Læsetid: 3 min.

Knud Romer: »Kultur kan være et beroligende middel. Men det kan også rive dig i stykker«

Havde det ikke været for digteren Dylan Thomas, var forfatteren Knud Romer formentlig blevet færdig med sine litteraturstudier. Men han var aldrig blevet til den, han er. Her fortæller han om sit skæbnemøde med den walisiske digter og drukkenbolt
Fra det øjeblik jeg mødte Dylan Thomas, fik jeg en identitet: Jeg ville være digter, siger Knud Romer.

Fra det øjeblik jeg mødte Dylan Thomas, fik jeg en identitet: Jeg ville være digter, siger Knud Romer.

Peter Nygaard Christensen

26. marts 2019

Fortalt til Rasmus Bo Sørensen

»Året er 1980, og jeg er 20 år gammel. Jeg studerer litteraturvidenskab på Københavns Universitet og har hørt, at en walisisk teatertrup opfører hørespillet Under Milk Wood af Dylan Thomas på et teater i Rødovre. Så jeg tager derud. Og jeg bliver fuldstændig fortryllet. Stykket starter sådan her:

»To begin at the beginning: It is Spring, moonless night in the small town, starless and bible-black, the cobblestreets silent and the hunched, courters’-and-rabbits’ wood limping invisible down to the sloeblack, slow, black, crowblack, fishingboat-bobbing sea ...« 

»Jeg kan det stadig udenad. Dylan Thomas er fra Swansea i Wales og en ekstremt talentfuld og grænseoverskridende herre. Han drikker mere end alle andre, råber og skriger, går med damer og udlever den mytiske digterdrøm, mens han skriver som en vanvittig og  hyldes som tidens nye, store stemme. Så jeg forelsker mig selvfølgelig i ham med det samme. Både i hans lyrik og i hans person og livsførelse. Jeg vil være Dylan Thomas. Jeg vil drikke, tage stoffer og skrive lige som ham: panerotisk naturlyrik fortalt fra dødens perspektiv.«

»Jeg læser hans breve og hans notesbøger, lytter til hans digtoplæsninger på vinyl og besøger de steder i Wales, hvor han har været, mens jeg drikker og drikker. Jeg dyrker ham. Men da jeg går i gang med at skrive om ham i min årsopgave på universitetet, går det pludselig op for mig, at jeg ikke forstår ham. Hans sprog er fantastisk, men jeg ved ikke, hvad det betyder.«

»Så dér sidder jeg alene på mit værelse med min vodka og min marihuana, mens jeg forsøger at forstå. Og der går et år, og der går to år, og der går tre år, og der går fire år, og der går fem år, og jeg går fuldstændig i stå. Mine forældre bliver fortvivlede og bekymrede: ’Hvordan går det med dine studier, Knud? Hvor langt er du kommet?’ Men jeg er ikke kommet nogen vegne, jeg er blevet evighedsstuderende.«

»Jeg bestiller ikke andet end at ryge og drikke, mens jeg nat efter nat kæmper med hans digte. Og en dag kan jeg pludselig begynde at se nogle ligheder – mellem hans og mit liv. Jeg er vokset op som enebarn på Falster med en meget streng og seksualforskrækket tysk moral. Dylan Thomas havde fået samme opdragelse. Mange af hans digte handler f.eks. om onani: »A poet’s middle leg is his pencil,« skriver han og: »The force that through the green fuse drives the flower.« 

»Han besynger skaberkraften, samtidig med at han beskriver en erektion. Pludselig havde jeg fundet en universalnøgle til hans digte. Og jeg kunne aflevere min årsopgave – seks år for sent. Da jeg fik den tilbage, var det med et knebent sekstal og en kommentar om, at opgaven ikke rummede nogen egentlig analyse, men snarere havde karakter af en mystificerende selvbekendelse, der hørte til på en psykiatrisk klinik snarere end på litteraturvidenskab.«

»I min erfaring kan kultur være et opium, et beroligende middel. Men det kan også rive dig i stykker, ødelægge dig og sprænge dine rammer. Fra det øjeblik jeg mødte Dylan Thomas, fik jeg en identitet: Jeg ville være digter. Jeg ville overskride konventionerne ligesom den vilde, vanvittige walisiske poet og bo ved vandet som ham. I dag har jeg et hus med havkig, jeg skriver panerotisk naturlyrik, og jeg har drukket mig selv halvt ihjel.«

»Jeg har ofret mig for dén livsstil. Men mine valg har også haft omkostninger for andre end mig selv. For mine venner og familie. Og når jeg i dag med rædsel læser Dylan Thomas’ biografi, kan jeg se, hvor store røvhuller han og hans kone har været. De har jo siddet på pubben fra den åbnede til den lukkede, mens børnene var overladt til sig selv. Jeg må også leve med mine fejltagelser. Mit møde med Dylan Thomas ledte mig ind i en idiotisk og selvdestruktiv digtermyte, forvandlede mig til evighedsstuderende og gjorde, at jeg aldrig fik en fod ind på arbejdsmarkedet. Var jeg ikke snublet over hans digte, men i stedet gået den slagne vej, var jeg måske blevet til noget. Men hvis jeg var blevet til noget, var jeg ikke blevet til den, jeg er. Så tak, Dylan Thomas. På trods.«

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
  • En tur på Louisiana er bedst uden en livskvalitets-optimerende agenda

    30. marts 2019
    Informations videnskabsjournalist har været i fire ugers selvordineret kulturterapi og fyldt sin hverdag med kunst, musik, litteratur og dans. Nu er det pseudovidenskabelige eksperiment slut. Og hun kan konstatere, at det er befriende at gå på kunstmuseum uden at have helbredelse for øje
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Katrine Damm
  • Thomas Tanghus
  • Frede Jørgensen
  • Oluf Husted
Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Thomas Tanghus, Frede Jørgensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Oh yeah knud - uden dig var vi et åndeligt fattigere land

Anders Reinholdt, Benta Victoria Gunnlögsson, Peter Andersen, Estermarie Mandelquist, Dina Hald, Katrine Damm, Carsten Ulendorf, Jørn Andersen, Ete Forchhammer , Frede Jørgensen, Alex Bach Andersen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Carsten Ulendorf

Jeg har gemt denne artikel på min Pinterest konto på en nyoprettet opslagstavle, der hedder "Historier der skal redde mit liv". Jeg glæder mig til at dvæle ved artiklen en dag, hvor jeg har mere ro på :-)

Henning Kjær

Hurra for Dylan Thomas.
Hvert år hører jeg en gammel LP hvor Dylan Thomas læser "A childs christmas in Wales", det sætter en skøn julestemning.

Jens Frederiksen

“Life held me green and dying,
though I sang in my chaines
like the sea.”

- som der står på Dylan Thomas’ sten i ‘Poets Corner’ i Westminster Abby.

Peter Andersen, Jørn Andersen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne kommentar