Læsetid: 11 min.

Efter ‘Leaving Neverland’ er det blevet kompliceret at lytte til Michael Jacksons musik

Informations musikredaktør er rystet over dokumentaren ’Leaving Neverland’, hvor to mænd anklager Michael Jackson for pædofilt misbrug. Efter at have set den tager han sit forhold til stjernens mest centrale plader op til revision. Resultatet? Det er kompliceret
I 2.g. i 1987 sad vi i musiktimen og hørte hele albummet Bad, kort efter udgivelsen. Min ungdom skal revurderes, forstår jeg. Ikke selve nydelsen, ikke glæden over Jacksons musik. Men skaberen. At der var en hensynsløs afsender af de tilsyneladende godartede sange, skriver Ralf Christensen.

I 2.g. i 1987 sad vi i musiktimen og hørte hele albummet Bad, kort efter udgivelsen. Min ungdom skal revurderes, forstår jeg. Ikke selve nydelsen, ikke glæden over Jacksons musik. Men skaberen. At der var en hensynsløs afsender af de tilsyneladende godartede sange, skriver Ralf Christensen.

Leonhard Foeger

8. marts 2019

Okay. Pyha. Har netop set de to afsnit af den over tre timer lange dokumentar Leaving Neverland, der med tåretrækkende detalje og emotionel nuancerigdom fortæller om Michael Jacksons seksuelle misbrug af to drenge. Fortalt med så stor troværdighed og kompleksitet, at det er virkelig svært ikke at tro på, hvad de to, nu voksne, James Safechuck og Wade Robson fortæller.

Tvivlen skal komme den anklagede til gode, men jeg forlader ikke pressevisningen i DR Byen med megen tvivl i kroppen. Især ikke når man oven i de to knusende vidnesbyrd lægger forliget i 1994 i forbindelse med den første anklage mod Jackson om seksuelt misbrug, som kom for dagen i 1993. 23 millioner dollar fik familien Chandler for at trække anmeldelsen tilbage, og dermed stoppede efterforskningen også.

Jeg var i usandsynlig dårligt humør, da jeg cyklede hjem. Viklet ind i de ekstremt troværdige vidnesbyrd og de præcise – og matchende – beskrivelser af pædofil sex.

Samtidig er jeg stærk fortaler for, at man skal skille værk og kunstner ad. En biografisk lytning lukker værket ind i en alt for snæver fortolkning. Og hvor godt kender vi i øvrigt personen bag? Hvor troværdig er biografien, om den så er skrevet af andre eller personen selv? Jeg er med andre ord i konflikt med mine egne holdninger.

’Thriller’ (1982)

Jeg tager mig sammen og sætter Jacksons hovedværk Thriller på. Måske en blid start, da han endnu ikke har misbrugt nogen af de to drenge på dette tidspunkt.

Det går da også o.k. i 24 sekunder, indtil hans stemme kommer på. »I said, I wanna be startin' somethin’.« Min ungdom ved radioen og utallige lykkelige danseøjeblikke siden rumler og bruser i kroppen. Men jeg får også ondt i maven. Den sublime livsalighed i polyrytmikken får mig til at tænke på ekstatiske kroppe og stødende hoftebevægelser. Det er en klump i maven, der bliver ved med at vokse.

Og så lægger jeg mærke til, hvor lille og presset hans stemme egentlig er. Teknisk fantastisk, men det kan ikke skjule, at det lyder, som om noget tungt hviler på hans brystkasse i hver eneste frasering.

»Beat It« er nemmere at lytte til. En opbyggelig sang om at løbe fra slagsmålene. Som med den nu igen politianmeldte R. Kelly – anklaget for seksuelle overgreb, herunder på mindreårige – så er det også hos Jackson allermest ubehageligt at lytte til de sange, der har et seksuelt tilsnit. »Beat It« er noget andet.

»Billie Jean« er noget mere kompliceret. Sangen og videoen, der rystede min verden, da jeg var 12. Den mystiske musikvideo, den mærkværdige duvende basgang, den funky melankolske elguitar, de styrtdykkende strygere. Og Jacksons stemme over den sofistikerede instrumentering, umulig at kønsplacere, men guddommelig.

Min moralske habitus må for et øjeblik vige, mens jeg nyder uden at tænke videre over det. Så er der noget, der vender sig eller ombestemmer sig i mig. Så ankommer gråden helt uventet, helt uden forudgående aftale. Min mave kramper sig sammen, jeg får åndenød og saltvand strømmer ud ad mig. Der er et ungt og rørt »ja!« inden i mig, der slås med et gammelt og desillusioneret »nej nej nej ...«

’Bad’ (1987)

I 2.g. i 1987 sad vi i musiktimen og hørte hele albummet Bad, kort efter udgivelsen. Min ungdom skal revurderes, forstår jeg. Ikke selve nydelsen, ikke glæden over Jacksons musik. Men skaberen. At der var en hensynsløs afsender af de tilsyneladende godartede sange. At vi uvidende lyttede til en mand med skadelige drifter, som han efter alt at dømme gav efter for, ja, måske endda orkestrerede med stor omhu. Hans stødende hofteparti er i dag blevet til en overgrebskoreografi. Og allerede dengang blev der projiceret et usynligt mørke ind i teen- og klasseværelserne, når vi lyttede.

Hos værkets afsender findes der et helt andet begærsobjekt end det, han foregiver. Stemmen, der synger til et hunkøn af acceptabel alder, kan i virkeligheden være fuld af længsel og lyst efter små drenge.

Pop er selvfølgelig iscenesættelse, og der er utallige eksempler på homoseksuelle kunstnere, der har bedåret kvinder i deres sange. Fint nok. Men det her er ikke camoufleret seksualitet, men skjulte overgreb.

Man kan med en vis ret antage, at en sanger trækker på sin seksualitet og sine følelser i sin musik, uanset hvad teksterne måtte signalere. Så i mange tilfælde kan vi høre sangerens begær i sangene. Det er ubehageligt nu, i Jacksons tilfælde. Tag bare på Bad-sangene »Dirty Diana« og »Liberian Girl«. Og »The Way You Make Feel«, der bliver ekstra svær at lytte til, fordi den har så grådigt og kropsligt et groove. Lige nu – så tæt på at have set dokumentaren – er det ikke rart at få Jacksons musik ind under huden.

»Man In The Mirror« er bizar lytning. »I’m starting with the man in the mirror / I’m asking him to change his ways / And no message could have been any clearer / If you want to make the world a better place.« Det opbyggelige budskab om først at gribe i egen barm, gjaldt så ikke afsenderen selv. Men samtidig kan den måske høres som et råb til ham selv om at forbedre sig, stoppe?

Der sker noget uventet under lytningen. Jeg skriver på denne artikel, mens jeg lytter, og nogle gange glider koncentrationen væk fra musikken og ind i skrivningen. Jeg hører ikke længere bevidst efter og tager pludselig mig selv i at rykke med på de fabelagtige grooves. For eksempel på »Another Part Of Me«. Min krop fortæller mig, at man ikke kan undsige sig Jackson og producer Quincy Jones’ mesterskab. Det sker igen under »Smooth Criminal«. Goddammit. Der er et rytmisk instinkt, som formår at bypasse moralen, næstekærligheden.

Musik er et teater, hvor alt er okay. Men afsenderen forbinder det til virkelige hændelser, så føles det ikke længere okay. Men kroppen er forræderisk.

’Dangerous’ (1991)

Fuck, det sker igen under albummet Dangerous’ åbningsskæring »Jam«. Jeg tager mig selv i at groove med. Selv som voksen må jeg bøje mig for Jacksons overtalelsesevner.

Men på »In The Closet« bliver det for meget. En sublimt rytmisk skæring om at give efter for sit begær. Hans stemme er spinkel og i ubehagelig affekt, og den gemmer sig inde i mixet. »It’s just a feeling / You have to soothe it / You can’t neglect it / You can’t abuse it / It’s just desire / You cannot waste it.« Siden kommer omkvædet, og så taler Jackson: »Just promise me whatever we say / or whatever we do to each other / For now we will be making a vow, to just / keep it in the closet.« Præcis den aftale, som han lavede med både James Safechuck og Wade Robson. Selv om sangen – vanen tro – er rettet mod et hunkønnet væsen, ja, endda former sig som en slags duet med Prinsesse Stephanie af Monaco.

Dangerous lider også under hans dengang nye, filantropisk anlagte balladekunst, der allerede i sin tid var svært fordøjelig, fordi den var så naiv, så sukret og så uklar i sine banale kærlighedsbudskaber. Men »Heal The World« er nu endnu hårdere kost at lytte til. Fordi den klinger så forlorent, og fordi handlingsanvisningerne er så abstrakte og hele tiden opererer på et non-specifikt makroplan. Måske fordi han specifikt i sine tætte relationer ikke healede nogen som helst.

HIStory’ (1995)

Michael Jackson misbrugte sin unikke magtposition til at få sin vilje med i hvert fald to børn, ser det ud til. Og den afdøde megastjernes fjollede magtdyrkelse med hans militante uniformer og den kæmpe statue fra musikvideoen og coveret til dobbeltalbummet HIStory får noget perverst over sig.

»Earth Song« så jeg ham performe ved den ene af hans to koncerter i Parken i 1997. Oppe i en enorm lift, der cirklede rundt, sang han det smukke, ordløse »Aaaah«. Og selv om det er endnu en filantropisk (power-)ballade fra Jackson, så virker den. Og det gør den stadigvæk, lidelsen i sangen er intakt. Men den er en anden, for der er et »jeg« i sangen, fuld af skam og skyld. »Did you ever stop to notice / All the blood we’ve shed before?« synger han. »I used to dream / I used to glance beyond the stars / Now I don’t know where we are / Although I know we’ve drifted far.« Det kunne høres som misdæderens sorg over alle sine egne ugerninger, noget, der forstærkes af smerten i omkvædets »aaaaaah«. Og jeg har svært ved ikke at synge med.

Måske kan jeg med tiden nærme mig Jacksons værk på en anden måde. Lige nu er oplevelsen en blanding af et freakshow, et retrospektivt uskyldstab, en vrede, en fysisk væmmelse, en kamp mellem moral og kunst.

Professionelt vil jeg til enhver tid forsvare værkets ret til at eksistere i offentligheden og hver enkelt individs ret til at tilgå og nyde det. Og den vil jeg også forsvare i Jacksons tilfælde. For mig privat er der blevet overskredet en grænse. Vi har allesammen en. Og den går tit dér, hvor vi forstår ofrenes smerte og konsekvenserne af udåden. Den efterlades der meget lidt tvivl om i Leaving Neverland.

Ugen derpå er skyerne ikke lettet

Det er nu en uge, siden jeg har set dokumentaren. Jeg har stadig ikke lyst til at lytte til Michael Jackson. Selv om jeg kan have lyst til at synge med – eller måske især derfor har jeg ikke lyst til at lytte. Det er en splittelse.

Det er dumt og hovent at være kategorisk i moralske anliggender. Det fortæller den nylige sag om danske Amalie Have, der med stort SoMe-held fordømte Lukas Grahams coverversion af den voldsanklagede, afdøde rapper XXXTentacion – hvorefter hun på sociale medier jublede over at lytte til en anden rapper J Hus, der rent faktisk er voldsdømt.

I Johannesevangeliet står der, at der ikke var nogen, der kastede sten, den dag Jesus opfordrede til, at den, der var uden synd, skulle kaste den første sten mod den utro kvinde. Det frarøver os jo ikke retten til at tage afstand fra og problematisere handlinger. Men det tvinger os til at forstå, at umoralske gerninger kan vi alle begå. At enhver kan forvilde sig ud i ondskab under de rette forkerte omstændigheder, som den tyske, jødiske filosof Hannah Arendt påpegede om Holocaust.

En grusom grundtone

Gennem historien har der været masser af store kunstnere og tænkere, der har begået utilstedelige handlinger eller haft ufordøjelige holdninger. Richard Wagner, Knut Hamsun, Martin Heidegger, Roman Polanski, Varg Vikernes, Phil Spector, Harvey Weinstein, XXXTentacion, R. Kelly.

Jacksons værk er – også – lyden af det store amerikanske superstjernevanvid. Isolationen, hysteriet, tabloidpressen, grådigheden, vægtløsheden, misbruget, de evindelige ja-sigere, der placerede Elvis Presley, Whitney Houston, Michael Jackson i en på mange måder barnlig verden, hvor de fik alt, hvad de pegede på. Og hvor deres handlinger tilsyneladende ingen konsekvenser havde – men det har de.

Leaving Neverland tilføjer en grusom grundtone til den i forvejen tragiske fortælling om Michael Jackson. Faderen Joe Jackson tævede og straffede sine børn benhårdt ifølge blandt andet broderen Jermaine Jacksons memoirer You Are Not Alone: Michael Through a Brother’s Eyes. De måtte ikke lege med andre børn, øvede fem timer hver dag efter skole, og hvis en af dem fuckede dansetrinnene op, så blev han sendt i haven for at brække en gren af. Som Joe Jackson så tævede ham med.

Michael Jacksons udåd er den fortsatte historie om forkvaklet opvækst og stjerneliv, der kunne have vanartet enhver. I dét lys har hans værk og mærkværdige opførsel allerede længe haft et tragisk skær. Men det er med dokumentaren blevet forstærket voldsomt, fordi den forulempede søn har reproduceret sin fars overgreb. Bare på andre måder.

Kan jeg danse til Jackson igen?

Det er i denne tid blevet til et umoralsk valg at nyde anklagede eller dømte kunstneres arbejde. Men det er det ikke nødvendigvis, i hvert fald giver det mening at undersøge skidte menneskers værk. Der er lærdom i det, og alt andet ville være umenneskeligt. For de er stadig mennesker, og de er en del af vores verden, de strukturelle omstændigheder, arv og miljø. Og det kan og bør ikke bortcensureres.

Det sker lige nu med Michael Jackson. Hans centrale producer Quincy Jones opfører i juni Michael Jackson-albummerne Off The Wall, Thriller og Bad i London med symfoniorkester. Intet sted i reklamerne nævnes Jacksons navn. Andre steder er der vægelsind på spil. Den norske statsradiofoni NRK ville af hensyn til folks følelser fjernet Jacksons musik fra både radio og tv fra 4. til 18. marts, men det vil de alligevel ikke. Og i storcenteret Rødovre Centrum har en Michael Jackson-voksfigur været fjernet grundet krænkede kunder. Men nu er voksfiguren tilbage – sikkert delvist igen grundet krænkede kunders protester. En kamp er i gang mellem modsatrettede kræfter.

Vores kultur skal kunne rumme kunstnerisk aktivitet, vidnesbyrd, om man vil, fra mennesker, der er forkerte, har gjort onde gerninger og ikke passer ind i vores moralkodeks. Ellers bliver det en endimensionel, hyklerisk og usundt hygiejnisk kultur. Og i øvrigt nok heller ikke så rig på elskede værker, som vi kunne ønske os. For listen er lang og kan sagtens blive længere.

Ja, på mange måder er skidte menneskers værker ikke blevet dårligere. Men mere ubehagelige. Vi er blevet gjort opmærksomme på en ny dimension.

Sikkert er det, at lytningen af Michael Jackson for mange vil være voldsomt forandret – i hvert fald i den næste tid. Måske er det ikke længere et værk, man opsøger for fornøjelsen skyld – men for den menneskelige indsigt, den kunstneriske fordybelse i et forkvaklet sind, der stadig begik stor kunst.

Populærkulturen har det dog med at huske dårligt, så hvem ved, måske bliver værket igen en dag løsrevet fra kunstnerens biografi. Lige nu må jeg erkende, at jeg føler skam ved at lytte til ham. Jeg skruer lidt ned. Jeg vil ikke risikere at signalere, at jeg ignorerer de troværdige anklager mod ham.

Kommer jeg nogensinde til at danse til Michael Jackson igen? Hvem ved.

Her ses Wade Robson som 7-årig sammen med Michael Jackson. Det er blandt andet hans historie, der tages udgangspunkt i i dokumentaren ’Leaving Neverland’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • ingemaje lange
David Zennaro og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Aage Thomsen

Albert Eistein, Karl Marx, Mozart osv. Der er nok af gamle liderlige grisebasser at grave op, så hvorfor ikke lige kigge lidt på den åh, så ærefulde danske kongerække fra Gorm der alte Christian Rundetårn m. flere. Hvor mange af jer holder op med at læse gamle liderlige forfattere, høre Mozart og gå en tur i Rundetårn af den grund. Gamle Godsbesiddere. Se også den fremragende engelske film. Den herskende klasse, med Peter O. Toole i hovedrollen. Danmark er ikke det eneste land med en voldtægtsherskende klasse. Det er musikbranchen og filmindustrien så sandelig heller ikke. Modbydeligt, men man kan også nemt blive grebet af mytologisk negativitet på alt og alle og få angstdepression hver gang en mand er smilende og venlig

Niels Johannesen

Jeg forstår ikke det her -

Det er IKKE blevet mere kompliceret at lytte til Michael Jacksons musik for uanset hvilke forbrydelser han har begået får det ikke musikken til at swinge hverken mere eller mindre.

Det er et komplet skråplan at vurdere kunsten udfra om man kan lide kunstnerens holdninger og handlinger. Hvornår stopper det? Kan man tillade sig at danse til et nummer skrevet af en person der stemmer Nye Borgerlige? Dansk Folkeparti? Venstre? De Konservative? - noget andet end Alternativet? Kan man tillade sig at nyde et maleri malet af en person der begået mord? voldtægt? røveri? tyveri? taget stoffer? kørt overfor rødt?

Og altså, inden vi dømmer MJ på baggrund af en dokumentarfilm: dokumentarister skal tjene penge og film der har et klart, kulørt budskab tjener typisk flere penge end de der ikke har. En smule kritisk sans er påkrævet.

Michael Friis, Per Torbensen, Ole Schwander, Peter Andersen, Benta Victoria Gunnlögsson og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Jan H. Hansen

Den samme diskussion findes inden for litteraturens verden. Der findes masser af dumme svin, som alligevel skriver som engle. Knut Hamsun var nazist, men ingen holder op med at læse ham af den grund. Med mindre at hans forfatterskab er fyldt med svulstig naziretorik. Men det er det netop ikke. Ud over Hamsun kan nævnes Céline, Aksel Sandemose og Naipaul. De var ikke nazister men dumme svin af andre årsager, men alligevel skrev de som engle.

Kim Houmøller, Mads Kjærgård, Per Torbensen, Ole Schwander, Benta Victoria Gunnlögsson og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

I'm bad, I'm bad - han lavede stor musik på sin smerte. Tror ikke, jeg vil lytte til den foreløbig, om nogensinde. Pædofilimusik - ikke rart.

Randi, hvad jeg ved er han ikke dømt, så det kun anklager pt.

for det andet er det en diagnose, som en fagkundig stiller. ikke pøblen.

dette er et af problemerne i fake news (misinformation). validitet. eller påstanden, hvis man vil bruge det synonym.

Randi Christiansen

Rolf, nej han er ikke dømt, men han har betalt mange mio for tavshed, hvorfor han heller ikke er renset. Men klart, jeg har ikke set filmen, der - som jeg har forstået det - ikke leverer bevis men overbevisende vidneudsagn.

Men du har ret i, at beviset mangler, og jeg trækker derfor min udtalelse om 'pædofilimusik' tilbage.

Uansvarlighed og ligegyldighed, er årsag til rigtig mange af de seriøse problemer samfundet står over for. Og der er allerede 3 - 4 kommentarer her i tråden, der viser hvordan vi alle kan undgå at tage stilling, og dermed undgå at tage ansvar for vores handlinger: Bare lyt til musikken, og luk øjne og øre for "alt det andet" Ingen grund til at tage stilling til hvad der ligger forud, når bare slutproduktet er godt.

Cyklen kan såmænd godt være stjålet, men hvem gider interesserer sig for det, så længe den kører godt? Kriminalitet, behøver disse herlige typer tydeligvis ikke tage stilling til, det må politiet tage sig af.

Nej, helt ærligt...hvordan kan voksne mennesker være ligeglade med hvordan en sælger/producent opfører sig, uanset om vi snakker om håndklæder, tømmer, bøffer, rødvin, tomater, mælk, kaffebønner, laks, pelskraver.... og popmusik?

Det er ganske enkelt for ynkeligt, og ren og skær uansvarligt, at lukke øjne og øre for omstændigheder og baggrund, når man vurderer om et produkt er lødigt.

Erik. du har ret i dine antagelser med vi skal havde i talsat ting, men der skal stadig fakta på bordet for at kalde michael jackson P...... fordi, det kun l læger der kan klinisk diagnosticere, og siden MC er død bliver det lidt svært. det kan kun være til spekulation og indicier, det er det faktuelle vi stå med. og oven i det er der så også dikurs inde for den tematik.
https://videnskab.dk/kultur-samfund/kun-hver-femte-bornemisbruger-er-pae...
Food for thoughts.

den ensporet tankegang ligger tilbage i de støvet 39'ere.

Mads Kjærgård

Øv politisk korrekthed af værste skuffe. Se jer omkring, verden har større problemer! Det ender med, at vi ikke kan læse eller høre noget! Damm jeg hører stadigvæk Gary Glitter, forbandet godt Glamrock, selvom manden var pædofil. Man må skille tingene ad.