Analyse
Læsetid: 3 min.

Ildstifteren og dansedjævelen fra The Prodigy har slukket sig selv

Med The Prodigy-indpiskeren Keith Flints selvmord har vi mistet en af den elektroniske musiks mest markante og energiske figurer. Og hans musikalske historie lægger sig tæt op ad den skelsættende britiske ravekulturs musikhistorie
Keith Flint (1969-2019).

Keith Flint (1969-2019).

Martin Fælt Gonzales

Kultur
6. marts 2019

Med Keith Flints selvmord har vi mistet en sprutenergisk og bulldogdynamisk figur fra den elektroniske festmusiks yngre dage. Et livstykke er død.

Med hans piercede tunge, gavmilde eyeliner og savtakkede eller måneformede neonfrisurer blev han en slags frontindpisker og deltidsforsanger i The Prodigy. De var med til først at indvarsle en videreudvikling af rave-kulturen i starten af 1990’erne og siden med til at ramme et bredt publikum med deres eksplosive shows og elguitar-forstærkede musik.

Keith Charles Flint var ifølge The Guardian ordblind og droppede ud af skolen som 15-årig i midten af 1980’erne. Herefter ernærede han sig ved at lægge tag i Essex, nordøst for London.

The Prodigy tog sin begyndelse, da Flint hørte Liam Howlett dj’e til en strandfest i midten af 1989 – hen imod slutningen af den skelsættende ’Second Summer of Love’, der strakte sig over to somre i Storbritannien.

Flint bad om et kassettebånd med Howletts musik, og det fik han. Flint og keyboardisten Leeroy Thornhill var begejstrede. Og så var de tre, snart udbygget til fem med rapper og sanger Maxim Reality og danser og sanger Sharky. De kaldte sig The Prodigy

Et grineflip, man kan danse til

De blev dannet samtidig med at rave-kulturen blev en yderst rentabel forretningsmodel og forvandlede sig til et højteknologisk legeland med hoppeborge, enorme lydanlæg og megalysshow. Stemningen skiftede fra »mental« – helt skudt af på ecstasy – til »nutty« – helt skudt af på ecstasy, men nu legesyg og barnlig.

The Prodigys tidlige output var en poppet variant af den elektroniske, ikke den punkrelaterede hardcore. Den afspejlede både en hård urbanitet og en infantil farveladementalitet. Hårde breakbeats og bas, fjollede melodier og effekter. Et grineflip, man kan danse til.

Bandet adskilte sig fra den oprindelige rave-kulturs identitetsløse etos ved at være et band og arbejde med frontfigurer. Og her var Keith Flint afgørende som speedfreak og futuristpunker med et sjældent talent for indpiskning.

I 1992 nåede The Prodigy nummer otte på UK-hitlisten med debutalbummet Experience. I 1994 ramte de helt rent ind i tiden med Music for the Jilted Generation, der nåede nummer et. Pladen angreb samtidig The Criminal Justice and Public Order Bill for – i et anfald af moralsk panik – at forbyde koncerter med »repetitive beats«. Forvirrende nok, for det gælder vel også rock og hiphop? Den blev til lov senere samme år og blev til til The Criminal Justice and Public Order Act.

En godmodig dæmon

The Prodigy og ikke mindst Keith Flints fotogene punkattituder formede sig således som en gateway mellem den elektroniske subkultur og mainstream. Og da de i 1997 udgav The Fat of the Land, stak det af.

På hitsene »Breathe« og »Firestarter« synger Flint for med en pletvist voldsom cockney-accent. Med de to hits og med den legendariske og udskældte »Smack My Bitch Up« – både tekstens indhold og svenske Jonas Åkerlunds grænseoverskridende video – blev The Prodigy allemandseje.

Big beat blev genren nu kaldt, en slags breakbeat-rock’n’roll, og der var kommet andre udøvere til såsom Fatboy Slim og Chemical Brothers. Folket gik amok, også på dét års Roskilde Festival (inklusiv denne skribent). Med Flint i front var man i selskab med en både grænseoverskridende rejsefører og godmodig, nærmest folkelig dæmon. Hans eneste mål: at få os til at gå – eller løbe – fra sans og samling. Det var hans egentlige mesterskab, at kunne danse og brølesynge sig til den effekt på folket.

Så var der syv års pause, og gruppen blev i flere omgange overhalet af tidens nye toneklange – både af guitarrockens opblomstring i starten af 00’erne og siden electronic dance music (EDM) og hiphop. Heller ikke kunstnerisk har noget efter The Fat of the Land matchet fordums storhed.

Til gengæld var Keith Flint på de to sidste albummer blevet medsangskriver, ligesom han også havde musikalske sideprojekter. Og motorcyklen var en passion. På den deltog han i officielle konkurrencer og havde også sit eget succesrige team.

En desillusioneret livskurve

Keith Charles Flint blev fundet død i sit hjem i Essex mandag den 4. marts. Selvmord. En 49-årig dansedjævel og ildstifter har slukket sig selv.

Hans musikalske liv er også fortællingen om den elektroniske dansemusiks uskyld i de sene 1980’ere, tidlige 1990’ere. Om de store penges ankomst i kulturen og om den efterfølgende desillusion. Det var en tilsvarende desillusioneret kurve, der tegnede svenske Aviciis liv. Denne pionerfigur inden for popgenren EDM begik selvmord sidste år kun 28 år gammel.

At selvmord er enden på begge livshistorier er usigelig tragisk.

Som reaktion på nyheden om Keith Flints selvmord skrev hans gamle ven og bandkollega Liam Howlett på Instagram:

»Jeg er i granatchok, jeg er fucking vred, forvirret, og mit hjerte er knust.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jonathan Larsen

“Fat of the land” røg i hørebøfferne, efter jeg hørte forsangeren, havde sunget sin sidste sang. Prodigy var musikalsk med til at bryde barrierer ned. Jeg hører overvejende metal, men sange som “Breathe“ og “Voodoo people” var bare geniale. Respekt!
RIP
Keith Flint

Bjørn Pedersen

"Heller ikke kunstnerisk har noget efter The Fat of the Land matchet fordums storhed."

Ah, uenig. The Day is My Enemy fra 2015 er da i mine øjne på samme kvalitetsniveau som Experience - som jeg i øvrigt anser for at være bedre end Fat of the Land. Mine gamle cd'er blevet for slidte til at afspilles, men så er det godt man har YouTube.

Synd og skam med Flint. Jeg havde set frem til at Flint og Prodigy kunne blive nogle af min generations Rolling Stones. Vi ville tage til Prodigy koncerter med Flint syngende "Fire" fra sin rollator, mens vi forsøger ikke at brække hoften til tonerne fra Voodoo People.