Essay
Læsetid: 8 min.

Los Angeles er et sted, hvor perversion er perverteret, hvor prostitution er prostitueret

Den moderne kriminalroman blev født i Los Angeles for 80 år siden. I skikkelse af Philip Marlowe skabte Raymond Chandler en ny professionel privatdetektiv, der fik til opgave at opklare forbrydelser i de rå og realistiske kulisser, der stadig præger genren
Det centrale Los Angeles fotograferet om aftenen den 10. december 1941. På få årtier var byen blevet et fikspunkt for den nye amerikanske drøm, og fra 1910 til 1930 eksploderede indbyggertallet fra cirka 300.000 til næsten 1,3 millioner, og i takt hermed naturligvis også kriminaliteten og korruptionen.

Det centrale Los Angeles fotograferet om aftenen den 10. december 1941. På få årtier var byen blevet et fikspunkt for den nye amerikanske drøm, og fra 1910 til 1930 eksploderede indbyggertallet fra cirka 300.000 til næsten 1,3 millioner, og i takt hermed naturligvis også kriminaliteten og korruptionen.

Ira W. Guldner/AP/Ritzau Scanpix

Kultur
29. marts 2019

Det hele startede på en californisk landevej i 1931. Her kørte Raymond Chandler rundt på og må, mens han spekulerede over livet. Samme forår var han blevet fyret fra et velbetalt job i oliebranchen, og efter en lang druktur på to måneder i Seattle var han nu tilbage i Los Angeles sært opløftet trods sin usikre fremtid og landets økonomiske depression.

I telefonbogen havde han kort forinden angivet, at han var forfatter. Den 43-årige Chandler anskuede sin situation som en frisk start på tilværelsen, og fyringen havde givet næring til den forfatterdrøm, han havde haft siden teenageårene, hvor han forsøgte sig med romantiske digte. Nu skulle Raymond Chandler bare finde noget at skrive om.

Den store læsedille de år var de såkaldte pulp-tidsskrifter, trykt på billig papirmasse, pulp. Hæfterne kunne i USA købes i aviskiosker og drugstores og på tankstationerne langs landevejene, hvor Chandler hver aften – »blot for at have noget at læse i« – snuppede et med hjem.

I hæfterne kunne man læse westernhistorier og kriminoveller, og »en dag faldt det mig ind, at jeg måske kunne skrive den slags og tjene lidt på det, samtidig med at jeg øvede mig på at skrive«, som Chandler siden mindedes det.

Ordene har jeg hentet i den netop udkomne The Annotated Big Sleep, hvis omfattende noteapparat giver svar på groft sagt alt, hvad der vedrører Raymond Chandlers The Big Sleep. Debutromanen fra 1939 er ikke verdens første hårdkogte kriminalroman, og som vi skal se, lånte Chandler kraftigt fra flere af sine samtidige kolleger.

Men Den lange søvn, som romanen hedder på dansk, gjorde genren anderledes realistisk end tidligere, og i sine beskrivelser af det brogede Los Angeles skabte Raymond Chandler samtidig rammerne for den moderne kriminalroman.

Kriminallitteraturen tog sine første skridt i Paris med Edgar Allan Poes Mordene i Rue Morgue fra 1841. Men det var i England, genren trådte i karakter. Forrest gik Wilkie Collins og Arthur Conan Doyle, hvis detektiv Sherlock Holmes kunne få selv de mest spidsfindige forbrydelser til at hænge sammen, så både politiopdagere og læsere forstod det, når de til slut fik det hele forklaret.

Skabelonen blev ført videre af Dorothy L. Sayers og Agatha Christie i, hvad der kaldes krimiens guldalder. Som vi berettede i sidste års krimitillæg i artiklen ’100 år efter den britiske krimis guldalder er Agatha Christie atter på sporet’, foregik handlingen ofte i den britiske landidyl eller blandt Londons overklasse.

Detektiven var en nysgerrig amatør, der ikke behøvede tage sig betalt for opgaven, og kun sjældent spillede professionelle forbrydere og tjenestefolk andet end biroller, der hurtigt kunne slettes på listen over mistænkte. Klasseskellene var skarpe, og det samme var skellet mellem godt og ondt i de fleste af disse bøger, der på mange måder var båret af en nostalgisk længsel efter det gamle Storbritanniens trygge sociale rammer.

For så vidt havde krimilitteraturen gradvist og særligt op gennem 1920’erne bevæget sig langt væk fra den virkelige verden, genren så ofte har hævdet at ville skildre. Det ændrede sig markant over få år på den amerikanske vestkyst.

En verden i frit fald

Det var en verden i frit fald, der skildredes i denne nye og hårdkogte krimilitteratur; et dunkelt, bundkorrupt samfund, hvori detektiven stod som et moralsk omdrejningspunkt, illusionsløs, med få penge i banken og masser af ar på sjælen

Raymond Chandlers første novelle, ’Små slyngler skyder ikke’, blev publiceret i december 1933, og frem til romandebuten i 1939 var forfatteren fast bidragyder til tidens populære pulp-tidsskrifter, deriblandt det førende Black Mask.

Dramakritikeren George Nathan og redaktøren H.L. Mencken stiftede Black Mask i 1920 i håbet om at kompensere tabene på deres mere litterære tidsskrift The Smart Set. Det havde de held med og allermest med de dystre detektivhistorier, der kunne »fange stemningen i de voldsomme 1920’ere og desperate 1930’ere«, som der står i noterne i The Annotated Big Sleep.

Det var en verden i frit fald, der skildredes i denne nye og hårdkogte krimilitteratur; et dunkelt, bundkorrupt samfund, hvori detektiven stod som et moralsk omdrejningspunkt, illusionsløs, med få penge i banken og masser af ar på sjælen.

»Jeg er ikke Sherlock Holmes … « understregede Philip Marlowe i Den lange søvn, og senere uddybede Raymond Chandler selv, hvad den nye, mere realistiske privatdetektiv var for en størrelse:

»Gennem de lurvede gader må der gå en mand, som ikke selv er lurvet, som hverken er bange eller anløben. Detektiven i den slags bøger må være sådan en mand. Han er helten, han er det hele. Han må være en fuldkommen mand og en almindelig mand og alligevel en usædvanlig mand. Han må, for at bruge en temmelig forvitret frase, være en mand af ære, instinktivt, uundgåeligt, uden at spilde en tanke på det, og ganske afgjort uden at sige et ord om det,« som Chandler udtrykte det i essayet Mordets enkle kunst (1944).

Heri pointerede forfatteren ligeledes, at krimilitteraturens væsentligste opgave var at beskrive de forbrydelser, der foregik i den virkelige verden frem for de snørklede og fantasifulde intriger, der udspillede sig i guldalderkrimien, som han fandt dybt utroværdig:

»Den realistiske kriminalforfatter skriver om en verden, hvor gangstere kan beherske lande og næsten beherske byer, hvor hoteller og ejendomskomplekser og celebre restauranter ejes af mennesker, der har tjent deres penge gennem bordeldrift … og hvor ingen kan gå trygt ned ad en mørk gade, fordi lov og orden er noget, vi taler om, men afstår fra at håndhæve i praksis.«

Los Angeles bliver stedet for perversion og prostitution

Californien kom hurtigt til at spille en central rolle i mange af pulp-hæfternes hårdkogte kriminoveller. På få årtier havde særligt Los Angeles manifesteret sig som fikspunktet for den nye amerikanske drøm takket være rige oliefund, indbringende jordsalg og udsigten til et afslappet liv i solen hvis ikke ligefrem en plads på stjernehimlen over USA’s hastigt voksende filmindustri i Hollywood.

Fra 1910 til 1930 eksploderede indbyggertallet fra cirka 300.000 til næsten 1,3 millioner, og i takt hermed naturligvis også kriminaliteten og korruptionen, som Gavin Lambert skriver i Afgrundens rand (1975), hans gennemgang af spændingsromanen som genre:

»En ophobning af magt og en befolkning, der i overvejende grad bestod af indvandrere, var hér presset sammen i en uhyre højkonjunkturbebyggelse, der bredte sig ud over et område, der var afgrænset af havet til den ene side og en ørken til den anden. En atmosfære af ødemark og forhistorie hvilede over denne industriverden, der producerede ambitioner og drømme. Myndighederne og lovovertræderne indvirkede snart på hinanden ligesom film og virkelighed på denne eksorbitante golfbane.«

Mere end 600 bordeller, 300 kasinoer og 1.800 bookmakere fungerede ifølge The Annotated Big Sleep med politiets viden og ofte under deres beskyttelse i byen, da Chandler skrev sin debutroman.

»Los Angeles er et sted, hvor perversion er perverteret, hvor prostitution er prostitueret,« som det udtrykkes i en af bogens noter.

Helt så galt stod det ikke til godt 600 kilometer nordpå i Californiens anden storby, San Francisco, hvor Dashiell Hammetts Ridderfalken (1930) udspiller sig. Den by og den roman ville mange måske have besøgt før Den lange søvn, og det gjorde Raymond Chandler såmænd også selv.

