Det er ikke nemt at være R. Kelly, Alf fra ’Bedrag’ eller Ghita Nørby i disse dage

... synes kulturredaktionen i denne uge og bringer nyt om popsangeren, udskriver en fanfiktionkonkurrence med en alternativ (lykkelig) slutning til DR’s utroligt gode serie og overvejer fortolkningsveje i Ghita Nørbys radiofoniske nedsmeltning/seniorsplaining/orakelsyn på truede Radio24syv. Og så kipper vi med flaget for Orson Welles a'la Mark Cousins, Brandes 320 meter høje tårn og nu salig kunstlegende Carolee Schneemann
I årets mest omtalte radiodokumentar ’Hele Danmarks Ghita’ flipper dansk skuespils grand old woman Ghita Nørby skråt på den rutinerede interviewjournalist Iben Maria Zeuthen.

I årets mest omtalte radiodokumentar ’Hele Danmarks Ghita’ flipper dansk skuespils grand old woman Ghita Nørby skråt på den rutinerede interviewjournalist Iben Maria Zeuthen.

Nils Svalebøg Mogensen

Kultur
15. marts 2019

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Smørtenor inde at brumme x 2

Ralf Christensen

Det er ikke nemt at være R. Kelly i disse dage. I januar blev tv-dokumentarserien Surviving R. Kelly sendt i USA. Den er fyldt med vidnesbyrd om seksuelle overgreb begået af den 52-årige amerikanske soulstjerne. Men det var bare starten.

Den 22. februar blev Kelly fængslet i hjembyen Chicago for ti anklagepunkter om seksuelle overgreb mod fire kvinder, nogle af dem dengang mindreårige. Han risikerer mellem 40 og 70 års fængsel.

Der var rygter om, at kvindelige fans ønskede at finansiere kautionen. Han blev løsladt 25. februar mod kaution på 100.000 dollar fra én anonym 47-årig kvinde fra en forstad til Chicago – identificeret som Valencia Love, der siden har fortalt, at pengene ikke kom fra hende.

Så blev den frie Kelly interviewet på CBS TV, hvor han både rasede og græd højlydt. Samme dag som første del blev sendt, den 6. marts, røg smørtenoren minsandten ind at brumme igen. Denne gang for at have undladt at betale børnebidrag på i alt 161.633 dollar til ekskonen Drea Kelly.

Tre dage senere kom han ud igen, da børnebidraget blev betalt af endnu en anonym person. Alt imens der foregår efterforskninger af Kelly i New York, Detroit og Atlanta samt føderalt.

Nej, det er ikke nemt at være R. Kelly, men i det mindste har han da venner i nøden.

Den originale jyske taleradio

Rasmus Elmelund

»Det begynder at ligne et regulært mord på Radio24syvs muligheder for at fortsætte,« skrev mediejournalist Lasse Jensen her i avisen, efter det i begyndelsen af ugen omsider lykkedes Dansk Folkeparti at komme igennem med kravet om, at radioens hovedsæde skal ligge i Jylland, og at 80 procent af radioens medarbejdere skal rykke med.

Senere meldte syv regionale og lokale medier, at de vil byde på sendetilladelsen til FM4-båndet. Det begynder ikke bare at ligne et mord, det er et mord.

Et mord på en lille, velfungerende radio fyldt med originale koncepter og gode historier – f.eks. denne uges afsløring af, at den russiske efterretningstjeneste i 00’erne forsøgte at rekruttere Marie Krarup. Det bliver spændende at se, om det hele bliver bedre på jysk.

Ghita er hele Danmarks Rorschach-test

Katrine Hornstrup Yde

Af listen over radiohistoriske øjeblikke, Radio24syv har præsteret trods manglende placering i Jylland, hører nu årets mest omtalte radiodokumentar Hele Danmarks Ghita, hvori Ghita Nørby flipper skråt på den rutinerede interviewjournalist Iben Maria Zeuthen.

