Læsetid: 8 min.

»‘Kultur på recept’ lyder forfærdeligt, jeg ville ikke bryde mig om, at man fik ordineret en af mine bøger som levertran«

Det er ikke uden modstand, at kunst- og kulturaktiviteter er rykket ind på sundhedsområdet. Information har talt med en forfatter, en direktør, en musiker og en dekan, som alle er kritiske over for at definere kunsten ud fra sin nytteværdi
Det er ikke uden modstand, at kunst- og kulturaktiviteter er rykket ind på sundhedsområdet. Information har talt med en forfatter, en direktør, en musiker og en dekan, som alle er kritiske over for at definere kunsten ud fra sin nytteværdi

Jesse Jacob

2. marts 2019

»Noget tyder på, at sundhed er blevet en gud, som alt andet skal tjene«

Søren Ulrik Thomsen, forfatter

– Hvorfor er det problematisk at argumentere for kunstens nytteværdi?

»At man skulle blive mere empatisk, demokratisk eller sundere kan da godt være tilfældige bivirkninger af noget kunst. Men det siger bare ikke noget om, hvorvidt det så er god kunst eller ej. Og jeg har da læst masser af bøger, som jeg ikke på nogen måde er blevet et bedre menneske af, men som jeg ikke ville have undværet. Kunsten er en værdi i sig selv, uanset om den nytter eller ej. Problemet er, at man dybest set slet ikke kan argumentere for, hvorfor vi skal have kunst, og så snart man begiver sig ind på den vej, er man allerede i færd med at gøre kunsten mindre, end den er.«

– Sker det, når man bruger kunsten som et helbredende middel?

»Ja, det synes jeg. Når man siger, at kunsten gør os sundere, indskriver man den i en stor opbyggelighed, som stadig flere aspekter af tilværelsen skal underordne sig: Sex er sundt, religiøs tro er sundt, motion og en bestemt kost er sundt. Noget tyder på, at sundhed er blevet en gud, som alt andet skal tjene.«

»Men påbud medfører altid en form for manglende lyst. Når et ungt par har fået deres første barn, indskærper den kommunale sundhedsplejerske, at de skal huske at dyrke sex, så ægteskabet ikke går i stykker. Hvor frækt er det lige at dyrke sex, ligesom man skal huske at spise gulerødder og gå på kunstudstilling? Selv det at gå en tur bør ske med skridttæller. Den spontane lyst til at læse en bog, nysgerrigheden over for kunst eller nydelsen af mad, sex og en gåtur forsvinder, hvis det skal ske i en højere sags tjeneste. Det med ’Kultur på recept’ lyder forfærdeligt, jeg ville ikke bryde mig om, at man fik ordineret en af mine bøger som levertran.«

– Hvorfor ville det vække afsky, hvis en patient fik et af dine værker for at få det bedre?

»Det ville gøre min bog mindre, end den er. Og når den havde indfriet sit formål, kunne den så lægges væk. Rationalitetens lys skal åbenbart falde alle steder, og de steder, der ligger uden for, skal så erobres med fornuftsargumenter. Jeg forstår godt, at skatteborgerne vil vide, hvorfor deres penge skal bruges på kunst, og jeg forstår også, at kunstinstitutionerne føler sig pressede til at legitimere sig over for bevillingsmyndighederne. Men det er vigtigt, at nogen holder hovedet koldt og siger, at der simpelthen ikke er noget fornuftigt forsvar for kunsten, andet end at vi vil have den, fordi vi vil have den.«

– Men kan det ikke være gavnligt at bruge kunsten, hvis nogle patienter får det mærkbart bedre af det?

»Det er hele ideologien bag, jeg ikke bryder mig om. Og ved du hvad? Jeg synes også, at der ligger en lille talen ned til ’patienterne’ her. Det er statens opgave at sikre lige adgang til kulturgoderne, men mon ikke borgerne er så myndige, at de styret af deres egen lyst og nysgerrighed kan finde frem til de digte, film og kunstudstillinger, som interesserer dem?«

»Kunsten bliver et ekko og ikke en sten i skoen«

Bjarke Svendsen, direktør for Snyk, genreorganisation for ny, eksperimenterende musik og lydkunst

– Hvad tænker du om, at man er begyndt at forene kunstneriske aktiviteter med en sundhedsfremmende dagsorden?

»På den ene side er jeg klar over, at kunsten ikke har den højeste politiske prioritet, og man kan have svært ved at finde legitimitet til kunsten. Al den stund, at man kan hægte kunsten op på domæner uden for én selv, er man med til at tilskrive den en legitimitet og dermed styrke den politisk. Det er i kunstens interesse. På den anden side er jeg også bekymret over den udvikling, hvor der er et overdrevent fokus på, at kunsten i sig selv ikke længere er bærer af sin egen legitimitet. I stedet bliver kunsten målt og vejet på, hvad den gør, og ikke på, hvad den er.«

– Hvordan ser vi det?

»Man har nogle kunststøttemidler, som forsigtigt bliver konverteret til at være midler, der skal aktiveres i andre sektorer end kunstens. Det er med til at afmontere den frie kunst, fordi det dermed ikke er kunsten, der bliver dagsordensættende. Man får ikke en kunst, der kritisk spørger til samfundet, men i stedet et samfund, der identificerer problemer og så bestiller en kunst, der skal svare på dem. Dermed bliver kunsten et ekko og ikke en sten i skoen.«

– Mener du, at man skubber den grimme, konfronterende kunst ud af vores samfund?

»Man indsnævrer den horisont, man kan stille spørgsmål inden for. Det er det, der ligger i den frie kunst. Alt er up for grabs, intet er fredet. Hvis det bliver et støttelandskab, der er for styret af politisk korrekte – men noble – dagsordener, så er det en måde at agere med skyklapper på i forhold til vores medmenneskelighed og vores samfund. Der er tale om perspektivtab. Der skal være kunst, som går på tværs, og vi skal være store nok demokratisk set til at kaste penge efter nogen, som kan være kritiske over for vores samfund.«

– Skal kunsten ikke kunne redegøre for sin plads i samfundet?

»Selvfølgelig er det berettiget, at man ser på, hvad man får for de skattekroner, man kaster i en hvilken som helst retning – om det er hjemmeværnet, plejehjem eller kunst. Men samtidig er det sådan med kunsten, at den er svært målbar. Den giver os et sprog for fænomener, der synes uforklarlige i vores liv. Derfor er det farligt i for vid udstrækning at underlægge kunsten målbare rationaler. Det er som at måle kunsten på en standard, den ikke kan måles på.«

»Der har været en tendens til at udvælge ‘positiv’ musik og ‘dejlige’ billeder. Det er virkelig en flad forståelse af kunst«

Marie Højlund, lydkunstner, lydforsker og musiker, bl.a. i bandet Nephew

– Nogle kulturfolk mener, at det nye fokus på kultur og sundhed fordrer et kedeligt kunstsyn. Hvad tænker du om det?

»Det er en omvendt måde at forstå kunst på. I vores samfund kan man enten være en syg person eller en rask person. Og hvis man er syg, skal man kureres. Når man taler om kultur og sundhed, bliver kunsten gjort til noget, der kan kurere os. Men i stedet bør vi tænke kunsten som en helt naturlig del af vores eksistensgrundlag. Det kan være farligt at spænde kunsten for en sundhedsvogn.«

Hvad betyder det for kunsten, at den spændes for en sundhedsvogn?

»Det er vigtigt at definere, hvad vi taler om, i forhold til hvilken opgave kunstneren får stillet. For at eksemplificere det kan man tale om legen og spillet. Legen er den åbne form, hvor der er nogle regler, som læres gennem legen. I spillet har man klare regler, man skal kende fra starten, ligesom der er et formål og et slutpunkt. Hvis en kunstner får at vide, at hun skal lave et projekt, som på kunstnerisk vis skal få folk til at finde vej på et hospital, så er det som at spille et spil – alt er defineret på forhånd, og der er et formål. Men kunstnerens arbejde skal ikke reduceres til et bestillingsarbejde.«

»Kunstneren behøver ikke kun at komme og aflevere et stykke musik eller en skulptur, men måske ligefrem blive en del af udviklingen af eksempelvis hospitalsmiljøer. Jeg tror, at mange mennesker tænker deres eget velbefindende sammen med musik, kultur og sanselighed. Derfor synes jeg, det er fint at tænke de to felter sammen, så længe man er opmærksom på faldgruberne.«

– Hvornår bliver det problematisk?

