Krigen var langt væk i min barndom i 1970’erne, velstanden var et faktum, friheden var noget, vi forventede, og alt det onde noget, vi bevægede os væk fra: undertrykkelse af kvinder, nazisme, racisme, ulighed og fattigdom.
Det, der var tilbage, var rester fra gamle dage.
Vi vidste, at vi ikke skulle finde os i patriarker, autoritære skolemestre og mandschauvinister. De var stadig derude, men vi vidste, at vi havde moralsk ret, når vi var imod dem.
Jeg identificerede mig med hippierne: De var mere grænseoverskridende, end jeg turde være, og de havde en større sag, end jeg nogensinde havde engageret mig i. De havde skabt den musik, vi lyttede til, og de havde kæmpet for, at vi alle sammen kunne være frie. Seksualiteten var ikke farlig, og kroppen var ikke noget, som skulle spærres inde, det havde de ret i. Vi troede på den menneskelige natur og vores egen frihed til at gøre, som det passede os. Selvfølgelig skulle mennesker være frie.
Jeg troede på rockmusikken.
Men der var en ny kultur, jeg ikke forstod, og som overhovedet ikke appellerede til mig. Punkkulturen. Jeg fattede ikke, hvorfor ungdommen bevidst påførte sig smerte. Stak sikkerhedsnåle gennem deres læber og ører, gik i militærstøvler og klippede sig skaldede. Kulden, ubehaget, brutaliteten og grimheden i deres udtryk. Det appellerede ikke til frigørelser, fantasier, lyster og drømme. Tværtimod.
Det var ikke, fordi jeg var naiv. Jeg kunne godt forstå, at man kunne finde på at skyde John F. Kennedy; han var så smuk og så perfekt et ikon for de skinnende, vidunderlige begavelser, som tegnede den nye verden. Han kunne true Sovjetunionen, forføre Marilyn Monroe og sende amerikanere til månen.
Selvfølgelig kunne man få lyst til at skyde ham.
Og jeg kunne godt se meningen med USA’s krig i Vietnam. Missionen var pervers, og udførelsen sindssyg, men hvis man regnede kampen mod kommunismen for forsvaret for den frie verden, var Vietnamkrigen ikke uden formål.
Jeg kendte også ordet »fremmedgørelse«, og jeg havde hørt om eksistentialisterne, der sagde, at tilværelsen var absurd. Men det var et vilkår, de beklagede, og det var en sandhed, de selv oplevede som frygtelig, de afdækkede.
Punken var noget andet: Det var, som om punkerne selv dyrkede meningsløsheden og ubehaget. De fremstillede det, jeg mente vi skulle være enige om at bekæmpe. Jeg oplevede dem som et voldeligt indslag i en kultur, som ellers blev mere og mere fredelig, og de fremstod for mig som et attentat på alt det varme, vilde, frigjorte og legende, der efter min opfattelse kendetegnede ungdomskulturen. Punken, skinheadene, var ubegribelige og meningsløse i min forstadstilværelse.
De prøvede ikke at bringe historien fremad, men derimod at vise os alle sammen det sorte i mennesket og det afskyelige i samfundet. De var destruktive, og destruktionen var selve deres udtryk.
Punkens motto forstod jeg ikke: »No future.«
Det gør jeg nu – punken var det første tegn i min ungdom på, at fremskridtets tid var forbi, og Guldalderen var overstået.
Det første tegn, jeg selv opfattede i hvert fald.
De voksne havde allerede bemærket det, der var ved at ske, for 1970’erne var kendetegnet af forurening, oliekrise, økonomisk krise, arbejdsløshed, Vietnamkrig, inflation og autoritetskrise på alle niveauer fra familien til staten.
Det næste tegn, jeg selv forstod, var en film af en instruktør, jeg aldrig havde hørt om før.
Lars von Triers første film, Forbrydelsens element, gjorde det samme ved mig som punken. Den foregik i en mørk verden, hvor det altid regnede, hvor alle forestillinger om frigørelse gennem oplysning var afsløret som illusioner, og hvor volden mod civilisationen var stærkere end civilisationen selv. Den var noget af det mest uhyggelige, jeg havde set.
»Vi søgte forbrydelsens element i samfundet,« siger en stemme i starten af filmen:
»Hvorfor ikke søge i det enkelte menneske?«
En opdager og forsker ved navn Osborne er repræsentant for Vesten i fortællingen. Han er rationalist og adfærdspsykologisk optimist. Han har skrevet det teoretiske studie Forbrydelsens element, som skulle afdække forbrydelsens kontekst og væsen. Tanken er, at man gennem erkendelse af forbrydelsens natur kan afskaffe ondskaben. Men Osborne er død ved filmens start. Filmens hovedperson er en opdager ved navn Fisher, som bliver kaldt tilbage fra Cairo til det gamle Europa for at opklare mordene på en række piger, som solgte lottokuponer. De solgte muligheder for mirakuløs rigdom og en hurtig gevinst, og de blev myrdet.
»Ondskaben er overalt omkring os,« får Fisher at vide, da han ankommer. Det hele foregår i Tyskland; der er henvisninger til Auschwitz, nazistisk æstetik og propaganda overalt. Vi er i filmen vendt tilbage til tiden før den orden, som blev skabt efter Anden Verdenskrig.
Fisher er elev af Osborne, ligesom vi alle er børn af Vestens løfter om fremskridt og erkendelse. Men konfronteret med de her mord har Fishers mentor, Osborne, brændt sine bøger og opgivet sine erkendelser. Tesen i hans afhandling Forbrydelsens element var, at man skulle sætte sig i forbryderens sted, men Osborne er blevet besat af forbryderens psykologi. Han er selv blevet til forbryderen og har fortsat mordene, efter den oprindelige morder er død. Meget tyder på, at vores egen helt, Fisher, selv bliver draget af de mord, han skal opklare, og ender med at overtage morderens identitet og mission.
Afslutningen er alarmerende. Fisher ankommer til et terrain vague, hvor skaldede mænd i sorte læderbukser og sorte T-shirts foran et jublende publikum springer ud fra en kran.
De har bundet et reb om deres ankler, og de dør, når rebet bliver strakt ud, og deres krop bliver revet i stykker indvendig. Det bløder fra deres mund, og deres død bliver modtaget med jubel af de andre skaldede klædt i sort. Det spektakulære selvmord er den handling, de hylder kollektivt.
Jeg havde dengang fornemmelsen af, at det var et nyt socialt og kulturelt tegn. Det var vigtigt og farligt. Noget, jeg ikke havde lyst til at være i nærheden af, og som jeg helst ville have til at forsvinde. Men også noget, jeg blev nødt til forstå.
Filmen var lavet på desillusionen over den verden, jeg var vokset op i. Detektiven har troet på oplysningen. Han har været overbevist om, at succeskriteriet for kampen mod ondskab ikke bare er at reducere eller kultivere den, men at afskaffe den aldeles. Og hvis det ikke lykkes, opgiver han hele projektet og brænder sine bøger. Han har med andre ord skruet fordringen til sit projekt op til et maksimalt løfte, som efterfølgende bliver til maksimal desillusion. Hvis man ikke kan eliminere forbrydelsen, må man overgive sig til den og selv blive forbryder, er tilsyneladende filmens erkendelse. Hvis ikke det, der udløste nazismen, er væk, er vi alle stadig en slags nazister.
På samme måde med punkerne: Det var ikke en hvilken som helst fremtid, de afviste med sloganet »No future«. Det var den fremtid, ungdomsoprørerne havde troet på, og som var blevet det etablerede samfunds fortælling om sig selv. Og det var den forestilling om samfundet, som punken var et attentat på.
Sådan set er det en overraskende krise.
Økonomisk havde Vesten også oplevet formidable fremskridt i løbet af det tyvende århundrede. Den britiske økonom John Maynard Keynes, der blev født, samme år som Karl Marx døde, i 1883, erklærede, at kapitalismen var det bedste system til at skabe et civiliseret økonomisk samfund. Men kapitalismen kunne ikke klare sig selv, konstaterede Keynes. Den ville udvikle kriser, arbejdsløshed og vilkårlig, uretfærdig fordeling af velstanden. Klassiske økonomer havde forestillet sig, at markedet af sig selv ville nå en balancetilstand, og at der ville opstå fuld beskæftigelse.
Keynes korrigerede den opfattelse og viste, hvordan staten kunne intervenere og skabe efterspørgsel på arbejdskraft. Staten kunne bruge penge, den endnu ikke havde, til at skabe arbejdspladser gennem offentlige investeringer, der ville finansiere sig selv på sigt. Det var med andre ord de demokratiske staters opgave at skabe fuld beskæftigelse. Keynes’ økonomiske teori blev en inspiration for de moderne socialdemokratier, men hans tænkning bredte sig langt videre og blev så anerkendt en doktrin, at selv den republikanske præsident Richard Nixon skal have udtalt: »Vi er alle keynesianere nu.«
Storbritanniens premierminister Harold Macmillan havde i slutningen af 1950’erne stolt konstateret, at flertallet i Storbritannien havde det bedre end nogensinde før.
Men den britiske økonomi gik fuldstændig i stå i starten af 1970’erne. »Vi plejede at tro, at man bare kunne investere sig ud af recessioner,« udtalte den socialdemokratiske premierminister James Callaghan. »Men ærlig talt, den mulighed findes ikke længere.«
Bruttonationalproduktet faldt med mellem tre og fire procentpoint i 1973, og landet var fra 1973 til 1975 i recession. Inflationen nåede i samme periode helt op på 20 %. Arbejdsløsheden steg, minearbejderne strejkede, og energipriserne blev så høje, at landets regering indførte en slags energimæssig undtagelsestilstand, hvor virksomhedernes adgang til elektricitet blev stærkt begrænset. Storbritanniens økonomi blev så svækket, at den gamle imperiale stormagt i 1976 anmodede Den Internationale Valutafond, IMF, om lån på mange milliarder.
Storbritannien blev særlig hårdt ramt, men den økonomiske krise hjemsøgte hele den vestlige verden.
Keynesianismen virkede ikke længere.
Men krisen var ikke kun økonomisk.
»Demokratiets krise« var som nævnt navnet på den rapport fra Den Trilaterale Kommission, et samarbejde mellem Europa, Asien og Nordamerika, som udkom i 1975. Rapporten analyserer baggrunden for reaktionen: De store år fra 1945 til 1975 skabte forventninger og krav til regeringen, som den ikke kan honorere. Der blev udviklet nye former for politiske demonstrationer, protester og kritik, som gjorde det vanskeligere at regere. Borgerne forventede mere og mere, og det blev sværere og sværere for institutionerne at leve op til forventningerne. Den frigørelse og myndiggørelse af borgerne, som gennem tre årtier havde været de vestlige demokratiers succes, truede nu de vestlige staters ydeevne.
Vestens sociale og kulturelle succes var blevet til Vestens politiske problem:
Demokratierne blev ustyrlige.
Ustyrligheden, uregerligheden var ikke kun en analyse af en politisk situation, hvor politikerne ikke længere kunne styre økonomien, og borgerne vendte sig imod deres politiske ledere. Det var også en metafor for en kulturel tilstand, som blev sat i scene i Martin Scorseses Taxi Driver fra 1976.
Filmen er som anført i indledningen en fortælling om en fortabt hvid mand, Travis Bickle, i New York, der er vendt hjem fra Vietnamkrigen og ikke kan finde ro i storbyen. Han begynder at køre taxa, fordi han alligevel ikke kan sove om natten. Det amerikanske samfund, han ser om natten fra sin bil, er i opløsning. Som han forklarer i en monolog:
Alle dyrene kommer ud om natten – luderne, stinkdyrskusser, skiderikker, bøsser, transvestitter, misbrugere, narkomaner, syge, korrupte. En eller anden dag vil en virkelig regn komme og vaske alt det svineri væk fra gaderne. Jeg kommer over det hele. Jeg kører folk til Bronx, Brooklyn, jeg tager dem til Harlem. Jeg er ligeglad. Det betyder ikke noget for mig.
Det er en genfortolkning af det klassiske westernmotiv: En ny sherif kommer til en by, hvor politiet er korrupt, de kriminelle har frit spil, og almindelige borgere lever i frygt. Ordenen er suspenderet, ordensmagten er medskyldig, og freden kan kun genoprettes af en ny autoritet, der reetablerer lovens autoritet.
Bickle er soldaten, som efter krigen mod ondskaben ude i verden kommer tilbage på bunden af hierarkiet i et fællesskab domineret af det, han opfatter som fordærv. Han har tabt sin position, og autoriteterne har mistet kontrollen. Men det er ikke forbrydere, som har taget magten, og politiet, der er medskyldige. Det er det moralske fordærv, som hærger, og det kollektive overjeg, der er faldet.
Bickle oplever forfaldet på sin egen krop og forureningen af sig selv af medicin, giftstoffer i kulturen og mad produceret med kunstige tilsætningsstoffer. »Min krop er ødelagt af at sidde for meget,« siger han:
For meget misbrug har fortsat for længe. Fra nu af tager jeg 50 armbøjninger hver morgen, 50 maverulninger. Der bliver ikke flere piller, ikke mere dårlig mad, ikke flere skadestoffer i min krop. For nu bliver det total organisation. Hver muskel skal være stram.
Travis Bickle vil rydde op i samfundet og rense sig selv. Han klipper sit hår og anlægger den hanekam, som skulle blive punkernes signaturfrisure. Og han anskaffer sig våben og planlægger et attentat på en senator ved en politisk tale, men han bliver afsløret, flygter og angriber i stedet et bordel, hvor han dræber en alfons og redder en prostitueret. Da han vil skyde sig selv, er han løbet tør for ammunition.
Det komiske er, at den militante psykopat, som går amok, bliver en offentlig helt i Taxi Driver. Travis Bickle bliver hyldet i tabloidpressen for netop at rydde op og redde de stakkels prostituerede fra den onde alfons, og den kvinde, som tidligere har afvist ham, fordi han forekom hende socialt aparte, bliver nu tiltrukket af ham. Filmens publikum ser ham som en afmægtig soldat, der fører krigen ind i fredens fællesskab, mens offentligheden i filmen dyrker ham som en frelser. Hans selvfremstilling bliver også til den offentlige fremstilling af ham, og hans begær efter orden er til sidst afsløret som Amerikas begær.
Taxi Driver bliver en fortælling om, at menneskene i USA har fået en frihed, de ikke behersker, og nogle muligheder og midler (seksuel frigørelse, våben, stoffer etc.), som bliver ødelæggende for fællesskabet. Det er en konservativ forfaldshistorie.
Men der er også den anden fortælling, nemlig om en længsel efter orden og handling. Om den offentlige anerkendelse af dem, som slår ned på den moralske og juridiske korruption i samfundet. Travis Bickle lyder som en forstyrret person, men hans succes som moralsk hævner bliver en slags forløber for opgøret med tolerance og blødhed, for kravet om konsekvens og hårdere straffe, der kommer til at dominere de næste årtier. Det er samme indsigt som i Forbrydelsens element: Ondskaben er ikke udryddet, den hjemsøger de samfund, som troede sig fri fra den for altid.
Bickle er overgangens figur. Han reagerer, han slår tilbage på alt det, som er sluppet løs, og han kultiverer en krop, som er blevet slap af forlystelser og fornøjelser.
Punken er reaktionens ikoniske udtryk, men Travis Bickle er reaktionens gennembrudsfigur.
Ovenstående er et uddrag fra Rune Lykkebergs nye bog ’Vesten mod Vesten’, der udkommer den 28. marts på Informations Forlag
