Læsetid: 6 min.

En tur på Louisiana er bedst uden en livskvalitetsoptimerende agenda

Informations videnskabsjournalist har været i fire ugers selvordineret kulturterapi og fyldt sin hverdag med kunst, musik, litteratur og dans. Nu er det pseudovidenskabelige eksperiment slut. Og hun kan konstatere, at det er befriende at gå på kunstmuseum uden at have helbredelse for øje
Informations videnskabsjournalist har været i fire ugers selvordineret kulturterapi og fyldt sin hverdag med kunst, musik, litteratur og dans. Nu er det pseudovidenskabelige eksperiment slut. Og hun kan konstatere, at det er befriende at gå på kunstmuseum uden at have helbredelse for øje

Jesse Jacob

30. marts 2019

Jeg står midt i en lysskov. Omkring mig skifter lysbobler på lianagtige snore fra loftet farve fra brændende orange til køligt blå. For derefter at blive spirende grønne og så varmt lyserøde. Hver gang farverne når til en ny nuance på regnbuepaletten, ændrer stemningen sig. Det ene øjeblik befinder jeg mig midt i gløderne fra et knitrende lejrbål, det næste på bunden af havet omgivet af lysende gopler, der stiger op omkring mig.

Lysskoven, eller Pixelword (Motherboard), som installationen egentlig hedder, er en del af den schweiziske kunstner Pipilotti Rists udstilling på Louisiana. Da jeg en søndag eftermiddag oplever det sanseeksplosive kunstværk, forstår jeg godt, hvorfor det fra dag ét er blevet et anmelderrost trækplaster.

Det er dragende på en måde, som giver mig lyst til at gå på opdagelse i en uendelig version af det lysende lianlandskab, og hver gang jeg er ved at forlade installationen, skifter den farve igen, og jeg er nødt til at blive lidt for at opleve de nye lysnuancers stemning.

Det giver også pludselig mening, at de lysboblebeklædte lianer er blevet et instagramfænomen. Omkring mig poserer kinesiske turister, kærestepar tager selfies, og enkelte filmer de stemningsfyldte lysskift. Uden tvivl for at tilføje museumsbesøget til deres selvfortælling online.

Slut med terapi

For mig tjener dagens tur til Louisiana intet større formål. Jeg har ikke nogen instagram- eller snapchatstory, som skal opdateres. Og for første gang længe er jeg heller ikke blevet klædt på af en ekspert forud for min kulturoplevelse.

For min selvordinerede kulturterapi er slut.

De seneste knap fem uger har jeg som en del af et pseudovidenskabeligt eksperiment, der skulle undersøge kunstens potentiale for at gøre mig gladere og sundere, dyppet mit liv i en kulturcocktail af kunst, musik, litteratur og dans.

Det hele har været en del af Informations tema om kulturens helbredende virkning. Selv om jeg ikke er syg, og mit kulturterapiforløb har været både for kort og inkonsekvent til at kunne bevise noget som helst, har det været et forsøg på at opleve på egen krop, hvad kunst og kultur kan gøre ved os mennesker. Eller i hvert fald hvad kunst og kultur kan gøre ved mig. 

Undervejs har jeg fået hjælp af forskere med speciale i avancerede akademiske krydsfelter som neuroæstetik og musikkens kognitive funktioner. De har både guidet mig til, hvordan jeg bør tilgå de forskellige kulturgenrer, og på hvilke måder de vil gavne alt fra min hjernes orbitofrontale cortex, hvor positive følelser som nydelse og velvære opstår, til min forventede levealder.

Så den første uge gik jeg på museer med stor forhåndsviden om de udstillinger, jeg så, fordi den kollektive kunstoplevelse og følelsen af ekspertise angiveligt skulle øge de positive effekter af kunsten.

Den anden uge spillede jeg først westernguitar og siden ukulele, fordi det at spille et instrument både øger niveauet af nærmest alle kemiske belønningsstoffer og størrelsen på hjernebjælken, som er afgørende for at håndtere komplekse sammenhænge.

Den tredje uge læste jeg Simon Grotrians abstrakte digte for at opleve litteraturens potentiale. Og den fjerde uge dansede jeg ballroom fitness på Amager, fordi dans stimulerer centre i hjernen, som er vigtige for alt fra motorik til hukommelse.

Kunstens egne præmisser

Jeg er ikke alene om at have puttet kunst og kultur ind i formlen for det harmoniske liv. Som det de seneste uger har været beskrevet i Information, har mange fra forskere og fonde til sundhedsvæsen og kommunale aktiveringsindsatser sat deres lid til kunstens helbredende potentiale. Ikke som erstatning for medicin eller terapi, men som et effektivt supplement.

Det er ikke uden grund. Med hjernescanninger, kvalitative interviews og randomiserede studier har videnskaben igen og igen bevist, at kunst og kulturoplevelser gavner udsatte og sårbare mennesker, uanset om de lider af demens eller depression.

Studier har for eksempel konkluderet, at patienters indlæggelsestid på hospitaler forkortes målbart, hvis de har adgang til kunst og kultur. Ligesom der er rig evidens for, at musikterapi kan mindske smerter. Også sundhedsøkonomer har her i avisen peget på de store effekter og små omkostninger ved de kulturterapeutiske tilbud, om end de ikke ville udelukke, at en gåtur i naturen kunne have samme effekt.

Og de forskere, jeg har snakket med som en del af min kulturterapeutiske odyssé, har introduceret mig til, hvordan et øget kulturforbrug kan optimere hjernen, psyken og sindet, også hos en ung, rask kvinde som mig.

Potentialet har vist sig at være så stort, at jeg undervejs i forløbet har bebrejdet både mig selv og mine forældre for ikke at fylde min barndom med musik- og danselektioner. Ikke så meget fordi det havde gjort mig til et mere musisk og rytmisk menneske – hvilket unægteligt også er et uforløst potentiale, der i sig selv kunne have bragt mig stor glæde – men mest på grund af visheden om alle de gavnlige effekter og kemiske belønningsstoffer, min hjerne må være gået glip af.

Tænk hvilket dopamin-rush, jeg kunne være vokset op på, hvis ukulelen var kommet ind i mit liv 20 år tidligere. Og hvilke pragteksemplarer af en hippocampus og en orbitofrontal cortex, en opvækst med ugentlig ball room-fitness timer havde resulteret i.

Men i dag er jeg taget på Louisiana uden nogen livskvalitetsoptimerende agendaer. Og som jeg ligger på en seng og lader mig opsluge af Pipilotti Rists videoværk 4th Floor To Mildness, der foregår blandt siv og luftbobler lige under havoverfladen og vises i loftet over mig, kan jeg konstatere, at det er ret befriende at være her, uden at formålet er at få del i kunstens helbredende virkninger. Og i stedet bare opleve kunsten. For kunstens skyld og på kunstens egne præmisser.

Den konklusion er jeg ikke alene om at være kommet frem til.

»’Kultur på recept’ lyder forfærdeligt, jeg ville ikke bryde mig om, at man fik ordineret en af mine bøger som levertran,« har forfatter Søren Ulrik Thomsen eksempelvis udtalt i Information.

Også andre kunstnere har kritiseret instrumentaliseringen af kunst for at fratage kunsten dens egen legitimitet og gøre den til ufarligt, fladt bestillingsarbejde. Venstres kulturordfører, Bertel Haarder, kunne efter et kunstbesøg på Rigshospitalet, som du kunne læse om i fredagens kulturtillæg, konkludere:

»Jeg tror ikke, de skulpturer glæder nogen.«

Spørgsmålet er, om jeg kan sige det samme efter mit selvordinerede kulturterapiforløb. At kunsten, musikken, litteraturen og dansen ikke har glædet og gavnet mig – gjort mig til et bare lidt mere harmonisk menneske. Det var jo det, der oprindeligt var pointen med det hele.

Kulturelle bump

Da jeg af avisens kulturredaktør oprindeligt blev castet som kulturfremmed, rationel videnskabsjournalist, der i et gonzojournalistisk projekt for første gang skulle opleve kulturens helbredende og selvoptimerende effekter, måtte jeg skuffe hende. Kulturlivet var ikke fuldstændig fremmed terræn for mig.

Skønlitteratur, aftener i Det Kongelige Teater – eller søndag eftermiddage på Louisiana – var en overskudsmarkør i min hverdag. Noget, jeg tyede til, når alt andet spillede. Kunst og kultur befandt sig med andre ord helt oppe i den øvre spids af min maslowske behovspyramide. Det krævede mit overskud, men gav mig det ikke.

Men de seneste uger har jeg vendt mit forhold til kulturen på hovedet. Jeg har trodset udbrændthed efter travle arbejdsuger, ufatteligt ømme guitarfingre og massive tømmermænd og kastet mig selv ud i kunstneriske og kulturelle oplevelser, selv om jeg havde mest lyst til at lade være.

Det har ikke været uden kulturelle bump på vejen. Jeg er stødt ind i et torturinstrument af en seksstrenget westernguitar, uforståelig poesi og er i et væg til væg-spejl blevet konfronteret med mine rytmeløse sambatrin.

Men selv om mit eksperiment i sine enkeltdele nok i højere grad har handlet om mine personlige oplevelser, end det har kunnet bevise noget, er jeg undervejs nået frem til en overraskende erkendelse: Jeg har undervurderet kunsten og kulturen.

For museer, instrumenter, litteratur og dansetimer behøver ikke være aktiviteter, der kræver ekstra tid og overskud. De tilbyder i mindst lige så høj grad et hverdagsvakuum af selvforglemmelse og spontan begejstring.

