Interview
Læsetid: 3 min.

»Selv om jeg ikke kigger i den, kan jeg godt lide, at bogen bare ligger i et hjørne af kufferten«

Mens fotografen Fryd Frydendahl forsøgte at hele efter bruddet med sin eksmand, boede hun i flere måneder på hemsen i sin veninde Tanjas kolonihavehus. Her fandt hun den konceptuelle franske kunstner Sophie Calles bog ’Exquisite Pain’, som har været hos hende lige siden
Kultur
5. marts 2019

»I december 2013 er jeg rejst hjem til Danmark fra New York, dels for at holde jul og dels, fordi jeg har en udstilling og skal undervise på Fatamorgana (en fotoskole, red.). Jeg bor i et kolonihavehus på grænsen mellem Vanløse og Frederiksberg, hvor min mand og jeg altid bor, når vi er i Danmark. Jeg har ringet til ham og sagt, at jeg vil lave mad til os om aftenen.

På det her tidspunkt har vi været sammen i mange år og er for nyligt blevet gift. Men lige siden har det føltes som om et eller andet er galt. Så jeg har i desperation ringet til ham og sagt, at jeg gerne vil lave middag til os. Og så står jeg dér helt forceret og sætter den her middag op, da han lidt småberuset kommer hjem fra øvelokalet.

Vi sætter os og spiser, og alting er simpelthen så mærkeligt, og så begynder vi at spille yatzy, hvilket er helt skørt. Jeg tror ikke, der er nogen af os, der rigtig ved, hvor vi skal gøre af os selv.

Til sidst prøver jeg så at hive ud af ham, hvad der foregår. Han siger, at han ikke kan mere. Han går ud og tisser, og da han kommer tilbage, pakker han en taske og går. Og jeg kan godt mærke, at den her gang kommer han ikke tilbage.«

»Dagen efter går jeg ned til min gode veninde Tanja, som også bor i haveforeningen. Hun siger, jeg kan bo i deres hus, mens de er i sommerhus et par dage. Jeg indretter mig oppe på hemsen, hvor jeg bor i flere måneder – midt i en småbørnsfamilie – mens jeg prøver at komme mig over chokket.

Det er her, jeg finder bogen Exquisite Pain af den konceptuelle franske kunstner Sophie Calle. Hun var en del af den litterære eksperimenterende bevægelse Oulipo, der bl.a. bruger skriveregler for at skabe nye former for skrift. Bogen er fyldt med billeder, flybilletter, togbilletter og udskrifter af breve. Den handler om, at fortælleren har fået et kunstnerophold i Japan og vælger at tage toget hele vejen fra Frankrig.

Rejsen fungerer som en nedtælling på 92 dage mod en afgørende begivenhed, og da jeg starter med at læse, ved jeg ikke, hvilken begivenhed der er tale om. Men det viser sig, at rejsen tæller ned til den dag, fortælleren blev forladt af sin kæreste over telefonen, kort tid inden de havde aftalt at skulle mødes i Indien.

Værket resonerer bare så hårdt med, hvordan jeg selv har det. Og ligesom Calle bruger sin egen lidelse i sin kunst, bliver jeg også inspireret til at gøre det. En gang om ugen tager jeg et selvportræt i den samme photobooth på Hovedbanegården, i de måneder jeg har det værst. Billederne bliver en form for fysisk manifestation af, hvordan jeg har det. På nogle af billederne kan man se, at jeg har tabt mig, på andre har jeg malet mig som en klovn i ansigtet.«

»Sophie Calles værk får enorm stor betydning for min helingsproces deroppe på hemsen. Det giver mig et sted, hvor jeg kan få lov til bare at være i tankerne, og hvor jeg ikke skal forklare mig eller sige undskyld.

Jeg får tilladelse til bare at være i sorgen på den her helt egocentriske måde, fordi Sophie Calle gør det til noget vigtigt. Hun tager noget, der føles så stort for én selv, men ikke så stort for andre, og gør det til noget stort for alle. Det finder jeg en enorm stor trøst i. Og det har inspireret mig meget.

Faktisk har jeg stadig bogen, selv om det egentlig er Tanjas. Det er ikke så ofte, jeg kigger i den, men jeg har den tit med, når jeg rejser. Jeg kan godt lide, at den bare ligger der i et hjørne af kufferten.«

Fortalt til Mille Breyen Hauschildt

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • To forfattere vil give ordet til patienten i psykiatrien og kalder det ’ømhedsaktivisme’

    21. november 2020
    De nyudklækkede forfattere og psykiatribrugere, Sidsel Welden og Anna Rieder, har udgivet tre litterære pjecer direkte henvendt til behandlere og læger. Projektet taler ind i en langt større debat om, hvad kunst og kultur kan i sundhedsvæsenet
  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, man har mærket stemningen. At noget var helt galt. Og man mindes også Dan Turèlls "Så er det, du siger det". Her ledsaget af billeder: https://vimeo.com/1972386