Læsetid: 3 min.

Ukulelen viser sig at være en game changer for min musikalske glæde

Informations videnskabsjournalist er gået i selvordineret kulturterapi for at se, om det kan gøre hende til et mere harmonisk menneske. Anden uge bliver hun knockoutet af en westernguitar, men alt ændrer sig, da ukulelen kommer ind i billedet
Informations videnskabsjournalist er gået i selvordineret kulturterapi for at se, om det kan gøre hende til et mere harmonisk menneske. Anden uge bliver hun knockoutet af en westernguitar, men alt ændrer sig, da ukulelen kommer ind i billedet

Jesse Jacob

8. marts 2019

Jeg giver op. En lørdag eftermiddag, tre ufatteligt ømme fingre og utallige youtubevideoer senere, må jeg erkende nederlaget: Jeg kan ikke spille en ren D-akkord. Mine febrilske tryk på de ostehøvle-følende strenge lyder mest af alt som, ja, noget der kunne spilles på en ostehøvl.

Det var med en noget anden selvsikkerhed, jeg for et par uger siden hentede min kærestes gamle westernguitar ned fra vores loftsrum. I slutningen af 3.g gik jeg et halvt år til guitar, og min guitarlærer Allan spåede mig en lys musikalsk fremtid, indtil jeg helt glemte at øve – og stoppede. Det må være ligesom at cykle, har jeg siden tænkt. Guitarspil sidder i fingrene. Hvor svært kan det være?

Det var, indtil jeg brugte en lørdag i selskab med det seksstrengede torturinstrument.

Egentlig var pointen med mine musikalske anstrengelser, at jeg skulle få det bedre. »Musik kan ændre den neurokemiske balance i hjernen,« som den anerkendte hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust begejstret forklarede, da jeg ringede til ham for at blive klogere på musikkens gavnlige virkninger.

Teknisk set er musik bare svingninger i luften, kombineret på en måde, som vi mennesker er kulturelt opfostret til at synes om. Men musik gør noget ved os. Når vi lytter til et storladent stykke klassisk musik eller et yndlingshit fra vores teenageår, som får hårene til at rejse sig på armene, stiger hjerneaktiviteten i området nucleus accumbens, der er et hotspot for nydelse. Det påvirker også niveauet af nærmest alle kemiske belønningsstoffer. Dopamin, serotonin, adrenalin, you name it.

Og studier konkluderer igen og igen, at det at spille et instrument påvirker mange forskellige dele af hjernen. Hjernescanninger har for eksempel vist, at musikere har en større hjernebjælke end ikkemusikere. Hjernebjælken er den samling nervetråde, der forbinder hjernens to halvdele, og som er afgørende for koordination og for at håndtere komplekse sammenhænge.

Men lige nu føler jeg hverken nydelse eller kognitiv optimering. Jeg har bare uoverskueligt ondt i mine D-akkord-kæmpende fingre.

Instrumental succesoplevelse

Jeg kan ellers virkelig godt se det livskvalitetsoptimerende potentiale i musik. Jeg elsker at gå til koncerter. Og mit yndlingstidspunkt på arbejdsdagen er, når vi hver morgen starter Informations redaktionsmøde med fællessang. Det er ikke, fordi det lyder særlig godt, når vi synger »Kald det kærlighed« eller »Leaving on a jetplane«, men det giver mig en følelse af, at på den her lille avis står vi sammen.

Et kig ind i min hjerne ville formentlig afsløre hvorfor. Her udskilles neurohormonet oxytocin fra et område i mellemhjernen, som hedder hypothalamus. Oxytocin kaldes populært for ’kærlighedshormonet’, fordi det skaber en følelse af samhørighed og eksempelvis sætter fødsler og amning i gang.

Studier har vist, at oxytocin-niveauet stiger, når mennesker synger sammen, fortæller Peter Vuust. »Man føler sig mindre alene i verden, når man er fælles om musik,« som han udtrykker det. Det er formentlig derfor, at mennesker i tusindvis af år er samledes om stammemusik og -dans. For at sikre gruppens sammenhold – og dermed overlevelse.

Peter Vuusts biologiske forklaring vækker genkendelse hos mig. Jeg føler straks musikrusen til fællessang og koncerter. Så hvorfor vækker westernguitaren ikke andet end fiaskofølelse?

Smådesperat efter en instrumental succesoplevelse låner jeg en ukulele af en ven i håbet om, at miniguitarens fire nylonstrenge vil behandle både mine fingre og min musikalske selvopfattelse mere skånsomt.

Og ganske rigtigt: Ukulelen viser sig at være en game changer.

På den glider mine fingre nemt over halsen, fra C- til G- til F-akkorder. Flere af dem opstår som musikalsk magi ved blot én fingers tryk på en streng. Få timer efter ukulelen er kommet ind i mit liv, mestrer jeg en easy version af den amerikanske singer-songwriter Jazon Mraz’ ti år gamle verdensplage »I’m yours« – som åbenbart er alle ukulelenovicers go to-sang.

»But I won’t hesitate no more, no more / It cannot wait, I’m yours,« synger jeg til de taknemmeligt simple akkorder. Igen og igen, mens den ene time tager den anden. 

Det er uge to i min selvordinerede kulturterapi, og jeg har officielt oplevet selvforglemmelsen i kulturen. I næste uge skal jeg læse modernistisk lyrik, og efter mit eventyr på ukulele har jeg høje forventninger til, hvordan det vil gavne mig.

Serie

Kunstterapi: Kan kunst helbrede?

Et nyt fokus på kunstens helbredende virkninger har de senere år vundet indpas herhjemme. I kommuner og regioner ordineres der malerkunst til deprimerede, dans til demente og fælleslæsning til stressramte. Og flere og flere fondsmidler går til sundhedsfremmende kulturaktiviteter og forskning i ’Kultur & Sundhed’. Men hvad er egentlig fakta om de helbredende effekter af kunst? Kan kunst helbrede? Og hvad betyder det for kunsten, at den i stigende grad vurderes på sin nytteværdi?

Seneste artikler

  • Videnskabspodcast: Kan kultur helbrede? Og skal den overhovedet det?

    10. juli 2019
    I femte afsnit af Informations podcast ’Forskerens etiske dilemma’ fortæller postdoc Anita Jensen om det populære forskningsfelt Kultur og Sundhed – om kulturens helbredende potentiale. Her er mange lovende resultater og initiativer, men det rummer også udfordringer at forene så forskellige akademiske traditioner som kultur- og sundhedsvidenskab
  • Det er den fri kunst, der nytter

    10. april 2019
    Sundhedsfaglig forskning viser, at det er kunst af høj kvalitet, der virker. Og en sådan kunst får man kun, hvis den får lov til at gro frit og ikke som udgangspunkt skal nytte. Det betyder på den anden side ikke, at den ikke kan være til gavn, skriver overlæge Birgit Bundesen i dette debatindlæg
  • Kunst skal både kunne helbrede os og fucke os op på altid nye måder

    1. april 2019
    Efter seks ugers afdækning af feltet Kultur og Sundhed kan vi slå fast, at kunst skal og kan både passe os og pleje os. Men den skal også udfordre os med ubehag, forvirring, ryste vores verdensbillede og virke som en langfinger til alt det i livet, der kan blive og bliver målt og vejet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
Anders Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu