Læsetid: 15 min.

Kulturordførere på kunstbesøg på Rigshospitalet: »Jeg tror ikke, de skulpturer glæder nogen«

Skal man politisk prioritere det nye fremadstormende felt kultur og sundhed, som Information de seneste uger har afdækket? Vi har inviteret kulturordførerne Bertel Haarder (V) og Rasmus Nordqvist (AL) på kunstbesøg på Rigshospitalet. De var ikke helt enige om svaret – dog var de enige om, at alle nye sygehusbyggerier skal sætte penge af til kunst
Skal man politisk prioritere det nye fremadstormende felt kultur og sundhed, som Information de seneste uger har afdækket? Vi har inviteret kulturordførerne Bertel Haarder (V) og Rasmus Nordqvist (AL) på kunstbesøg på Rigshospitalet. De var ikke helt enige om svaret – dog var de enige om, at alle nye sygehusbyggerier skal sætte penge af til kunst

Peter Nygaard

29. marts 2019

Når man træder ind på Rigshospitalets patienthotel, bliver man som noget af det første mødt af tre aluminiumsskulpturer. Det ligner, at de er spiret op af gulvet og har lavet en krølle om sig selv for enden. Rummet, de er placeret i, er aflangt og skærer sig vej op gennem hele bygningen, så man har udsigt til samtlige fem etager.

»Det er nok ikke lige min smag, selv om jeg holder meget af kunst,« udbryder Venstres kulturordfører Bertel Haarder, da han kommer ind i rummet, lettere vindblæst efter cykelturen og stadig med cykelhjelmen i hånden.

»Jeg vil så frygtelig gerne have noget med farver. Jeg ved heller ikke, hvorfor de skal stå så højt?«

»Det er vel, fordi rummet er i flere etager,« siger Rasmus Nordqvist, Alternativets kulturordfører, idet han slynger sin frakke over armen.

Han bøjer hovedet let tilbage, tager sig kort til hagen og betragter værket, som er skabt af Bjørn Poulsen og bærer titlen Angelus Novus, som betyder ‘den nye engel’.

»Men så kunne man vel have hængt dem i loftet, så der ikke skulle være de der grimme pæle. De ligner mest af alt de varmeblæsere, som står på fortovscafeer,« siger Bertel Haarder og peger på de søjler, skulpturernes øverste dele står på.

Og så konkluderer han: »Jeg tror ikke, de skulpturer glæder nogen.«

Rasmus Nordqvist er stadig ikke enig, for de glæder ham tydeligvis.

»Jeg kan godt lide abstraktioner. Jeg begynder straks at forsøge at forstå, hvordan formene er sat sammen, og hvordan cirklerne og firkanterne taler til hinanden.«

Peter Nygaard

Kunsten og kulturen er begyndt at fylde mere og mere i det danske sundhedsvæsen. Ikke kun som kunstværker på hospitaler, men også i form af kulturelle aktiviteter som højtlæsning og musik.

Over de seneste uger har Information afdækket, hvordan flere regioner har selvstændige strategier for området, adskillige kommuner tilbyder kulturaktiviteter til sygemeldte borgere, mens eksempelvis Nordea-fonden har målrettet hele sin kulturstøtte – cirka 100 millioner kroner om året – til projekter med et sundhedsfremmende formål.

En underskov af nye projekter på landets biblioteker, hospitaler, kommuner og universiteter spirer altså frem. Mange af patienterne fortæller, at de får mere overskud af at deltage i kunstaktiviteterne, selv om spørgsmålet om, hvordan man måler på effekten af kunsten, stadig optager forskerne.

Men hvis det for alvor skal slå igennem, er der brug for politisk handling, lyder det fra aktørerne. Men er politikerne på Christiansborg klar til det? Og er det overhovedet en god idé?

Det har vi forsøgt at finde svar på ved at invitere to af landets kulturordførere på en rundtur i hospitalskunstens verden.

Planer er bureaukratiske

Selv om det nye tværvidenskabelige felt, kultur og sundhed, fortsat står over for sit endelige gennembrud herhjemme, har der andre steder i verden været fokus på det i flere år. I Finland samarbejder Uddannelse- og Kulturministeriet for eksempel med social- og sundhedssektoren om kulturprojekter for trivsel og forebyggelse. I Storbritannien findes nationale netværk og stor politisk opbakning fra en tværpolitisk parlamentarisk gruppe. Og i Norge findes et nationalt center for kultur, helse og omsorg.

I Danmark er feltet båret frem af selvstændige projekter, og der findes atter ingen national strategi. I udgangspunktet mener både Bertel Haarder og Rasmus Nordqvist, at kunst og kultur kan noget helt specielt og har en naturlig plads i vores samfund. De er begge enige om, at jo mere kunst og kultur, jo bedre – også på et hospital. Selv om Bertel Haarder ikke bryder sig om al kunst, er det trods alt bedre end ingenting.

»Herlev Hospital er for eksempel min forestilling om helvede. Man kan ikke finde rundt, der er ens alle steder, lange gange, der ikke brydes af noget, ingen individualitet. Intet. Sådan må helvede være,« siger han.

Men om begejstring for kunsten så fører til, at der skal laves en national strategi for det nye område, er der ikke politisk enighed om.

Bertel Haarder mener for eksempel, at der skal mere viden til, før man for alvor kan poste midler i feltet. Det er Rasmus Nordqvist uenig i, han mener, at en styring af feltet er helt essentielt, hvis det skal udvikle sig. Alternativet har længe været fortalere for en tydeligere kulturpolitik, ligesom de har været fortalere for det satspuljefinansierede projekt Kultur på recept, som lige nu kører som forsøgsordning i tre kommuner.

»Vi har allerede meget viden. Problemet er, at mange af initiativerne er drevet af ildsjæle, og hvis de siger op, forsvinder det hele. Derfor er en plan fornuftig,« siger Rasmus Nordqvist og foreslår, at man laver et videnscenter – dog uden at komme ind på, hvordan det konkret skal udformes.

»Men en plan er bureaukrati. Det er noget med paragraf et og to. Skal det ikke være mere frodigt end en plan,« spørger Bertel Haarder og lægger sig dermed i slipstrømmen af andre kulturordførere, som er af samme overbevisning.

For eksempel har Marianne Jelved (R) udtalt til Information, at hun frygter, at der pludselig kommer en ‘mæcen’ og skal bestemme, hvad der er god og dårlig kunst. Derfor skal politikerne ikke blande sig for meget i feltet og dermed være for styrende.

Peter Nygaard

Personale eller kunst?

»Undskyld, undskyld mig,« lyder det pludselig et par meter væk, og diskussionen mellem de to kulturordførere bliver for en kort stund afbrudt. Ordene kommer fra en sygeplejerske, som sidder bag receptionsskranken på patienthotellet.

»Hvis patienterne selv måtte vælge, tror jeg altså hellere, at de ville have flere sygeplejersker end kunst og kultur,« udbryder hun.

Bertel Haarder går over til hende med hastige skridt og skal til at give hende hånden, idet han vender sig mod mig og beder mig notere hendes udsagn på blokken. »Det er relevant det her,« siger han insisterende.

Rasmus Nordqvist bevæger sig i samme retning, og de to ordførere står nu foran skranken og kigger mod sygeplejersken.

»Jeg anerkender fuldt ud, at der er brug for mere personale. Men gør det, at de rum vi er i, så er ligegyldige? Hvad gør det ved ens velvære, hvis man er i et sterilt klinisk rum,« spørger Rasmus Nordqvist.

»Hvis det er gratis, gør det ikke mig noget. Det skal bare ikke tage penge fra noget andet,« siger sygeplejersken.

Hendes mørkerøde skjorte matcher farven på patienthotellets røde vægge – og desuden også de puder, som ligger i de designersofaer, der flyder rundt som små øer i foyeren. Da jeg spørger hende, om deres uniform er en del af helhedstænkningen i rummet, hæver hun øjenbrynene og ryster på hovedet.

»Ja, og vores tøj er dyrere end de hvide kitler, de andre har på,« siger hun, idet telefonen ved skranken giver en høj lyd fra sig, og hun bliver nødt til at fortsætte arbejdet.

En af indvendingerne mod kunstaktiviteter i sundhedsvæsenet har været, at vi stadig mangler at få belyst vigtige aspekter af kunstens helbredende kræfter. I 2017 udgav Aalborg Universitet en rapport af Anita Jensen med den ambitiøse titel: En systematisk gennemgang af den internationale litteratur om kultur og sundhed.

Rapporten er den første af sin art herhjemme, og konklusionen er klar: Der er »god dokumentation for, at kunst, kultur og kreative aktiviteter kan have en positiv effekt på både psykisk og fysisk sundhed«, hedder det.

Men, for der er et relativt stort men, der er stadig ikke dokumentation for, hvilke kunstarter der virker bedst – og om effekten af kunstaktiviteter overhovedet er bedre end meditationsøvelser eller naturoplevelser. Desuden er det meget forskelligt, hvordan mennesker reagerer på diverse kulturtilbud, derfor kan det være svært at standardisere feltet.

Det mener Rasmus Nordqvist imidlertid ikke er et argument for at vente med en strategisk indsats.

»Jeg synes egentlig, at vi bredt skal arbejde med, hvordan vi får folk til at få det godt. Det er altid fint med mere viden og forskning, men det skal ikke stoppe os fra at skabe resultater nu og her,« siger han og understreger, at kunst ikke skal stå i stedet for medicin eller personale, men blot være endnu et alternativ til at forbedre helbredet.

Sygehuse skal have kunst

Vi bevæger os videre rundt på Rigshospitalets evindeligt lange og kringlede gange, forbi spraglede vægmalerier og glasmosaikker. Da vi er ved at være i Rigets forhal, krydser vi forbi en betonrelief i jordfarver, som nærmest er smeltet sammen med en flere meter lang væg.

»Det her er jo helt fantastisk,« siger Bertel Haarder med ivrig stemmeføring, stopper op, klapper beundringsværdigt på frisen og kigger over på Rasmus Nordqvist.

Peter Nygaard

»Det får en til at tænke på noget andet. Det er sundt, at der bliver skabt en kreativ forstyrrelse i ens hjerne,« siger Rasmus Nordqvist, som også begynder at røre ved det betonblæste værk af Svend Saabye fra 1970.

»Det her er et eksempel på, at man har tænkt kunsten ind fra starten,« siger Bertel Haarder så.

Netop det med at tænke kunsten ind fra starten skal vise sig at udgøre fælles fodslag for de to kulturordførere. Selv om Bertel Haarder ikke er fortaler for en samlet plan for kultur og sundhed, mener han, at man i alle nye sygehusbyggerier skal gøre det til et krav at sætte penge af til kunst. Det er også noget, man i Alternativet synes er en god idé.

»Vi skal tænke kunsten ind i byggeriet, som man gør i staten. Hvis vi hele tiden snakker om kunsten som noget, vi putter på til sidst som et lag flødeskum, så kan det altid være til diskussion. Så kan vi altid lige fjerne det,« siger Rasmus Nordqvist.

Det er en debat, der har været særlig livlig i forbindelse med de mange nye supersygehuse og andre sygehusbyggerier, som skyder op rundt om i det danske landskab i disse år. I dag er det sådan, at kunstnerisk udsmykning i statslige byggerier skal svare til 1,5 procent af håndværkerudgifterne, hvis de overstiger en million. Den regel gælder dog ikke for regionerne og kommunerne.

Flere af regionerne har imidlertid valgt at læne sig op ad de statslige regler – i hvert fald i teorien. Da det nye supersygehus, Nyt Hospital Nordsjælland, eksempelvis skulle lægge budget, blev det aftalt at sætte én procent af den samlede byggesum af til kunst. Men da budgettet ikke længere kunne holde sin stramme form, begyndte man at skære på kunsten. I dag skal det meste kunst på det nye hospital finansieres af fonde.

»Hvis en ny bestemmelse kan føre til mere af det her, ville det være skønt,« siger Bertel Haarder og peger mod frisen.

Nytteværdi versus egenværdi

Sidste stop på turen er Danmarks eneste tilbageværende patientbibliotek. Det kan virke besynderligt, at det er den sidste af sin slags, når nu der er et øget fokus på kultur og sundhed. Det både undrer og ærgrer også bibliotekar Bodil Svansø, som har lånt bøger ud til syge borgere og medarbejdere siden 1991. Idet vi træder ind blandt de mange hylder fyldt med bøger, kommer hun løbende med en kaffekande i den ene hånd og et par kopper i den anden.

»Der har lige været en patient herinde, som har været her rigtig længe. Han er netop begyndt at læse klassikere,« fortæller hun og tilføjer, at de også af og til har haft læsegrupper og højtlæsning.

I løbet af de seneste ti år er man begyndt at tale om ‘guidet fælleslæsning’, hvor patientgrupper mødes og får læst noveller og digte højt.

Information har i den forbindelse besøgt syv kvinder i Holstebro, som var en del af et forsøg, hvor man testede litteraturens helende kræfter. Flere af kvinderne havde brugt store dele af deres liv i psykiatrien, og for dem gav litteraturen et overskud og et meningsfuldt fællesskab. Men hvad de konkret reagerede på ved litteraturen, ved man endnu ikke, og det kan være svært at finde svar på, hvis svaret skal findes i den medicinske, evidensbaserede verden.

Mens Bodil Svansø fortsætter snakken om de mange patienter, hun hver dag låner bøger ud til, nikker de to kulturordførere ihærdigt. Hurtigt bliver de enige om, at det ville være en god idé at tænke litteratur ind på samtlige sygehuse. Men Bertel Haarder holder fast i, at projekterne skal have lov til at spire frem af sig selv.

Spørger man kulturfolk, om kunstens indtog på sundhedsområdet er en god idé, rynker flere også på næsen.

Som forfatter Søren Ulrik Thomsen har udtalt til Information:

»Det med ’Kultur på recept’ lyder forfærdeligt, jeg ville ikke bryde mig om, at man fik ordineret en af mine bøger som levertran.«

Dybest set handler det udsagn om, at man frygter en instrumentalisering af kunsten. At kunsten bliver et middel og pludselig kun hyldes, fordi den skaber nytte i stedet for at hylde den for sin egenværdi.

Bertel Haarder er da også helt enig i, at det er kulturens egenværdi, som berettiger den:

»Det gør ikke noget, at den også har en bivirkning i form af, at det kan være sundt og sprede glæde, men det er ikke det, den skal måles på,« siger han og bliver hurtigt afbrudt af Rasmus Nordqvist.

»Men derfor kan vi godt sætte kunsten i spil i samfundet. Det er også med til at give kunsten sin autoritet, at den faktisk har en betydning. Så længe vi er opmærksomme på, at vi ikke kommer til at instrumentalisere al kunst og kultur, så er jeg ikke bekymret.«

En patient kommer gående med et gangstativ foran sig, prikker bibliotekaren forsigtigt på skulderen, og de forsvinder om bag en boghylde. Vi forsvinder også ud derfra og går tilbage ad samme vej, som vi kom. Da vi endnu en gang går forbi det massive betonværk, klapper Bertel Haarder det en ekstra gang.

Og måske er det tætteste, vi kommer en samlet kulturpolitik for området anno 2019, kunsten i de nye sygehusbyggerier. Enigheden om at gå ind i en større forkromet vision for området synes i hvert fald at lade vente på sig.

Hvad siger de andre kulturordførere?

Information har kontaktet en række af landets kulturordførere for at spørge, om man bør lave en politisk strategi for feltet kultur og sundhed. Både Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance har takket nej til at være med.

»Når vi taler om kunst, er der ingen, der ved, hvad det rigtige er«

Marianne Jelved, kulturordfører for De Radikale

– Skal vi have en politisk strategi for feltet kultur og sundhed?

»Det ville være kedeligt, hvis jeg forstår det ret. Vi skal ikke lave en autoriseret politik på området, ligesom vi har en autoriseret politik på folkeskoleområdet. Jeg vil gerne være åben for at diskutere det. Men jeg tror, at det skal have lov selv at vokse ud af de miljøer, som allerede eksisterer.«

– Hvorfor?

»Jeg ser for mig, at der pludselig kommer nogen og siger, hvilken slags kunst der skal bruges. Det tror jeg ikke fungerer. Man må gerne have en overordnet politik på området, som går ud på, at sygehuse selvfølgelig skal anskaffe sig kunst, for det betyder noget for de mennesker, som er der.«

– Så den bestemmelse, der gælder for nye statslige byggerier om, at man skal bruge en vis procentdel på kunst, bør også gælde for byggerier i regionerne og kommunerne?

»Ja. Kommunale og regionale byggerier skal også omfattes af sådan en regel. Men det skal blive ved det, det må ikke blive for detailstyret. Det må ikke være normgivende. For så kommer der en mæcen – en, der ved, hvad det rigtige er. Når vi taler om kunst, er der ingen, der ved, hvad det rigtige er.«

»Det her handler om en god bivirkning af det, kunsten og kulturen kan«

Mogens Jensen, kulturordfører for Socialdemokratiet

– Skal vi have en politisk strategi for feltet kultur og sundhed?

»For noget tid siden havde vi en fælles høring på Christiansborg om kultur og sundhed arrangeret i et fællesskab mellem Folketingets Kulturudvalg og Sundheds- og Ældreudvalget, hvor vi fik præsenteret erfaringer med feltet. Vi kunne konstatere, at kultur og kunst kan bruges i sundhedsvæsenet til at lindre folks smerter. Derfor bør kunst og kultur integreres som en del af sundhedsvæsenet på de steder, hvor det har en effekt.«

– Hvordan skal man politisk hjælpe til at få det integreret?

»Det er min oplevelse, at der kommet en større politisk bevidsthed omkring det. Men der er stadig et stykke vej endnu, før det kan implementeres. For mig at se handler det lige nu om, at få effekterne dokumenteret i sådan en form, så det også anerkendes i hele sundhedsvæsenet.«

–Flere problematiserer nyttegørelsen af kunsten, hvad tænker du om det som kulturordfører?

»Det bekymrer mig ikke. Det her handler om en god bivirkning af det, kunsten og kulturen kan. I sit udgangspunkt bliver kunst og kultur jo ikke lavet for at fungere som behandlingsform i sundhedssystemet. Men ved at bruge kunsten her, kan den blive udbredt til de målgrupper, man har i sundhedsvæsenet.«

Hvad siger sundhedsøkonomerne?

I serien Kan kunst helbrede? har vi hørt, hvordan nogle kommuner bruger kunstaktiviteter til at forsøge at få folk i arbejde, mens andre forskere og aktører på det nye område taler om, at kunst og kultur er sundhedsfremmende. Men hvad siger sundhedsøkonomerne til det?

»Man skal ikke lave standardtilbud, som gælder for alle«

Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom på VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd)

– Er det meningsfuldt at bruge penge på kultur og sundhed set fra dit perspektiv?

»Vores datagrundlag er ikke ret stort. Men de effekter, vi kan se gennem tilbuddene, er relativt store og omkostningerne er små, så what’s not to like?«

– Er det rimeligt at hævde, at kunstaktiviteter er sundhedsfremmende og kan få folk i arbejde?

»Det er ikke sundt for mennesker, at være derhjemme uden kontakt til andre i lang tid. Hvis man vil have folk tættere på arbejdsmarkedet eller samfundet i det hele taget, kan det være en idé at finde på noget, mennesker kan være sammen om.«

»Om det så er at gå i biografen, på kunstudstilling eller gå en tur i naturen, kan være forskelligt. Forskningsmæssigt kan vi ikke fastslå, at eksempelvis billedkunst er bedre end en gåtur i naturen. Og folk oplever også tiltagene forskelligt – nogle kan synes, det er dejligt at synge, andre at spille fodbold – derfor skal man ikke lave standardtilbud, som gælder for alle.«

– Ser du nogle faldgruber?

»Hvis kunstaktiviteterne skal bruges som deciderede behandlingstilbud, bliver det problematisk. På det punkt har vi nemlig ikke nok forskning, som påviser, hvad de præcise effekter ved de forskellige kulturtilbud er.«

»Vi bør se på, om tilbuddene har den værdi, de skal have«

Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik på Syddansk Universitet

– Kan kunst være sundhedsfremmende?

»Ud fra den forskning, vi har på området, så ja – kunst kan være sundhedsfremmende på nogle områder. Man skal huske på, at det er et meget bredt felt, der favner alt fra kunst på hospitaler til musik og læsegrupper. Vi kan se, at særligt psykisk syge kan have gavn af forskellige tilbud. Men det er klart, at hvis jeg er indlagt på sygehuset med et brækket ben, hjælper kunsten ikke med at hele mit ben.«

– Er der også belæg for, at det giver mening på den økonomiske bundlinje?

»Der er endnu ikke lavet det, der så smukt hedder, om det er omkostningseffektivt. Altså om der er et vist forhold mellem den investering, man foretager i kunsten, og så hvad den sundhedsmæssige effekt af det er. De tilbud, vi ser i dag, virker til at være meget lidt omkostningstunge. Derfor kan man godt være fristet til at sige ‘skidt pyt’. Men skal det gå efter bogen, bør vi – uanset om der er tale om små eller store beløb – se på, om tilbuddene har den værdi, de skal have. Det er særligt relevant at inddrage, hvis feltet begynder at spille en større og større rolle.«

– Ser du nogle faldgruber?

»Jeg ser de nuværende tiltag som et supplement til andre ting i sundhedsvæsenet – for eksempel når man kan lytte til musik under en operation. Men hvis vi begynder at tale om deciderede behandlingstilbud, skal det kunne leve op til de krav, man stiller til alle andre former for behandling.«

 

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ifølge Mette Bock insisterede Mogens Jensen, Socialdemokratiets kulturordfører og utvivlsomt kulturminister i en evt. S-ledet regering på en total udflytning. Og han vil ikke rulle kravet tilbage. Så S har ikke mindre blod på hænderne end DF.

Gert Romme, Ryan Klitholm og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Det er i kunsten, litteraturen får vi vores åndelige føde – f.eks. frihed, humanisme og demokrati, men de bliver altid nedprioriteret af økonomiske grunde. Vi skal holde op med at opfinde bestemte formål og nytteværdi for kunst og kultur, men demokratisere adgang til kunst og kultur tilbuddene så alle uanset ens økonomiske forhold kan altid få deres åndelige føde og ikke vente indtil man bliver syg. Gratis adgang til alle kulturelle institutioner og arrangementer så det bliver naturligt for børnene, folkeskoleeleverne, de unge, kontanthjælpsmodtager, de arbejdsløse og direktører og ministrerer mødes til udstillinger og får det åndelige føde. At have balance mellem det åndelige og det kropslige liv er gavnlig for så vel det enkelte menneske som samfundet som helhed.

Karsten Aaen, Trond Meiring, Flemming Berger og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Siden menneskene begyndte at leve i små klan-samfund, har der altid været plads til kultur. Men det er da logik for dværghøns, at skal man vælge mellem at kunne kigge på en statue af f.eks. Pia Kjærsgaard eller at få en nødvendig blindtarms-operation, så tror jeg, at jeg af mindst 2 grunde vil vælge operationen.

Ete Forchhammer

Hvorfor er lige denne replik valgt som overskrift?
Hvorfor er lige disse to politikere valgt som hovedpersoner i artiklen?
Som om emnet ikke var ret vigtigt, trods artiklens volumen?

Ole Jørgensen

Artiklen beskæftiger sig meget bredt med emnet kunst og sundhed.
Jeg vil gerne kommentere på den del, som omhandler brug af kunst som helbredelse. Og jeg vil gerne være helt specifik.
Som formidler på et kunstmuseum arbejder jeg med stressramte borgere i forsøgsordningen "Kultur på recept".
I snart 3 år har 11 hold med stressramte kursister hørt om de gamle fynske malere på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Oplevet deres kunst og oplevet det miljø, som inspirerede de gamle kunstnere. Dernæst har kursistene selv haft den oplevelse at arbejde med tegning, grafik, keramik og maleri inspireret af den kunst, som kan opleves på museet.
Efter hvert forløb har kursisterne udtalt sig KLART positivt om den oplevelse, det har været. Specielt i den fase hvor den stressramte er så langt i at komme sig, at han eller hun orker at komme ud blandt andre mennesker, har det en indlysende positiv effekt at møde ligesindede - Og bare det at beskæftige sig med noget andet end det, man er blevet stresset af, virker afstressende. Det kræver ingen lange undersøgelser at konkludere.
Det ærgrer mig, at diskussionen er blevet så langhåret, fordi det vil være synd, hvis den negative og skeptiske holdning til projektet vil medvirke til at bremse den fortsatte eksistens af kurset.
Når en journalist fra Information deltager i et forløb, giver det ikke et retvisende billede af relevans, når vedkommende ikke er stressramt.
Ligeledes har en del af diskussionen drejet sig om selve kunstens indhold, hvilket i DENNE sammenhæng er sekundært.
Ser man på det økonomiske aspekt, som også omtales i artiklen, er "Kultur på recept" helt klart en billig og effektiv udnyttelse af ressourcer.
Museerne er der i forvejen. Formidlingslokalerne er der i forvejen til brug for skoleklasser og lign. Formidlerne er der i forvejen. Den eneste udgift er timeløn til pædagoger og lidt materialer.
Så kære læsere, med håb om at denne maratondiskussion måtte få et mere jordnært og praktisk islæt - Og med hilsen fra en, som har arbejdet med "Kultur på recept" i det virkelige liv.
"Kultur på recept" er en god ting.
Med venlig hilsen
Ole Vedby Jørgensen.

Anina Weber, Karsten Aaen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Desværre er der ingen garanti for at den dyreste kunst også er den mest helbredende og det er nok noget nær umuligt at finde ud af sammenhængen. Derfor bør man satse på skiftende udstillinger, for tænk nu hvis nogle værker viser sig at være sygdomsfremkaldende! Det er jo med kunst lidt ligesom med aktier, at risikoen (og måske også effekten?) mindskes ved at sprede porteføljen. Med mindre man satser på de hæderkronede klassikere - men selv de giver ingen garantier.

Runa Lystlund

Statens Kunstfond har i mange år bevilliget penge til kunst i offentlige byggerier. Det er ikke noget nyt. Bevillingen er ofte en vis procentdel af byggeomkostningerne.

Herlev Hospital blev f.eks. farvelagt i samarbejde med kunstneren Poul Gernes. Det blev bygget for mange år siden. Til et af vores projekter fik vi bevilliget kunst for 1.2 millioner. Kunstneren fik 1.2 millioner for at udsmykke byggeriet, visse steder. Byggeriet var kun omkring 5000 M2. Til gengæld betjener dette byggeri mange mennesker hver dag.

Rigshospitalet har mange kunstværker af forskellig slags. Jeg har selv været med til at tegne hospitaler. Det er vigtigt at give mennesker visse oplevelser og forsøge at gøre stedet oplevelsesrigt og humant i en ofte en svær tid.

Der arbejdes ligeledes ofte med at bringe vækster, haver og grønne arealer ind i byggerierne. Somme tider bliver det sparet væk. Man ved, at gode grønne uderum er godt for patienter. I Schweiz har de lavet et forsøg med at bringe dele af en intensiv afdeling ud i den frie luft. På gamle hospitaler for tuberkuloseramte lå patienterne på balkoner, helst i tør luft.
.