Læsetid: 12 min.

Krimien er kommet til Indien

Hvis man gik og troede, at det faste udstyr i en krimi var en hårdkogt politiinspektør i cottoncoat eller et sofistikeret mord i Skandinavien, så kan man godt så småt begynde at justere sine forventninger. Vestens monopol på krimigenren er ved at blive afløst af en stigende appel i blandt andet Indien og det øvrige Sydasien, hvor krimiforfattere som Vikram Chandra, Anita Nair, Shamini Flint og Abir Mukherjee er blevet meget populære. Både i den indiske befolkning, men også i andre dele af verden
Det sker en generel udvikling i alle former for genrefiktion inden for den indiske engelsksprogede litteratur, bl.a. når det handler om krimigenren og science fiction-thrillere, fortæller dr. Shameen Black fra Australian National University, der forsker i engelsksproget litteratur fra Sydasien. Og det marked har både indiske og udenlandske forlæggere og film- og tv-producenter fået øjnene op for.

Det sker en generel udvikling i alle former for genrefiktion inden for den indiske engelsksprogede litteratur, bl.a. når det handler om krimigenren og science fiction-thrillere, fortæller dr. Shameen Black fra Australian National University, der forsker i engelsksproget litteratur fra Sydasien. Og det marked har både indiske og udenlandske forlæggere og film- og tv-producenter fået øjnene op for.

Jeremy Horner/Panos Pictures/Ritzau Scanpix

29. marts 2019

I Vesten har vi kendt krimigenren, siden Arthur Conan Doyle i 1887 udgav romanen En studie i rødt, den første bog i serien om detektiven Sherlock Holmes. I begyndelsen af det 20. århundrede indfinder genrens guldalder sig – en guldalder, hvor blandt andet forfatteren Agatha Christie udgiver sine romaner om den belgiske detektiv Hercule Poirot.

Nogle gange er krimien bare en god historie, andre gange udfolder den en indsigtsfuld samfundskritik og dybe, psykologiske portrætter. I dag er krimien mere populær end nogensinde før, og genrer som Nordic Noir er verdenskendt for sine sofistikerede mord og miljøskildringer.

Det nye er, at krimigenren i Indien og andre Sydasiatiske lande har vokseværk både i omfang og format. Den traditionelle krimigenre, som vi kender den i Vesten, bliver brugt til at skildre indisk kultur og samfund. Der er stadig tale om mordgåder og politiinspektører, der skal opklare dem, men det ofte storbyhektiske miljø skildrer også korruption, kulturpolitik, kriminalitet og religionsstridigheder.

Ligeledes skildres den indiske kultur i forhold til den mere globale kultur og sammenhæng, som et moderne land i udvikling præges af. Krimigenrens evne til at skildre og kritisere samfundet viser sig derfor oplagt i disse tider.

Den udvikling bekræfter den indiskfødte blogger Asha Krishna, der også påpeger, at krimigenrens popularitet blandt andet skyldes, at den er veltilrettelagt og ikke mindst tilgængelig; mange kan forstå den. Det er, som om de genkendelige forløb, som genren tilbyder, gør andre og mere komplekse forhold mere spiselige. 

Derudover er det Asha Krishnas pointe, at »den ofte tilbyder en mere psykologisk indsigt end en roman«. Kombinationen af tilgængelighed, samfundskritik og retfærdighedssøgen har vist sig særdeles frugtbar.

Asha Krishna mener, at genrens forsinkelse i indisk sammenhæng blandt andet skyldes det forhold, at indiske forlæggere tidligere har udvist modvilje mod at udgive værker, hvori en morder eksempelvis var af indisk etnicitet. Den fejlbarlighed, der ligger i den uetiske handling at myrde har eksempelvis ikke været en accepteret del af den almene indiske kultur. 

Denne modvillighed kan have sit udspring i, at asiatiske lande som Indien stræber efter at sikre deres status i en global orden, der er under forandring. Landenes kulturer og kulturelle symboler bliver derfor fremskrivninger af national identitet. Det er denne fastholdelse af tidligere værdier, vi ser udfordret i den nye genre, der formår at diskutere forholdet mellem vestlig og indisk kultur.

Det voksende marked og krimiernes litterære kvaliteter har dog overbevist flere og flere udgivere:

»Men med ren og skær determination har disse indiske krimiforfattere brudt glasloftet med deres kvalitetslitteratur og distinkte protagonister og fået den engelske industri til at forholde sig til deres talent«, skriver Asha Krishna i sit blogindlæg på The Curious Reader.

Som ung læste hun selv John Grisham og Mario Puzo, når hun skulle læse noget, der svarede til en krimi. For selvom der fandtes indiske forfattere, der kunne kategoriseres som krimiforfattere, var der ikke mange, der skrev såkaldte whodunnits. En indisk udgave af Hercule Poirot eller Sherlock Holmes, der har samme popularitet som deres europæiske modstykker, er der ikke mange af.

»Generelt ses en udvikling i alle former for genrefiktioner i indisk engelsksproget litteratur, herunder i udviklingen af krimigenren og science fiction-thrillere«, fortæller dr. Shameen Black fra Australian National University. 

Hun forsker i anglofon litteratur fra Sydasien og fra de asiatiske befolkningsgrupper, der findes andre steder i verden, og hun peger på, at denne udvikling blandt andet sker på baggrund af den kulturelle udveksling, der finder sted mellem Vesten og Indien som en naturlig konsekvens af den øgede globalisering.

Det er således ikke kun krimien, der er i udvikling, men den har som genre vist sig særdeles populær. Og det er heller ikke kun Indien, der påvirkes, men i lige så høj grad det øvrige af Sydasien. En konsekvens af denne udveksling er blandt andet, at det engelske sprog er i højere kurs end tidligere, og at den store indiske middelklasse i højere og højere grad tilegner sig sproget.

Shameen Black mener, at udviklingen også er et udtryk for, at engelsk bruges på en anden måde end tidligere:

»I postliberaliseringens æra, hvor engelsk har fået en ny rolle i callcentre og lignende virksomheder, er fiktion på engelsk ikke længere begrænset til elitære, komplekse tekster — i stedet kan engelsksproget fiktion nu producere bestsellere.«

Som en konsekvens af det engelske sprogs udbredelse er den engelsksprogede litteratur således i mindre grad forbeholdt de bedst uddannede. Engelsk og engelsksproget litteratur når simpelthen ud til flere og flere. Udviklingen går også den anden vej, og flere indiske forfattere skriver i dag på engelsk frem for på hindi og de andre store indiske sprog.

Undtagelsen til reglen

Indien blev uafhængigt af Storbritannien i 1947, men der har selvfølgelig både før og efter været en væsentlig kulturel udveksling mellem de to lande.

Derfor er det heller ikke sådan, at krimien først kommer til Indien nu — den har som kriminalorienteret fiktion også førhen levet på de indiske sprog (og mord har der altid været). Men de fleste af disse værker er ikke tilgængelige i gode engelske oversættelser og vigtigst af alt, så adskiller de sig ofte fra den form for krimi, vi traditionelt set kender i Vesten.

Dog er der undtagelser fra reglen. En af de tidlige indiske krimier er således skrevet på det indiske sprog bengali og filmatiseret af den berømte filminstruktør Satyajit Ray i 1960’erne og 70’erne. Disse fortællinger om detektiven Feluda er i dag tilgængelige på engelsk i stort omfang under titlen The Complete Adventures of Feluda, fortæller Tabish Khair, der er indiskfødt lektor i engelsk ved Københavns Universitet. Han peger på inspirationen fra den traditionelle britiske krimi:

»I Satyajit Rays serie er Feluda en meget Sherlock Holmes-inspireret karakter,« konstaterer han.

En anden undtagelse var forfatteren Sharadindu Bandhopadhay og hans fiktive hovedperson, Byomkesh Bakshi. Bakshi er en bengalsk privatdetektiv, som første gang optræder i bogen Satyanweshi (1934). Bandhopadhay var en meget tidlig krimiforfatter og en af de krimiforfattere, der faktisk har udgivet en længere serie af krimier.

I alt blev det til 32 historier om Bakshi, hvoraf den første blev udgivet i 1934, den sidste i 1970. Historierne om Bakshi er filmatiseret, først som tv-serie i 1990’erne og igen i 2014 og derefter som film i 2015. Nogle af dem er nu tilgængelige på engelsk som Picture Imperfect: And Other Byomkesh Bakshi Mysteries.

De fleste andre tidlige indiske krimiforfattere, som eksempelvis Ibne Safi (der skriver på urdu) og Ved Prakash Sharma (der skriver på hindi), er ikke blevet oversat til engelsk eller er kun tilgængelige i meget dårlige oversættelser, forklarer Tabish Khair.

»Byen, hvor alt er muligt«

En hel del af de indiske udgivelser kommer sjældent uden for Indien, der i sig selv er et kæmpe marked med en befolkning på 1,3 milliarder mennesker. Dertil skal man have in mente, at engelsk kun tales af en del af befolkningen (i dag dog af flere og flere), og at de resterende taler mange forskellige sprog.

De officielle sprog er hindi og engelsk, men derudover er over 30 forskellige sprog registreret. Det indiske bog- og litteraturmarked er derfor også noget helt andet, end det vi kender herhjemme og i den øvrige vestlige verden.

Et eksempel på en bestsellerforfatter, der ikke bliver udgivet uden for Indien, er indiskfødte Chetan Bhagat. Alligevel sælger han millioner af eksemplarer. Men én ting er den kvantitative omsætning og mængden af solgte eksemplarer. En anden ting er værkernes litterære kvaliteter, pointerer Tabish Khair.

Han har derfor hjulpet med at udpege en række engelsksprogede, indiske forfattere, der kan siges at skrive litterære krimier. En af de mest fremtrædende skikkelser er indiskfødte Vikram Chandra.

’Kun sandheden sejrer’, står der på væggen i det lokale, politiinspektør Sartaj Singh foretager et forhør. Men i Vikram Chandras 900 sider lange krimiroman Sacred Games (2006) er politiet ellers alt andet end sandhedens tjenere, og Singh får sin sag for i forsøget på at opklare en lang række intrigante og meget sammenvævede mord. Singhs historie viser sig nemlig at være flettet sammen med den mest berygtede og eftersøgte gangster i Indien, Ganesh Gaitonde.

Gaitonde, der har været væk i 16 år, ringer pludselig til Singh og fortæller, at han har 25 dage til at redde byen. Kun Trivedi vil overleve. Ingen ved, hvem denne Trivedi er, men Gaitonde begynder roligt og fattet at fortælle sin livshistorie og giver dermed Singh mulighed for at forstå sin livshistorie og, ikke mindst, redde millionbyen Mumbai fra den store undergang.

Mumbai er »byen, hvor alt er muligt«, det er byen, hvor Bollywoodstjernerne bor. Men Mumbai er også en by præget og styret af det korrupte politi og de lige så korrupte politikere, der ikke går af vejen for at sætte personlige præferencer i forreste række. Singh bliver derfor også sat fra bestillingen af sin chef, der tydeligvis har aktier i foretagendet og ikke ønsker, at Singh skal vide for meget. Men det holder (selvfølgelig) ikke Singh tilbage fra selv at opklare mysteriet og de mange tilhørende mord.

Med flashbacks, der går helt tilbage til 70’ernes Indien, får vi langsomt oprullet en historie om magt og korruption. Vi får Gaitondes liv fortalt i sammenhæng med aktuel indisk historie igennem de seneste 50 år, samtidig med at denne trussel om Mumbais udslettelse hænger over hovedet på Singh og de øvrige politifolk. Igennem fortællingen får vi langsomt indsigt i, hvem der ved hvad, og hvem der har interesserer hvor.

