgreb mod børn, Kuno Sørensen, til Radio24syv, at det er »almindelig adfærd« for pædofiliofre at lyve om eller nægte at tale om det, de har været udsat for, og at der derfor ikke er noget betænkeligt i at ændre forklaring eller først stå frem senere i livet.

Han henviste blandt andet til sagen om filmbørnene, som sidste år stod frem og fortalte TV 2 og Politiken om, hvordan to danske filminstruktører i 1970’erne systematisk krænkede og misbrugte børneskuespillere.

Intet afgørende nyt

I kølvandet på Leaving Neverlands premiere på Sundance Film Festival offentliggjorde Jackson-boet et 10 sider langt brev, som hævder, at anklagerne fremsættes af mennesker, der kynisk forsøger at lukrere på Jacksons »renhjertede naivitet«.

Som bekendt har den ikoniske popstjerne tidligere været genstand for lignende anklager, og bortset fra detaljerigdommen bringer Leaving Neverland da heller ikke afgørende nyt frem.

I 1993 anklagede tandlægen Evan Chandler popstjernen for at have udsat sin 13-årige søn, Jordan Chandler, for bl.a. onani og oralsex – ligesom de to mænd anklager Jackson for i den nye dokumentarfilm. Dengang endte den civile retssag med et forlig, som indbragte Chandler-familien en betragtelig sum.

I retssagen vidnede også Wade Robson, som indrømmede at have sovet i samme seng som Michael Jackson, men over for dommeren understregede, at der ikke foregik noget seksuelt eller krænkende i den seng. FBI’s efterforskning og ransagning af Neverland-ranchen har heller ikke kunnet finde nogen fældende beviser for, at Michael Jackson skulle have forgrebet sig på mindreårige.

I 2013 – fire år efter Jacksons død – vendte Robson pludselig skråen og sagsøgte Michael Jackson-boet for 1,5 mia. dollar. Sagen blev imidlertid afvist med henvisning til, at det var så mange år siden, at de angivelige overgreb skulle være fundet sted.

James Safechuck forsøgte sig med et lignende søgsmål i 2014, men også hans sag blev afvist. Disse sager ser Leaving Neverland bort fra, hvilket kritikere af filmen mener er problematisk.

Op til seeren at dømme

Robson og Safechucks vidnesbyrd og konkrete historier i Leaving Neverland bliver dog ikke direkte modsagt af kritikere, for som Michael Jackson fanklubbens Moo-Walkers formand i Danmark, Nelli Laurhardt – der i denne uge var på besøg i Radio24syv Morgen for at forklare det »beviseligt usande« i filmen – bemærkede, var der jo ikke andre mennesker til stede end Michael Jackson og drengene til at dokumentere, hvad der konkret fandt sted.

Filmen er Robson og Safechucks vidnesbyrd, hverken mere eller mindre, og man må som seer beslutte sig for, om man vil fæste sin lid til deres troværdighed, der bakkes op af deres familier, eller ej.

Men at Wade Robson altså pludselig – efter i mange år at have hyldet og forsvaret Michael Jackson – sagsøger hans bo, og at James Safechuck først erkender også at være blevet misbrugt, efter Robson kontakter ham med tanke på et fælles søgsmål, har bl.a. fået mange – herunder den amerikanske Michael Jackson-biografist Joseph Vogel i Forbes Magazine – til at kritisere de to mænds og dermed dokumentarens troværdighed.

Kombineret med det forhold, at altså både en FBI-undersøgelse og ransagning af Jacksons hjem ikke har været nok til at bevise, at han skulle være skyldig i lovovertrædelser.

Tusinder af vrede mails

Disse forhold har dokumentarens instruktør, Dan Reed, valgt at se bort fra. Siden premieren på Sundance har han rejst verden rundt for med næb og kløer at forsvare sin film.

Til The Rolling Stone har han fortalt, at han på få uger har modtaget flere tusinde e-mails fra vrede Michael Jackson-fans – mails, der er »helt så ulækre, som man kunne forestille sig«.

Når han er blevet konfronteret med spørgsmålet om, hvorfor han ikke har forsøgt at efterprøve anklagerne eller har kontaktet Michael Jackson-boet til sin film, har han forklaret, at Leaving Neverland ikke er en film om Michael Jackson, men om seksuelt misbrug.

»Hvordan det sker, og hvordan konsekvenserne rammer senere i livet,« som han har formuleret det over for The Hollywood Reporter.

Boet har imidlertid reageret med søgsmål mod både HBO, der i weekenden viste filmen i USA, og Channel 4, som har co-produceret dokumentaren med HBO. Ifølge boet er Leaving Neverland i strid med Channel 4’s egne retningslinjer, af hvilke det fremgår, at hvis et program fremfører »betydelige anklager«, skal »den anklagne part tilbydes passende mulighed for genmæle«.

»Vi kan vist alle blive enige om, at de falske anklager, der fremføres i den såkaldte dokumentar, er ’betydelige anklager’,« står der i brevet, som også hævder, at både Safechuck og Robson er motiveret af økonomiske hensyn. De skal have ændret deres mening til pludselig at vidne mod Jackson, fordi de er ved at løbe tør for penge.

Musikken lever på streaming

Efter dokumentaren blev vist, har flere af Michael Jacksons familiemedlemmer udtrykt deres støtte til den afdøde musiker. Hans datter, Paris Jackson, skriver på Twitter, at folk skal »handle med et roligt sind« og »tænke på det større billede«, når det kommer til anklagerne mod hendes far. Hans bror Tito har på Instagram uploadet et billede af ham med sine brødre og nevø og skrevet:

»Vi forsvarer vores bror og onkel, fordi Michael ikke længere er her til at forsvare sig. Fakta lyver ikke, mennesker gør.«

Hans søstre, La Toya og Janet Jackson, og hans to sønner Prince Michael og Michael Jackson jr., har endnu ikke kommenteret.

Og hvad så med musikken? I sidste uge kunne flere medier berette, at bl.a. BBC Radio 2 og norske NRK ikke længere spiller Michael Jacksons musik, men disse historier blev siden dementeret. BBC spiller videre, og NRK har besluttet sig for en to uger lang karantæne. Flere store radiostationer i Canada og New Zealand har dog fjernet Michael Jacksons musik helt fra deres spillelister.

Også andre magtfulde kulturfolk forsøger at slette ham fra vores fælles erindring. Den populære amerikanske tv-serie The Simpsons havde i 1991 Michael Jackson på rollelisten som stemme til karakteren Leon Kompovskij i afsnittet »Stark Raving Dad«. Dette afsnit har folkene bag serien besluttet at fjerne fra alle streamingtjenester og også kommende fysiske udgaver af serien.

Ifølge Billboard steg salget af Michael Jackson-albummer, i tiden umiddelbart efter dokumentaren blev vist. Samtidig har fire af hans albummer fundet vej til den britiske iTunes-album-hitliste, opsamlingspladerne Number Ones og The Essential Michael Jackson samt de to ikoniske 80’er-plader Thriller og Bad. Og mediet Hypebeast beretter, at afspilningerne af hans musik på diverse streamingtjenester er steget med seks procent, efter dokumentaren er blevet vist.

Her ses Wade Robson som 7-årig sammen med Michael Jackson. Det er blandt andet hans historie, der tages udgangspunkt i i dokumentaren ’Leaving Neverland’
Læs også
Michael Jackson optræder i Super Bowls half time show i 1993.
Læs også
I 2.g. i 1987 sad vi i musiktimen og hørte hele albummet Bad, kort efter udgivelsen. Min ungdom skal revurderes, forstår jeg. Ikke selve nydelsen, ikke glæden over Jacksons musik. Men skaberen. At der var en hensynsløs afsender af de tilsyneladende godartede sange, skriver Ralf Christensen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Aage Thomsen

Hvis vi skal nedlægge al det musik Mchel Jackson har lavt bud vi også nedlægge den katolske kirke og alle dens pædofile præster g hvad med børnenes forældre, DR foretrak millioner af dollar frem for at hjælpe deres børn ud af kløerne på M. j. Pædofile klør.

Mads Kjærgård

Ser at han er fjernet fra South Park, der er en voldelig tegneserie, ikke egnet for børn. På baggrund af, at han måske havde muligheden, for at misbruge sin deltagelse. Læg mærke til "måske" for ingen ved det. Usmageligt udslag af politisk korrekthed. Der er masser at tage fat på, skal vi begynde. Hvad med Jerry Lee Lewis fx. eller Beatles, stofmisbrugere i 60erne.