Er det et spændende portræt af indgroede mor-issues, når Ghita kort efter at have kaldt Zeuthen for »dybt åndssvag« og et »udvendigt spektakel« mindes den traumatiske stund, da hendes skrappe mor fra sin hospitalsseng bad Ghita komme tilbage næste gang »med mere hjerte«?

Skal vi forstå den timelange tilsvining af den »yndige« journalist som internaliseret misogyni? Eller er det et skoleeksempel på den nedladenhed, som yngre journalister ofte møder hos seniorkilder? Seniorsplaining? Udnytter Radio24syv Ghita ved at bringe hendes demensduftende verbalskrald?

Har en kløgtig journalist bevidst ladet sig kue for at indsamle nok fornærmelser til at kunne gå radioviralt? Eller er Ghita et klarsynet orakel, der giver en velfortjent verbal fuckfinger til sleske journalister med selvhævdende interviewkoncepter?

Hvad synes du, kære læser? Hvem er du? Hvor er du? Du fortæller mig – INTET. Du er kun i skjul! Har du overhovedet ingen humor? Du byder ikke på noget. Du er: ingenting!

Gør Alf glad

Lone Nikolajsen

Hvem skulle have troet, at tredje sæson af Bedrag ville være så nærmest dansk tv-dramatikhistorisk god? Sjældent har der været tre så stærke hovedpersoner at kaste sin (mere eller mindre moralsk forsvarlige) kærlighed på som Maria, Nicky og Alf. Desværre sluttede serien alt for sørgeligt.

Alf lagde sig fladt ned på sin nussede seng og fyldte munden med piller. Hans hemmelige affære med kollegaen Isa virkede helt slut. Alf var ked af det.

Men det skal være løgn, skal det. Fordi jeg vil have, at Alf skal være glad, udskrives der hermed en fanfiktionkonkurrence. Opgaven lyder: Skriv en alternativ og lykkelig slutning på tredje sæson af Bedrag. Alf skal være med, og det skal gå ham godt. Bidrag kan sendes til loni@information.dk. Præmien er et gavekort på 50 kr. til en valgfri juicebar.

Politimanden Alf fik ikke sin lykkelige slutning i ’Bedrag’. Men det skal være løgn, mener Lone Nikolajsen.

Politimanden Alf fik ikke sin lykkelige slutning i ’Bedrag’. Men det skal være løgn, mener Lone Nikolajsen.

Brian Curt Petersen / DR

I Orson Welles’ fodspor

Christian Monggaard

Den britiske filmkritiker og dokumentarist Mark Cousins har en unik, idiosynkratisk måde at anskue verden på, f.eks. når han gennemgår filmhistorien og lader temaer diktere retningen i stedet for kronologi og geografi. Derfor synes han at være den helt rigtige til at portrættere en anden mand, der også var helt sin egen, nemlig Orson Welles. I filmen, The Eyes of Orson Welles, forsøger Cousins at finde ud af, hvem Welles var, og hvordan hans måde at se verden på kan spores i hans film.

Dokumentarfilmen, der fra mandag kan ses på C More, er formet som et brev til Orson Welles, hvori Cousins stiller spørgsmål og forsøger at komme med svar. Det er en fascinerende rejse, og så kan den suppleres med Cinematekets Welles-serie, der fortsætter til og med april.

Danmarks højeste tårn

Merle Baeré

Brande har fået et klart ja fra byrådet til at bygge Danmarks højeste tårn. Skaberen bag tårnet er tøjgiganten Bestseller, som ikke bare vil bygge et ‘ikon’ men ligefrem en hel landsby.

Med sine 320 meter bliver tårnet højere end Eiffeltårnet i Paris og næsten otte gange højere end Rundetårn. Og i Brande stråler man af begejstring. Som en beboer sagde, da Information for lidt tid siden var på besøg i byen: »Så får vi endelig noget at prale af.«

Bestseller

Et trist farvel til kunstlegenden Carolee Schneemann

Maria Kjær Themsen

To dage før kvindernes internationale kampdag døde kunstlegenden Carolee Schneemann (1939-2019) – det er jeg stadig trist over.

Næsten alt, hvad jeg skrev på uni, handlede enten direkte eller indirekte om Schneemanns skelsættende body art, hvor hun gjorde op med den mandsdominerede kunst i 1960’erne, hvor en kvinde højst kunne bruges som model.

Hun skabte fotografier, film og performances, hvori hun brugte sin egen nøgne krop som primært materiale. Hendes banebrydende performanceværker inkluderer bl.a. Interior Scroll (1975), hvor hun nøgen trækker en lang tale ud af sin vagina, som hun læste op – som om hendes sprog stammede direkte fra kønnet. I dag er performance og krop igen tilbage i fuld styrke i kunsten, og den skylder Schneemann stort set alt.

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg tror jeg går med prins Henrik-udlægningen...

Og det siger jeg med MASSER af humor ;-(

Runa Lystlund

Denne scene Ghita Nørby trådte ud på i 24/7, er hendes bedste præstation hidtil og viser med al tydelighed mennesket Ghita Nørby. Hun har nået højdepunktet, nu bør hun stoppe.

Hele hendes skuespillerkarriér er efter min mening middelmådig og hvis vi i familien ser hende i TV, slukker vi. Jeg får helt ondt i hovedet af at høre på hendes vås.

Undskyld fans men sådan er vi så forskellige.

Hanne Tagø, Henning Kjær og Mathias Petersen anbefalede denne kommentar
Heidi Andersen

I morges talte Niels Frid I radio247 og han har helt ret. Iben var latterlig og talte ned til Ghita. Hun burde være gået. I stedet sad hun som et fornærmet barn og talte om lyd, te og gåtur. Og ja, hun kunne ikke mærkes. Lød lige så tom som Ghita påpegede. Det er uforskammet at mene, at man i et syv-timers interview kan stikke en mikrofon op i hovedet på folk i stedet for en samtale mellem to mennesker, der både giver og tager. Så ja, Iben er uprofessionel og hul. Sådan en, mange ville finde irriterende.
Ghita opførte sig i den grad som menneskekender, der hurtigt kunne gennemskue Iben. Jeg forstår godt Ghitas reaktion, for selvfølgelig bliver hun da fuldkommen paf over en sådan journalist.

Bolette Bruno Hansen, Lisbeth Larsen, Anina Weber, Sus johnsen, christian christensen, Lise Lotte Rahbek og Mads Bech Madsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Har netop lyttet til det famøse Ghita Nørby interview.
Det er på alle måder et dokumentaristisk scoop, som blotlægger lidet flatterende sider af divaen: En bitter, ondskabsfuld havgasse for fuld udblæsning.
Pinligt, men også dybt fascinerende og sine steder endda underholdende.

Ib Gram-Jensen, Hanne Tagø, christian christensen, Runa Lystlund og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Jeg har ikke hørt dette interview og kommer aldrig til det. Er det ikke det formelle setup der er interessant? Hvis man interviewer nogen med mikrofon og eller kamera i deres eget hjem, ville jeg finde det passende, at den interviewede til gengæld for at åbne sit hjem, gives ret til at skære eventuelle brandere og fortalelser fra i det der offentliggøres? Har Radio 24/7 gjort det?

Flemming Berger, Bolette Bruno Hansen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

Hvem har behov for endnu et portræt af "Hele Danmarks Ghita"?
Både hendes livs- og karriereforløb er beskrevet hundredvis og atter hundredvis af gange.
Biografier og bøger om "Ghitas roser" udkommer ca. hvert andet år.
"...næste gang med mere hjerte" er blevet gentaget i det uendelige.
Man forstår godt, hvis Ghita Nørby ikke gider at fortælle den samme, nedslidte historie en gang til, men så kunne hun jo bare have sagt nej.

Lene Sørensen

Fantastisk interview, der vil gå over i historien. Begge parter afslørede "blinde pletter", som de ikke selv kan se. Men helt ærligt, Katrine Hornstrup Yde "demensduftende verbalslrald" - er det ikke under bæltestedet?! Ingen grund til forsøg på aldersdiskrimination. Ghita Nørby er lynende skarp. Om man så kan lide hendes synspunkter er en anden sag.

Sus johnsen, Anne Schøtt, christian christensen, Lise Lotte Rahbek og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar
René Arestrup

@Henrik Brøndum
Netop. Man kan undre sig over at en person som Ghita Nørby, der, som hun selv gør opmærksom på i løbet af interviewet, er blevet interviewet et utal af gange, ikke er fuldstændig skarp på præmisserne for interviewet.
Jeg forstår godt hendes modvilje mod at optræde i syv timer for åben mikrofon. Det er halsløs gerning, som selvsagt rummer en betydelig risiko for at træde ved siden af/sige noget forkert. Derfor burde hun have sagt fra fra begyndelsen og ikke først da journalisten sidder i hendes dagligstue.
Desuden forekommer det besynderligt, at Ghita Nørby tilsyneladende har en forestilling om 'en venskabelig samtale', når der hverken er tale om et venskab eller en samtale, men et interview, altså en ren professionel relation, hvor journalisten selvsagt søger at opnå noget.
Men måske divaen har fået lidt for meget 'venligt medløb' gennem sin karriere og endnu har til gode at forstå, at journalister ikke nødvendigvis er hendes fortrolige.
Det forstår hun muligvis nu.

Bjarne Toft Sørensen, Anina Weber og christian christensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Der er vrede og arrogance rettet mod journalisten i begyndelsen og i slutningen af interviewet - og så en mere fredfyldt midte, hvor der fortælles anekdoter.

Vreden og arrogancen har man hørt/set af og til de senere år. Vreden kan være berettiget, arrogancen er det ikke. Og ingen af delene noget godt for den interviewede.

Alt i alt beskæmmende at lytte til.

Maj-Britt Kent Hansen

… ingen af delene gør noget godt

Lise Lotte Rahbek

Fænomenal god radio ! (Jeg er jyde og spare normalt på superlativerne, men detder er guld)

Hvis jeg skulle vælge side ville det absolut blive Ghitas synsvinkel, jeg bedst forstår. Den pæne og tilsyneladende sarkastisk-humor-forladte journalist, som ikke forstår at et 7 timer langt interview med en mikrofon stykket helt op i sylten på offeret måske er ALT FOR MEGET forlangt.
Men der foruden er det svært imponerende at journalisten ikke bare skrider fra den svada, hun bliver mødt med.

Flot, menneskerelevant og tankevækkende. Tak for det.

Eva Schwanenflügel, Lene Sørensen og christian christensen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Så til tårnet i Brande. En nyrig mands vulgære idé om et højhus, har fortjent navnet Penis erectus Brandenis. Det vil stå som en evig skamstøtte over CO2 forbrug. Han må skynde sig at bygge nogle vindmøller for at kompensere.

Alternativt kunne tårnet omformes til en minaret og hele byggeriet kunne blive Danmarks største moske.

Esben Lykke, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
christian christensen

Nu vil jeg prøve at byde på noget. Ærligt talt, så har Ghita Nørby givet radio 24-7 lang mere end de overhovedet kunne forestille sig. Hvis journalisten havde holdt fast i sit "koncept" så havde vi fået en syv timer lang ørkenvandring af et interview, hvor Ghita Nørby (og muligvis journalisten selv) var faldet i søvn med næsen nede i karamelcremen over de infantile spørgsmål akkompagneret af fuglekvidder. Og ligeledes lytterne. Nu fik vi i stedet et livligt ping pong drama, med stor offentlig interesse, se blot alle bemærkningerne på de sociale medier.

Så tillykke med det 24-7! Jeg tror i øvrigt ikke at journalisten bevidst provokerede Ghita Nørby fra starten af for at få gang i sagerne. Så snedig virker hun ærligt talt ikke. Hun var virkelig bare sig selv, og det viste sig at være nok. Så her har den store gamle dame ikke helt ret.

Eva Schwanenflügel, Anina Weber og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
René Arestrup

'Men der foruden er det svært imponerende at journalisten ikke bare skrider fra den svada, hun bliver mødt med.'
Jeg tror det undervejs går op for journalisten, at Ghita Nørbys selviscenesatte striptease er det rene guld!
Og man er vel professionel...

Nette Skov, Bjarne Toft Sørensen og christian christensen anbefalede denne kommentar

Når jeg bliver gammel, vil jeg være præcis ligesom Ghita Nørby.

Eva Schwanenflügel, Anina Weber, Lise Lotte Rahbek og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

For min skyld behøver disse divaer og divoer slet ikke blive interviewet. Jeg vil normalt ikke have den fjerneste interessere i at lære disse divaer, divoer og deres meritter nærmere at kende .

Men uforskammet opførsel er åbenbart helt almindelig i de cirkler:
https://politiken.dk/kultur/art7085667/Politikens-journalist-har-prøvet-det-selv-»Uh-jeg-har-interviewet-en-del-Ghita-Nørbyer.-Deriblandt-Ghita-Nørby«

olivier goulin

@Rene

Præcis! Jeg tænkte det samme - efter nu at have hørt de første 10 minutter.

Naturligvis må det have været fristende for journalisten bare at rejse sig og sige til den arrogante kælling: "Dig gider jeg ikke spilde et sekund mere på - tak for kaffe".

Men hun har helt sikker indset - som den drevne lystfisker - at hvis jeg bare giver hende lidt line og lader hende køre den helt ud - så har jeg snart en kæmpefangst i nettet. Damen er tydeligvis bindegal, og hun er tilsyneladende også så meget i sit diva-ego's vold, at hun helt har glemt at båndet ruller, og hun næste dag vil være udleveret til spot og skam i hele kongeriget.

Divaen har tydeligvis ikke kunnet tåle al den opmærksomhed. Det korrumperer de fleste.

Så, Iben Maria Zeuthen - den opgave klarede du mesterligt. Tillykke!

/O

Hanne Tagø, Henning Kjær, Nette Skov, christian christensen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Det burde nok være Brandensis.

Vedr. en fortsættelse af "Bedrag".
For mig var det største chok, at Nicky blev tilintetgjort, netop som han sad i politibilen med et lille smil på læben og glædede sig til en fremtid med sønnen.
Det var så råt, at det næsten var ubærligt.
Det betyder selvfølgelig sørgeligt nok, at en evt. fortsættelse bliver uden Esben Smed, som har imponeret stort i den mangefacetterede rolle.
Han er en fænomenal skuespiller, som ser ud til at mestre det hele.
Nicky er død, men fra Esben Smed har vi heldigvis uden tvivl mange store præstationer til gode.
PS: Thomas Hwan's præstation er i høj grad også en messe værd.

Bjarne Toft Sørensen

Hvis Ghita Nørby havde haft en "spindoktor", ville en række aftaler omkring formen, spørgsmål og "iscenesættelsen" i øvrigt være aftalt på forhånd, og interviewet ville næppe være blevet til noget (eller det ville være blevet meget forudsigeligt og vel kedeligt).

Nu kom interviewet i stedet i høj grad til at dreje sig om "iscenesættelses" - processen, der skal afklare, at intervieweren har mulighed for nogenlunde at få det "billede" af den interviewede, som hun har planlagt på forhånd, at hun vil have (det fik hun ikke, men hun fik noget andet), og at den interviewede kommer til at fremstå som det menneske, som hun mener, at hun er.

Det, der ses på TV og høres i radioen, er langt fra så direkte og spontant, som de fleste mennesker forestiller sig. For nogle år siden kunne man på TV efter det "officielle" interview med en meget usikker trafikminister eller trafikordfører med "skjult" skærm og lyd opleve det møgfald, som journalisten efterfølgende fik af politikeren og hans spindoktor, fordi hun for åben skærm havde drejet spørgsmål ind på noget, som det på forhånd var aftalt, at der ikke skulle spørges ind til.

For mange år siden var jeg "tilskuer" på et program på DR, der hed "Skattefri lørdag". Det blev optaget om torsdagen, og som tilskuere fik vi på forhånd at vide, hvad vores rolle var, og der sad en dirigent for tilskuerne uden for skærmens rækkevidde, som med tegnsprog hele tiden holdt os orienteret om, hvad der forventedes af os.

Det tog tre gange så lang tid at optage udsendelsen, som det der blev vist som "direkte" den følgende lørdag. Enkelte ting blev taget om, der skulle sminkes, og der skulle ind imellem forhandles ting på plads mellem produceren og værterne i studiet og aftales ting med de kendte gæster, der på forskellige måder "optrådte" i udsendelsen.

Om lørdagen blev "scenerne" så vist i en helt anden rækkefølge end den, de var blevet optaget i.

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og christian christensen anbefalede denne kommentar

Desværre tabte jeg allerede store dele af min sympati for Ghita ved DR K's miniserie "Europæiske divaer". En der til gengæld vandt min fulde respekt var Stina Ekblad. Resten af fornøjelsen ved Ghita forsvandt ved transmissionen fra Odense den 22. august 18 af "Nattergalen" for kor, blokfløjte og fortæller, med Ghita der som fortælleren oplæste eventyret af HC Andersen. Kavaleren, som "svarede ikke andet end "P!" og det har jo ikke noget at betyde." Dette "P!" skal være et foragteligt pust, uden stemme. Men Ghita lod ham sige "PE!", med højt og tydeligt E. Og det har jo endnu mindre at betyde. Endnu værre: Da kejseren siger "Kunstfuglen slår jeg i tusinde Stykker" siger nattergalen: "Gør ikke det, den har jo gjort det gode, den kunde!" Den sætning skal udtales lige så varsomt som dens budskab, ikke smågrinende, nedladende og latterliggørende, som Ghita gjorde. Hun virkede hele vejen uforberedt, ukoncentreret, fejlplaceret, uden eller med dårlig instruktion, som om det hele kan klares på renomméet. HC Andersen lever på og af mundtligheden. Og den skal med, ikke mindst i en prestigeopsætning med gode kunstnere på alle (andre) pladser. Jeg vil sige, den oplevelse var for mig mere afgørende end et interview i en taleradio.
https://drkoncerthuset.dk/wp-content/uploads/2018/02/KH_DRVE_Nattergalen...

Det er virkelig på tide at nogen siger fra overfor en generation af overkontrollerede 12-talselever, der tror, at det at være velforberedt er det højeste, man kan opnå, fordi de er vokset op i et system, der ikke anerkender den selvstændige præstation.

Journalisten får som fortjent. Hun har forberedt alt på forhånd, selv Ghita Nørbys svar, og sidder forskanset bag sit tekniske udstyr, mere optaget af lydkvaliteten end af kontakten til det menneske, der forventes at udlevere sig selv hudløst igennem syv (!) timer uden at have nogen kontrol over det færdige produkt. Den slags kræver tillid, og det anerkender eller forstår Iben Maria Zeuthen ikke. Hendes upåvirkede fremturen må næsten være en bevidst provokation, for ellers er der tale om en rigiditet og mangel på evne til at komme et andet menneske i møde, der er bekymrende og burde diskvalificere hende fra at lave dybdegående portrætinterviews.

Esben Lykke, Eva Schwanenflügel, Anina Weber, Anna Birthe H Bach og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Klaus Lundahl Engelholt

Når folk kritiserer det kommende tårn i Brande, lyder det lidt som et uddrag fra Ib Johansens sf-novelle “Den blå murer” fra novellesamlingen “Forår på Ansar”.

»Det er jo ikke Hongkong!«