Læsetid: 6 min.

Kærligheden findes i øjeblikkene

’Jeg skriver som i en drøm’. Samtale med den svenske forfatter Sara Stridsberg om hendes nye roman, ’Kærlighedens Antarktis’
’Jeg har altid været interesseret i at skabe en verden, hvor virkeligheden møder eventyrene,’ siger den svenske forfatter Sara Stridsberg, der er aktuel med romanen ‘Kærlighedens Antarktis’.

’Jeg har altid været interesseret i at skabe en verden, hvor virkeligheden møder eventyrene,’ siger den svenske forfatter Sara Stridsberg, der er aktuel med romanen ‘Kærlighedens Antarktis’.

Thomas Borberg

15. marts 2019

OSLO – »Ja, jeg skriver om et mørke,« siger Sara Stridsberg. Jeg skriver om et kærlighedens Antarktis, hvor alt er frosset ned. Men jeg skriver jo for fanden også lyset ind i mørket. Der, hvor ingen skulle forvente at finde varme, lige dér fremskriver jeg varme.«

Den svenske forfatter Sara Stridsberg har skrevet sin første roman med en happy end. Få skriver så intenst – og på én gang kvalmende og smukt – som hende. Kærlighedens Antarktis er en roman om tilværelsens absolut udsatte. En roman om prostitution, heroin, om pillernes glade glemsel og det svenske børneværn. Kristina er hovedpersonen. Hun følger med en prostitutionskunde ind i skoven.

Sara Stridsberg

  • Svensk forfatter og dramatiker, f. 1972
  • Sara Stridsberg fik sit store gennembrud med romanen Drømmefakultetet fra 2006. Med Darling River fra 2010 og Beckomberga: ode til min familie fra 2014 har hun befæstet sin position som en af Skandinaviens fremmeste forfattere. Flere af hendes romaner findes på dansk.
  • Sara Stridsberg er også dramatiker. Hendes stykke Kunsten af falde har 15. marts premiere på Nationaltheatret i Oslo.

Hun ved godt, hvad der vil ske: At hun vil blive dræbt. Og hun modsætter sig det ikke. Så bliver hun halshugget, parteret og spredt rundt i landskabet. Romanen beskriver den døde Kristina som en saglig betragter fra efterlivet. Hun ser på sine forældre og på sine børn. Forældrene famler berusede rundt. Kristinas børn har plejefamilier taget sig af.

»Jeg er gået til yderligheder denne gang,« fortsætter Sara Stridsberg. »Titlen Kærlighedens Antarktis kom hurtigt til mig. I de mest ekstreme yderpunkter kan det blive lettere at forstå nogle af kærlighedens sandheder. Vi har alle vores forestillinger om den evige, den gode og den konstruktive kærlighed. Men tit er virkeligheden jo ikke sådan. Jeg har skrevet en roman med enormt megen kærlighed, men den findes kun i øjeblikkene. Den er ligesom sne. Den svøber pludselig verden i sit lys – og så forsvinder den. For mange af os er kærligheden jo netop sådan. Den findes delvist, i visse situationer, iblandet noget andet, ja måske iblandet noget destruktivt. Jeg har længtes efter at skrive noget, der er ubetinget sandt. Det er en stærk længsel hos mig. Og sådan ser jeg kærligheden.«

Tilværelsen mislykkes for alle dine hovedpersoner, på nær én. Datteren Solveig går fri af den sociale arvesynd. Hun bryder en familieforbandelse.

»Den gravide Kristina indser, at hun ikke vil kunne blive en tilstrækkeligt god mor for sin datter. Hun beder derfor andre tage sig af barnet. Hun sætter barnet fri. Solveig bliver stående i lyset. Og Kristina siger det sådan: Det er takket være mig, min gave. Dette er måske den ultimative kærlighed.«

En fælles forfaldsfortælling

Sara Stridsberg og jeg sidder sammen en formiddag i prøvesalen på Nationaltheatret i Oslo. Vi taler om hendes roman Kærlighedens Antarktis. Og om hendes skuespil Kunsten at falde, som snart har premiere på teateret. Det er bygget over en sand historie om en mor og datter, hvis liv er er havnet i en fælles deroute, en fælles forfaldsfortælling. I Kunsten at falde møder vi en mor, der ikke vil give sin datter fri.

Du vender bestandig tilbage til de tætteste forhold, især mødre og døtre …

»Det er jo urforholdet. Både i teaterstykket og i romanen er det sådan, at mødrene ikke er de mødre, som døtrene behøver og længes efter, de skulle være, og at døtrene ikke er sådan, som mødrene har ønsket sig. Og ikke desto mindre er der enormt tætte bånd mellem mor og barn. Det bånd er langt stærkere end alle ord om brud. Mor og datter vil vi under alle omstændigheder være til evig tid. Når mor og barn skilles, er det som et univers, der bryder sammen. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på Trumps brutalitet, når små børn skilles fra deres forældre ved grænsen. At skrive om de tætteste forhold er at spidsformulere det menneskelige. Det lille barn rækker hånden ud i universet og håber på, at nogen tager imod. Det lille barn skriger i håbet om, at nogen vil svare. Sådan er det for alle – også for os voksne.«

Sara Stridsbergs sprog har en poetisk enkelhed, som åbner sanserne. Jeg læser Kærlighedens Antarktis og tænker, at dette er så konkret og tydeligt. Og samtidig en fantasi. Altså noget fantastisk.

Der er noget drømmeagtigt over sproget i alle dine romaner.

»Jeg har altid skrevet i sengen. Det er det første, jeg gør om morgenen. Jeg har altid skrevet med drømmens rester i mig. Det gør sproget mere sårbart, mere åbent. Billeder bliver mere afgørende end logik og fornuft. Drømmen løser op, således at tid og rum kan flyde mere frit. Men efter alle de år med at skrive i sengen har jeg fået en nakkeskade. Det gør forbandet ondt. Så det kan jeg ikke længere gøre. Nu har jeg fået et hæve-sænke-skrivebord, jeg kan stå ved. Jeg er med andre ord blevet voksen.«

Ja, Sara Stridsberg døjer åbenlyst med smerter. Men vi fortsætter.

»Jeg har altid været interesseret i at skabe en verden, hvor virkeligheden møder eventyrene. Der er også noget Snehvide og noget Mowgli over den her roman. Jeg placerer mine romanskikkelse i nogle arketypiske landskaber. Det kan være ørkenen, havet, floden. I Kærlighedens Antarktis er det skoven. Jeg vil derhen, hvor der er tomt og øde og ingen andre mennesker. Jeg har behov for at gøre alting rent, nøgent og klart. Jeg leder efter noget sandt, og det forudsætter, at jeg kan komme væk fra hverdagen og fra hverdagens sprog. Jeg vil ned til sprogets ground zero. Da jeg gik i gang med at skrive denne roman, sagde jeg til mig selv: Glem alt, hvad du har lært. Intet af dette kunne regnes for sandt. Jeg ville ind til en kerne. Jeg ville selv ind skoven. Jeg ville sætte mig fri.«

Sproget er også et sted at gemme sig

Sara Stridsberg fortsætter sit sproglige projekt fra de tidligere romaner. Få kan som hende udfordre vores konventioner om, hvad der er godt og dårligt, lyst og mørkt. Smerte og skønhed flyder sammen, uden at romantisere.

– Du forsøger at skabe uorden i vores kategoriseringer?

»Ja, absolut. Der derfor, jeg skriver. Det er et livsprojekt. En stor del af vores sprog er diagnostisk. Vi gør rask væk brug af kategorier som syg, rask, høj, lav, smuk, grotesk – men dermed kommer vi også til at lukke sproget til. Skønlitteratur er muligheden for at skabe menneskelige møder hinsides de reducerende kategorier. Det er at sparke sig fri. Jeg længes efter en anden direkthed. Jeg har elsket at skrive om Kristina, fordi hun jo er død og derfor kan være helt uden illusioner. Det er fantastisk at skrive om et menneske, som har så klart et blik på verden. Jeg er blevet smittet af hende. Bogen har været en renselse. Jeg indser, at jeg førhen i mit liv ikke har stillet tilstrækkeligt mange spørgsmål. Jeg har i for høj grad accepteret, hvad folk har sagt. Sproget er også et sted at gemme sig. Jeg er gået glip af meget ved ikke at spørge. Men det kan du måske bedre gøre, Finn – det er jo på en måde dit fag: at møde mennesker i en samtale?«

– På en god dag, jo måske. Nysgerrigheden og den ægte interesse for den anden er vigtige drivkræfter. Hvem er du, og hvad vil du? Både kunst og psykoterapi, dit og mit fag, fungerer optimalt og sikkert på beslægtede måder ved at insistere på at skabe rum for at udforske.

»Kristina siger det, som det er. Hun har ikke behov for at lyve. Jeg ser nu tydeligere for mig, hvor meget der bliver løjet. På gravsten f.eks. 'Savnet og elsket', står der. De afdøde kan hurtigt blive til ideelle mennesker. Men tænk hvis de døde kom tilbage.«

Finn Skårderud er forfatter og psykiater. Han skriver jævnligt for Information. 

© Finn Skårderud og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Kendetegnene for Stridsbergs roman er de voldsomme kontraster. Skoven og søbredden, hvor mordet finder sted, er en eventyrlig idyl, i modsætning til byens hårde arkitektur, skriver Kristin Vego. 
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Jørn Andersen
Ejvind Larsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu