Feature
Læsetid: 9 min.

Kunstterapi på hospice: »Musikken er et sprog, der kan bruges til det, som ikke behøver ord«

I Danmark er musikterapien den eneste kunstneriske terapiform med sin egen statsligt akkrediterede universitetsuddannelse. Effekten er veldokumenteret og anvendes bl.a. inden for socialpædagogisk arbejde med autistiske børn, behandling af skizofreni, hjælp til demente og som smertelindring og vej til øget samhørighedsfølelse hos døende. Information har besøgt et hospice på Frederiksberg for at lære, hvordan musikterapien kan tage sig ud i praksis
Musikterapeuten Hugo Jensen står for den ugentlige fællessang på Diakonissestiftelsens hospice på Frederiksberg. Det handler om at være sammen om det, der er svært. Uden at sige noget, siger han.

Musikterapeuten Hugo Jensen står for den ugentlige fællessang på Diakonissestiftelsens hospice på Frederiksberg. Det handler om at være sammen om det, der er svært. Uden at sige noget, siger han.

Peter Nygaard Christensen

Kultur
12. marts 2019

Over flygelet hænger dråbeformede lamper. Omkring det står en håndfuld sygeplejersker og synger med på Erik Sommers »Du, som har tændt millioner af stjerner«.

Rummet er åbent op til en førstesal, hvor to sengeliggende patienter og én i rullestol er kørt frem til gelænderet for at lytte til musikken med deres pårørende. Bagerst i stueetagen har et mindre selskab fordelt sig i to lædersofaer med rødvin, kaffe og chips.

Og ved tangenterne sidder en mand med mørkeblå skjorte og en grønlig marmoreret sten i en lædersnor om halsen. Det er Hugo Jensen, som er musikterapeut på Diakonissestiftelsens hospice på Frederiksberg, hvor Information har fået lov at overvære den ugentlige fællessang.

Forsamlingen i lædersofaerne er pårørende til en patient, som er død natten forinden. Da nummeret slutter, spørger de, om ikke Hugo Jensen vil spille melodigrandprixhittet fra 1963, »Dansevise« – ét af den afdødes yndlingsnumre.

Da hun ankom på hospicet for tre uger siden fortalte hun musikterapeuten, at hun egentlig var mest til »hård rock«, inden hun pludselig blev optaget af det rolige. 

Peter Nygaard Christensen

»Hun kunne godt lide Metallica og Rammstein. Men så snakkede Hugo med hende, og så bad hun ud af det blå om at høre »Dansevise«, fortæller den afdødes mor, der har kort gråt hår og en lilla striktrøje med en broche på brystet.

»Han fangede virkelig, hvem hun var som menneske. Når man er tæt på døden, bliver livet meget stort og intenst, og musikken får enorm betydning på en måde, jeg aldrig har tænkt over før,« siger hun. 

»At sidde med min datter og vores sorg inde på værelset med døren på klem og høre musikken nede fra flygelet – det går rent ind. Hun kunne pludselig græde over at høre et stykke musik og samtidig ligge med et smil på læben. Det er en uundværlig ting for et hospice.«

Musikterapeuten Hugo Jensen er uddannet organist fra musikkonservatoriet, men efter at have været involveret i et fællessangprojekt for hjemløse, besluttede han sig for at efteruddanne sig i musikterapi på Aalborg Universitet; den eneste uddannelse af sin slags i Danmark. Og for cirka halvandet år siden blev han så deltidsansat på Diakonissestiftelsens hospice.

Han genkender morens beskrivelse af musikkens terapeutiske funktion som »et sprog, der kan bruges til det, som ikke behøver ord«; noget, den ugentlige fællessangsseance, som han kalder »miljøterapi«, er et eksempel på.

»Jeg arbejder med den atmosfære og det lydmiljø, vi befinder os i. Jeg arbejder med musik som baggrundslyd – og hvad dét kan gøre,« siger Hugo Jensen.

»Der er ikke altid brug for alle de ord.«

Uden om sproget

Miljøterapeutisk fællessang er kun én blandt mange typer musikterapi. Anvendelsesfeltet er bredt og spænder fra socialpædagogisk arbejde med autistiske børn, behandling af skizofreni, hjælp til demente og som smertelindring og vej til øget samhørighedsfølelse hos døende – for blot at nævne en lille håndfuld eksempler.

Den afgørende fællesnævner er, at der eksisterer et forhold mellem en terapeut og en patient(gruppe), hvori musikken spiller en aktiv rolle.

»Vi plejer at sige, at musikterapien er relationsbaseret. Musikken er det ene middel; det andet er relationen mellem terapeuten og klienten, som er dét, der er årsagen til, at der sker nogle ændringer,« siger Lars Ole Bonde, der er professor emeritus ved Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi ved Aalborg Universitet.

I den musikterapeutiske praksis skelner man mellem, hvorvidt terapien er »ekspressiv«, hvor patienten selv bruger musikken til at udtrykke noget ved at spille, synge eller komponere, eller »receptiv« med patienten som aktiv lytter – begge dele kan foregå enten i grupper eller 1:1.

Og Lars Ole Bonde fortæller, at musikterapien »i princippet kan gøre det samme som vellykket verbalterapi«. Alligevel er hovedlinjen en anden:

»Det handler om identitet; om at lære dig selv bedre at kende. Men hvor verbalterapi ofte handler om en intellektuel forståelse, så handler det i musikterapi i høj grad om, at du lærer dig selv at kende som et følende væsen; et menneske, som relaterer til andre mennesker. Og det kan faciliteres ved hjælp af musikken – og der kan den altså noget, som verbalterapi ikke kan,« siger Lars Ole Bonde.

Han nævner fire indsatsområder, man opererer med inden for musikterapien, hvor effekten er veldokumenteret i forskningen: 1) Lydbølgernes fysiske påvirkning af kroppen, som kan virke blandt andet lindrende og afspændende, 2) musikkens følelsesmæssige effekt, eksempelvis foranlediget af genkaldelse af minder, 3) åndelig/eksistentiel støtte, og endelig 4) det sociale samvær, der kan opstå gennem musikalsk interaktion. Fælles for dem er, at de alle kan opstå uden det talte ord.

»Det er en utrolig væsentlig pointe, når vi snakker om musikterapi, at den kan gå uden om sproget. Hvis man har svært ved at tale om, hvordan man har det, så kan man her få en anden kanal at udtrykke sig gennem. Musikken kan ikke sige ’ja’ eller ’nej’, men den kan udtale sig meget præcist, når det handler om stemninger, forløb, spænding og afspænding. Man kan bruge musikken til det, som klienten ikke kan give udtryk for verbalt,« siger Lars Ole Bonde.

Peter Nygaard Christensen

Allerbedst, når vi er flere om det

På hospicet vil en patient nu gerne høre Alberte Windings »Lyse Nætter«. Den skemalagte fællessangtid er egentlig slut, men Hugo Jensen finder alligevel melodien frem fra Højskolesangbogen og spiller den på flygelet.

Det plejer at fungere sådan, at han forbereder et nummer eller to på forhånd, (hvor repertoiret ud over Højskolesangbogen også indeholder Den Danske Salmebog), men han er åben for, hvis en patient eller pårørende har et særligt sangønske.

»Det er en del af det terapeutiske, fordi det kan være en stor ting at ønske et nummer. I sidste uge var der eksempelvis én, der havde en stærkt ønske om en bestemt sang og fik fortalt det ud i det åbne, men uden at sige præcis, hvorfor den betød noget helt særligt,« siger Hugo Jensen.

Og dét, at fællesskabet går med på ens sangforslag, kan i sig selv have enorm betydning for patienterne. Det kan fremkalde en stor glæde hos den enkelte, som er afgørende, fordi musikterapi også i høj grad handler om at få patienterne til føle sig som del af et fællesskab – og blive set og anerkendt i gruppen.

»Det er en måde at understøtte patienten og hans identitet på, uden at det bliver eksplicit. Meget af den validering, der har værdi for patienterne, handler om at være sammen om det, der er svært. Uden at sige noget. Det terapeutiske ligger i selve bevidningen af: ’Jeg mærker, du er udfordret og har det svært – jeg er lige her hos dig’,« siger Hugo Jensen.

Han beskriver, hvordan dét, der gør fællessangen til noget særligt, er, at der opstår et »ligeværd« mellem personale, pårørende og patienter, hvor alle kan byde ind og være med.

For terapien handler også om at kigge på den familiedynamik, som patienten har med sine pårørende – og den situation, som de pårørende er i, når en kær pludselig er ankommet på hospice. Noget, som moren med den lilla striktrøje tydeligt har kunnet mærke:

»Man smiler mere til hinanden, når man har været til sådan en fælles musikseance. Også til mennesker, man sådan set ikke kender. Det skaber et fællesskab, som er helt fantastisk,« siger hun.

Professor Lars Ole Bonde forklarer desuden, at netop optagetheden af fællesskab også er noget af det, der adskiller musikterapien fra de andre kunstneriske terapiformer; for musik og fællesskab er simpelthen svære at skille ad.

»Hvis du eksempelvis arbejder med kunstterapi, handler det ofte om, at du sidder og tegner eller maler alene – det kan du ikke gøre sammen med andre. Men musikken er allerbedst, når vi er flere om det. Som minimum som en dialog mellem terapeut eller patient, men ellers i en gruppe. Derfor bliver det meget nemt at iscenesætte nogle situationer, som man næsten ikke kan iscenesætte i andre terapiformer,« siger Lars Ole Bonde.

Og fællesskabsånden har også smittet af på personalet, hvor nogle sygeplejersker eksempelvis har dannet koret Hospice Girls and Boys Party Choir, der indtil videre har optrådt til ét af Diakonissestiftelsens festarrangementer.

»Det giver et boost og bringer noget lethed ind i hverdagen. At personalegruppen er meget sangglad, er også en vigtig del af det,« siger Hugo Jensen.

Et tennistilfælde

Musikterapien kom for alvor til Danmark i begyndelsen af 1980’erne, og i 1982 blev kandidatuddannelsen i musikterapi oprettet på Aalborg Universitet. Året forinden var Lars Ole Bonde blevet ansat som underviser i musikvidenskab og kom derfor til at undervise de første kuld musikterapeutstuderende i uddannelsens grundforløb.

Han fortæller, hvordan faget dengang var »meget kontroversielt og havde det virkelig svært«, og det var også først efter flere omveje, at han i 1995 selv blev fastansat som forsker og underviser i musikterapi. Og i dag er musikterapiens videnskabelige grundlag ikke længere omstridt.

»Musikterapien er meget længere fremme end de andre kunstneriske terapiformer. Vi har en omfattende forskning. Fordi der kun findes private uddannelser i kunstterapi og danseterapi i Danmark, så er det ikke slået igennem i behandlingssystemet. Og der er næsten ingen forskning i det. Slet ikke i samme omfang som musikterapi. Vi har så meget evidens for lige netop det, vi laver,« siger Lars Ole Bonde.

Men at det lige netop blev musikterapi, der fik sin egen universitetsuddannelse, var egentligt lidt af et tilfælde. Da Aalborg Universitet blev grundlagt i midten af 1970’erne var det ifølge Bonde et »pionersted, hvor man ville prøve nye ting af« og her havde man stor interesse for de kunstneriske og æstetiske fag.

Den oprindelig plan var faktisk, at man ville oprette terapiuddannelser inden for alle de kunstneriske områder, men i sidste ende blev der kun plads til musikterapien. Det kan nok forklares med, at det var dét kunstneriske terapiområde, som i første omgang havde vakt interessen hos den daværende rektor Sven Caspersen. En interesse, der var opstået, fordi han fast spillede tennis med døvepædagogen Claus Bang, der var en slags musikterapeut, før det overhovedet var en betegnelse.

»Dengang handlede det om musik som en nonverbal aktivitet, som også meget begrænsede – selv døve – børn kunne få rigtig meget glæde af. Der blev opfundet specialinstrumenter – håndklokker og særlige fløjter – så de kunne spille og synge sammen i grupper,« siger Lars Ole Bonde.

»Det er meget smukt, faktisk.«

Peter Nygaard Christensen

Det uudslukkelige

Ude i gården på Diakonissestiftelsens hospice er der et kloakdæksel med en indgraveret tekst.

»Alting har en tid – en tid til at leve, en tid til at dø,« står der.

Et budskab, musikterapien ifølge Lars Ole Bonde også har en anden forbindelse til, ud over at det kan fungere lindrende for hospicepatienterne. Musikken fortæller os nemlig også om »liv og død« og »hvordan det er at være menneske«.

»Musikken bringer os tæt på livsfølelsen i sig selv, og vi ved, præcis hvad det er for noget musik, der taler dybt til os; dybt til eksistensen. Vi kan ikke helt sige, hvordan det er, men det rammer os i følenerverne på en metaforisk måde,« siger Lars Ole Bonde.

Han forklarer, at musikken i bund og grund handler om, hvordan det føles at være levende; de fornemmelser og følelser, som vi alle sammen kender, men som næsten er umulige at beskrive og indfange med ord – det er det, »musikken har kontakt med; det er det, den lever af«.

»Man kan høre det med sine ører, og man kan mærke det med sin krop, når de her ting sker. Det er det, musikken iscenesætter, så man kan høre det i tonerne – og altså uden ord. Carl Nielsens fjerde symfoni hedder Det uudslukkelige, og det er præcis det, det handler om: Det er livsgnisten; fornemmelsen af, at alt er levende,« siger Lars Ole Bonde.

Det kan lyde abstrakt, men moren med den lilla striktrøje er ude i en tilsvarende beskrivelse, da hun fortæller, hvad musikken har betydet for hende og hendes sorgproces:

»Musikken bliver ikke filtreret. Det går direkte ind i ørerne og ind i hele dit urfølelsessystem. Du skal ikke tænke over det, du skal bare mærke det uden ord,« siger hun, og tilføljer tænksom:

»Det er stærke sager, det der musik.«

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • To forfattere vil give ordet til patienten i psykiatrien og kalder det ’ømhedsaktivisme’

    21. november 2020
    De nyudklækkede forfattere og psykiatribrugere, Sidsel Welden og Anna Rieder, har udgivet tre litterære pjecer direkte henvendt til behandlere og læger. Projektet taler ind i en langt større debat om, hvad kunst og kultur kan i sundhedsvæsenet
  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hvorfor skal beskrivelser af møbler, mad, drikke, påklædning, smykker og frisure indgå i teksten?

"... har et mindre selskab fordelt sig i to lædersofaer med rødvin, kaffe og chips.
Og ved tangenterne sidder en mand med mørkeblå skjorte og en grønlig marmoreret sten i en lædersnor om halsen."

"... den afdødes mor, der har kort gråt hår og en lilla striktrøje med en broche på brystet."