Så her, på bagsiden af knap fem ugers kulturterapi, ved jeg ikke, om min rundtur i kulturlivet har styrket min hippocampus, øget størrelsen på min hjernebjælke eller boostet mine dopamin- og endorfinniveauer.

Efter videnskabelige succeskriterier er jeg ikke nødvendigvis blevet hverken gladere eller sundere. Men jeg er rent faktisk blevet gladere for kultur. I sin egen essens, ikke som et middel til bedre helbred eller mere livskvalitet.

Det er formentlig også derfor, at jeg nu ligger i en seng på Louisiana i stedet for på min sofa derhjemme, selv om det er en af de underskudssøndage, jeg normalt havde brugt på sidstnævnte. Simpelthen fordi jeg har lyst.

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Åh, det var godt eksperimentet rent umiddelbart endte sådan!
Tænk, hvis nu Haarder gennemførte noget tilsvarende, så ville han måske holde op med at udtale sig om hvad han tror andre har glæde af!

Tænk jer hvis vi begav os ind i naturvidenskabens verden med den samme entusiasme, som når vi hungersramte suger menneskeskabt underholdning af alskens art til os. Vi tager os selv mere og mere højtideligt i vores rejse væk fra naturen og ind i os selv.

Ole Jørgensen

Kære Louise.
Ovenstående artikel er skrevet i en ironisk tone, som giver læseren indtryk af, at alt det der med kultur og helbred er noget fis.
Jeg har ikke den faglige kompetence til at vurdere, om du har ret eller ej, og jeg aner heller intet om, hvad det indebærer at være videnskabsjournalist.
I konklusionen på din selvvalgte "kulturterapi" stiller du dig i rækken af andre skeptiske kulturbevidste eksperter - fred være med det - MEN lad for guds skyld være med at komme med de selvfede æselspark mod projektet "Kultur på recept".
En forsøgsperiode er ved at være slut for en række skrøbelige borgere forskellige steder i Danmark; langtidssygemeldte borgere med stress, som har deltaget i projektet "Kutur på recept" på en række danske museer med det formål at få det bedre.
Der vil efterfølgende blive evalueret på projektet, hvorvidt det har haft den ønskede effekt eller ej, men som udgangspunkt bør man vide, hvad stress og depression er.
Det giver ikke mening, at du, som sund og rask, måler på dit eget udbytte som deltager i et kursusforløb, hvor nogle af deltagerne kan have haft det så dårligt at blot det, at de skal sige deres eget navn, kræver kæmpe overvindelse. Eller blot at sætte en farve på et stykke papir kan være himmel og helvede.
Jeg arbejder selv med "Kultur på recept" på et kunstmuseum, hvor kursisterne efter at have set og snakket om kunst selv har prøvet sig ud i tegning, maling, keramik og grafik.
I de enkelte forløb er der en KLAR positiv tilbagemelding fra kursisterne om, at det har en afstressende effekt.
I den kommende tid skal man fra politisk hold tage stilling til "Kultur på recepts" videre skæbne. Set i det lys er det svært at kapere den ironiske og nedladende tone, som dine egne oplevelser har affødt.
Videnskab eller ej, så tror jeg på, at det altid er vigtigt at prøve at forstå de sammenhænge, man befinder sig i. Men det kræver selvfølgelig, at man ser op fra sin egen navle.
Med venlig hilsen
Ole Vedby Jørgensen
Formidler i "Kultur på recept".

Louise Schou Drivsholm

Kære Ole. Formålet med mit selvordinerede kulturterapi, som jo er et helt uvidenskabeligt eksperiment, har på intet tidspunkt været at udstille kultur og sundhed som »noget fis«. Jeg har stor respekt for og anerkender fuldt ud den dokumenterede effekt af organiseret kulturterapi for skrøbelige borgere. Min artikelserie er blot ét element i Informations store serie om kulturens helbredende potentiale, hvor andre artikler beskæftiger sig med netop de emner, du berør i dit indlæg. Jeg har blot reflekteret over, hvordan den enkelte (raske) tilgår kultur, og om det for alle bør tjene et livskvalitetsoptimerende formål i hverdagen. Jeg er ked af, hvis du finder tonen nedladende og ironisk, intentionen var at skrive i et let og humoristisk tonefald. Bedste hilsner Louise

Ole Jørgensen

Kære Louise.
Mange tak for den uddybende kommentar.
Det glæder mig oprigtigt, at du respekterer de forsøg, som foregår for de stressramte.
Nu er du også blevet endnu en erfaring rigere på, hvorledes din "humoristiske" skrivestil KAN opfattes af nogle læsere.
Hav en fortsat god dag.
Med venlig hilsen
Ole Vedby Jørgensen.