Læsetid: 3 min.

Peter Tudvad: »Da min kæreste så mig flæbe i kirken, troede hun, at jeg var kommet til troen«

Et møde med Bachs Johannespassion i Lübecks domkirke lærte forfatteren og filosoffen Peter Tudvad, at kunst ikke kun er en æstetisk oplevelse, der vedkommer den enkelte. Det kan også være en social begivenhed, der styrker fællesskabet
Da forfatter Peter Tudvad stiftede bekendskab med Bachs Johannespassion i Lübecks domkirke, indså han, at kunst ikke kun er en æstetisk oplevelse. 

Da forfatter Peter Tudvad stiftede bekendskab med Bachs Johannespassion i Lübecks domkirke, indså han, at kunst ikke kun er en æstetisk oplevelse. 

Sofie Amalie Klougart

13. marts 2019

»I påsken 2012 rejste min kæreste og jeg til Lübeck. Hun havde foræret mig et par dage på et hotel i den smukke hansestad, og vi ankom til byen palmesøndag. Jeg havde håbet, at vi ville være så heldige, at de i påskens anledning opførte en af Bachs passioner – Bach står mit hjerte meget nær – og sandelig om ikke de et par timer efter, vi var ankommet, opførte Johannespassionen i Dom zu Lübeck. Vi skyndte os derfor at smide vores baggage på hotellet og drog af sted til kirken.«

»Domkirken i Lübeck er nærmest et Gesamtkunstwerk i sig selv. Det er ikke bare arkitekturen, der her åbenbarer sig for ens øjne. Det er også malerierne, altertavlerne, skulpturerne – og i vores tilfælde: musikken. Bach skrev flere forskellige passioner. Hans bedst kendte er formentlig Matthæuspassionen, ’den store passion’, men jeg kan bedre lide Johannespassionen, fordi den er kortere og mere dramatisk.«

»Mellem passionens to dele holdt Wolfgang Grusnick, som var præst ved kirken, en meget smuk tale, hvori han henvendte sig til publikum som et fællesskab. Netop fællesskabet har en særlig betydning i Lübeck. Natten til palmesøndag 1942 – altså præcis 70 år før vi satte vores ben i kirken – blev Lübeck bombet sønder og sammen. Vistnok som den første by i det britiske Bomber Harris-program, der gik ud på at tæppebombe moralen ud af tyskerne. I sin prædiken rakte Wolfgang Grusnick ud til forsoning og fællesskab med briterne ved at bruge anledningen til også at mindes de engelske byer, som i efteråret 1940 var blevet ofre for tyskernes Blitz. Den prædiken var med til at gøde jorden for den oplevelse, jeg fik.«

»Musikken og hele iscenesættelsen af den – herunder præstens tale – greb mig så dybt, at jeg måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Men netop som passionen sluttede, og jeg troede, at det ville lykkes mig, så jeg igen kunne trække vejret frit og dermed undgå at blamere mig blandt fremmede, bad præsten alle de måske to tusinde mennesker i den fyldte kirke om at rejse sig og bede ’Vaterunser’ sammen. Jeg skylder måske lige at sige, at jeg ikke var religiøs på det her tidspunkt. Men da stemmerne bag mig, foran mig og til begge sider begyndte at samle sig og tale i kor, var det, som om vi alle smeltede sammen til ét stort hav – én mægtig bølge, der bar hele kirkeskibet – og med ét blev jeg så bævende bevæget, at tårerne trillede ud af kraniet på mig.«

»Da min kæreste så mig stå og flæbe, troede hun, at jeg var kommet til troen, og at jeg måske endda havde fået en åbenbaring. Jeg måtte gøre mig store anstrengelser for at overbevise hende om, at det snarere var en følelse af fællesskab, der havde rørt mig. Formentlig fordi jeg i årevis havde beskæftiget mig lidt rigeligt med Søren Aabye Kierkegaard – manden, der nærmest har taget patent på begrebet ’hiin Enkelte’. Der er ikke meget plads til fællesskab hos vores kære nationalikon. Og netop derfor var det en forløsning pludselig at få en fornemmelse af, at der er en anden vej at gå. At der er et fællesskab, man kan knytte sig til og lade sig bære af. Tilmed et fællesskab, som her opstod helt uvilkårligt og var knyttet sammen af to tusinde tilfældige menneskers fælles interesse for Johannespassionen. Det var på det tidspunkt, det gik op for mig, at kunsten kan så meget andet end bare at give den enkelte en æstetisk oplevelse. Den kan også give mennesker en følelse af samhørighed, af at høre sammen. Og personligt kom oplevelsen til at udpege en ny retning: et forsøg på at lægge det individualistiske bag mig og i stedet begynde at opsøge fællesskabet.«

Fortalt til Rasmus Bo Sørensen

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Erik Pedersen
Jørn Andersen og Erik Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Kunsten kan... ja, den kan både det der er ord for og "det andet", både i fællesskab og enegang - som dog må opleves af en "hin anden" så også der er der en flig af fællesskab?
Bl.a. derfor den i sin flertydighed kan være farlig og bli'r bekæmpet/forsøgt styret, gjort entydig.
Bl.a. derfor den er uomgængelig og uudslukkelig.