Læsetid: 6 min.

Litteraturprofessor: Det nye fokus på kultur og sundhed handler om, at man i Danmark har afskaffet dannelsestanken

Da velfærdsstaten blev formet, spillede kunsten og kulturpolitikken en væsentlig rolle. Det nye fokus på kultur og sundhed, som man har kunnet læse om i Information de sidste uger, kan ende som en forlængelse af konkurrencestatslogikken. Eller også kan det være med til at minde os om det fundament, vi synes at have glemt i dag, lyder det fra litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard
»Jeg interesserer mig faktisk ikke saa voldsomt meget for politik,« sagde statsminister Viggo Kampmann (S) i et interview i 1960. Kultur, derimod, interessede ham

»Jeg interesserer mig faktisk ikke saa voldsomt meget for politik,« sagde statsminister Viggo Kampmann (S) i et interview i 1960. Kultur, derimod, interessede ham

Tage Christensen

25. marts 2019

I 1964 bragte Ekstra Bladet en liste over de 25 mest magtfulde mennesker i Danmark. Ikke så overraskende gik førstepladsen til landets daværende statsminister, Jens Otto Krag.

Noget mere opsigtsvækkende var andenpladsen, hvor forfatter Klaus Rifbjerg lå solidt placeret foran både kong Frederik den 9. og nationalbankdirektøren.

Selv om listen ikke som sådan er udtryk for andet end et journalistisk skøn, siger det noget om den gennemslagskraft, forfattere havde på det tidspunkt. Vel og mærke et tidspunkt, hvor stenene til velfærdsstaten blev lagt, og hvor kunsten og kulturen blev betragtet som en ekstra åndelig dimension på samfundsprojektet. En vision man sjældent støder på i dag.

Gennem de sidste uger har man i Information kunnet læse historier om det nye felt Kultur og Sundhed. Om hvordan kultur- og kunstaktiviteter er rykket ind i sundhedsvæsenet og er blevet sat ind i en sundhedsfremmende dagsorden.

De nye regionale og kommunale initiativer som højtlæsning, musikterapi og museumsbesøg kan være udtryk for, at sundhedsvæsenet er ved at minde os om noget, vi som samfund synes at have glemt. Nemlig hvad det egentlig er, kulturen og kunsten kan. Sådan lyder analysen i hvert fald fra litteraturprofessor ved Roskilde Universitet Lasse Horne Kjældgaard.

»Jeg tror blandt andet, at vi ser det nye fokus, fordi man i Danmark er lykkedes med at afskaffe dannelsestanken godt og grundigt,« konkluderer han.

Sidste år udgav professoren Meningen med velfærdsstaten: Da litteraturen tog ordet – og politikerne lyttede. Bogen er en forkortet version af hans doktordisputats, som dykker ned i velfærdsdebatten, som den udspillede sig i offentligheden og i kunsten i velfærdsstatens formative år 1950-1980.

I dag har dannelsen fået status af at være »noget kultursnobberi«, som man hverken kan bruge til noget eller har råd til, siger Lasse Horne Kjældgaard. Men i dannelsestanken lå en forestilling om, at kunst, litteratur og musik kunne give os en kulturel ballast, som er særlig vigtig, når man møder modgang og lidelse i livet.

Det gør alle indimellem. Men flere møder den måske i særligt høj grad i dag, hvis man ser på de bugnende statistikker for dårlig mental sundhed og psykiske lidelser.

»Sundhedssystemet har påtaget sig at fortælle os noget, man tidligere kunne få at vide andre steder,« siger Lasse Horne Kjældgaard, men understreger, at der er noget galt med rækkefølgen.

For hvorfor er det først, når folk er blevet syge, at vi skal tænke på deres ve og vel? Burde det ikke ligge i selve opdragelsen af ethvert menneske i vores samfund? Er kultur ikke længere velfærd?

Kulturministeriet større end finansministeriet

Da den danske velfærdsstat tog form, udgjorde kulturen og kulturpolitikken en vigtig og bærende søjle. I et samfund med større materiel tryghed og mere fritid til borgerne stod det fra starten klart, at projektet ikke kun skulle tage afsæt i økonomiske argumenter, men også legitimeres på et åndeligt plan.

Som bekendt så Danmarks første kulturministerium dagens lys i 1961, og et år efter skrev en række politikere og intellektuelle et Forsvar for Velfærdsstaten.

I forsvaret kom socialdemokraten Ivar Nørgaard med en profeti om, at »undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet«.

»Det må også være en samfundsopgave at sikre den åndelige velfærd (...) Samfundet må derfor føre en aktiv kulturpolitik (…) Når det materielle ikke mere bliver det ene fornødne, er der gode muligheder for, at det kulturelle og etiske får en større plads i tilværelsen,« fortsatte Ivar Nørgaard.

Der var tale om en åndelig overbygning på velfærdsstaten. Derfor var det måske heller ikke så overraskende, at daværende statsminister Viggo Kampmann i 1960 gav et interview med overskriften »Jeg interesserer mig faktisk ikke saa voldsomt meget for politik«.

I stedet forklarede statsministeren, at han interesserede sig for brede kulturelle emner som moderne eksistensfilosofi og modernistisk litteratur, hvorefter James Joyce, Marcel Proust og Søren Kierkegaard blev nævnt som eksempler.

Der er naturligvis flere afgørende forskelle på datidens debat og i dag. En af dem er, at der dengang var en udpræget pionerånd, fordi man var ved at opbygge et nyt politisk og socialt eksperiment, som ingen tidligere havde sat på formel. Ivar Nørgaard satte da heller aldrig slutdato på sin profeti, men der er ikke meget, der tyder på, at den nogensinde vil gå i opfyldelse.

»Det er snarere gået i den stik modsatte retning,« siger Lasse Horne Kjældgaard.

Allerede fra midten af 1960’erne og især i 1970’erne kom velfærdsstaten i økonomisk krise, og man begyndte at bekymre sig om, hvordan man overhovedet skulle føre projektet videre. Dermed mistede kulturpolitikken også tyngde – og i de seneste år er kunsten blevet indlemmet i konkurrencestatslogikken.

»Man har i de seneste år talt meget om kunst og kultur som en national brandingstrategi, altså at det er noget, der kan være med til at sætte Danmark på verdenskortet. Det kan være, når vi laver gode film, gastronomi og bøger,« siger han.

Nyere målinger viser da også, at den lave prioritering af kulturen har opbakning i den danske befolkning. Siden 2016 er der skåret to procent årligt i de statslige kulturudgifter som følge af regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag. Ifølge en meningsmåling, som Norstat lavede for Altinget i december, svarede 48 procent af de adspurgte borgere, at besparelserne skulle fortsætte. 38 procent ville standse eller tilbagerulle besparelserne.

Regeringen har dog udtalt, at man fra 2022 vil droppe det omdiskuterede omprioriteringsbidrag.

Konkurrencestatens logik

Som man også tidligere har kunnet læse i Information, har Kolding Kommune siden 2018 tilbudt sygemeldte borgere med stress, angst eller depression en alternativ vej tilbage på arbejdsmarkedet. Projektet hedder ‘Kultur i arbejde’ og i stedet for klassiske kommunale behandlingstilbud, kan man melde sig til et ti-ugers kunstforløb.

Eksemplet fra Kolding er blot et ud af mange. Men hvis logikken om, at kunsten alene skal bruges for at gøre folk funktionsdygtige bliver dominerende for området, er der ifølge Lasse Horne Kjældgaard tale om noget, vi allerede kender særdeles godt fra konkurrencestaten.

»Det handler om, at mennesker bliver set som små økonomiske enheder,« som han siger.

Det nye felt, Kultur og Sundhed, står stadig over for sit egentlige gennembrud herhjemme, og der mangler fortsat en statslig dimension, da de fleste projekter foregår på regionalt og kommunalt niveau.

Derfor står det åbent, hvilket politisk aftryk den nye udvikling eventuelt vil efterlade sig eller sætte igang. Som litteraturprofessoren ser det, kan det – sat på spidsen – gå to veje: Enten bliver det en videreførelse af konkurrencestatslogikken eller en anledning til at gentænke kulturpolitikken.

»Det ville være visionært, hvis en kulturminister sagde, at vi skal revidere vores forestilling om dannelse. At vi skal erkende, at kulturpolitik også handler om at udvikle et kulturelt beredskab, man som menneske har brug for for at klare sig gennem livet,« siger han.

»Hvis man skal være ambitiøs kulturpolitisk, er det vigtigt at identificere udfordringer, måske ligefrem trusler, som kulturpolitikken kan være med til at imødegå. I 1950’erne og 1960’erne talte man om konformisme og amerikanisering, som kulturpolitikken skulle være med til at bekæmpe. I dag er en af truslerne mentale lidelser,« siger han.

Hvad med kunsten?

– Men bliver kunsten ikke instrumentaliseret, som flere kulturfolk har ytret sig kritisk om i Information, blandt andet forfatter Søren Ulrik Thomsen, som mener, at hans værker vil blive mindre, hvis de bruges til et bestemt formål i sundhedsvæsenet?

»Man skal naturligvis ikke pålægge kunstnere at skabe kunst til bestemte formål, medmindre det er bestillingsarbejde. Men på den anden side kan man heller ikke pålægge publikum, at de ikke må bruge kunsten til noget bestemt. Selvfølgelig må folk det, og det gør de da også,« siger Lasse Horne Kjældgaard.

»Når det kommer til stykket, ved de fleste mennesker godt, at nogle film, bøger eller musik kan tale til dem på bestemte måder i svære perioder i deres liv.«

Selv oplevede Lasse Horne Kjældgaard som ung at miste sin mor. På det tidspunkt læste han Karen Blixen og opdagede, at hun var mere end en god historiefortæller – hun var også både mørk, dekadent og melankolsk. Forfatteren skriver i Syv Fantastiske fortællinger, at »Poesien er en stor og lykkelig Magt i Livet og hjælper os til at bære Hverdagens Genvordigheder«.

»Det vil jeg gerne skrive under på,« siger Lasse Horne Kjældgaard.

»Jeg siger ikke dermed, at man skal ordinere Karen Blixen til alle, der befinder sig i dyb sorg. Men jeg tror på, at det er vigtigt at vide og tale om, at der findes andre former for sprog til at tale om lidelse end det diagnostiske, vi kender fra den terapeutiske og medicinske verden.«

Måske er nogle af de oplevelser endnu ved at vinde indpas i den politiske verden, og måske begynder vi i en nærtstående fremtid at få flere debatter om, hvorvidt kultur stadig er velfærd.

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
  • En tur på Louisiana er bedst uden en livskvalitets-optimerende agenda

    30. marts 2019
    Informations videnskabsjournalist har været i fire ugers selvordineret kulturterapi og fyldt sin hverdag med kunst, musik, litteratur og dans. Nu er det pseudovidenskabelige eksperiment slut. Og hun kan konstatere, at det er befriende at gå på kunstmuseum uden at have helbredelse for øje
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Dahl
  • Ib Gram-Jensen
  • Curt Sørensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Runa Lystlund
  • Stig Larsen
  • Toke Kåre Wagener
  • Steffen Gliese
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Vibeke Døssing
  • lars søgaard-jensen
Jakob Dahl, Ib Gram-Jensen, Curt Sørensen, Maj-Britt Kent Hansen, Runa Lystlund, Stig Larsen, Toke Kåre Wagener, Steffen Gliese, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Vibeke Døssing og lars søgaard-jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Der skete et fravalg ca. midt i firserne, hvor folk valgte at blive rige i stedet for kloge. Det var ærlig talt en dårlig beslutning.

Lise Lotte Rahbek, Erik Feenstra, Runa Lystlund, Tino Rozzo, Pietro Cini, Curt Sørensen, Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Citat.
"Jeg tror blandt andet, at vi ser det nye fokus, fordi man i Danmark er lykkedes med at afskaffe dannelsestanken godt og grundigt,"" konkluderer han."

Jeg kan ikke få øje på en eneste politiker i Folketinget, der bare tilnærmelsesvis interesserer sig for dannelse, eller er kunstnerisk interesset. Og det er, om man kigger til højre, i midten eller til venstre. Bertil Haarder V, Uffe Elbæk Alternativet og Mogens Jensen S udtrykker dog alle en vis interesse, hver på deres felt. Alex Ahrendtsen taler ikke om kultur men vil bestemme hvad, der bliver revet ned af det han ikke bryder sig om mm. Sørine Gotfredsen er også ganske uoplyst og udannet på yderst mange områder, selv om hun selv mener andet. Søren Pind, der var værd at høre på en gang imellem, er bare blevet en irriterende fløjtetone i diskussionen.

Kulturministeren, der er uddannet på dette felt, ser ud til at have mistet interessen for kulturen helt og aldeles, hvis hun nogen sinde har haft den. Det eneste hun bliver husket for er, at hun slagtede kulturen og bedrev politiske egnsrelaterede interesser.

DR har selv brilleret med uhørt mangel på interesse for andet en ekstremt amatøragtige programmer om indretning, hvor velmenende superamatører boltrer sig med den en vederstyggelighed efter den anden. Ingenting må være på et acceptabelt niveau. Hvis vi ikke må være dannede, så er vi ikke andet end pøblen, hvor den laveste fællesnævner gælder.

Der er masser af dygtige mennesker derude, men ingen politikere interesser sig for andet end deres eget genvalg og den gode hyre.

Arkitektur, planlægning af byer og torve, design, indretning, billedkunst, billedhuggerkunst er fraværende i DR1 og DR2, samt TV2, her danser man sig ind i evigheden.

Programmet om de næste klassiker i DR1 er det eneste program, der bare tilnærmelsesvis har løftet sig en anelse over den total middelmådighed, eller tidligere ligefrem ekstremt talentløse programmer, vi hidtil har set.

Man kan sige, at DR dog stadigvæk viser musik og skuespil på et ordentligt niveau, men programmer om kunst, arkitektur og design er ikke eksisterende, undtagen gættekonkurrencer om kunst.

Lars Jørgensen, Curt Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

PS.
I det land jeg kommer fra, havde vi aldrig haft indsigt i verdenskulturen, klassisk musik, jass, anden musik, litteratur, andre landes kultur, arkitektur og andre relaterede emner, samtaler med kunstnere af al slags, oplæsning af klassikere, radioskuespil, samtaler med helt almindelige landsmænd, hvis vi ikke havde haft veluddannede, kulturinteresserede medarbejdere i radioen.

Landets tv er stadigvæk ikke begunstiget af disse kulturinteresser, mærkeligt nok i andet end musik.

Man skulle tro, at billedkunst, billedhuggerkunst, design, arkitektur af al slags, photografering og meget andet egnede sig til TV alle vegne. Jeg har altid bedre kunnet lide radiomontager i forhold til litteratur.

Nej. TV interesserer sig mere om mænd og kvinder, der er for fede og deres vej til at blive tynde, for så at blive lykkelige. Vi ser aldrig efterfølgeren, hvor de bliver tykke igen efter udsendelserne.

Ju vi besøger berømtheder og rigmænd og skal gætte hvem de er, vi ser huse, hvor den ene tåbelige ejendomsmægler udtrykker sig om indretning og arkitektur, oftest begået af ejeren selv i ligegyldige parcelhuse.

Det er ikke mærkeligt at IQ og kultur i den vestlige verden er på vej ned.

Kim Houmøller, Curt Sørensen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Finn Egelund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Fortællingen er alt. Hvis den er eksistentiel for dens forfatter, er den betydningsfuld for dens lytter.

Henrik Ljungberg

Niels Duus Nielsen

Principielt mener jeg ikke, at kulturen skal instrumentaliseres. Men fra et lavpraktisk synspunkt ville jeg da personligt meget hellere gå på et højpandet kursus i kunstforståelse end på et af de mange absurde pipfuglekurser, jeg som ledig sendes ud på en gang om året. Men det er nok kun, fordi jeg selv er højpandet.

Almen dannelse bliver meget nemt til borgerligt snobberi; det er jo derfor, dannelsesbegrebet er omgivet af så megen skepsis. Kritikken af smagsdommeriet var jo korrekt, men den blev bare fremsat af de forkerte, som så smed barnet ud med badevandet, som planlagt.

Lad folk selv afgøre, hvad de kan lide og ikke lide - med andre ord: Ophæv skellet mellem finkultur og lavkultur, og vi vil se folk flokkes om kunsten.

Jens Thaarup Nyberg, Lise Lotte Rahbek, Runa Lystlund, Inga Hansen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

"Kage, kunst og kærlighed kvæler al besværlighed". Citat konditoriet La Glace.

Randi Christiansen

Kunst er at kunne - spørgsmålet er hvad.

At fordybe sig ad erkendelsens veje og hjembringe skatten - således som bl.a. karen blixen kunne.

Og så er der forvalterne, der bare hæver hyren ...

jens peter hansen

I de sidste 30 år er der bygget musikhuse, kulturhuse og kunstmuseer overalt.. Der er foredrag og møder med kunstnere på biblioteker og forsamlingsbygninger. Koncerter i kirker og hvor ved jeg. Der er bare så meget kultur at det kan være svært at nå det hele. DR giver på Kanal K undertiden fremragende kulturformidling. Hold da fast hvor bliver vi kulturelle. Og det er bare dejligt!

Steffen Gliese

I 80erne, før det hele gik af lave med TV2, var det faktisk en væsentlig indsats, at man i stort tal sendte kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse på højskole. Det var så primær en dannelse af en generation, man på noget tidspunkt er kommet i vores velfærd.
Jens Peter Hansen har helt ret, men omvendt er det i høj grad hans generation, der er kernepublikummet til alle de mange kulturelle arrangementer - sammen med branchefolkene.
Der sker altså ikke længere den helt grundlæggende opdragelse til at træde ind i vort samfund med den forpligtelse til at varetage oplysningen, som er meningen med det hele.

Runa Lystlund, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ja det er altid det grå guld man møder. Som lærer i København har jeg introduceret hver klasse med Glyptoteket, Statens Museum for Kunst, Hirschprung og naturligvis Nationalmuseet, Frihedsmuseet, Tøjhuset osv. Byture på Vesterbro, Frederiksstaden og meget mere og naturligvis Amager hvor ungerne boede. Musik blev vi inviteret til, både jazz og klassisk og vi fik besøg af Pierre Dørge og andre geniale musikere. Vi gik i teatret (om aftenen) og blev inviteret
til dagsforestillinger. Ungerne blev overraskede over hvor meget der var gratis, det er det ikke mere. Det sidste er en katastrofe. Jeg synes de fik megen god introduktion til den kultur København har at byde på.
Dannelse jo vi benyttede alle de muligheder staden København havde at byde på. Jo også Staden...

Steffen Gliese

Lige netop, Jens Peter Hansen. Og det har jo sat sig spor derhen, at langt den overvejende del af befolkningen i dag benytter sig af kulturtilbuddene - der er bare et hul i de årgange, der udgør de erhvervsaktive, og som er dømt til at betale fuld pris, medmindre de abonnerer eller er medlemmer.
Det ville være en fordel for os alle - og ikke særlig dyrt på budgetterne - hvis det igen kunne blive rimeligt for enhver at deltage i kulturlivet. Og så få et DR, der i højere grad formidler - det er jo den måde, mange af os overhovedet opdagede kulturen på!

Bjarne Toft Sørensen

Orientering om, hvem der benytter kunstmuseernes og kunsthallernes tilbud, beregnet ud fra statistikkerne i Kulturstyrelsens brugerundersøgelse 2014:

63% af brugerne er over 50 år. 65% af brugerne er kvinder. 51% af besøgene foregår i Region Hovedstaden. 68% af brugerne har en mellemlang eller lang videregående uddannelse, 57% af brugerne tilhører ifølge GallupKompas de 3 fællesskabsorienterede segmenter i befolkningen (der er 9 segmenter i alt), og i de 3 nævnte segmenter falder stemmerne ved valgene langt overvejende på rød blok.

Maj-Britt Kent Hansen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Relevant pointe. Og faktisk er der i dag kunstnere, der sælger "feel-good" kunst, der handler om at vi skal stresse af, meditere, spise sundere osv. Hermed siger kunsten ikke noget andet end statens sundhedspanel og er derfor uvedkommende.

Runa Lystlund

"I forsvaret kom socialdemokraten Ivar Nørgaard med en profeti om, at »undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet".

Hvor er det dog sørgelig, at Socialdemokratiets politik snart er blottet for dannelse og kultur.

Runa Lystlund

"Men bliver kunsten ikke instrumentaliseret, som flere kulturfolk har ytret sig kritisk om i Information, blandt andet forfatter Søren Ulrik Thomsen, som mener, at hans værker vil blive mindre, hvis de bruges til et bestemt formål i sundhedsvæsenet?"

Kunst kan vel aldrig blive mindre værd af at blive brugt som lindring. Det er sket i århundreder/årtusinder. Men når kunst skal skabes til lindring er sagen en anden.