En tur på Louisiana er bedst uden en livskvalitetsoptimerende agenda

Jeg står midt i en lysskov. Omkring mig skifter lysbobler på lianagtige snore fra loftet farve fra brændende orange til køligt blå. For derefter at blive spirende grønne og så varmt lyserøde. Hver gang farverne når til en ny nuance på regnbuepaletten, ændrer stemningen sig. Det ene øjeblik befinder jeg mig midt i gløderne fra et knitrende lejrbål, det næste på bunden af havet omgivet af lysende gopler, der stiger op omkring mig.

Lysskoven, eller Pixelword (Motherboard), som installationen egentlig hedder, er en del af den schweiziske kunstner Pipilotti Rists udstilling på Louisiana. Da jeg en søndag eftermiddag oplever det sanseeksplosive kunstværk, forstår jeg godt, hvorfor det fra dag ét er blevet et anmelderrost trækplaster.

Det er dragende på en måde, som giver mig lyst til at gå på opdagelse i en uendelig version af det lysende lianlandskab, og hver gang jeg er ved at forlade installationen, skifter den farve igen, og jeg er nødt til at blive lidt for at opleve de nye lysnuancers stemning.

Det giver også pludselig mening, at de lysboblebeklædte lianer er blevet et instagramfænomen. Omkring mig poserer kinesiske turister, kærestepar tager selfies, og enkelte filmer de stemningsfyldte lysskift. Uden tvivl for at tilføje museumsbesøget til deres selvfortælling online.

Slut med terapi

For mig tjener dagens tur til Louisiana intet større formål. Jeg har ikke nogen instagram- eller snapchatstory, som skal opdateres. Og for første gang længe er jeg heller ikke blevet klædt på af en ekspert forud for min kulturoplevelse.

For min selvordinerede kulturterapi er slut.

De seneste knap fem uger har jeg som en del af et pseudovidenskabeligt eksperiment, der skulle undersøge kunstens potentiale for at gøre mig gladere og sundere, dyppet mit liv i en kulturcocktail af kunst, musik, litteratur og dans.

Det hele har været en del af Informations tema om kulturens helbredende virkning. Selv om jeg ikke er syg, og mit kulturterapiforløb har været både for kort og inkonsekvent til at kunne bevise noget som helst, har det været et forsøg på at opleve på egen krop, hvad kunst og kultur kan gøre ved os mennesker. Eller i hvert fald hvad kunst og kultur kan gøre ved mig. 

Undervejs har jeg fået hjælp af forskere med speciale i avancerede akademiske krydsfelter som neuroæstetik og musikkens kognitive funktioner. De har både guidet mig til, hvordan jeg bør tilgå de forskellige kulturgenrer, og på hvilke måder de vil gavne alt fra min hjernes orbitofrontale cortex, hvor positive følelser som nydelse og velvære opstår, til min forventede levealder.

Så den første uge gik jeg på museer med stor forhåndsviden om de udstillinger, jeg så, fordi den kollektive kunstoplevelse og følelsen af ekspertise angiveligt skulle øge de positive effekter af kunsten.

Den anden uge spillede jeg først westernguitar og siden ukulele, fordi det at spille et instrument både øger niveauet af nærmest alle kemiske belønningsstoffer og størrelsen på hjernebjælken, som er afgørende for at håndtere komplekse sammenhænge.

Den tredje uge læste jeg Simon Grotrians abstrakte digte for at opleve litteraturens potentiale. Og den fjerde uge dansede jeg ballroom fitness på Amager, fordi dans stimulerer centre i hjernen, som er vigtige for alt fra motorik til hukommelse.

Kunstens egne præmisser

Jeg er ikke alene om at have puttet kunst og kultur ind i formlen for det harmoniske liv. Som det de seneste uger har været beskrevet i Information, har mange fra forskere og fonde til sundhedsvæsen og kommunale aktiveringsindsatser sat deres lid til kunstens helbredende potentiale. Ikke som erstatning for medicin eller terapi, men som et effektivt supplement.

Det er ikke uden grund. Med hjernescanninger, kvalitative interviews og randomiserede studier har videnskaben igen og igen bevist, at kunst og kulturoplevelser gavner udsatte og sårbare mennesker, uanset om de lider af demens eller depression.

Studier har for eksempel konkluderet, at patienters indlæggelsestid på hospitaler forkortes målbart, hvis de har adgang til kunst og kultur. Ligesom der er rig evidens for, at musikterapi kan mindske smerter. Også sundhedsøkonomer har her i avisen peget på de store effekter og små omkostninger ved de kulturterapeutiske tilbud, om end de ikke ville udelukke, at en gåtur i naturen kunne have samme effekt.

Og de forskere, jeg har snakket med som en del af min kulturterapeutiske odyssé, har introduceret mig til, hvordan et øget kulturforbrug kan optimere hjernen, psyken og sindet, også hos en ung, rask kvinde som mig.

Potentialet har vist sig at være så stort, at jeg undervejs i forløbet har bebrejdet både mig selv og mine forældre for ikke at fylde min barndom med musik- og danselektioner. Ikke så meget fordi det havde gjort mig til et mere musisk og rytmisk menneske – hvilket unægteligt også er et uforløst potentiale, der i sig selv kunne have bragt mig stor glæde – men mest på grund af visheden om alle de gavnlige effekter og kemiske belønningsstoffer, min hjerne må være gået glip af.

Tænk hvilket dopamin-rush, jeg kunne være vokset op på, hvis ukulelen var kommet ind i mit liv 20 år tidligere. Og hvilke pragteksemplarer af en hippocampus og en orbitofrontal cortex, en opvækst med ugentlig ball room-fitness timer havde resulteret i.

Men i dag er jeg taget på Louisiana uden nogen livskvalitetsoptimerende agendaer. Og som jeg ligger på en seng og lader mig opsluge af Pipilotti Rists videoværk 4th Floor To Mildness, der foregår blandt siv og luftbobler lige under havoverfladen og vises i loftet over mig, kan jeg konstatere, at det er ret befriende at være her, uden at formålet er at få del i kunstens helbredende virkninger. Og i stedet bare opleve kunsten. For kunstens skyld og på kunstens egne præmisser.

Den konklusion er jeg ikke alene om at være kommet frem til.

»’Kultur på recept’ lyder forfærdeligt, jeg ville ikke bryde mig om, at man fik ordineret en af mine bøger som levertran,« har forfatter Søren Ulrik Thomsen eksempelvis udtalt i Information.

Også andre kunstnere har kritiseret instrumentaliseringen af kunst for at fratage kunsten dens egen legitimitet og gøre den til ufarligt, fladt bestillingsarbejde. Venstres kulturordfører, Bertel Haarder, kunne efter et kunstbesøg på Rigshospitalet, som du kunne læse om i fredagens kulturtillæg, konkludere:

»Jeg tror ikke, de skulpturer glæder nogen.«

Spørgsmålet er, om jeg kan sige det samme efter mit selvordinerede kulturterapiforløb. At kunsten, musikken, litteraturen og dansen ikke har glædet og gavnet mig – gjort mig til et bare lidt mere harmonisk menneske. Det var jo det, der oprindeligt var pointen med det hele.

Kulturelle bump

Da jeg af avisens kulturredaktør oprindeligt blev castet som kulturfremmed, rationel videnskabsjournalist, der i et gonzojournalistisk projekt for første gang skulle opleve kulturens helbredende og selvoptimerende effekter, måtte jeg skuffe hende. Kulturlivet var ikke fuldstændig fremmed terræn for mig.

Skønlitteratur, aftener i Det Kongelige Teater – eller søndag eftermiddage på Louisiana – var en overskudsmarkør i min hverdag. Noget, jeg tyede til, når alt andet spillede. Kunst og kultur befandt sig med andre ord helt oppe i den øvre spids af min maslowske behovspyramide. Det krævede mit overskud, men gav mig det ikke.

Men de seneste uger har jeg vendt mit forhold til kulturen på hovedet. Jeg har trodset udbrændthed efter travle arbejdsuger, ufatteligt ømme guitarfingre og massive tømmermænd og kastet mig selv ud i kunstneriske og kulturelle oplevelser, selv om jeg havde mest lyst til at lade være.

Det har ikke været uden kulturelle bump på vejen. Jeg er stødt ind i et torturinstrument af en seksstrenget westernguitar, uforståelig poesi og er i et væg til væg-spejl blevet konfronteret med mine rytmeløse sambatrin.

Men selv om mit eksperiment i sine enkeltdele nok i højere grad har handlet om mine personlige oplevelser, end det har kunnet bevise noget, er jeg undervejs nået frem til en overraskende erkendelse: Jeg har undervurderet kunsten og kulturen.

For museer, instrumenter, litteratur og dansetimer behøver ikke være aktiviteter, der kræver ekstra tid og overskud. De tilbyder i mindst lige så høj grad et hverdagsvakuum af selvforglemmelse og spontan begejstring.

Så her, på bagsiden af knap fem ugers kulturterapi, ved jeg ikke, om min rundtur i kulturlivet har styrket min hippocampus, øget størrelsen på min hjernebjælke eller boostet mine dopamin- og endorfinniveauer.

Efter videnskabelige succeskriterier er jeg ikke nødvendigvis blevet hverken gladere eller sundere. Men jeg er rent faktisk blevet gladere for kultur. I sin egen essens, ikke som et middel til bedre helbred eller mere livskvalitet.

Det er formentlig også derfor, at jeg nu ligger i en seng på Louisiana i stedet for på min sofa derhjemme, selv om det er en af de underskudssøndage, jeg normalt havde brugt på sidstnævnte. Simpelthen fordi jeg har lyst.