Op gennem 1920’erne var Hammett fast bidragyder til Black Mask, hvor særligt hans hårdtslående, ubestikkelige og småalkoholiske privatdetektiv ved navn Continental Op var både banebrydende og populær. Chandler nærlæste Hammetts noveller, og mange år senere skrev han uden omsvøb til sin forlagsredaktør om kollegaen: »Jeg skylder ham alt«.

The Annotated Big Sleep gør flere steder opmærksom på arven fra særligt Ridderfalken, der blev bragt som føljeton i Black Mask. Blandt andet har Philip Marlowe og Hammetts privatdetektiv Sam Spade samme højde og drøjde og tager det samme i løn: 25 dollar om dagen plus udgifter.

Ligheden var så stor, at People Magazine troede, de var skabt af samme mand, da de hyldede »Raymond Chandlers hårdkogte privatdetektiver – udødeliggjort på film af Humphrey Bogart i Ridderfalken og Den lange søvn«.

Hammett gjorde detektiven til en handlekraftig mand af den type, der lige siden har domineret krimigenren, og som den første forbandt Hammett to plots til én sammenhængende historie. For så vidt er Ridderfalken et uomgængeligt referencepunkt i genrens historie, og det samme er også James M. Cains Postbudet ringer altid to gange (1934), om to usympatiske taberes jagt på lykken i et trist og tørt Sydcalifornien.

Byen i centrum

Når jeg alligevel vælger at starte med Den lange søvn, skyldes det kulisserne. Meget har naturligvis ændret sig, siden Philip Marlowe støvede rundt på Los Angeles’ lurvede gader, men Raymond Chandlers malende beskrivelser af en dybt splittet by uden nogen kerne eller social sammenhæng har lige siden været en fast komponent i krimigenrens vægtigste værker.

Helt centralt optræder byen i romaner af blandt andre James Ellroy, Walter Mosley og ikke mindst Michael Connelly, der netop har vundet Palle Rosenkrantz-prisen for årets bedste spændingsroman (To slags sandhed). Men Los Angeles er ikke værre end Gunnar Staalesens Bergen, Ian Rankins Edinburgh eller for den sags skyld Jesper Steins København.

Alle synes at vedkende sig arven efter Raymond Chandler, og det samme gør Haruki Murakami, der i sit efterord til den seneste danske version af Den lange søvn pointerer, at han har lært »utrolig meget« af at læse Chandler, hvis værker »ikke alene har haft en stor og dybtgående indflydelse på andre krimiforfattere, men også på almindelige forfattere (de såkaldte højlitterære forfattere). For eksempel talte Kazuo Ishiguro, da jeg mødte ham i Tokyo, lidenskabeligt om sin kærlighed til Chandler«.

Philip Marlowes betragtninger om Los Angeles bliver fra bog til bog mere konkrete, og skarpest er han måske i Det lange farvel. Så lad os slutte dér med den desillusionerede privatdetektiv, der efter en hård dag tegner dette portræt af Englenes By, mens han står i vinduet med »en stiv sjus« og lytter til »den evindelige brusen af trafikken på Laurel Canyon Boulevard«:

»Alle døgnets timer er der nogen, der løber, og nogen, der prøver at fange dem. Derude i natten med tusinder af forbrydelser: Mennesker døde, blev lemlæstet, flænset af flyvende glasskår, kvast mod bilrat, desperate af ensomhed eller anger eller frygt, vrede, grusomme, rystende af feber eller tilbageholdt gråd. En by, der ikke var værre end andre; en by, der var rig og fuld af livskraft og stolthed; en by, der var fortabt og slagen og fuld af tomhed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Bisgaard Jensen

DR1 har jo desværre kastet sin store kærlighed på den britiske feel-good krimitradition som kører i endeløse sløjfer og genudsendelser.

Du har ret Bjarne Bisgaard, men om det er desværre er vel et personligt spørgsmål. En krimi i fjernsynet er for mig ikke et literært men et rekreativt projekt. Der har John Nettles figur haft en høj stjerne. Peter Falk har også en glimrende figur, men kan dog ikke få selv de mest blodige massemord til at ske i trygge og behagelige rammer, som den gode faderlige Barnaby altid er garant for.
Selv om der åbenbart er mange seere med den holdning, bør DR alligevel sende bredt fra kriminalliteraturen, gerne med gode informative oplæg som artiklen. Gider man ikke blive oplyst, kan man jo slukke eller skrue ned for lyden til filmen kommer.