Læsetid: 3 min.

Lone Frank: Jeg fik pludselig en virkelig stærk følelse af, at mit liv skulle betyde noget

Da videnskabsjournalist Lone Frank som 19-årig læste James Joyce, kunne hendes lille kollegieværelse ikke rumme de store følelser. Hun fandt ud af, at hun skulle gøre en livsgerning og ikke leve en damebladstilværelse
Lone Frank læste ’Portræt af kunstneren’ af James Joyce som 19-årig, men har ikke læst bogen siden. Hun vil ikke forurene den erindring, hun har af bogen, ligesom hun ikke har lyst til at gå tilbage til sin barndomsgade og se det hus, hun er vokset op i. Hun vil gerne beholde mindet rent.

Lone Frank læste ’Portræt af kunstneren’ af James Joyce som 19-årig, men har ikke læst bogen siden. Hun vil ikke forurene den erindring, hun har af bogen, ligesom hun ikke har lyst til at gå tilbage til sin barndomsgade og se det hus, hun er vokset op i. Hun vil gerne beholde mindet rent.

Ulrik Hasemann

20. marts 2019

Fortalt til Martine Amalie Krogh

»Jeg havde boet sammen med min mor et par år forinden, men da hun døde, blev jeg sparket ud hjemmefra. Jeg kan huske, at jeg i de år havde en følelse af, at jeg var på vej et eller andet sted hen. Jeg var 19 år og gik på første år af universitetet, hvor jeg var begyndt at læse biologi. Jeg havde købt Portræt af kunstneren som ungt menneske i en antikvarboghandel, fordi jeg havde hørt, at man skulle læse James Joyce. Jeg havde primært hørt om Ulysses, men jeg tog denne her, fordi den var lidt tyndere.«

»Når man er ung, føles det, som om hver eneste film og hver eneste bog er noget helt særligt og gør stort indtryk på en. Men med denne her var det bare anderledes. Skildringen af et menneske, der går helt krøllet sammen i Dublins gader og pludselig finder ud af, at han skal væk derfra. Han skal væk fra den religiøse undertrykkelse, og han skal blive til noget mere, som han føler, at han er indeni. Det havde virkelig en gennembrudskraft i mit unge og følsomme sind. Det er jo en udviklingsroman, i virkeligheden om James Joyces egen udvikling, men hvor man følger karakteren Stephen Dedalus. Og jeg husker tydeligt, da jeg læste, at han på et tidspunkt får et gennembrud, hvor han bare ved, at han skal være kunstner. Han går rundt i gaderne og bliver ramt af en slags epifani. Da jeg læste det, fik jeg bare en fuldstændig afsindig lyst til at gøre noget med mit liv.«

»Jeg sad oppe på mit lille, elendige kollegieværelse på anden sal i Otto Mønsteds Kollegium. Sådan nogle 8-9 kvadratmeters celler. Og så havde jeg denne her helt vilde oplevelse, hvor jeg tænkte ‘hold da op, her er der noget’. Jeg kunne simpelthen ikke sidde inde i det lille rum længere. Sådan et lille bitte åndssvagt rum med et skrivebord og en seng og ikke andet. Jeg måtte ud! Så jeg drønede ned ad trappen, hvor vi havde en lang bar, der forbandt kollegiets to længer med hinanden. Det var en formiddag i weekenden, og så stod der et bragende sollys ind af de sydvendte vinduer. Jeg kan huske, hvordan jeg slog døren op derind til og gik igennem, som om jeg havde et eller andet i hælene. Det var en meget stormende fornemmelse, som om jeg skulle ud – også rent fysisk. Så slutter erindringen egentlig, men det er en meget klar fornemmelse, at gå ned igennem det der solskin.«

»Det var en meget stærk oplevelse af, at der var noget dunkelt inde i mig, og jeg kunne mærke, at nu skulle jeg finde vejen ind til det. Jeg kunne ikke bare have et otte til fire-arbejde. Indtil da havde jeg egentlig ikke tænkt over, hvad fanden jeg skulle med mit liv. Jeg var gået ind til biologistudiet med sådan en ‘nå ja, så bliver man færdig, og så får man et job’, men ikke nogle særlige tanker om fremtiden. Og så fik jeg pludselig en virkelig stærk følelse af, at mit liv skulle betyde noget. Jeg kunne ikke bare få et almindeligt lille liv. Den tanke er blevet siddende i mig siden.«

»Jeg gennemgik mit studie, selv om jeg hele tiden havde tanken i baghovedet: ‘Det kan godt være, at jeg går på studiet nu, men på et eller andet tidspunkt finder jeg en måde at bryde ud på’. Det skete så, efter jeg havde skrevet min ph.d. Jeg tænkte ‘fandme nej, nu må jeg gøre noget andet’. Og så begyndte jeg at skrive og kom endelig på den vej, hvor det ikke handler om at have et job og et afstemt liv med fritid og arbejde. Hvor det handler om at gøre en livsgerning og følge sit kald. Jeg føler meget stærkt, at det går tilbage til at have læst den bog. Følelsen af, at der er mere i livet, end bare at leve en damebladstilværelse.«

»Det er sjovt, for jeg har stadig Portræt af kunstneren som ungt menneske stående i reolen. Den samme udgave. Men jeg vil ikke læse den igen. Jeg vil ikke forurene den erindring, jeg har. Ligesom jeg ikke har lyst til at gå tilbage til min barndomsgade og se det hus, jeg er vokset op i. Jeg vil gerne beholde mindet rent. Det er et af de der gyldne øjeblikke i ens liv.«

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pietro Cini
  • Gert Hansen
  • Jørn Andersen
  • Ejvind Larsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Pietro Cini, Gert Hansen, Jørn Andersen, Ejvind Larsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu