Når Trine Dyrholm spiller en kvinde, der har en affære med sin mands søn, opdager vi noget nyt: Den ældre kvindes perspektiv

I den nye danske spillefilm Dronningen spiller Trine Dyrholm den succesfulde advokat Anne, som en sen aften ligger uroligt i sin seng og har svært ved at falde i søvn. Hendes svenske stedsøn Gustav på 17 år er netop flyttet ind i den nordsjællandske villa, hun deler med sin mand og sine tvillingepiger.

Pludselig rejser Anne rejser sig fra sengen og går ind på Gustavs værelse. Han sidder i sengen og læser ved en natlampe. Hun sætter sig på sengekanten og kigger på ham. Så fører hun sin hånd ind under hans dyne.

Med det overskrider hun en række grænser: Hun er ikke blot sin mand utro, hun har en affære med hans søn, og så er hun gammel. Meget ældre end Gustav. Som publikum, der oplever tiltrækningen fra Annes perspektiv, kan det være svært at vurdere, om scenen skal opfattes romantisk, erotisk eller dyster og incestuøs. Det er en kompleksitet, der er gennemgående for Dronningen. Er det en romantisk historie eller en overgrebshistorie? 

Ældre kvinder, der begærer yngre mænd, er ikke noget nyt i film- og litteraturhistorien. Helt tilbage til det antikke Grækenland finder vi myten om Phaedra, som bliver forelsket i Hippolytes, hendes mand Theseus’ søn fra et tidligere ægteskab. Da Hippolytes afviser Phaedras tilnærmelser, skriver hun i vrede et brev til Theseus, hvor hun anklager Hippolytes for at have voldtaget hende. Theseus straffer sin søn, som uheldigvis ender med at dø. Og i nogle versioner af myten ender Phaedra selv med at begå selvmord.

Også i middelalderens fremstillinger af ’høvisk kærlighed’ tilbeder unge riddere højtstående, skønne kvinder gennem troubadourlyrikken, når deres mænd er bortrejst.

De seneste 50 år er motivet blevet en integreret del af den vestlige kulturhistorie. Og her er der typisk to udgaver af motivet ’ældre kvinde begærer ung mand’. I den ene udgave er fortællingen fortalt fra den unge mands perspektiv. Det resulterer ofte i et kynisk portræt af den rovdyrslignende ældre kvinde. I den anden udgave har vi adgang til kvindens perspektiv. Det afføder selvklart en anden form for sensibilitet i skildringen af den kvindelige karakter. Alligevel ender det som oftest med, at kvinden afsløres som skør.

Det ses blandt andet i den amerikanske filmklassiker Fagre voksne verden fra 1967, der kan betragtes som en variation over myten om Phaedra. Den purunge college-student Ben (spillet af en ualmindeligt solbrun Dustin Hoffman på dengang 30 år) indleder en affære med forældrenes sexlystne veninde Mrs. Robinson. Først er hun forførende, så bliver hun desperat. Og hun anklager Ben for voldtægt, da hun opdager, at Ben er blevet forelsket i hendes datter Elaine.

En lignende karakter finder vi i filmatiseringen af Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld fra 1985, hvor Susse Wold spiller den grådige fru Junkersen, der forfører sin datters kæreste. 

Et andet nordisk eksempel er den svenske instruktør Bo Widerbergs film Lærerinden fra 1995 med Widerbergs egen søn i hovedrollen som skoleeleven Stig, der indleder en affære med sin nye lærer Viola. Og selvom affæren også afføder et oprigtigt venskab mellem Stig og Violas alkoholiserede og forpinte mand, så ender det alligevel med, at Viola bliver skør.

En helt anden slags radikal galskab finder man i filmatiseringen af den nobelprismodtagende forfatter Elfriede Jelineks roman Die Klavierspielerin, filmatiseret i 2001 af Michael Haneke med den danske titel Pianisten. Den vanvittige klaverlærerinde Erika Kohut på 38 år piner sine elever om dagen, sover i samme seng som sin voldelige mor og indleder en sadomasochistisk affære med sin middelmådige fedterøv af en klaverelev Walter Klemmer.

Andre eksempler på den ældre kvindes maskefald er det britiske drama Notes on a Scandal (2006), hvor den nye skolelærer Sheba (Cate Blanchett) indleder en affære med sin 15-årige elev, alt imens den snart pensionerede og besidderiske lærerinde Barbara bliver forelsket i Sheba. Og The Reader fra 2008 fortæller historien om en affære mellem den 15-årige Michael og den 36-årige Hannah, som senere viser sig at have spillet en skæbnesvanger rolle under Holocaust.

Fælles for The Graduate, Den kroniske uskyld, Lærerinden og The Reader er, at historien fortælles gennem den unge mands perspektiv.

Men sådan forholder det sig ikke i Dronningen.

Den ældre kvindes perspektiv

»Faktisk havde et af vores første ideoplæg Gustav som hovedkarakter,« fortæller May el-Toukhy, der har instrueret filmen.

Hun har instrueret og været medforfatter på filmen og sidder over for  manuskriptforfatter Maren Louise Käehne i sidstnævntes kontorer lidt længere nede ad Store Kongensgade fra der, hvor Dagbladet Information holder til.

»Og det var ikke, fordi det ikke kunne noget,« fortsætter May el-Toukhy.

»Men vi var mere nysgerrige på at finde ud af, hvad der driver en kvinde som hende. Derfor afprøvede vi, hvad der skete, når perspektivet blev Annes. Og vi fandt meget hurtigt ud af, at det var mere interessant og udfordrende for os som fortællere.«

Fra den anden side af bordet nikker Maren Louise Käehne bekræftende:

»Vi skrev den første gennemskrivning med Gustavs perspektiv helt vildt hurtigt, fordi vi på en måde godt kendte historien i forvejen. Det hele gav sig selv.«

Med Gustavs perspektiv fik de to filmskabere følelsen af at være i gang med at reproducere en fortælling, som vi alle sammen godt kender – blandt andet fra Lærerinden, hvor Stig lystent betragter den smukke ældre lærerinde, der begynder at gøre tilnærmelser, eller som i The Reader, hvor Michaels affære med Hannah sætter dybe spor i ham resten af livet.

»Vi kunne næsten tegne hans livsbane – hvordan hans liv ville se ud, når filmen var slut,« siger Maren Louise Käehne. 

May el-Toukhy og Maren Louise Käehne oplevede, at Annes perspektiv derimod efterlod en helt anden form for flertydighed og uforståelighed, fordi vi ikke allerede kender historien. Der fandtes ikke en skabelon, man kunne trække op af baglommen og lade sig inspirere af. Og det var det, de syntes var både vanskeligt og spændende. 

»Så alle har været udfordrede i den proces. Men der skal jo være noget at gå på opdagelse i. Både for instruktøren, for Trine Dyrholm og for publikum,« forklarer Maren Louise Käehne.

May el-Toukhy supplerer:

»Det er ikke vores job hverken at dømme eller forsvare Anne. Vi ville gerne folde hende ud og vise: Her er et menneske.« 

Cougaren

Det ’fænomen’, at ældre kvinder begærer yngre mænd, har ifølge Anita Wohlmann, forsker ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU, haft en betegnelse siden 2001: ’cougar’. Cougar er det engelske ord for puma og refererer til en rovdyrslignende kvindefigur, som jager sit bytte – den ældre kvinde, som jager den unge mand.

Begrebet betegner først og fremmest en generel seksuel præference, når begæret efter den unge mand er blevet et mønster eller en seriel handling.

Ifølge Anita Wohlmann har kulturforskere i mange år kritiseret manglen på positive repræsentationer af ældre kvinder, som har været noget nær usynlige på skærmen. Og umiddelbart kunne man tænke, at cougarfiguren derfor er en rigtig positiv fremkomst. Men så simpelt er det desværre ikke ifølge Anita Wohlmann:

»Cougaren er en ambivalent figur. På den ene side kan hun betragtes som en positiv figur, der bekræfter ældre kvinders seksualitet: At ældre kvinder er selvsikre, omfavner deres seksualitet og tager, hvad de vil have.«

På den anden side er cougaren ifølge Anita Wohlmann også en figur, der hurtigt bliver en forvrænget og overseksualiseret karikatur af den ældre kvindes begær. Her fremstilles kvinden dyreagtig, og manden objektiviseres som et bytte. I en sådan kritik er selve begrebet cougar altså også problematisk, mener Anita Wohlmann: 

»Man er så at sige gået fra en deseksualisering af den ældre kvinde til en hyperseksualisering.«

Mrs. Robinson fra The Graduate og fru Junkersen fra Den kroniske uskyld er begge eksempler på denne rovdyrslignende kvinde, der spiser drenge til morgenmad. Mrs. Robinson er ikke interesseret i andet end sex og anklager Ben for at have voldtaget hende i et forsøg på at afværge den spirende forelskelse, der er opstået mellem ham og hendes datter. På samme måde er fru Junkersen en komplet kynisk og monstrøs karakter, der forfører sin datters kæreste, hvilket driver datteren til selvmord og kæresten til en indlæggelse på psykiatrisk sygehus. Det antydes desuden, at fru Junkersen også forførte datterens forrige kæreste.

Magtrelationer

I den seksuelle relation mellem ældre kvinder og yngre mænd er magtrelationen, som vi kender den, byttet om. Hvor vi ofte har den ældre mand med magt og penge, er det her kvinden, der befinder sig øverst i det autoritære hierarki. I Dronningen har vi at gøre med en stedmor-stedsøn-relation, og i både Lærerinden, The Reader, Notes on a Scandal og Pianisten har vi at gøre med den meget klassiske lærer-elev-relation. Begge dele er med til at tydeliggøre, hvad det er for en magtrelation, der er på spil. 

Fælles for mange af de nævnte filmeksempler er da også, at den atypiske magtrelation ikke kan opretholdes. Det er nærmest, som om historierne ikke kan rumme denne form for omvendte magtdynamik – at magtrelationen må destabiliseres på et eller andet tidspunkt. De fleste af filmene løser denne udfordring ved at portrættere kvinden som skør i en af de sidste scener. Enten fordi kvinden hele tiden har været skør. Eller fordi hun er blevet skør af kærlighed.

I Lærerinden har Viola drukket sig helt fra forstanden og truer både sig selv og den unge Stig (som bevarer roen og det kølige overblik) med glasskår fra en vinflaske. I Jelineks roman Spillelærerinden møder Erika op på en plads, hvor den unge Walter står med sine venner. Vi får at vide, at hun ser latterlig ud i sin korte nederdel – som hun ellers har taget på for at føle sig lækker, og Walter vil da heller ikke kendes ved hende. Hun har en kniv i hånden, og med intentionen om at »kniven skal støde ind i hendes hjerte og dreje rundt derinde« ender hun med at stikke sig selv harmløst i skulderen, hvorefter hun vender om og går hjem. Ligeledes skør og stakkels går Sheba i Notes on a Scandal ud til den glubske pressehob, som står uden for døren og begynder at råbe og skrige.

Det er alle fortællinger om den ældre kvinde, der går til grunde. Eller i hvert fald om kvinder, der ender med at være skøre eller i bedste tilfælde stakkels. Den unge mand, til gengæld, han viser sig i disse scener fra sin bedste side med et køligt overblik og en stoisk ro. Og for ham ser affæren ud til at have været et springbræt, hvorfra han kan gå ud i livet med en ny erfaring.

Og så er der Dronningen. Her destabiliseres magtrelationen ikke. Anne bevarer sin magt, mens alt det udenom går til grunde.

Tilbage på det lille kontor hos produktionsselskabet spørger jeg May el-Toukhy og Maren Louise Käehne om, hvilke tanker de selv har gjort sig om magtforholdene i Dronningen:

»Lyst er sådan en underfundig størrelse. Den er meget tæt forbundet til magt,« siger Maren Louise Käehne.

Hun mener ikke, at lyst er en frivillig størrelse, selvom det kan føles frivilligt at føle lyst. Den er påvirket af den magt, der udøves mod dig. Bevidst eller ubevidst.

»Jeg tror, der er rigtig mange, som ikke forstår, hvordan man kan manipuleres til at føle lyst,« siger Maren Louise Käehne.

De fremhæver begge, hvordan folk, da de pitchede historien i starten, sagde: 

»Jamen, han kan jo bare lade være. Hvis han ikke har lyst, får han ikke rejsning.«

Men sådan fungerer det ikke ifølge Maren Louise Käehne. Magtforholdene kan ubevidst spille en rolle for, hvordan begærsstrukturen er sat sammen. Vi kan manipuleres til at tro, at vi har et valg, selvom vi måske ikke har det. Og selvom man har lyst, så er det ikke nødvendigvis en privat lyst. 

»I vores film oplever vi to mennesker, som på en eller anden måde længes efter at blive set. Og som ser hinanden,« forklarer May el-Toukhy.

I den slags relationer kan man hurtigt blive forført af intimiteten og forelskelsen og miste blikket for, hvorvidt man har et valg, påpeger hun og fortsætter:

»Og de ting bliver rodet sammen i vores film. Det er en stedmor og en stedsøn, og der er rigtig kærlighed i det også. Men det viser sig, at det ikke er en ligeværdig relation.« 

Befinder Anne sig uden for loven?

I Dronningen bliver magtforholdet altså ikke destabiliseret i modsætning til andre filmeksempler, der giver et indblik i den ældre kvindes perspektiv. Hvordan skal vi så forstå det?

Litteraturlektor ved KU Lilian Munk Rösing har beskæftiget sig meget med begær i kulturen. Og det er også begæret forstået med psykoanalysens teoretiske briller på, der er hendes udgangspunkt for at svare på det spørgsmål:

»I den typiske magtrelation – hvor manden er ældre og kvinden ung – har den unge smukke kvinde ofte funktion af at være et trofæ for manden. Noget, han med stolthed kan vise frem, og som øger hans potens.«

At manden har et trofæ, er næsten det samme som at sige, at han har en fallos, forklarer hun. På den måde har den unge smukke kvinde den rolle, at hun skal være mandens fallos i stedet for selv at have en potent position.

»Ja, en ultrakort definition på patriarkatet kunne være, at manden har fallos, mens kvinden er fallos,« siger Lilian Munk Rösing.

»Men i de her eksempler er situationen jo så omvendt. Og selv om kvinden i disse fortællinger ofte er en autoritet, så er det altså ikke sådan i patriarkatet, at det at have en autoritær position forsyner en kvinde med den samme potens som manden.«

»Tag nu fru Junkersen i Den kroniske uskyld. Hun er som en løve, der knuser de unge mænd. Hun forfører sin datters kæreste til studenterfesten. Han ender på psykiatrisk afdeling, og datteren begår selvmord. Det er rimelig voldsomt.«

Lilian Munk Rösing peger på en figur hos Freud, som kaldes ’urfaderen’. Urfaderen er ham, der kan hore, myrde, drikke og tilrane sig alt, han vil. Og som har uhæmmet adgang til nydelse. Urfaderen skal forstås som en position, man kan indtage, og ifølge en anden psykoanalytiker, Jacques Lacan, så er det faktisk en klassisk figur, at kvinden kan indtage urfaderens position.

»Lacan siger netop, at et af urfaderens navne er Kvinden. Og den position kalder vi ‘undtagelsen fra loven’. Det er den kvinde, der aldrig har underkastet sig loven – hende, der er hævet over loven og har uhæmmet adgang til nydelse.« 

Ifølge Lilian Munk Rösing er fru Junkersen et godt eksempel på denne monstrøse kvinde med uhæmmet adgang til nydelse.

Egentlig kan man godt sammenligne fru Junkersen fra Den kroniske uskyld med Anne fra Dronningen. Det er i hvert fald påfaldende, at Anne på flere måder falder ind i den analyse, Lilian Munk Rösing har tegnet op: I kraft af sin position som advokat er hun udøver af loven og måske netop derfor hævet over loven. Og så har hun på et tidspunkt følgende replik: 

»Du tror, jeg er et monster« – hvilket man også allerede har set, hvis man har set filmens trailer.

Anne deler både det monstrøse og ’undtagelsen fra loven’ med Lilian Munk Rösings analyse.

Og samtidig er Anne også meget mere end det. Hun er ikke bare et monster eller et rovdyr. Og det skyldes nok især det faktum, at filmen er fortalt fra Annes perspektiv. Det tillader Anne en meget større kompleksitet – som hæver hende over de arketyper, vi kan plukke ud af kataloget af kvindetyper.

I hvert fald når man spørger de to filmskabere. De er enige om, at kunsten skal stille spørgsmål. De ønskede at skabe en modsætningsfuld karakter. Selvom Anne har magten, så er hun ifølge May el-Toukhy ikke en beregnende karakter: 

»Anne spiser ikke drenge til morgenmad ligesom fru Junkersen. Hun sidder ikke og plotter og planlægger i sit kammer, at hvis jeg nu lægger den godbid ud her, så bider han nok på her. Hun er selv ude af sin komfortzone og lader sig rive med,« siger May el-Toukhy.

Hende og Maren Louise Käehnes ambition med filmen var også at skabe en stor og kompleks kvindekarakter. Anne skulle ikke være en ensidig karakter, og hendes begær skulle ikke være simpelt. Det skulle ikke være nemt at forklare, hvorfor hun gør, som hun gør. Hendes handlinger er blandt andet et resultat af al den akkumulerede bagage, hun nu engang har med sig.

Efter lidt betænkningstid siger Maren Louise Käehne: 

»Men det er en interessant diskussion. Når nu der er så relativt få store kvinderoller, må man så gerne skabe en karakter, der ikke bare er et godt og dejligt menneske?«

Når der endelig kommer en stor kvinderolle, så er der ifølge Maren Louise Käehne en tendens til at se den som eksemplarisk for kvinder generelt.

»Det skal ikke være sådan, at vores film er den eneste film om kvinders seksualitet,« siger Maren Louise Käehne.

»Det er bare én fortælling. Ud af uendeligt mange. Vi skal kunne fortælle lige så komplekst om kvinder, som vi altid har gjort om mænd.«

May el-Toukhy kigger på hende og giver hende ret:

»Fordi der eksisterer så mange historier om mænd, kan du tillade dig at fortælle om alle varianter, uden at det bliver repræsentativt for manden som sådan. På samme måde skal der blive plads til mange måder at være kvinde på.«

Se traileren til ’Dronningen’