Læsetid: 6 min.

Røvhullets fænomenologi som social karikatur, Herzog, Gorbatjov og Pamela Anderson samt følelsen af at være en uddød fugl: Informations redaktører har læst CPH:DOX-programmet

Den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX er en kæmpestor, internationalt set prestigiøs, kunstnerisk afsøgende gave til os alle. Og komplet labyrintisk og intimiderende at komme i gang med at åbne. Kulturredaktøren har pisket en håndfuld af avisens redaktører til at læse festivalprogrammet og komme med anbefalinger, så du – næsten – kan nøjes med at læse denne artikel
Sammen med teenagesønnen vil Rune Lykkeberg ind og se stjerneinstruktør Nick Broomfields klassiker Biggie & Tupac fra 2003 om den drabelige beef mellem to legendariske 90’er-rappere.

Sammen med teenagesønnen vil Rune Lykkeberg ind og se stjerneinstruktør Nick Broomfields klassiker Biggie & Tupac fra 2003 om den drabelige beef mellem to legendariske 90’er-rappere.

Pressefoto

20. marts 2019

Vores filmkollega fra Weekendavisen, Bo Green Jensen, skrev det egentligt meget godt sidste weekend:

»Alle medier gik i selvsving, da det blev bekendtgjort, at Tour de France om to år begynder i København. Men DOX er hvert år.«

Preach! For CPH:DOX, der starter i dag og løber ti dage frem, primært i København, er en af de vigtigste dokumentarfilmfestivaler i hele verden, på højde med festivalerne i Sheffield, Amsterdam og Toronto. Og det i en tid, hvor dokumentarisme boomer både kunstnerisk og i popularitet på streamingplatforme, i biografer og i radio og på podcast – og sætter debatdagsorden.

Tag blot sidste uges besættende diskussioner om journalistikken i Radio24syvs Ghita Nørby-interview og Michael Jackson-dokumentaren Leaving Neverland, som DOX i øvrigt holdt forpremiere på sammen med instruktøren og viser på festivalen i fuld længde.

Michael Jackson-dokumentaren Leaving Neverland bliver vist på DOX-festivalen.

Fra DR

DOX er også en af de vigtigste kulturbegivenheder i Danmark generelt. Det er sådan en festival, der får os til at se rigtig kloge og spændende ud på afstand, og som inviterer de kloge og spændende til vores hovedstad.

Hej til frihedskunstnerdarling Ai Wei Wei, hej til Pamela Anderson og filosof Srećko Horvat, hej til oscarvindende dokumentarist Charles Ferguson (ham med Inside Job) og andre vigtige internationale dokumentarister, kunstnere og musikere.

Hej til koncerter og talks og masterclasses og workshops for børn.

Og et særligt varmt hej til den altomsluttende teknologi Virtual Reality, som er festivalens store fokuspunkt, og som ifølge vores kollega Sofie Stenstrop er et mirakelmiddel for filmmediet: Virtual Reality, skrev hun i sidste uge, »søger dybere ind i bevidstheden, kaster et nyt blik på kosmos og ser langt ud i fremtiden. Oplevelser, der udvider, hvad vi overhovedet tænker på som hørende til den virkelige verden – og som muligt for dokumentariske former at beskæftige sig med«.

Intet mindre. Udvalget på DOX skulle være eksemplarisk for, hvad Virtual Reality kan.

Så det skal jeg opleve – ind i den virkelige verden på Kunsthal Charlottenborg med mig og hjelmen. Jeg skal ikke mindst se det kunstværk, jeg i år har længtes mest efter, uden at jeg har taget mig sammen til faktisk at se det. Nemlig Jakob Kudsk Steensens VR-værk Re-Animated, der blev udstillet på Tranen i Hellerup.

Jakob Kudsk Steensens udstilling RE-ANIMATED kan ses på årets festival.

Pressefoto

Her føler du dig, lyder det, som en uddød, hawaiiansk fugleart. Og det skulle føles ret vildt, bl.a. ifølge vores højdeskræk kunstredaktør Maria Kjær Themsen, der anmeldte det tidligere på året:

»Jeg svæver rent faktisk ikke rundt ude i atmosfæren og kigger på eksotiske landskaber under mig. Eller jo, det gør jeg, og det er derfor, jeg skriger.«

Men hvad skal man ellers se? Hvad synes dem på dagbladet, der normalt udvælger, hvad du, kære læser, bør læse?

Christian Monggaard, filmredaktør

Jeg ringer til vores filmredaktør Christian Monggaard, der arbejder fra sit landsted i Osted. Han er i gang med at se en YouTube-video med en 91-årig og en 94-årig, der danser jitterbug. Hvorfor? Han kan ikke huske det. Han ved ikke, hvordan han fik klikket sig derhen.

»Men jeg ELSKER at se dokumentarfilm,« siger han betryggende.

»Virkeligheden har jo fået en renæssance de seneste ti år, og denne ene gang om året, under DOX, er det jo en … eksplosion!«

»Men også en overvældende eksplosion,« spørger jeg og løfter lidt på det 87 sider lange, røde festivalprogram med 200 film, der ligger og tynger på skrivebordet.

Ja. Det må filmredaktøren indrømme.

»Jeg kan da godt få det lidt: Puuuha, at jo ældre jeg bliver, jo mere uoverskueligt kan programmet virke – også selv om jeg har set en del af filmene på festivaler og kender til mange af instruktørerne.«

Men læserne skal ikke give op af den grund, understreger han. Man skal tage det som en oplevelse:

»Man kan da godt sige, at DOX på en måde vil for meget på én gang. Man kan OGSÅ sige, at festivalen bevidst har blandet alt sammen for at understøtte den medievirkelighed, vi befinder os i, og favner spændingsfeltet mellem virkelighed og fiktion og mellem film og billedkunst, film og installationskunst, film og teater og i år med fokus på virtual reality.«

Den slags alternative greb og veje rundt i filmmediet kan føles elitær, men man skal ikke frygte noget, understreger han: »DOX er en festival for sanserne, så man skal gå værkerne åbent i møde.«

Og hvad vil han så anbefale?

»Alien

– En fiktionsfilm?

»Ja! Det er ikke bare science fiction, det er også en gyserfilm og har en virkelig sej kvinde i hovedrollen. Den fylder 40 i år, og det fejrer man ved at vise en nyrestaureret version og så en spritny dokumentarfilm Memory: The Origins of Alien, der

Filmen Memory: The Origins of Alien vises på DOX i år. 

Pressefoto
handler om, hvordan den blev lavet, om dens temaer såsom moderskikkelser, kastrationsangst, seksualitet, og hvad pokker der ellers er.«

Han holder en tænkepause.

»Alien er en af mine 100 favoritfilm.«

Endnu en tænkepause.

»Men man bør ikke se den alene ude på landet.«

Så lægger han på og springer vel tilbage på YouTube.

Ned med mig til 1. sal, hvor vores redaktør for den store virkelighed, udlandsredaktør Emil Rottbøll, som aftalt sidder med næsen nede i programmet.

Emil Rottbøll, udlandsredaktør

»Kæft, der er mange film!« stønner han. Men han er også begejstret. »Det her ser FANDME sjovt ud!« siger han og borer pegefingeren ned i en af festivalens politiske film, Meeting Gorbachev.

»Werner Herzog interviewer Mikhail Gorbatjov om historie, Sovjetunionens fald og Ruslands fremtid. Altså – den kombination ved jeg ikke, hvad jeg skal forvente mig af. Herzogs Gorbatjov er en superinteressant person. Man kan ikke placere ham. Han fik Nobels fredspris, men han er også superkritisk over for Vesten. Der MÅ komme noget interessant ud af det.«

– Hvor er han nu?

»Jamen, han render jo bare rundt på gaden i Rusland. Og er blevet 87!«

På festivalen er der også mange talks, blandt andet An Evening With Pamela Anderson & Srecko Horvat.

Pressefoto

Hvad ellers? Emil Rottbøll har nu fundet Hans Pools portrætdokumentar, Bellingcat – Truth in a Post-Truth World, om de hacktivister og civile journalister, der under fællesnavnet Bellingcat udfordrer de officielle udlægninger af bl.a. krigen i Syrien og giftangrebet på en russisk spion i London.

»At blive klogere på, hvem de er, og hvordan de fungerer, det … ja, det er måske sådan lidt lektieagtigt,« siger han. Glad.

Han når lige at bladre 24 sider frem mod sin sidste anbefaling, da han bliver nødt til at tage et udlandsopkald.

Med telefonen i hånden peger han begejstret på en af festivalens mange talks, An Evening With Pamela Anderson & Srecko Horvat, hvor 1980’ernes Baywatch-babe, nu aktivist, Pamela Anderson taler med den kroatiske filosof om Europas aktuelle krise. Jeg nikker indforstået og piler ned i kantinen.

Her sidder avisens chefredaktør, Rune Lykkeberg, og slubrer suppe i sig.

Rune Lykkeberg, chefredaktør

Han er ikke DOX-fan som sådan.

»Jeg beskæftiger mig VIRKELIGT meget med dokumentation til hverdag. Jeg er fiktionsfan! MEN: Jeg kunne virkeligt godt tænke mig at se den film om Aaron James’ teori om, hvorfor nogen er røvhuller. Assholes: A Theory. Jeg har læst bogen, og jeg synes, at hele røvhulstematikken var moralsk og epistemologisk interessant.«

Assholes: A Theory.

Stillbillede fra filmen

– Hvad var tesen?

»Det er mere et greb end en tese: Der er postulat om, at nogle mennesker bare ER røvhuller, og så afdækker den, hvordan de er røvhuller. Den forklarer ikke, at de er det. Det er mest bare røvhullets fænomenologi som social karikatur.«

Med teenagesønnen vil Lykkeberg også ind og se stjerneinstruktør Nick Broomfields klassiker Biggie & Tupac fra 2003 om den drabelige beef mellem to legendariske 90’er-rappere.

»Det var en kultur, som jeg ikke forstod, og som nu er en stor del af min søns univers.«

Og så vil han se portrættet af den franske filosof Alain Badiou i filmen Badiou. Badiou var oprindeligt spændende, fortæller Lykkeberg, fordi han ville gøre Platon til fundamentet for moderne tænkning efter en tid med poststrukturalisme og dekonstruktivisme. Siden blev hans teorier desværre noget … illusoriske. 

»Det er for mig mystisk, at man kan rejse rundt med en så spinkel teori om populisme og så alligevel blive et kæmpe kultfænomen,« siger Lykkeberg.

»Jeg har læst rigtig mange af hans bøger, jeg har også anmeldt mange, og dyrkelsen af ham som Frankrigs store tænker er et …« (han fniser) »… fantastisk fænomen. Så den skal jeg se.«

CPH:DOX. 20.–31. marts. Se programmet på cphdox.dk eller find det på print i udvalgte biografer. Information følger løbende festivalen i avisen, torsdag med anmeldelse af åbningsfilmen ’Reformisten’, fredag i kulturtillægget med en anmeldelse af autofiktionsfilmene samt løbende med reportager og interviews

Billede fra den britiske dokumentar fra 2019. Påstande om, at Michael Jackson skulle have misbrugt børn seksuelt, dukkede første gang op i 1993.
Læs også
I denne uges udgave af Radio Information fortæller chefredaktør Rune Lykkeberg om sin nye bog, ‘Vesten mod Vesten’. Du kan også høre om migranten Kisma Barrie fra Sierra Leone og filmredaktør Christian Monggaards guide til CPH:DOX.
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu