Læsetid: 4 min.

Selv om mine sambatrin er meget lidt latino, er dans et effektivt kulturkick

Informations videnskabsjournalist er gået i selvordineret kulturterapi for at se, om det kan gøre hende til et mere harmonisk menneske. Hun danser sig gennem fjerde uge og oplever, hvordan chasséer og piruetter gavner både krop og sjæl
Informations videnskabsjournalist er gået i selvordineret kulturterapi for at se, om det kan gøre hende til et mere harmonisk menneske. Hun danser sig gennem fjerde uge og oplever, hvordan chasséer og piruetter gavner både krop og sjæl

Jesse Jacob

22. marts 2019

»Kom så, Louise – bevæg de fødder!«

Jeg chasséer to gang til højre og drejer rundt, mens jeg klapper i takt til det technomix af Dolly Partons »Jolene« og en af det britiske popikon Ed Sheerans ballader, som brager ud af højttalerne. Omkring mig gør 15-20 midaldrende kvinder i leggings og farverige sports-t-shirts præcis det samme.

Det er søndag formiddag, og som en del af mine fem ugers selvordinerede kulturterapi er jeg nu ti minutter inde i en ballroom fitness-time hos danseinstruktør Annette Hørning, som jævnligt sender opmuntrende tilråb min vej. I et hvidt palæ på Amager har hun indrettet en dansesal med lysekroner, guldrammer og lyserødt nips i vindueskarmene.

Vi opvarmer med en pasodoble. Men her er ingen dansepartnere. For ballroom fitness er for alle de mænd og kvinder – men mest kvinder – hvis bedre halvdele ikke gider gå til dans med dem, men som selv drømmer om at mestre alt fra vals og tango til samba og jive.

»Man vælger selv den drømmepartner, man har i armene,« som Elisabeth Dahlsgaard forklarede, da jeg ringede for at blive introduceret til konceptet.

Det var hende, som for ni år siden fik ideen til ballroom fitness. Den populære danseform, som hun siden har solgt til flere lande, handler ikke om perfekte trin, høje hæle og store balkjoler. Men om sundhed og livsglæde. Det kunne dårligt passe bedre til min kulturterapeutiske odyssé.

»Der er kun én regel,« lod Elisabeth Dahlsgaard mig vide.

»Det er mig, der danser med George Clooney.«

Så i dag forestiller jeg mig, at jeg har Barack Obama i mine arme. I en ung, idealistisk »Yes We Can«-version, før han kastede dronebomber i Mellemøsten og godkendte masseovervågning af amerikanerne.

Musikken skifter til Sam Smiths »Dancing With a Stranger«. I en upbeat version, selvfølgelig.

»Ooh, baby, baby, I'm dancing with a straaaanger,« synger instruktør Annette Hørning med.

Hun er ren energi. Personificeringen af et ingefærshot.

Jeg kaster mig frem og tilbage på gulvet, i hvad der åbenbart er grundtrinene til en Cha-Cha-Cha. Fantasi-Obama bliver helt sikkert trådt over tæerne et par gange. Min puls hamrer derudaf i takt med musikken. Lige nu oplever jeg på egen krop, hvorfor dans er godt for sundheden – jeg er mere forpustet end efter en lang løbetur.

Vi er alle dansegudinder

Men det er ifølge den pensionerede neurolog Anne Gersdorff Korsgaard ikke kun konditionen, som dans gavner. Hun har dedikeret sit arbejdsliv og pensionstilværelse til at forske i og udbrede viden om dans og musiks positive effekt på hjernen og sygdomme som parkinson og demens.

Hjernescanninger har nemlig vist, at dans og musik stimulerer mange af hjernens centre. Heriblandt basalganglier, som er de grå kerner i storhjernen, der har stor betydning for motorikken, og hippocampus, der er vigtig for hukommelsen.

Også den præfrontale cortex, som spiller en central rolle for vores indlæring, og det limpiske system, der er centret for vores følelser, stimuleres. Samtidigt har undersøgelser vist, at kombinationen af musik og tilhørende bevægelse aktiverer en bred palette af kroppens belønningsstoffer: dopamin, endorfin, serotonin og oxytocin. 

»Det er afgørende for effekten af dans, at man fanger musikkens rytme. Det har stor betydning for udviklingen af signalstoffer og hjernens plasticitet, altså evne til at ændre sig,« sagde Anne Gersdorff Korsgaard, da jeg ringede for at blive klædt på til at opleve dansens potentiale. Det var også hende, som anbefalede mig at kontakte Elisabeth Dahlsgaard og prøve ballroom fitness.

Som jeg står der i Annette Hørnings dansestudie kan jeg godt frygte, at jeg går glip af de gavnlige effekter, som afhænger af rytme. Jeg har svært ved at bevæge mine hofter, uden at skuldre og knæ følger med, og da jeg under sambaen får øje på mig selv i dansesalens væg til væg-spejl, må jeg konstatere, at mine sambatrin føles mere latino, end de ser ud.

Men det gør ikke noget. For til Annette Hørnings ballroom fitness-time er vi alle dansegudinder. Et fællesskab af chasséer og piruetter. Og jeg griner både af og med mig selv. Sjældent har jeg været så meget i hopla en søndag formiddag.

Efter en kort pause, hvor Annette Hørnings mand Peter serverer rødbedesmoothies og får alle til at bryde ud i latter med sin joke om, at han danser ballroom fitness med Angelina Jolie, slutter dansetimen af med en vals.

»If you don’t knooow me by nooow,« synger vi alle sammen, mens vi med armene om hver vores fantasipartner danser rundt i firkantede formationer. Sammen om at danse alene.

Jeg ved ikke, om det er, fordi solen endelig titter frem på martshimlen. Men da jeg cykler fra Annette Hørnings danseskole, kan jeg ikke lade være med at smile. Og her fire uger inde i min selvordinerede kulturterapi kan jeg konstatere, at dans var præcis det kollektive kulturkick, jeg håbede, det ville være.

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu