Det er ikke nemt at være R. Kelly, Alf fra ’Bedrag’ eller Ghita Nørby i disse dage

Denne scene Ghita Nørby trådte ud på i 24/7, er hendes bedste præstation hidtil og viser med al tydelighed mennesket Ghita Nørby. Hun har nået højdepunktet, nu bør hun stoppe.

Hele hendes skuespillerkarriér er efter min mening middelmådig og hvis vi i familien ser hende i TV, slukker vi. Jeg får helt ondt i hovedet af at høre på hendes vås.

Undskyld fans men sådan er vi så forskellige.

I morges talte Niels Frid I radio247 og han har helt ret. Iben var latterlig og talte ned til Ghita. Hun burde være gået. I stedet sad hun som et fornærmet barn og talte om lyd, te og gåtur. Og ja, hun kunne ikke mærkes. Lød lige så tom som Ghita påpegede. Det er uforskammet at mene, at man i et syv-timers interview kan stikke en mikrofon op i hovedet på folk i stedet for en samtale mellem to mennesker, der både giver og tager. Så ja, Iben er uprofessionel og hul. Sådan en, mange ville finde irriterende.
Ghita opførte sig i den grad som menneskekender, der hurtigt kunne gennemskue Iben. Jeg forstår godt Ghitas reaktion, for selvfølgelig bliver hun da fuldkommen paf over en sådan journalist.

Har netop lyttet til det famøse Ghita Nørby interview.
Det er på alle måder et dokumentaristisk scoop, som blotlægger lidet flatterende sider af divaen: En bitter, ondskabsfuld havgasse for fuld udblæsning.
Pinligt, men også dybt fascinerende og sine steder endda underholdende.

Jeg har ikke hørt dette interview og kommer aldrig til det. Er det ikke det formelle setup der er interessant? Hvis man interviewer nogen med mikrofon og eller kamera i deres eget hjem, ville jeg finde det passende, at den interviewede til gengæld for at åbne sit hjem, gives ret til at skære eventuelle brandere og fortalelser fra i det der offentliggøres? Har Radio 24/7 gjort det?

Hvem har behov for endnu et portræt af "Hele Danmarks Ghita"?
Både hendes livs- og karriereforløb er beskrevet hundredvis og atter hundredvis af gange.
Biografier og bøger om "Ghitas roser" udkommer ca. hvert andet år.
"...næste gang med mere hjerte" er blevet gentaget i det uendelige.
Man forstår godt, hvis Ghita Nørby ikke gider at fortælle den samme, nedslidte historie en gang til, men så kunne hun jo bare have sagt nej.

Fantastisk interview, der vil gå over i historien. Begge parter afslørede "blinde pletter", som de ikke selv kan se. Men helt ærligt, Katrine Hornstrup Yde "demensduftende verbalslrald" - er det ikke under bæltestedet?! Ingen grund til forsøg på aldersdiskrimination. Ghita Nørby er lynende skarp. Om man så kan lide hendes synspunkter er en anden sag.

@Henrik Brøndum
Netop. Man kan undre sig over at en person som Ghita Nørby, der, som hun selv gør opmærksom på i løbet af interviewet, er blevet interviewet et utal af gange, ikke er fuldstændig skarp på præmisserne for interviewet.
Jeg forstår godt hendes modvilje mod at optræde i syv timer for åben mikrofon. Det er halsløs gerning, som selvsagt rummer en betydelig risiko for at træde ved siden af/sige noget forkert. Derfor burde hun have sagt fra fra begyndelsen og ikke først da journalisten sidder i hendes dagligstue.
Desuden forekommer det besynderligt, at Ghita Nørby tilsyneladende har en forestilling om 'en venskabelig samtale', når der hverken er tale om et venskab eller en samtale, men et interview, altså en ren professionel relation, hvor journalisten selvsagt søger at opnå noget.
Men måske divaen har fået lidt for meget 'venligt medløb' gennem sin karriere og endnu har til gode at forstå, at journalister ikke nødvendigvis er hendes fortrolige.
Det forstår hun muligvis nu.

Der er vrede og arrogance rettet mod journalisten i begyndelsen og i slutningen af interviewet - og så en mere fredfyldt midte, hvor der fortælles anekdoter.

Vreden og arrogancen har man hørt/set af og til de senere år. Vreden kan være berettiget, arrogancen er det ikke. Og ingen af delene noget godt for den interviewede.

Alt i alt beskæmmende at lytte til.

… ingen af delene gør noget godt

Fænomenal god radio ! (Jeg er jyde og spare normalt på superlativerne, men detder er guld)

Hvis jeg skulle vælge side ville det absolut blive Ghitas synsvinkel, jeg bedst forstår. Den pæne og tilsyneladende sarkastisk-humor-forladte journalist, som ikke forstår at et 7 timer langt interview med en mikrofon stykket helt op i sylten på offeret måske er ALT FOR MEGET forlangt.
Men der foruden er det svært imponerende at journalisten ikke bare skrider fra den svada, hun bliver mødt med.

Flot, menneskerelevant og tankevækkende. Tak for det.

Så til tårnet i Brande. En nyrig mands vulgære idé om et højhus, har fortjent navnet Penis erectus Brandenis. Det vil stå som en evig skamstøtte over CO2 forbrug. Han må skynde sig at bygge nogle vindmøller for at kompensere.

Alternativt kunne tårnet omformes til en minaret og hele byggeriet kunne blive Danmarks største moske.

Nu vil jeg prøve at byde på noget. Ærligt talt, så har Ghita Nørby givet radio 24-7 lang mere end de overhovedet kunne forestille sig. Hvis journalisten havde holdt fast i sit "koncept" så havde vi fået en syv timer lang ørkenvandring af et interview, hvor Ghita Nørby (og muligvis journalisten selv) var faldet i søvn med næsen nede i karamelcremen over de infantile spørgsmål akkompagneret af fuglekvidder. Og ligeledes lytterne. Nu fik vi i stedet et livligt ping pong drama, med stor offentlig interesse, se blot alle bemærkningerne på de sociale medier.

Så tillykke med det 24-7! Jeg tror i øvrigt ikke at journalisten bevidst provokerede Ghita Nørby fra starten af for at få gang i sagerne. Så snedig virker hun ærligt talt ikke. Hun var virkelig bare sig selv, og det viste sig at være nok. Så her har den store gamle dame ikke helt ret.

'Men der foruden er det svært imponerende at journalisten ikke bare skrider fra den svada, hun bliver mødt med.'
Jeg tror det undervejs går op for journalisten, at Ghita Nørbys selviscenesatte striptease er det rene guld!
Og man er vel professionel...

Når jeg bliver gammel, vil jeg være præcis ligesom Ghita Nørby.

For min skyld behøver disse divaer og divoer slet ikke blive interviewet. Jeg vil normalt ikke have den fjerneste interessere i at lære disse divaer, divoer og deres meritter nærmere at kende .

Men uforskammet opførsel er åbenbart helt almindelig i de cirkler:
https://politiken.dk/kultur/art7085667/Politikens-journalist-har-prøvet-det-selv-»Uh-jeg-har-interviewet-en-del-Ghita-Nørbyer.-Deriblandt-Ghita-Nørby«

@Rene

Præcis! Jeg tænkte det samme - efter nu at have hørt de første 10 minutter.

Naturligvis må det have været fristende for journalisten bare at rejse sig og sige til den arrogante kælling: "Dig gider jeg ikke spilde et sekund mere på - tak for kaffe".

Men hun har helt sikker indset - som den drevne lystfisker - at hvis jeg bare giver hende lidt line og lader hende køre den helt ud - så har jeg snart en kæmpefangst i nettet. Damen er tydeligvis bindegal, og hun er tilsyneladende også så meget i sit diva-ego's vold, at hun helt har glemt at båndet ruller, og hun næste dag vil være udleveret til spot og skam i hele kongeriget.

Divaen har tydeligvis ikke kunnet tåle al den opmærksomhed. Det korrumperer de fleste.

Så, Iben Maria Zeuthen - den opgave klarede du mesterligt. Tillykke!

/O

Det burde nok være Brandensis.

Vedr. en fortsættelse af "Bedrag".
For mig var det største chok, at Nicky blev tilintetgjort, netop som han sad i politibilen med et lille smil på læben og glædede sig til en fremtid med sønnen.
Det var så råt, at det næsten var ubærligt.
Det betyder selvfølgelig sørgeligt nok, at en evt. fortsættelse bliver uden Esben Smed, som har imponeret stort i den mangefacetterede rolle.
Han er en fænomenal skuespiller, som ser ud til at mestre det hele.
Nicky er død, men fra Esben Smed har vi heldigvis uden tvivl mange store præstationer til gode.
PS: Thomas Hwan's præstation er i høj grad også en messe værd.

Hvis Ghita Nørby havde haft en "spindoktor", ville en række aftaler omkring formen, spørgsmål og "iscenesættelsen" i øvrigt være aftalt på forhånd, og interviewet ville næppe være blevet til noget (eller det ville være blevet meget forudsigeligt og vel kedeligt).

Nu kom interviewet i stedet i høj grad til at dreje sig om "iscenesættelses" - processen, der skal afklare, at intervieweren har mulighed for nogenlunde at få det "billede" af den interviewede, som hun har planlagt på forhånd, at hun vil have (det fik hun ikke, men hun fik noget andet), og at den interviewede kommer til at fremstå som det menneske, som hun mener, at hun er.

Det, der ses på TV og høres i radioen, er langt fra så direkte og spontant, som de fleste mennesker forestiller sig. For nogle år siden kunne man på TV efter det "officielle" interview med en meget usikker trafikminister eller trafikordfører med "skjult" skærm og lyd opleve det møgfald, som journalisten efterfølgende fik af politikeren og hans spindoktor, fordi hun for åben skærm havde drejet spørgsmål ind på noget, som det på forhånd var aftalt, at der ikke skulle spørges ind til.

For mange år siden var jeg "tilskuer" på et program på DR, der hed "Skattefri lørdag". Det blev optaget om torsdagen, og som tilskuere fik vi på forhånd at vide, hvad vores rolle var, og der sad en dirigent for tilskuerne uden for skærmens rækkevidde, som med tegnsprog hele tiden holdt os orienteret om, hvad der forventedes af os.

Det tog tre gange så lang tid at optage udsendelsen, som det der blev vist som "direkte" den følgende lørdag. Enkelte ting blev taget om, der skulle sminkes, og der skulle ind imellem forhandles ting på plads mellem produceren og værterne i studiet og aftales ting med de kendte gæster, der på forskellige måder "optrådte" i udsendelsen.

Om lørdagen blev "scenerne" så vist i en helt anden rækkefølge end den, de var blevet optaget i.

Desværre tabte jeg allerede store dele af min sympati for Ghita ved DR K's miniserie "Europæiske divaer". En der til gengæld vandt min fulde respekt var Stina Ekblad. Resten af fornøjelsen ved Ghita forsvandt ved transmissionen fra Odense den 22. august 18 af "Nattergalen" for kor, blokfløjte og fortæller, med Ghita der som fortælleren oplæste eventyret af HC Andersen. Kavaleren, som "svarede ikke andet end "P!" og det har jo ikke noget at betyde." Dette "P!" skal være et foragteligt pust, uden stemme. Men Ghita lod ham sige "PE!", med højt og tydeligt E. Og det har jo endnu mindre at betyde. Endnu værre: Da kejseren siger "Kunstfuglen slår jeg i tusinde Stykker" siger nattergalen: "Gør ikke det, den har jo gjort det gode, den kunde!" Den sætning skal udtales lige så varsomt som dens budskab, ikke smågrinende, nedladende og latterliggørende, som Ghita gjorde. Hun virkede hele vejen uforberedt, ukoncentreret, fejlplaceret, uden eller med dårlig instruktion, som om det hele kan klares på renomméet. HC Andersen lever på og af mundtligheden. Og den skal med, ikke mindst i en prestigeopsætning med gode kunstnere på alle (andre) pladser. Jeg vil sige, den oplevelse var for mig mere afgørende end et interview i en taleradio.
https://drkoncerthuset.dk/wp-content/uploads/2018/02/KH_DRVE_Nattergalen...

Det er virkelig på tide at nogen siger fra overfor en generation af overkontrollerede 12-talselever, der tror, at det at være velforberedt er det højeste, man kan opnå, fordi de er vokset op i et system, der ikke anerkender den selvstændige præstation.

Journalisten får som fortjent. Hun har forberedt alt på forhånd, selv Ghita Nørbys svar, og sidder forskanset bag sit tekniske udstyr, mere optaget af lydkvaliteten end af kontakten til det menneske, der forventes at udlevere sig selv hudløst igennem syv (!) timer uden at have nogen kontrol over det færdige produkt. Den slags kræver tillid, og det anerkender eller forstår Iben Maria Zeuthen ikke. Hendes upåvirkede fremturen må næsten være en bevidst provokation, for ellers er der tale om en rigiditet og mangel på evne til at komme et andet menneske i møde, der er bekymrende og burde diskvalificere hende fra at lave dybdegående portrætinterviews.

Når folk kritiserer det kommende tårn i Brande, lyder det lidt som et uddrag fra Ib Johansens sf-novelle “Den blå murer” fra novellesamlingen “Forår på Ansar”.

»Det er jo ikke Hongkong!«