Læsetid: 4 min.

Modernistiske digte gør bare min tømmermændshovedpine værre

Informations videnskabsjournalist er gået i selvordineret kulturterapi for at se, om det kan gøre hende til et mere harmonisk menneske. Tredje uge rammer hun hovedet mod en mur af modernistisk poesi og må erkende, at hendes forløb har nået et foreløbigt lavpunkt
Informations videnskabsjournalist er gået i selvordineret kulturterapi for at se, om det kan gøre hende til et mere harmonisk menneske. Tredje uge rammer hun hovedet mod en mur af modernistisk poesi og må erkende, at hendes forløb har nået et foreløbigt lavpunkt

Jesse Jacob

15. marts 2019

»Jeg bliver så forstemt, for jeg er en engel
med ti negle begravet i alfabetet.«

Jeg læser sætningen igen. Den giver jo ingen mening. Som i overhovedet ingen. Hvem er en engel – og hvordan begraver man noget i en bogstavrække?

Min indlevelsesevne i det digt, jeg læser fra samlingen Mit nøgne hjerte af Simon Grotrian bliver nok ikke bedre af, at jeg befinder mig i et kystbanetog. På vej til frokost hos mine svigerforældre, med slemme tømmermænd og omgivet af tre meget snakkesalige østeuropæiske veninder, der vist er på vej til Louisiana.

»Jeg ville skrive en sonet
men den skvulper hen over bestikket,« læser jeg videre.

Stadig rimelig perpleks over det tekstunivers, jeg er landet midt i.

Lige nu har jeg svært ved at forestille mig, at litteratur skulle gøre mig til et sundere og gladere menneske. Det skorter ellers ikke på studier med den slags konklusioner. Boglæsere lever længere, konkluderede et studie fra Yale University i 2016 – også når man tager højde for faktorer som alder, helbred og job. Andre studier beskriver, hvordan læsning fører til et lavere stressniveau, skarpere hukommelse og bedre søvn.

Sidstnævnte effekt mærker jeg straks. Mine øjne bliver ved med at falde i. Indtil jeg pludselig vågner med hovedet dybt begravet i Simon Grotrians digtsamling – og må erkende, at det faktisk er fysisk muligt at blive begravet i alfabetet. 

Men det var næppe pointen, da Mikkel Wallentin anbefalede mig at læse avanceret modernistisk poesi for at opleve litteraturens potentiale. Han er forfatter og lektor i kognitionsvidenskab på Aarhus Universitet og har forsket i, hvordan læsning påvirker hjernen. 

»Digtene må ikke blive for formelagtige. Effekten opstår i de overraskende modstillinger og i jagten på betydning, der driver os gennem teksten og fremkalder følelser. Ligesom vi også drives gennem en krimi for at finde ud af, hvordan alting hænger sammen. De bedste digte kan man læse igen og igen, de taler til noget i en,« sagde han og understregede, at han ikke hører til dem, der tror, at man bliver sundere eller gladere af litteratur. 

Men angiveligt skulle de umiddelbart utilgængelige digte blive ved med at aktivere »et sprogligt og eksistentielt beredskab«, som Mikkel Wallentin beskrev det. Og netop fordi de modernistiske digte er svære at forstå, vil de blive ved at fascinere – selv efter mange gennemlæsninger.  

Men p.t. hverken forstår eller fascineres jeg af noget. Og Grotrians abstrakte skrivestil har kun gjort min tømmermændshovedpine værre.

Ikke ligefrem en page turner

Det er ikke, fordi jeg ikke sætter pris på at læse en god bog. I hele min folkeskoletid begyndte sommerferien med en tur på biblioteket. Jeg lånte op til 14 bøger ad gangen. Og læste hver og én. Og i gymnasiet fik jeg topkarakterer for mine analyser af alt fra Henrik Pontoppidans Lykke-Per til Naja Marie Aidts Bavian.

Min dansklærer havde matematik som andet hovedfag. Det gennemsyrede hans analytiske tilgang til litteratur. Alt kunne opstilles i koordinatsystemer, og tekster havde kun én rigtig fortolkning, som det så var læserens opgave at komme så tæt på som muligt.

Det passede mig virkelig godt. Jeg dissekerede de værker, vi skulle læse, med kirurgisk præcision og ramte som oftest den ’rigtige’ analyse. Men det efterlod ikke meget plads til litterær indlevelse.

Hjernescanningerne af læsende har ellers vist, at det netop er det, litteraturen kan. Gode fortællinger aktiverer hjernens mest basale følelsescentre, herunder et lille område i tindingelappen kaldet amygdala, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Når man læser, gennemgår man altså samme følelser som i det virkelige liv.

Den oplevelse genkender jeg fra bingelæsningen af Harry Potter i mine teenageår. Men når jeg læser Simon Grotrian, føler jeg mig helt tom indeni. Ingen af hans syrede sætningskonstruktioner passer ind i de semantiske felter, jeg i gymnasiet lærte at opdele litteratur i. Og jeg har svært ved at leve mig ind i noget, jeg overhovedet ikke forstår.

Så et par dage efter tyer jeg til samlingen Udvalgte digte af F.P. Jac, som Mikkel Wallentin også anbefalede mig at læse.

»Læsning af denne bog vil påvirke dig for livet,« står der på forsiden i samme slags mærkat som dem, der er på cigaretpakker.

Forventningsfuld og klar til en omkalfatrende poetisk oplevelse åbner jeg digtsamlingen. Jeg læser om »paddehatteskyen i vores hjerter« og »klodens nervøse kys«. Det er mindre sort end Simon Grotrian. Men ikke ligefrem en page turner.

Og jeg savner nogle at snakke med teksterne om. Det føles ensomt selv at fare vild i de uforståelige digte. Det er ikke så mærkeligt, at læseterapi normalt foregår i grupper, og at bogklubber popper op overalt.

Her tredje uge inde i min selvordinerede kulturterapi må jeg nok erkende, at jeg har ramt et litterært lavpunkt. De seneste ugers succesoplevelser med installationskunst og ukulelespil virker pludselig som lykkelige minder fra en fjern fortid. Men i næste uge skal jeg danse. Det bliver forhåbentlig den kollektive kulturelle oprejsning, jeg har brug for.

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Claus Kristoffersen
Maj-Britt Kent Hansen og Claus Kristoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

At Simon Grotians digte er lukket land også for mig ser jeg som en parallel til at heller ikke al musik, al billedkunst fremkalder nogen aha-oplevelse hos mig. Som andet kan gøre det. Min undren over så forskellige vi kan være, gi'r evt. anledning til lidt mere klarhed over hvorfor jeg nu har mine præferencer/mangler.
Forresten: Hvad mon den omtalte dansk/matematiklærer ville stille op med fx Vagn Steens "den der fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt..."? Eller med to meget forskellige oplæsninger af det samme digt? Ville han indse at i kunst gives der vel forkerte tolkninger, men aldrig kun en sand/rigtig?

Maj-Britt Kent Hansen, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

De bedste digte "for dig" kan du læse igen og igen, fordi de taler til noget "i dig". Det er forkert, som i artiklen, her at tale om et "man". At de taler til noget "i dig" er forudsætningen for, at der fortsat aktiveres et sprogligt og eksistentielt beredskab.

Den ekspert, du har spurgt til råds, burde også have fortalt dig lidt om den viden, der er opnået inden for receptionsforskning.
http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litteraturforskning/...