Ud over korruption og ulige magtfordeling er krimiens gennemgående temaer hævn, religion, ambition og seksualitet. Byens rå attitude er også markant til stede, ligesom Bollywoods grådighed er det. Der er rå sexscener, impotens, fetichisme og vold. Kærligheden er med, men er portrætteret sekundært. Vi møder den mest af alt som et fravær, når Singh og hans kone ikke længere bor sammen, og når en ung Gaitonde har et romantisk forhold til den tvekønnede Kukoo.

Den kvindelige betjent og analytiker Anjali Mathur står som repræsentant for den moderne indiske kvinde. Hun er fremme i skoene, vil ikke bare sidde bag skrivebordet, nej, hun vil ud i marken. Og for at gøre hendes moderne tilgang helt tydelig er hun den eneste, der taler engelsk. Once in a while, i hvert fald. Især når hun bliver vred. Flere andre betydningsfulde og markante kvinder findes i fortællingen, men der er ingen, som er trukket så langt frem som Mathur, der faktisk hjælper Singh med at opklare forbrydelsen. På den måde bliver hun sammen med Singhs højre hånd, Katekar, en slags obligatorisk Watson-figur. Sacred Games blev i 2018 udgivet på Netflix under samme navn. Serien er en moderne filmatisering. Men bemærkelsesværdigt er det, at man har valgt at oversætte den ellers engelsksprogede roman til hindi.

Krimien adskiller sig på flere måder markant fra vestlige krimier. For eksempel fylder både kulturelle og religiøse spørgsmål meget. På den ene side er gangsteren Gaitonde portrætteret som en alvidende og urørlig skikkelse, han portrætteres som en Gud. Men indledningsvis er vi vidner til hans selvmord (der ganske vist udføres med overlegenhed og ikke med afmagt). Det er således en fortælling om Gud, hvori Gud indledningsvist dør.

Konflikten mellem muslimer og hinduer er udtalt fortællingen igennem, ligesom hovedpersonen, Sartaj Singh, er den eneste i fortællingen, som synligt bærer tegn på at tilhøre sikhismen.

Denne religionskrig ses både i Mumbais politiske byliv, men i særdeleshed internt i bandemiljøet, ligesom der refereres til både Islamisk Stat og andre terrororganisationer. Mange af de fremhævede emner og historiske begivenheder er stadig tæt på for mange af Mumbais indbyggere; opblomstringen af hindunationalismen og de tilhørende optøjer i 1992 er markant til stede. Dermed er romanen både historisk og aktuel, krimi og kulturhistorie.

Når man taler om indisk litteratur, er det værd at bide mærke i, at man skal indregne de forfattere, der tilhører Indien, men ikke er bosat i landet. De udgør så at sige den indiske diaspora. Det er ikke usædvanligt, at denne gruppe skriver på engelsk, for modsat de indere, der er blevet i Indien, har de ofte haft langt mere direkte kontakt med sproget.

»Den indiske diasporascene indeholder også nogle velskrevne detektivbøger på engelsk,« forklarer Tabish Khair og giver tre eksempler:

Romaner af Sujata Massey (der er en amerikansk forfatter, men med en indisk forælder), bøgerne om inspector Singh af Shamini Flint (der er en malaysisk forfatter af indisk oprindelse) samt den populære kaptajn Wyndham-serie af Abir Mukherjee (der er britisk-indisk) er alle eksempler herpå.

I Abir Mukherjees trilogi om captain Sam Wyndham bliver vi i første bog i serien, A Rising Man (2016), introduceret til Indien anno 1919. Der er altså tale om en historisk krimi. Sam Wyndham er desperat for at få en ny start og tager derfor imod en vigtig stilling inden for Calcuttas politimyndighed. Inden længe bliver han kaldt ud til et forfærdeligt mord på en højtstående embedsmand, der bliver fundet med en seddel i munden. På den står, at briterne skal forlade Indien, for ellers … Bogen er fortællingen om det britiske imperiums ustabilitet og den ret hæsblæsende jagt, som captain Sam Wyndham og hans højre hånd, sergeant Banerjee, må ud på. 

Med sit historiske perspektiv rejser den i høj grad spørgsmålet om kolonialisering, der kun spiller en mindre rolle i den øvrige indiske krimilitteratur. Man kan meget generelt sige, at den nutidige litteratur oftere kredser omkring de kulturelle udvekslinger, der er naturlige konsekvenser af den øgede globalisering. Det handler også om indisk kultur, tradition og religion, men på en anden måde.

Abir Mukherjee, der er opvokset i Skotland, fortæller, at A Rising Man, der er hans debutroman, er inspireret af ønsket om at lære mere om den afgørende periode i den angloindiske historie, som i hans øjne næsten er glemt.

Det samtidige blik på indisk litteratur, er således præget af Indiens kulturelle omstilling. I takt med, at asiatiske lande som Indien udvikler sig og bliver mere indflydelsesrige i en globaliseret verden, er der også brug for litteratur, der har fokus på disse temaer.

Shameen Black forsker på Australian National University netop i forholdet mellem denne udvikling og det udtryk, det afsætter i litteraturen:

»Mange af disse populære værker er orienteret mod de ændringer, der er skabt af økonomiske reformer, og nogle af dem indeholder også nationale betoninger såvel som sympatier for højrefløjs-hinduisme. Jeg fornemmer, at krimigenren, som normalt omhandler en fantasi om at bringe orden i en udfordringsfyldt verden, appellerer til læsere, i et forsøg på at håndtere dramatiske sociale forandringer – eller de kriser, der er skabt af selvsamme,« siger hun.

Shameen Black understreger, hvordan der i de sydasiatiske og indiske kulturer skal fremskrives en vedholdende og vægtig national identitet, der kan samle landet i en global tid. Omstillingen (og krimiens moderne tematik) er et brud med det traditionelle og en indskrivning af den globale appel. En af hendes pointer er, at litteraturen er det bedste sted at skrive denne identitet frem, ligesom litteraturen er et godt sted at reflektere over den.

Men indisk litteratur er ikke bare indisk litteratur. Når vi taler om indisk litteratur som en samlet betegnelse, gør vi det, fordi man i Danmark og i de fleste andre vestlige lande kan tale om en nogenlunde sammenhængende litterær tradition og kultur. Men at tale om indisk litteratur som en samlet betegnelse er ifølge Tabish Khair problematisk. Indien dækker et stort geografisk område og har en lang og meget sammensat kultur- og skriftsprogstradition.

Tabish Khair gør opmærksom på, at sprog som hindi, bengali, tamil, telugu, panjabi, marathi og gujarati tales af befolkninger, der er på størrelse med (eller for nogles vedkommende langt større end) for eksempel Tysklands.

For den vestligt orienterede læser kan være nyttigt at have in mente, at engelsksproget indisk litteratur kun er en lille del af den indiske litteratur. Men det er den, der er i fremgang. Det er den, der i en global tid kan være med til at stadfæste indisk kultur udadtil. Men åbenbart også indadtil.

Kig efter disse indiske forfattere

Indiske krimiforfattere står ikke i flere hyldemeter hos boghandleren, men her er en liste over forfatternavne, du kan holde øje med

  • Sharadindu Bandyopadhyay
  • Abheek Barua
  • Vikram Chandra
  • A.A. Dhand
  • Manish Dubey
  • Shamini Flint
  • Vaseem Khan
  • Sujata Massey
  • Aber Mukherjee
  • Anita Nair
  • Jerry Pinto
  • Satyajit Ray
  • Praveen Swami
  • Jeet Thayil

 

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu