Skønhed kræver ikke harmoni

Hun: »Jeg forstår ikke den tekst, du lige har læst. Jeg tror ikke, jeg ville forstå din roman, selv om jeg brugte en hel sommerferie på den.«

Han: »Jeg tror ikke, du ville forstå den, selv om du brugte hele livet.«

Hun: »Hvordan i alverden kan I tillade jer at skrive så svært tilgængelig litteratur for så lille et publikum? Hvor mange mennesker bor der egentlig på Island?«

Han: »Åh, mon ikke det omtrent er som i Firenze på Dantes tid?«

Ovenstående ordveksling fandt sted på et nordisk forfatter- og kritikerseminar på Biskops-Arnö uden for Stockholm i begyndelsen af 1970’erne. Hun var en svensk socialrealistisk forfatter, hvis hjerte bankede for alle denne verdens undertrykte kvinder og mænd. Han var den islandske forfatter Thor Vilhjálmsson, som kort tid forinden i 1970 havde udsendt romanen Óp bjöllunnar, Skarnbassens skrig, ikke oversat til dansk – eller rettere, jo, et enkelt kapitel findes på dansk, det, som Thor læste højt den dag, og som forfatteren Alf Grostøl havde oversat, mens han var patient på Aarhus Kommunehospital. Måske var det det, der tog livet af ham?

Grostøl havde forinden på grundlag af en svensk version fordansket Fljótt, fljótt, sagði fuglinn (1968, 1971 som Hurtigt, hurtigt, sagde fuglen), en titel, hvori man vil høre ekko af T.S. Eliots »Four Quartets«. Senere gik der mange år, hvor tidsskriftredaktøren, kulturdebattøren, kunstelskeren og PEN-klub-globetrotteren Thor vedblivende udsendte vanskeligt tilgængelig modernistisk litteratur, gerne i form af rejsebeskrivelser fra Midt- og Sydeuropa isprængt lyriske passager og essayistiske refleksioner: Prosamodernisme åndeligt beslægtet med den samtidige franske nouveau roman.

Islandsk fortællende prosa var lang tid om for alvor at blive moderne, men da det omsider skete, gik det for sig med fynd og klem, hvilket meget forudsigeligt affødte anklager for golde formeksperimenter, mangel på moral, dyrkelse af det perverse, grimme. For hvad var meningen? Her havde nationen siden middelalderen opretholdt en stolt fortælletradition, og så dukkede der pludselig bøger op med rod i kompositionen, koks i fortællestrukturen og med karakterer, som ikke var ægte, helstøbte personer. Heroverfor holdt nybruddets forfattere, til hvem der skal introduceres her, fast i, at skønhed jo ikke er det samme som fred og harmoni.

Island er en krumbøjet patient med en stor syfilitisk næse i form af Reykjanes-halvøen

Når den episke tradition kom i krise i årtierne efter Anden Verdenskrig, især efter 1960, hang det sammen med, at islandsk kultur åbnede sig for den store verden og dermed lukkede op for påvirkning fra pionerer i det fremmede, men det skyldtes også bratte samfundsændringer og opkomsten af en ny urban mentalitet. Store dele af landets befolkning brød op fra de sparsomt bebyggede landområder og de afsides beliggende fiskerflækker og søgte til hovedstaden, hvor der var arbejde og højere levestandard at få.

Hele egne, som havde været beboet lige siden vikingetiden, lagdes øde på få årtier, alt imens der opstod et moderne byliv med hvad deraf følger af korruption, prostitution og overflødig luksus. I nostalgikernes øjne forvandledes Island til en krumbøjet patient med en stor syfilitisk næse i form af Reykjanes-halvøen nede mod sydvest, med den amerikanske Keflavik-base (cigaretter, sprut, rock i radioen, westerns på tv) som den ultimative skamplet.

Generelt var prosaen og diskussionerne af den i de første årtier efter krigen kendetegnet ved en ideologisk tilbageskuende tendens og manglende interesse for æstetisk form. Man havde ikke draget konsekvensen af pionerarbejder som Þórbergur Þórðarsons Brev til Laura (1924) eller Halldór Laxness’ i grunden stilmæssigt banebrydende roman Den store væver fra Kashmir (1927, da. 1975) – bogen, som han skrev i Taormina på Sicilien midt i sit opgør med katolicismen og sine kriser med kærlighedens såvel fysiske som åndelige sider. Fortællekunsten var i stedet stadig præget af stivnet stil, snævert stofvalg og liden lyst til fornyelse.

Et enkelt tidligt lyspunkt udgør Ásta Sigurðardóttir (1930-71) med de bemærkelsesværdigt illusionsløse og nøgne korte noveller, hun fra og med 1951 offentliggør i tidsskrifter og magasiner, og som i 1961 samledes til Frá sunnudagskvöld til mánudagsmorguns (Fra søndag aften til mandag morgen) med titel efter debuten om en ung kvinde på besværlig bytur. Ásta, der var opvokset langt ude på landet, men blev læreruddannet i Reykjavik og hang ud med samtidens lyriske modernister, »atomdigterne«, besad oplagt litterært talent, en særlig direkthed og djærvhed, havde et vældigt drive i sit sprog og kunne nok have drevet det til mere, men står nu som en af de af myter omgivne skæbner, som islandsk litteratur af en eller anden grund er så rig på.

En yderst egensindig outsider er hendes samtidige Steinar Sigurjónsson (1928-92), som vi ligeledes mangler på dansk. Han vokser op i en fiskerby vestpå og vælger til sin debutroman Ástarsaga (1958, En historie om kærlighed) som persongalleri et trawlermandskab, hvis daglige liv med druk, vold og fornedrelse skildres i ekstremt talesproglig stil med »fonetisk« stavning og brug af små begyndelsesbogstaver. En fragmenteret, vilter fortælleform forenes med en stadig kredsen om menneskets dyriske og primitive natur, videreført af den stofmæssigt beslægtede roman Blandað í svarta dauðann (1967), hvis titel spiller på Den Sorte Død, en folkelig betegnelse for den islandske kommenbrændevin, som oprindelig solgtes med et dødningehoved på etiketten.

Under pseudonymet Bugði Beygluson udgiver Steinar i 1964 og 1966 to romaner, om hvilke han senere sagde, at de manifesterede hans muligvis sygelige mistro til humaniteten. Samtidig er de dog rå eksistentialistiske kunstner(selv)portrætter, vendt imod alskens materialisme i en konstant kamp mellem stof og ånd, det lave og det høje. Forfatterskabet varer ved indtil sidst i 1980’erne; på det tidspunkt kalder han sig for Sjóni Sands – Sjóni som kælenavnsform af Sigurjón og Sands efter fiskerflækken Hellissandur, hvor han tilbragte syv år af sin barndom i en ørken under en uendelig himmel for foden af en kæmpemæssig udslukt vulkan, hvor der ifølge en fransk forfatter findes en, ganske vist besværlig, nedstigning til jordens indre.

En stormomsust baggrund havde også Jakobína Sigurðardóttir (1918-94), der først som 17-årig forlod sin barndoms egn, Hornstrandir i den nordligste ende af landets nordvestlige hjørne. Først ville hun arbejde som lærer, men efter at hun i 1949 havde giftet sig med en bonde, blev hun husfrue og mor til fire i nordøst ved fuglesøen Mývatn. Sideløbende med det daglige slid frembragte hun her et forfatterskab præget såvel af radikal formmæssig fornyelse som af hendes stærke nationale, socialistiske og feministiske engagement.

Vigtigst er nok romanen Snaran (1965), hvor – i en ikke alt for fjern industriel og højkapitalistisk fremtid – en aldrende arbejder ser tilbage på Islands moderne historie og især dvæler ved verdenskrigen og basen, og den tematisk nært beslægtede Lífandi vatnið (1974, Levende vande), også denne en politisk forfaldshistorie om tabt identitet. Jakobína er nylig blevet repræsenteret på dansk med det sene erindringsværk I barndom (1994, på da. 2018), men får vi tillige adgang til en roman, bliver det nok den lille, intense Í sama klefa, dvs. i samme kahyt eller celle, fra 1991, hvori man følger to kvinder på en sejltur ned langs det vestlige Island og desuden føres tilbage i tiden til et mareridt af kvindeundertrykkelse, medrivende og bevægende skildret.

Også ved Svava Jakobsdóttir (1930-2004) må man konstatere, at hun blev oversat alt for sent til dansk, med novelleudvalget Kvinde med spejl (1986) og senere romanen Historien om Gunlød (1987, da. 1990). Der var ellers længe nok at tage af, primært kortromanen Leigjandinn (1969, Pensionæren), som rejste diskussion, dengang den udkom, fordi den som allegori kunne læses dobbelt eller sågar tredobbelt: Et islandsk ægtepar har længe spinket og sparet og flytter nu omsider ind i deres nye hus, men straks dukker der en lejeboer op, som manden bliver fine venner med, alt imens kvinden mere og mere skubbes ud i en tjenestepigerolle. En konstellation, som svarede direkte til samkvemmet mellem USA og Island, men også lod sig læse som klart, tidligt rødstrømpeudsagn, med pensionæren som patriarkatet, eller som en mere almen digtning over det tab af menneskelighed, som sker med kapitalismen og højraffineringen af dens undertrykkelsesstrukturer.

Svava Jakobsdóttirs comeback

Et relativt sent comeback fik Svava med Gunnlaðarsaga, bygget over beretningen i Snorres Edda om pigen Gunlød, datter af jætten Suttung og bestyrer af skjaldemjøden. Hos hende, ved vi, lå Odin i tre nætter – og stjal så og drak al mjøden. Derved skulle ifølge traditionen digtekunsten være opstået. Men forfatteren har læst myten helt anderledes, nemlig som en forvanskning af en oprindelig matriarkalsk forestillingskreds, og digter derfor historien om til en nutidshandling, hvor en mor og en datter forenes i oprør mod mændenes magt, i pagt med »Gudinden«:

Inden Svava kastede sig ud i denne sibyllelignende dekonstruktion eller rekonstruktion af nordisk mytologi, havde hun samlet sig om at nedbygge national og ikke mindst patriarkalsk ideologi, i kortprosaen ved brug af groteske og fantastiske virkemidler. Novellen »Selskab ved stenvæggen« tager således udgangspunkt i et klichéagtigt udtryk: »Der var en væg imellem dem«, som hun så konkretiserer. Hendes »Fortælling for børn« skildrer en kvinde, som i fysisk forstand »ofrer sig« for sine børn ved bl.a. at anbringe sin hjerne i en krukke oppe på en hylde, og »Giv hinanden« beskriver et bryllup som en bogstavelig afhugning af hænder: »Så giv da hinanden hånd derpå!«

Dog, mon ikke hun i satirisk grumhed overgås af Guðbergur Bergsson, 1932 og opvokset i Grindavík nede på Islands sydvestspids, tæt på Keflavik-basen? Han blev som Jakobína læreruddannet, men tilbragte siden hen mange år ved kunst- og litteraturhistoriske studier i Spanien. Sin litterære debut fik han 1961 med romanen Músin sem læðist (Musen der lister), og gennembruddet kom med den helt igennem lystigt altomvæltende Tómas Jónsson Metsölubók (1966, Tómas Jónsson Bestseller), som næppe nogetsteds i verden kan blive en salgssucces, skrevet som den er i trods og protest mod al litterær konvention, men som blandt entusiaster i Island har fået kultagtig status. Indtil den om forhåbentlig ikke så længe foreligger på dansk, kan De nyde andre af hans værker:

For det første de sammenhængende romaner Det sover i dybet (Arena 1976) og Det stiger af dybet (1979) med Anna i den tredobbelte rolle som stammoder og fortæller og metafiktiv konstruktør af beretningen om en by, hvis dagligliv og normer forandres gennemgribende ved de britiske og amerikanske troppers entré henholdsvis 1940 og 1941 samt ved modernitetens fremvækst i øvrigt.

For det andet romanen Svanen (da. 1991), om en niårig pige fra Reykjavík, som en sommer sendes ud på landet for at arbejde på en gård, indånde den friske luft og lade sig beruse af den ægte og åhså oprindelige islandske natur, men som i stedet bliver vidne til en frontal generationskonflikt og en karls psykiske nedtur, for nylig uforglemmeligt adapteret af Ása Helga Hjörleifsdóttir, hvis film The Swan ganske vist ikke undgår at give os omgivelsernes barske skønhed, men heller ikke skåner os for romanens stilfærdige drama – som for øvrigt allerede for år tilbage fik Milan Kundera til at udnævne den franske oversættelse til et af sine helt store moderne europæiske yndlingsværker.

Bemærk for det tredje Tre mand vendte tilbage (2014, da. 2016), hvor forfatteren vender tilbage til egnen, hvor han voksede op, og skildrer et ældre ægtepar på en afsidesliggende gård på et smalt stykke jord, med Atlanterhavet til den ene side og med fjeld og lavamark til den anden. Hertil kommer to piger, som parrets døtre får på samme nat med den samme sømand, men siden hen også en tysker, der mistænkes for at være spion, samt to englændere, som inden krigen er glade Island-interesserede turister, men bagefter soldater. Romanen slutter i nyeste tid, hvor gården er blevet lavet til økologivenligt internationalt kurhotel med både mudderbade og ridning på små islandske heste.

Prosamodernist!

Hvor realistisk dette end kan forekomme, har Guðbergur Bergsson dog ikke, nu hvor han er sidst i firserne, forladt den grumme satire, den ideologiske kritik og de overraskende litterære eksperimenter. På disse tre punkter er skaden én gang for alle sket, hvis man skal se det fra et formnostalgisk synspunkt. Hvordan han definerer sig selv, demonstrerede Guðbergur Bergsson, da han turnerede i Tyskland sammen med sin brors kone, som har oversat flere af hans bøger, og ved en foredragsaften blev stillet nøjagtigt samme spørgsmål som Thor Vilhjálmsson her ovenfor, da en dame i salen rakte fingeren i vejret og sagde: »Hvordan i alverden kan De tillade Dem at skrive så svært tilgængelig litteratur for et så lille publikum? Er det rigtigt, som jeg har hørt, at der kun bor 250.000 mennesker på Island?«

»Jovist,« svarede han, »men tænk på, kære frue, at hvis man tæller elverfolket med, er vi fem millioner.«

Man kunne vove det gæt, at det underjordiske publikum har forstået at værdsætte det skift, der fandt sted i Thor Vilhjálmssons prosa. Thi forfatteren, som vi indledte med, endte med at vende tilbage til Island, hvad stofvalget angik. Allermest markant med romanen Morgunþula í stráum (1998, da. Morgenvise i græsset, 2011) om stormandssønnen Sturla Sighvatsson, som efter sin blodige deltagelse i 1200-tallets slægtsfejder drog på pilgrimsfærd til Rom: 1950’ernes og 60’ernes typisk vildfarne og fremmedgjorte rejsende genopstod, kan man sige, i middelalderskikkelse.

Forud herfor var gået en anden stor historisk roman Grámosinn glóir (1986, da. Glødende mos, 1988), for hvilken Thor (efter adskillige gange at have været indstillet) modtog Nordisk Råds Litteraturpris.

Og manden forsvinder ind i sin hytte. Din nation, dit folk. Århundrede efter århundrede. Din slægt, halvt begravet i jorden, som hviler sig dér under vinterens tunge snedække, og søger ly for uvejret i en jordhule. Som bærer erindringen om fjeldene mens mørke og snestorm lukker de usle rønner, hvor mennesker og dyr bor under samme tag, Og dog kræver fårehusene hver dag at snestormen trodses så livet kan opretholdes, hver gang. Mens spøgelserne går frit omkring og foråret venter langt, langt borte i uvisheden

Stoffet er her hentet i biografisk materiale om lyrikeren Einar Benediktsson (1864-1940), der i 1890’erne som purung jurist kom i den besværlige og pinagtige situation at måtte vikariere for sin far, sysselmanden, da der skulle holdes rettergang over to halvsøskende, som i det nordøstlige Island stod anklaget for incest og drab på et nyfødt barn.

Skønt dokumentarisk baseret fortælles historien på fragmentets og den usammenhængende kompositions betingelser. Man er vel trods alt prosamodernist! Men forfatteren undlader ikke at indflette den folkelige islandske overleverings særlige krølle på historien om dommeren og den dømte, Einar og Solborg. For efter at sidstnævnte har taget rottegift og er død, vedbliver hun at spøge i resten af juristens og digterens dage. Da en færgemand har sejlet ham over en brusende elv, spørger han til afsked: »Har De ikke tænkt Dem at betale for hende også?«