»Der har været en tendens til at udvælge ‘positiv’ musik og ‘dejlige’ billeder (hvilket jo lyder absurd i sig selv). Det er virkelig en flad forståelse af kunst. Den kunst, der rører os, afspejler, at vi som mennesker også er skrøbelige. I de sværeste perioder i vores liv har vi brug for også at blive set i vores eget mørke. Nogle gange kan heavy metal have en ekstremt positiv virkning i mit liv. Kunsten og kulturen skal ikke kun tale til de lyse sider. Min fornemmelse er, at man rundt omkring er begyndt at blive bedre til at inddrage flere nuancer, men det er noget, vi virkelig skal være opmærksomme på.«

»Fondene støtter ikke længere kunsten, de laver strategier for noget, de synes er vigtigt«

Sanne Kofod Olsen, tidligere rektor på Det Kongelige Danske Akademis Billedkunstskoler og nu dekan på Göteborgs Universitets Kunstneriske Fakultet

– Er den frie kunst truet af politiske dagsordener i dagens Danmark?

»Ikke nødvendigvis når vi taler om kultur og sundhed. Jeg har ikke indtryk af, at hele kultursystemet er lagt om, så alt skal handle om sundhed. Det handler om, at kunsten kan have en positiv indvirkning på folkesundheden. Og det er der ikke noget galt i – i princippet.«

– I princippet?

»Det har selvfølgelig altid en betydning for kunsten, når dele af kulturbudgetter i kommuner og regioner går til specifikke projekter, eller når store fonde lægger strategier for f.eks. kultur og sundhed. Hvis man begrænser de økonomiske muligheder for kunstnerisk skabelse på den ene eller den anden måde ved at øremærke, hvilken slags kunst der skal have støtte, er det på sin vis et indgreb mod den frie kunst.«

– Er man i stigende grad begyndt at øremærke støttepuljer?

»I staten og kommunerne har der været en meget generel ramme for støtte til kunsten. Det har været et rum, hvor faglige aktører har kunnet byde ind og definere indholdet inden for den ramme. Det har ikke begrænset kunsten til at skulle noget bestemt i nogen ekstrem grad.«

»Men fondene har de seneste år ændret praksis til at støtte kunstprojekter ud fra strategiske satsninger, man som kunstner eller kulturproducent har skullet byde ind i for at få en del i kagen. Det er en styring, fondene selv må om. Men det er en stor ændring i måden at støtte kunsten på. Fondene støtter ikke længere kunsten, de laver strategier for noget, de synes er vigtigt, og så byder man ind i det. Her må man som kunstner vælge, om man vil hoppe med på den vogn.«

– Kan det ikke også være en visionær måde at tænke kulturen som en aktiv del af vores samfund på?

»Principielt er det dejligt, at man tænker kunsten som en positiv kraft i samfundet. Men det er ikke en filantropisk tro på, at kunsten kan noget i sig selv. Man skaber en ramme og siger, at hvis kunsten gør, som vi gerne vil have den til, så kan vi bruge den til noget. Det er en stigende tendens. Vi er gået fra ideen om den frie kunst, hvor kunstnerne selv bestemmer, hvad de har lyst til at lave, til en entreprenørmodel, hvor man bestiller en kunstner til at lave en opgave på samme måde, som man bestiller snedkeren til at lave en flot træbænk.«

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Steffen Gliese
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Jørn Andersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Viggo Okholm, Steffen Gliese, Katrine Damm, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Toft Sørensen, Jørn Andersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til
en citeret fremstilling af udtalelse fra Sanne Kofod Olsen:

”Vi er gået fra ideen om den frie kunst, hvor kunstnerne selv bestemmer, hvad de har lyst til at lave, til en entreprenørmodel, hvor man bestiller en kunstner til at lave en opgave på samme måde, som man bestiller snedkeren til at lave en flot træbænk”.

Jeg er enig i denne karakteristik af den aktuelle situation, og jeg ser det også som uønsket, at der er en tendens til, at midler fra ”den frie kunst” går til en ”entreprenørmodel”.

Der, hvor vi nok er uenige, er i en analyse af, hvorfor det har udviklet sig på denne måde, og hvad der på baggrund af den nuværende samfundsmæssige situation, og udviklingen i samfundet i øvrigt, kan gøres for at få stoppet den tendens.

Den ønskede situation er for mig at se, at de økonomiske midler til ”den frie kunst” fastholdes, eller om muligt øges, samtidig med at der sker en stigning i de midler, der fra fonde, og i samarbejde med private og offentlige institutioner i øvrigt, gives til en ”entreprenørmodel”.

Udgangspunktet for en vurdering af situationen må være udviklingen i samfundet, som den er foregået i de sidste 30 år, og som den kan forventes, alt andet lige, at udvikle sig i de kommende år, når det drejer sig om situationen for kunsten.

Der sker konstant forandringer, hvor borgernes forhold til samtidskunsten ændrer sig, hvor deres livsholdning og prioriteringer ændrer sig, på baggrund af besparelser på en række områder.

Hvor den økonomiske og politiske situation og politikernes prioriteringer ændrer sig, hvor fondenes muligheder for og interesse i at støtte kunsten ændrer sig. Hvor mediesituationen og mulighederne for at forholde sig, ytre sig og brande sig ændrer sig, både for politikere, fonde, andre meningsdannere og borgerne i øvrigt.

Alt dette m.m. må tages i betragtning, hvis man skal vurdere den aktuelle økonomiske situation og de økonomiske fremtidsmuligheder for samtidskunsten.

Berith Skovbo, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg er ikke som sådan afvisende overfor "entreprenørmodellen" i kunsten - masser af kunst indenfor samtlige kunstarter er blevet til på bestilling til en bestemt begivenhed, en virksomhed/rigmand etc. etc. Og det at skulle lave en bunden opgave, kan faktisk sætte fantasien fri.
MEN MEN MEN - der SKAL være midler til den frie kunst i form af legater og hvad ved jeg. Enhver skattekrone til kunstnere er givet hundredefold bedre ud end til gyldne håndtryk til offentlige chefer, nedsættelse af afgifter på luksusbiler - fortsæt selv listen. Men advarsel - kunst får folk til at reflektere og måske - åh gud - tænke selv. Det tror da fanden, at de politiske klamhuggere, der for tiden udgør det politiske flertal i folketing, regions- og byråd, ikke er interesserede i at støtte det.
P.S.lige for tiden har jeg lånt Søren Ulrik Thomsens Cityslang fra biblioteket (som jeg er så svineheldig at bo i nærheden af) både som bog og som CD med Lars Hugs musik. Ren fryd.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og David Engelby anbefalede denne kommentar
Anna Sørensen

"Skidt for sig og snot for sig"... (Gammelt ordsprog her i Sydvestjylland ;o)
Hold da op en masse afstandtagen og også snæversyn fra flere kunstnere og kunstkendere, mennesker der har med kunst at gøre??
Det er da SKØNT at man nu endelig i behandlings-systemer husker at mennesker og livet er en HELHED!!
Kultur på recept er en fantastisk fin ting, for kunst er jo livsvigtigt!

Og kunst er også sundt ligesom levertran ;o). Det gode liv er nemlig sundt og kunst er noget vi bruer hele tiden.
Vigtigst måske:
Kunst kan da ikke stå alene og udenfor fællesskabet, udenfor altign? Måske er det derfor kultur ligger så langt nede på budgetter...? Og vælger har det som prioritet nummer 20...?

Kunst er noget i sig selv OG samtidig da en del af helheden (der var den der helhed igen...;o).
Vi er alle kunstnere, for kunstens sprog er kroppens sprog. Når vi sanser, og det gør vi som bekendt hele tiden, (ellers er vi jo døde), så bruger vi kunstens sprog og kunstens teknikker.
Farver, fornemmelser, figurer, former, symboler, følelser, stemninger, intuition, det skabende, alle udtryk og indtryk, lyde, osv osv.
Sanser og følelser taler med billedsproget, så kunst er enormt vigtigt. OG en del af livet, ikke udenfor, kære nævnte kunsntere i artiklen. ;o)

Professer i medicinsk sociologi, Aaron Antonovsky, definerede sundhed som:
Oplevelser af sammenhæng: -At man forstår hvad der sker, at man kan handle på livets udfordringer og at man kan finde mening med det hele.
Meningsfuldhed er måske allervigtigst, det tænker jeg i hvert fald.
Så HURRA! Næste recept indeholder ikke piller, der er ikke formaninger om 'at tabe sig, dyrke motion 20 minutter hver eller hveranden dag, turen ned til fitnesscentret er aflyst!
I stedet gå en tur i naturen, besøg musæer, læs bøger, LYT til musik (gerne klassisk), vær sammen med andre om et interessant emne eller en fælles hobby.
Dyrk selv kunsten, fx ved at skabe noget med hænderne, lege med ord, synge, osv osv. ;o)
HURRA!!

Niels Duus Nielsen

Stort set al kunst produceret før år 1800 blev til efter entreprenørmodellen - det er først efter at kunstværket blev en vare, der skal konkurrere på et marked, at kunsten blev "fri" og kunstneren blev til et "geni".

Så jeg ser ikke det store problem i at entreprenørmodellen vinder frem igen, da der blev lavet endda neget stir kunst i middelalderen ig under renæssancen, Støtten til den frie kunst fungerer jo alligevel kun som en måde at finansiere vækstlaget på, så de mest talentfulde får en mulighed for at komme i betragtning, når entreprenørerne skal have dekoreret deres katedraler, eller de rige skal have et skilderi til dagligstuen.

Det afgørende er for mig at se, at kunsten udvælges efter herlighedsværdi og underholdningsværdi, og ikke efter snævre kunstpædagogiske eller sundhedterapeutiske kriterier. Når paven skulle have malet sit kirkeloft, valgte han den kunstner, som kunne dupere rakket mest muligt. Hvis den frie kunst kan dupere rakket, har den sin berettigelse, ellers ikke.

Bjarne Toft Sørensen

@Niels Duus Nielsen:
"Hvis den frie kunst kan dupere rakket, har den sin berettigelse".
Er vi så ikke tilbage ved 1970ernes dominerende opfattelse af, at "kunst skal være for folket"? Eller som Ritt Bjerregaard dengang sagde i en fortalelse, i en debat med Klaus Rifbjerg: "Den kunst, som alle ikke kan forstå, har ingen ret til at kunne forstå."

For så vidt, som meget samtidskunst også er ment som værende et bidrag til ny erkendelse, er det også nødvendigt med støtte til den elitære kunst.

Bjarne Toft Sørensen -
undskyld, men er den fortalelse ikke en skrøne ?
Det påstås også hårdnakket, at hun skulle have sagt " Det alle ikke kan lære, skal ingen lære."
Begge udtalelser har jeg svært ved at tro, Ritt Bjerregaard, der bestemt ikke er ubegavet, skulle stå bag.

Berith Skovbo, Eva Schwanenflügel og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

"Kunst på recept"
Der er noget her, der får det til at vende sig i mig, smager for meget af: Så kan du (igen) blive en glad lille lystig arbejdsbi, som lystigt trælder - traller afsted til fabrikken.

Nike Forsander Lorentsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Nørgaard, Christina Meyer, bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen, jeg regner mig selv med til rakket. Hvis det kan dupere mig, har det sin berettigelse. Jeg har dog ikke selv økonomi til at være mæcen for de kunstnere, der producerer hvad der i mine øjne/ører er god kunst, så jeg er da glad for, at jeg kan bidrage over skattebilletten, så unge talenter og de mere aparte banebrydere indenfor de mere brødløse kunstarter kan eksistere.

Måske var jeg lidt for polemisk i min bemærkning - jeg er selvfølgelig tilhænger af, at også elitekunstnere kan komme på finansloven, selv om jeg ikke altid er enig med diverse bedømmelsesudvalg om, hvem der kvalificerer som elite.

Med den nye internetøkonomi er det faktisk blevet muligt at crowdsource eksperimenterende og utilgængelig kunst, hvilket faktisk er en måde at lade folk selv bestemme, uden et kunstråds mellemkomst. Og rakket behøver ikke at have dårlig smag, sidst jeg hørte fra min søn, var han i Moskva for at optræde på en eller anden obskur rave-klub med sine kompositioner - han laver ekstremt langhåret og brutal nichemusik, som "normale" mennesker - inklusive det store flertal af professionelle kunstkritikere - opfatter som støj, men i kraft af internettet har han et lille publikum i enhver storby, der har internetadgang; et publikum som på verdensplan er stort nok til at det kan finansiere hans rejser til alverdens hovedstæder, hvor han optræde for de lokale musiknørder.

Med min fortid indenfor en kunstart, som får meget begrænset støtte, men hvor man kan tjene en ganske god hyre ved at lade sin kunst være forklædt som underholdning og dansemusik, har jeg stor veneration for fortidens kunsthåndværkere, der udførte bestillingsarbejde og alligevel skabte stor kunst. Men da jeg også har haft mit virke indenfor en kunstart, som slet ikke kunne eksistere i vore dage uden filantroper eller statsstøtte, er jeg helt klar over, at der er et behov for statsstøtte til kunsten.

Det er min hang til spidsformuleringer, der løber af med mig. Som jeg læser dit indlæg er du ikke modstander af entreprenørmodellen, så hvis der er en brod i mit indlæg, er den ikke rettet mod dig, men mod de mennesker, som ser en fare i entreprenørmodellens udbredelse. Lad endelig mæcenerne betale for at få brugskunst, er min holdning, og lad de dygtige kunsthåndværkere vise os, hvad de kan med deres kunst - Rafael, Michelangelo og hvad de nu hed alle sammen, altså de mennesker, der i gamle dage blev betalt for at male kirkelofter, er de bedste eksempler på, at sand kunst ikke lader sig gå på af de rammer, som det omgivende samfund pålægger dem.

Selv sundhedskunst burde kunne hæve sig over de givne rammer, givet at kunstneren er sin opgave voksen:

Da jeg arbejdede på børneteater komponerede jeg noget brugsmuzak til at spille før forestillingen, som på magisk vis gjorde en flok urolige møgunger til en flok små søde englebørn, blot ved at lade musikkens tempo gradvis bevæge sig fra 120 bpm til 80 bpm over en periode på 20 minutter. I mine ører var der tale om stor kunst, på trods af de ydre tekniske/psykologiske/neurologiske betingelser, jeg havde sat for for mig selv, men det er jeg nok ikke den rette til at vurdere.

Kasettebåndet med muzakken gik imidlertid som varmt brød, for pædagogerne fandt ud af, at musikken også virkede beroligende, når børnene skulle sove middagssøvn hjemme i instititutionerne.

Entreprenørmodellen behøver ikke at stå i vejen for stor kunst.

Eva Schwanenflügel, Runa Lystlund og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Jullerup Færgeby 1974 revisited:

"Fire strømper uden fod
en tomat så rød som blod
og en gammel gulerod
kan du få for en en krone."
(og så videre ad libitum)

Så kom ikke her og sig, at alting ikke var bedre i 'de gode gamle dage i halvfjerdserne', før internettet blev implementeret, og kassettebåndoptageren var den skæve udøvende lydkunstners frie medium ... ;-)

Berith Skovbo, Anne Mette Jørgensen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, lad os genopfinde dramapædagogikken, musikterapien og maletimerne på kurbadeanstalten og i Korsbæk. Men nu for hele folket. Også i vandkanterne.Tak.

Anne Mette Jørgensen, bente-ingrid bruun og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvad er kunst? - den der ikke lader sig definere.
Hvad er kunsterens roll? - den der laver kunsten
Hvad er betragterens rolle? - den der ser på kunsten
Hvad er samfundets rolle? - at støtte kunsten
Hvad er meningen? - at opleve kunsten
Hvad er meningsløs? - at definere kunsten

Berith Skovbo, Katrine Damm, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Herdis Weins:
Måske er det en skrøne, men jeg morede mig over den, da jeg i sin tid læste det i en avisartikel og hørte det omtalt i et debatprogram på DR, og der er noget tidstypisk ved en sådan fortalelse.

I sin selvbiografi "Valgt" fremhæver Ritt Bjerregaard, at hun dengang mente, i modsætning til Klaus Rifbjerg, at den gældende opfattelse af kunstnerisk kvalitet var borgerlig, og at man i stedet skulle arbejde for at få præciseret et socialdemokratisk kvalitetsbegreb i forhold til kunst, altså grundlæggende en opfattelse af, at begrebet om kunstnerisk kvalitet også måtte have politisk karakter.

Runa Lystlund, Anne Mette Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Den ovennævnte definition har Henrik Sass Larsen jo umiddelbart understøttet med sit indkøb af mere eller mindre historisk korrekte skilderier, der skal depiktere den socialdemokratiske historie som collager ;-)

Anne Mette Jørgensen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

Den bedste definition , jeg nogensinde har set på kunst er :
Art is life +
Jeg aner ikke, hvor den stammer fra - og i øvrigt behøver kunst vel egentlig ikke at blive endegyldigt defineret ?

Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

På en eller anden måde forekommer det mig, at debatten er skredet - rykket fra/ til: Er kunst- kultur noget, der er sundt, - kan helbrede? Så skal vi - samfundet udskrive det på recept ? - Til hvad er kunst? Hvordan definerers det?

Af uransagelige grunde er der hos mig dukket en gammel hændelse op: Højskole-lærer sagde til mig, jeg hader sige det, men Slowhand er en stor kunstner selvom han er højreorienteret, jeg var sådan lidt, altså sådan, jeg kan godt høre han er rigtig god til at spille guitar, men altså sån' ellers...... ? Det var så hende der Sally, og det var jo ikke hende-der Sally, som just couldn't dance anymore....

Så var der lystige hoveder, som for en del år siden indsendte "værker" af 4-5årige og mange rent faktisk blev antaget, nå for fanden, nå hm, jamen vi synes ski'goe værker, nu tog jeg jo altså bare lige bare 'værket' fra køleskabslågen... Ja, og hva'så? stur kunst.
Jeg mener at det var Charlottenborg, sjovt var det, kan ikke huske, hvordan setuppet sluttede...

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Komiteen eller hvad de hedder på Charlottenborg flovsede sig med en masse ord der ville forklare.

Anne Mette Jørgensen

Personligt mener jeg, at det er splitter ravende galt ,at alt i dag skal kunne ses på bundlinjen. Færre til læge, psykolog og psykiater. Og så giver trygfonden lige en masse ører til en phd, afhandling om det alle tror i forvejen. Jeg ved, at at en fysioterapeut fiflede med skemaer for at få sin afhandling godkendt.
Det var i forbindelse med træning.
Jeg mener, at det er umiddelbart er en god ide at gør flere opmærksom på kunst og kultur, men hvis jeg eller andre i stedet har brug for en transport til f.eks. et smukt sted i naturen er det vel det der skal være på recept. For ca 10 år siden var det lægehenvisning til motion på recept.
Jeg brugte 2 år i kbh,. kommune til at blive indstillet til flexkørsel.
Det kan man nemlig kun få, hvis man bruger kørestol, rollator eller mindst 2 krykker.
Da jeg pga. af lungesygdom, svimmelhed, af årsag de kloge ikke har tid til at undersøge, og flere diskusprolapser ikke bruger ovennævnte hjælpemidler så bliver man sorteret fra. Jeg er dog ikke så nem at narre og blev ved, men hold da kæft en omgang.
De håber vel på man dør forinden.
Alt det, der ikke kan ses med det blotte øje eksisterer ikke hos sagsbehandlerne + de ser jo kun på skærmen.
Jeg kunne have snydt og købt en rollator, men nej ikke tale om.
Hvordan skal det i øvrigt tilrettelægges?
At en journalist på dette blad fortæller os, at hendes mor var farmaceut og far læge kommer vel ikke sagen ved?
.

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

En kunstner kan være gal og bruge det kunstneriske som en måde at helbrede sig selv. Det står alle frit for at lade sig helbrede af kunst, både udøveren og brugeren. Eksempel Vincent van Gogh, der blev forsørget af sin bror. Vi har ikke alle velhavende brødre, desværre.

Spørgsmålet er, om kunst skal bestilles og skabes til at kurere andres sind. Som tidligere nævnt, leverede Leonardo da Vinci, Michelangelo, Raphael og et utal af andre kunstnere værker, for penge og som bestillingsarbejder. De var sublime. De havde ikke kunnet eksistere uden velgørere og bestillingsarbejde. Mange kunstnere havde ligefrem en god forretning med ansatte. Hollænderne havde værksteder, med ansatte og studerende. Det er der også multikunstnere, der gør i dag.

Hvad børnekunst angår kan jeg godt forstå øjet, der frydes. Det er det mest spontane og umiddelbare vi ser. Lad os udstille mere børnekunst. Min datter lavede i en periode kun billeder af farverige computere, det kan godt være, at det skyldtes mit evige arbejde og hun var med. Det er muligt, at hun derved kurerede sig selv. Det bedste billede hun lavede af en computer, var et tredimensionel billede af en Pippi Langstrømpecomputer i pap, med orange fletninger.

Berith Skovbo, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar