Baggrund
Læsetid: 12 min.

Sort. ’Pervers’. Kommunist. Ny bog blotlægger J. Edgar Hoover og FBI’s paranoide overvågning af ’farlige’ forfattere

Under J. Edgar Hoovers paranoide ledelse overvågede FBI en række toneangivende forfattere under Den Kolde Krig. Særligt homoseksuelle, beatniks, kommunister og sorte var i fokus. Men heller ikke Hemingway og Ayn Rand undslap opmærksomhed. En ny bog har været i arkiverne for at fortælle historien
Allen Ginsberg var en af de forfattere, FBI holdt et meget vågent øje med. Her en del af at af de mange dokumenter, der er gengivet i bogen.

Allen Ginsberg var en af de forfattere, FBI holdt et meget vågent øje med. Her en del af at af de mange dokumenter, der er gengivet i bogen.

fra bogen

Kultur
29. marts 2019

En tidlig oktoberaften i 1966 holdt to biler for rødt ved et lyskryds i San Francisco. I den ene sad FBI-agenterne Harter og Collopy, der var på vej hjem fra arbejde. I den anden sad »en beatnikagtig type« bag rattet og på passagersædet ved siden af, Ken Kesey. Det lignede ham i hvert fald bag solbrillerne.

Et halvt år forinden havde forfatteren til Gøgereden skrevet et selvmordsbrev, hvorefter han var flygtet til Mexico for at undgå en fængselsdom for besiddelse af marihuana. Ingen troede dog på Keyses død, og fordi han nu havde krydset grænsen, var sagen endt hos FBI. I april ’66 modtog sikkerhedstjenesten en meddelelse om, at forfatteren opholdt sig i Marijuana City, små 20 kilometer fra Puerto Vallarta.

Men ikke blot fandtes der ingen by ved det navn, heller ikke Ken Kesey var til at opspore i Mexico.

Ken Kesey endte med en dom på seks måneder i en arbejdslejr for narkobesiddelse, da FBI pågreb ham efter en hidsig biljagt. Kesey udgjorde som andre forfattere i FBI-direktør J. Edgar Hoovers øjne en dobbelttrussel: Deres kritik var i sig selv farlig, og de kunne med ord opildne større grupper til modstand og derved underminere det samfund, FBI havde som opgave et beskytte.

Ritzau Scanpix
»Alle hoteller og moteller i Puerto Vallarta og omegn er tjekket 13. marts med negativt resultat. Efterforskningen fortsætter,« skrev en agent ved navn Nathan Ferris i et telegram til FBI’s direktør J. Edgar Hoover.

Heller ikke interview med Keseys kolleger og »beatnikvenner« gav noget resultat. Kun forfatterens far var samarbejdsvillig. Han så gerne sin søn pågrebet og »straightened out«, som han udtrykte det ifølge et FBI-memo dateret 28. april 1966. Faren understregede dog, »at han ingen anelse havde om, hvor eftersøgte befandt sig«.

Yderligere pinlig og frustrerende blev sagen for FBI, da San Francisco Chronicle 6. oktober bragte forsidehistorien ’LSD fugitives’s strange story’ med reference til de syretrip, Kesey og hans merry pranksters ofte foretog i deres kulørte bus. Avisens journalister havde dagen inden mødt og talt med Ken Kesey ved en privatfest i San Francisco.

Ved lyskrydset fjorten dage efter fiskede Agent Collopy sit billede af Ken Kesey frem af inderlommen. Der var ingen tvivl: Fyren i bilen ved siden af var den eftersøgte forfatter. Nu skulle flugten stoppes.

Agenternes forsøg på at få bilen til at holde ind til siden mislykkedes imidlertid, hvorefter en hidsig biljagt tog fart ud ad San Francisco Freeway kulminerende med, at agenterne »manøvrerede deres bil ind foran flugtkøretøjet og fik dette til at sænke hastigheden og standset. Eftersøgte løb fra bilen og forcerede et hegn med agenterne i hælene. Agenterne pågreb eftersøgte uden yderligere komplikationer«, som der står i et FBI-memorandum dateret 20. oktober 1966.

I FBI’s søgelys

Historien om Ken Kesey, der endte med en dom på seks måneder i en arbejdslejr, er hentet fra den netop udkomne Writers Under Surveillance: The FBI Files. Eller den er stykket sammen derfra. Bogens tre forfattere – Brown, Lipton og Morisey – har via Freedom of Information-loven (offentlighedsloven i USA, red.) fået adgang til FBI’s arkiver, hvorfra de har udvalgt 16 markante forfattere, der under Den Kolde Krig blev overvåget af FBI.

I den daværende direktør J. Edgar Hoovers øjne udgjorde forfattere en dobbelttrussel. Ikke blot var deres kritik i sig selv farlig; de kunne med ord tillige opildne større grupper til modstand og derved underminere det samfund, FBI havde som opgave et beskytte.

FBI’s undersøgelser af forfatterne var ofte foretaget på baggrund af informationer fra et omfattende netværk af meddelere eller henvendelser fra almindelige borgere. Og sammenlignet med hvad nutidens regeringer, virksomhederne og hackere kan skaffe sig af data, fremstår dokumenterne i bogen hér ofte i et lunt skær.

Om Hunter S. Thompson, der i 1970 kandiderede til posten som sherif i Pitkin County, Colorado, rapporterede Agent Vincent R. Jones således til FBI’s kontor i Denver, at X’et i Nixon var udskiftet med et hagekors i en valgannonce, hvorpå der lød en opfordring til at stille Nixon for en rigsret. Men, skrev Agent Jones i parentes, »man skal holde papiret op mod et skarpt lys for at se det«.

Andetsteds påtager en agent sig rollen som litterathistoriker og vurderer i en rapport om Ray Bradbury, at »science fiction-forfattere generelt har en tendens til at være kommunister«.

Morsomt bliver det også, når det flere steder i dokumenterne om Terry Southern nævnes, at han var indehaver af »en af de fineste samlinger af pornografiske film, der er lavet«. Southern, der skrev manus til blandt andet Dr. Strangelove, var kommet i FBI’s søgelys efter udgivelsen af romanen Candy (1958), som en meddeler kaldte »ren pornografi«.

Som resultat heraf henvendte FBI sig til Citizens for Decent Literature, borgere for anstændig litteratur, der straks tilbød sikkerhedstjenesten et eksemplar af romanen, så de selv kunne læse og bedømme den. Mens det blev gjort, talte en agent med en politikommissær fra Southerns hjemby, Canaan. Fyren kunne godt nok berette, at forfatteren ofte havde beatnik-gæster. Til gengæld havde betjenten intet kendskab til en samling af pornografiske film. Direktør Hoover valgte selv at droppe en eventuel anklage mod Terry Southern, da hans roman var blevet læst og havde fået følgende vurdering:

»Trods sine mange seksuelle beskrivelser og sit beskidte sprog er Candy … ikke et værk helt uden social relevans«.

Ud over deciderede forbrydelser var der flere ting, der kunne fange FBI’s opmærksomhed. Øverst på listen stod kommunistsympati, homoseksualitet, stoffer samt kritik af USA eller FBI.

Overvågning og frygt

Det var hverken Allen Ginsbergs digte eller homoseksualitet, der påkaldte sig størst interesse fra FBI, men hans venstreorienterede sympatier. I dette hemmeligtstemplede brev til Secret Service underskrevet af J. Edgar Hoover, advarer FBI om, at Ginsberg var psykisk ustabil og farlig og havde »hang til vold og antipati mod god ro og orden og mod regeringen«.

Ritzau Scanpix
En af dem, der bonede ud på flere parametre, var beatforfatteren Allen Ginsberg. Det var imidlertid hverken hans digte, hans homoseksualitet eller hans kamp for at legalisere marihuana, der påkaldte sig størst interesse fra FBI. Det var derimod hans venstreorienterede sympatier for ikke mindst Cuba.

I januar 1965 modtog FBI via CIA meddelelse om, at Allen Ginsberg var ankommet til Cuba for at deltage som dommer ved en årlig international lyrikkonkurrence.

Kort efter beordrede Hoover FBI’s New York-kontor til at få »afklaret om han er involveret i nogen aktiviteter, der ville kunne betragtes som fjendtlige over for USA’s interesser«.

Efterforskningen blev fulgt op at et hemmeligtstemplet brev til Secret Service underskrevet af J. Edgar Hoover, der advarede om, at Ginsberg var psykisk ustabil og farlig og havde »hang til vold og antipati mod god ro og orden og mod regeringen«.

I de følgende år overvågede FBI nøje Allen Ginsberg på både cafeer i Greenwich Village og på diverse udlandsrejser, inden de mod slutningen af 1960’erne konkluderede, at forfatterens »aktiviteter, om end de er ekstremt excentriske, tilsyneladende savner et klart defineret mål«.

I den største FBI-rapport om Ginsberg understregede Hoover over for sine medarbejdere, at forfatteren for alt i verden ikke skulle interviewes eller afhøres.

»Ethvert interview med ham vil være uproduktivt og med stor sandsynlighed bringe bureauet i forlegenhed gennem hans forbindelser til massemedier, der vil publicere et sådant interview.«

Hoovers frygt for at han personligt eller hans FBI ville blive hånet eller latterliggjort i medierne går igen flere steder i de trykte dokumenter i Writers Under Surveillance.

I en rapport fra 1972 om Susan Sontag – der i 1968 besøgte Nordkorea trods officielt forbud og var en skarp modstander af USA’s krig i Sydøstasien – pointeredes det således, at »et interview med personen ikke bør overvejes«, fordi Sontags »status som forfatter kan resultere i forlegenhed for bureauet«.

Forfattere anskuet som farlige

Forfattere var efter J. Edgar Hoovers overbevisning farlige, og ifølge Writers Under Surveillance var James Baldwin i direktørens øjne den farligste af dem alle.

Den farvede, homoseksuelle James Baldwin støttede aktivt den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, havde forbindelser til Nation of Islam, hældede mod kommunismen og var kritisk over for ikke blot USA’s regering, men også J. Edgar Hoover selv.

I stribevis af interview med både amerikanske og europæiske aviser udtrykte forfatteren mishag over for hjemlandets efter hans mening forskruede moral og korrupte ledelse, og bestyrtelsen var stor, da følgende rapport 6. juli 1963 landede på FBI-direktørens bord:

»Vi har modtaget informationer, der fortæller, at Baldwin, en forfatter der har været kritisk over for Bureauet og har været involveret i både den kommunistiske sag og integrationsaktiviteter, tilsyneladende er ved at forberede en erklæring om FBI, der angiveligt ’vil nagle dem til væggen’ og ’vil være som en atombombe, der bliver kastet’.«

Anledningen til denne meddelelse var et interview i teatermagasinet Playbill, hvori Baldwin, der netop havde haft Broadway-succes med Blues for Mister Charlie, talte om fremtidige projekter, deriblandt en bog om FBI i Sydstaterne. Da Hoover blev bekendtgjort med dette, udbrød han:

»Er Baldwin ikke kendt som en pervert

Med pervert mente FBI-chefen bøsse, hvilket straks foranledigede en større undersøgelse af James Baldwins seksuelle orientering.

Forfatterens bøger blev nærlæst og interview med ham studeret og fortolket, inden Agent Jones i en rapport dateret 20. juli 1964 kunne konkludere følgende:

Den farvede, homoseksuelle James Baldwin støttede aktivt borgerrettighedsbevægelsen og var kritisk over for FBI og J. Edgar Hoover selv og var ifølge rygter i gang med en bog om FBI’s rolle i Sydstaterne. Da Hoover fik det at vide, fik han straks foranlediget en større undersøgelse af James Baldwins seksuelle orientering.

Ritzau Scanpix
»Det er ikke officielt, at han er en pervert; homoseksualitet spiller imidlertid en markant rolle i to af hans tre første udgivne romaner. Baldwin har erklæret, at det også er ’implicit’ i hans første roman, Råb det fra bjergene. Tidligere har han ikke haft noget at indvende imod, at denne debutroman blev kaldt ’selvbiografisk’.«

James Baldwin skrev aldrig en bog om FBI, og det er tvivlsomt, om han nogensinde havde planer om det.

Han ville, som forfatterne til Writers Under Surveillance pointerer, »blot have FBI til at tro, at der lå en altødelæggende historie og ventede på dem i den nære fremtid«.

Det var der som nævnt god grund til. Baldwin havde intet til overs for hverken FBI eller regeringen, som han i de følgende år omtalte i kraftige vendinger, hver gang han fik chancen for det.

Det fik 16. februar 1970 en bekymret tv-seer til at skrive direkte til FBI-direktøren for at udtrykke bekymring efter at have set Baldwin lørdag aften på skærmen, hvor forfatteren havde sagt, at »hundredvis af sorte mænd er blevet dræbt af vores regering, og han ved, hvor de er begravet. Han rundede af med at sige, at ’vi har alle kurs direkte mod gaskammeret’«.

»Kan De forklare mig, hvorfor nogen wannabe intellektuel, sort endda, kan sidde på nationalt tv og sige hvad som helst, sandt eller ej,« lød spørgsmålet fra den bekymrede tv-seer og brevskriver.

Det kunne J. Edgar Hoover ikke, nej. Ugen efter takkede FBI-direktøren personligt for henvendelsen i et brev, hvori han kort skrev, at han ikke kunne kommentere på sagen, men havde sendt spørgsmålet videre til det føderale radio- og tv-organ, Federal Communications Commission.

»Det er ikke officielt, at han er en pervert; homoseksualitet spiller imidlertid en markant rolle i to af hans tre første udgivne romaner«, skrev agent Jones.

»Det er ikke officielt, at han er en pervert; homoseksualitet spiller imidlertid en markant rolle i to af hans tre første udgivne romaner«, skrev agent Jones.

fra bogen

I 1970 bosatte James Baldwin sig i Paris, men FBI’s overvågning af ham fortsatte. Forfatteren var, som det sarkastisk udtrykkes i Writers Under Surveillance, »den farligste mand i Amerika, selv om han boede på den modsatte side af Atlanterhavet og blot var bevæbnet med en kuglepen«.

Ernest Hemingway endte også i FBI's søgelys

James Baldwin fylder sammen med Ernest Hemingway mest i Writers Under Surveillance. Hele 50 sider får de hver, men i modsætning til Baldwin blev Hemingway mildt sagt ikke taget alvorligt af FBI.

Den berømte machoforfatter fangede først sikkerhedstjenestens interesse, da han ved et arrangement på den cubanske ambassade i 1942 kaldte FBI’s juridiske attaché et »medlem af Gestapo«. Men det var vist ment for sjov, ifølge USA’s ambassadør, der i september 1942 hyrede sin ven Hemingway til at indsamle efterretninger om eventuelle krigsaktiviteter på og omkring Cuba.

Ernest Hemmingway boede på Cuba og samlede i FBI’s tjeneste et netværk af meddelere bestående af »bartendere, tjenere og lignende«, men FBI nærede ingen tillid til hans efterretninger. Hoovers kontakt på Cuba understregede igen og igen, at han betragtede Hemingway som en ’phony’, en løgnhals, hvis efterretninger var helt igennem ubrugelige

Ritzau Scanpix
Forfatteren, der boede på øen og kunne tale et tåleligt spansk, fik et budget på 500 dollar om måneden og samlede et netværk af meddelere bestående af »bartendere, tjenere og lignende« på de hotelbarer og beværtninger, han i forvejen frekventerede fast.

Under dække af at foretage »videnskabelige undersøgelser omhandlende vandringen af Marlin på vegne af Museum of Natural History, New York City« holdt Hemingway desuden øje med fjendtlig aktivitet i vandet omkring Cuba.

Den 9. december 1942 bevidnede Hemingway tilsyneladende kontakt mellem en ubåd og det spanske skib SS Marques de Comillas. FBI’ iværksatte straks en undersøgelse og talte blandt andet med  skibets mere end 90 besætningsmedlemmer og gæster. Ingen af dem havde imidlertid set så meget som skyggen af en ubåd.

»Det negative resultat af denne afhøring blev rapporteret«, som det udtrykkes i et 10 siders langt memorandum, hvori det berettes, at Hemingway derefter tog til genmæle i endnu en rapport.

Heri understregede forfatteren, at »det ville være en tragedie, hvis ubåden medbragte sabotører« med kurs mod USA’s kyst. Andetsteds i FBI-memoet berettes det, at Hemingway havde mistanke om, at 30.000 tyske soldater var på vej mod Cuba i ubåde for at indtage øen.

Hoovers kontakt på Cuba understregede igen og igen, at han betragtede Hemingway som en phony, en løgnhals, hvis efterretninger var helt igennem ubrugelige og utroværdige. Til både Hemingways og den amerikanske ambassadørs frustration brød FBI samarbejdet med forfatteren i april 1943.

USA’s ambassadør hyrede i september 1942 Ernest Hemingway til at indsamle efterretninger om eventuelle krigsaktiviteter på og omkring Cuba.

USA’s ambassadør hyrede i september 1942 Ernest Hemingway til at indsamle efterretninger om eventuelle krigsaktiviteter på og omkring Cuba.

fra bogen

I 1972 døde J. Edgar Hoover efter 48 år som direktør for FBI, og to år efter blev dele af sikkerhedstjenestens arkiver tilgængelig via nævnte Freedom of Information Act.

I årene derefter fik FBI travlt med at destruere de mest kontroversielle dokumenter, hævdes det i Writers Under Surveillance, hvori forfatterne i deres forord pointerer, at bogen også er et forsøg på at forstå J. Edgar Hoover selv og verden, som FBI-direktøren anskuede den.

Billedet, der tegner sig, er af en aggressiv, dominerende chef, som hænger sig i petittesser og bekymrer sig om USA i en sådan grad, at det nærmer sig paranoia. En enkel vittig replik i teaterstykket The Best Man (1961), hvori en birollefigur giver udtryk for, at han ikke ønsker at udtale sig om Hoover, var nok til, at en omfattende rapport om Gore Vidal blev udfærdiget.

Og da Aldous Huxley i 1958 udtalte sig kritisk om mccarthyismen blev en større undersøgelse af forfatteren igangsat.

Det viste sig, at Huxley var medlem af et par organisationer, som var om ikke kommunistiske, så i hvert fald heller ikke antikommunistiske. Desuden havde Huxleys søn måske kommunistiske forbindelser. Intet kunne bevises, men »af informationsmæssige årsager« satte Hoover en agent til overvåge Huxley frem til forfatterens død i 1963.

Turde ikke lade masken falde

På langt de fleste dokumenter i Writers Under Surveillance har Hoover sat sine initialer, som tegn på at han har læst med. Ofte har han tillige taget sig tid til at besvare selv de mest obskure henvendelser fra offentligheden, men altid i en afmålt og anonym tone.

Det var også tilfældet, da Ayn Rand i et brev til FBI-chefen dateret 6. januar 1966 bad om et møde med Hoover i Washington for »at diskutere et personligt-politisk problem«.

FBI’s arkiv på den ultrahøjreorienterede forfatter var påbegyndt tilbage i 1947, da Rand indvilgede i at stille op som såkaldt venligt vidne ved de antikommunistiske høringer i Hollywood. Året efter noterede sikkerhedstjenesten sig, at Rand havde meldt sig i kampen mod en – i hendes øjne – åbenlys kommunistisk infiltration af landets litterære miljø.

I et memorandum til Hoover fra en Los Angeles-agent fremgår det, at Rand jævnligt sendte FBI avisudklip og citater fra bøger, hun fandt indoktrinerende, deriblandt en børnebog om dyr, der lærer at deles om tingene.

Rand og Hoover nærede tydeligvis beundring for hinanden, viser FBI-arkivet på hende, men at mødes ansigt til ansigt var dog at gå for langt, mente direktøren.

I et svarbrev til Rand skrev han, at »angående Deres anmodning, må jeg desværre meddele at min officielle kalender er så presset, at det forhindrer mig i at lave en aftale med Dem. Ønsker De at tale med en af mine assistenter, mens De er i Washington, er De meget velkommen til at kontakte vicedirektør Robert E. Wick«.

Ikke engang over for ligesindede turde Hoover lade masken falde og vise, hvem han var. Alt foregik under dække, og selv om historierne, der afdækkes af FBI’s arkiver i Writers Under Suveillance som nævnt ofte fremstår i et let og humoristisk skær, er afsættet gravalvorligt og »et vidnesbyrd om risikoen ved at give regeringers sikkerhedstjenester for meget magt«, som det udtrykkes i bogens efterord.

Heri bemærkes det i øvrigt, at »FBI’s hovedkvarter stadig bærer Hoovers navn«.

JPat Brown, B.C.D. Lipton og Michael Morisy: ’Writers Under Suveillance: The FBI Files. Massachusets Institure of Technology’ (2018). 375 sider. Ca. 23 dollar.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Joelsen

Nøjagtigt det samme udspillede sig vel i alle de andre efterretningstjenester, som f.eks. i Danmark. De højreorienterede (sølvpapirshattene) var meget bange for de venstreorienterede (hashrygerne). Og selv efter murens fald fortsætter ideologierne deres kamp, mens fjenderne er nogenlunde de samme (Rusland og Kina).

Søren Hjernøe

En amerikanske forening af arkitekter og ingeniører har netop lagt sag an mod FBI, for at skjule beviser fra terrorangrebet 9/11:
https://www.ae911truth.org/fbi
Artikel fra Courthousenews:
https://web.archive.org/web/20190327180150/https://www.courthousenews.co...

Det bliver spændende om der er nogle nye afsløringer, for det har også været fremme, at han selv var homoseksuel og var partner med sin mandlige "sekretær", og mafiaen havde billeder af ham i damelingeri med nylonstrømper, og det var grunden til han så længe afvist der fandtes en amerikansk mafia.

FBI henter venstrefløjsaktivister før de spiser morgenmad...aktuelt er det klimaaktivister og dyreaktivister. De sidste betragter FBI som terrorister....

Ja, det er svært at forstå at FBI-mændene Mueller i russiagate, og før ham Comey, har fået så meget sympati - langt ind på venstrefløjen både i USA og her i Danmark.