Læsetid: 5 min.

Nu er Nik og Jay blevet klima-’woke’

… og deres seneste musikudspil rummer alt hvad denne avis har forsøgt at skrive i årtier. Det har kulturredaktionen stor optur over i denne uge – sammen med kunst på kampdagen og sydkoreansk nyromantik på YouTube. En nordjyde i vor midte bringer desuden seneste nyt om klumpfisk, ligesom vi har nyt om nobelprisfarcen i Sverige
Nik og Jay optrådte i Jyske Bank Boxen sidste år.

Nik og Jay optrådte i Jyske Bank Boxen sidste år.

Anita Graversen

8. marts 2019

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Nik og Jay er nu klima-’woke’

Katrine Hornstrup Yde

Der er stadig nogen, der tror, at Nik og Jay er for sjov. Men det har de aldrig været. Faktisk er de nok Danmarks mest dybfølte popkunstnere – så kærlige og ærlige, at iskolde ikkefans længes efter distance. Nu er de med singlen »Dråber af lys« gået ind i klimakampen – efter at have rost kolleger som Theis Ørntoft for samme indsats.

Og kan man egentligt sige det klarere end: »Naturen er under pres, kloden har det varmt / Ironisk nok er det os selv, der bliver ramt,« som Jay rapper?

Dertil griber han til egen barn og kritiserer duoens rolle i »nullernes opsving, velstand og bling-bling«. Han præsenterer et økokritisk blik for dyr, der også er »følende væsner« og for natur og herunder skovene, der er som »lunger, der trak vejret med os«. Og Jay er med på udfordringerne ved den globale, sociale ulighed: »Hvordan får man alle med, der’ stadig mennesker derude / Der aldrig har haft adgang til rent vand og mad«.

Og det kunne man jo så le lidt ad. Men at tage Nik og Jay alvorligt er samme øvelse som at tage deres budskab alvorligt – det, vi i denne avis har forsøgt at sige i årtier og stadig selv ikke heeelt fatter eller handler efter. Heldigvis trøster oprigtighedskunstnerne os også med håb, mens vi fatter mod: »Jeg ved ikk' helt, hvor jeg starter / Men jeg tror på os og på mañana / Ja, ja, ja-ja …«

Sydkoreanere er også nyromantikere

Ralf Christensen

På YouTube ser det kulturelle verdenskort lidt anderledes ud. De lande, vi ser op til rent kulturelt, er henvist til mindre glorværdige positioner. I stedet sidder puertoricanske forsangere på både 3. og 2.-pladsen på ugens hitliste, og det er Sydkorea, der i skrivende stund har den mest sete video på sitet. Sangen hedder – på trods af det koreanske sprogs dominans – »Focus On Me«. Den er med duoen Jus2, som er en udstikker, en såkaldt subunit af K-pop-boybandet Got7.

Det er aerodynamisk r&b. Videoen ligner noget, Le Corbusier ville have lavet med adgang til computereffekter. Hjerteknuserdrengene er som taget ud af new romantics-80’erne. Og de har de samme følelser som alle andre. Liderlige, men på jagt efter deres soulmates.

Sangen er i øvrigt en del af EP’en Senses, der handler om alle sanserne, også den sjette.

Nydelsessyg og Kampklar!

Maria Kjær Themsen

Det er kvindernes internationale kampdag, og den falder belejligt i år på en fredag, hvorfor flere fremsynede kuratorer har fundet på at åbne kampklare udstillinger netop i dag. LUXURIA- Begær og fortabelse er en fræk og sanselig udstilling af Mie Mogensen, der handler om hangen til nydelse og lysten til at give efter for begæret. Den åbner i et af de små Pavillon-huse (nr. 11) i Kgs. Have i København og bruger Rosenborg Slot som passende svulstig baggrund.

Mogensen har skabt et rumligt og iscenesat stilleben med lokkende frugter, et dragende relief og pompøs keramik. Bagsiden af medaljen vises først i næste udstilling, så nyd det, mens det varer.

Anderledes radikalt bliver det sikkert på gruppeudstillingen, der kort og godt hedder 8. Marts, der foregår hos Tania og Thomas Asbæk på St. Kongensgade 118.

Her kan man se nogle af de mest profilerede kvindelige navne i dansk samtidskunst som Maiken Bent, Evren Tekinoktay, Lea Gulditte Hestelund, Astrid Myntekær, Rose Eken og mange andre, og selv om værkerne sikkert vil stikke i alle mulige retninger, så er navnene så gode og dagen så oplagt til et kvindekollektivt møde, at jeg helt sikkert må forbi og lade mig smitte af de stærke kræfter.

 Seneste nyt om klumpfisk

Mille Breyen Hauschildt

Som nordjyde er der især én ting, man i mange år har været stolt over. Og det er klumpfisken på Nordsømuseet i Hirtshals. Museets første klumpfisk, Klumpe, døde under den tragiske brand på museet i 2004. Akvarieassistenten fortalte om, hvordan han fandt den døde fisk ved et tilfælde: » … jeg var nede for at tage billeder til forsikringsselskabet. Bagefter svømmede jeg lige en runde og fjernede en død haj fra bunden. Herunder så jeg så klumpfiskens hale.«

Efter brandulykken var nordjyder i kollektiv sorg, og mange (folkeskolelærere især) cementerede sorgen ved at bære T-shirts med billeder af Klumpe.

Henning Bagger

Senere kom klumpfisken Andrea på 250 kg til, som også spiller ’klumpfisken’ i spillefilmen af samme navn. Hun døde desværre kort tid efter optagelserne i 2013. I sidste uge fandt man så en kæmpe klumpfisk skyllet op på stranden i Californien. De amerikanske overskrifter lød: »En kæmpe, mærkværdigt udseende fisk skyllet op på en californisk strand.« 

Amerikanerne forstår tydeligvis ikke at værdsætte deres gæst. Det er et dybt fascinerende og usædvanligt dyr. F.eks. svømmer den nogle gange vandret – andre gange lodret. Og selv om den ser ud til at være utrolig klodset bygget, så kan den svømme vildt stærkt og springe en meter op af vandet. Hvem ville ikke gerne se det?!

Politikere slår sig sammen med influencere 

Lone Nikolajsen

Det med at kaste sig hovedkulds ud i amatørrap uden nogen form for sikkerhedsudstyr er fortsat forbeholdt lokalpolitikere. I forbindelse med de forestående valg til Folketinget og Europa-Parlamentet sker de mest uventede forsøg på at komme i øjenhøjde med (udvalgte dele af) vælgerskaren på YouTube, hvor flere politikere har slået sig sammen med såkaldte influencere, hvis mange følgere på de sociale medier de gerne vil introduceres for.

I sin søgen efter den mest direkte vej til førstegangsvælgernes hjerter har Socialdemokratiet f.eks. sat Mette Frederiksen sammen med youtuberen Anna Briand. I en række minutlange videoer diskuterer de begrebet muligheder, deres fælles begejstring for hvaler og at der ikke er nogen fornuftige grunde til, at der er egenbetaling på tandlægebesøg.

Mr. Svensk Litteratur er ofret

Peter Nielsen

Nobelprisen i litteratur er ikke bare reddet, til oktober kommer der hele to Nobelpriser, når årets og sidste års pris, der druknede i skandaler, uddeles.

Redningsaktionen er ikke uden omkostninger: Nobelprisen har mistet anseelse, Nobelstiftelsen har fået større magt over arbejdet i Akademiet, og den skandaleramte, men i øvrigt yderst litterært kompetente Horace Engdahl er blevet tvunget væk fra den komité i Akademiet, hvor man udvælger årets modtager.

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

  • Der er rigtig god julestemning mellem Pernille Rosendahl og Kristian Jensen og blandt de nominerede til Turner-prisen

    6. december 2019
    And the award goes to ... Alle de nominerede til Turner-prisen, der har overtalt komiteen til at lade dem dele sejren. Imens har Venstres Kristian Jensen fundet sammen med Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl, og et nyt kunsttyveri har ramt Tyskland
  • Det har været en god og dårlig uge for Michael Jackson

    29. november 2019
    På kulturredaktionen klapper vi ad Taylor Swifts AMA-rekord og en østrigsk kvindelig komponist. Samtidig er tyskerne blevet frarøvet milliardskatte, og en brite vrider sin hjerne over, hvordan Michael Jacksons liv kan filmatiseres. Et nyt museums-computerspil og en Netflix-biograf har også optaget os i ugen, der er gået
  • Død er ikke længere en undskyldning for ikke at arbejde

    22. november 2019
    Gode kulturprogrammer på DR dør, mens James Dean genopstår på lærredet. Det måber vi i denne uge over på kulturredaktionen, alt imens John Kørner raser over »profithungrende røvhuller«, Kanye West tager en karrieredrejning, og en teaterinstruktør vinder indsigt i tykke menneskers følelser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu