Læsetid: 6 min.

Vid og verbal magi

Blandt midt-70’ernes Dårlige Digtere viste Sigurður Pálsson sig mest konsekvent og vedholdende
22. marts 2019

Ingen af de mange, som var til stede den lørdag eftermiddag i vinteren 1975-76, kan havde glemt, hvordan Listaskáldin Vondu (De Dårlige Digtere) ret så pludseligt sendte nye, friske vinde ind over islandsk litteratur.

I et fælles anfald af ungdommeligt overmod havde gruppen til sin event booket Universitetsbiografen, men denne fyldtes faktisk til sidste plads, dvs. med henved 1.400 personer, hvis man medregner de mange børn, der nedenunder blev passet af pædagogstuderende.

Forud for begivenheden var gået et andet velbesøgt oplæsningsarrangement i Nordens Hus, som sprængte alle rammer, hvad både fremmødet og tidsrammen angik – det sidste fordi avantgarde- og beatpoet Dagur Sigurðarson, der var med som special guest star, i sin iver insisterede på at læse hele to af sine bøger højt.

I showet nær universitetet medvirkede også en ældre forfatter, nemlig Guðbergur Bergsson, i en tredobbelt rolle som nestor, idol og maskot. Resten af de optrædende var på omtrent samme alder og havde for fleres vedkommende kendt hinanden siden gymnasiet.

Adskillige af dem havde nu allerede debuteret i bogform, således Sigurður Pálsson (1948-2017), som vælges særligt ud her, dels fordi han som lyriker er den, som er fyldigst repræsenteret på dansk, dels fordi han i stil og digterisk metode nok tydeligst manifesterede nybruddet, som fandt sted, og som efterlod folk med den følelse, at nu kunne alting ske.

Arrangementet lagde sig i forlængelse af 1960’ernes og de tidlige 70’eres søgen efter det åbne, åbenhjertige digt og indebar, set med eftertidens øjne, et farvel til forestillingen om den ensomme lyriklæser, der sidder om aftenen hjemme hos sig selv og kæmper sig igennem det samme digt, om og om igen, i et forsøg på at knække koden. I stedet lød der pludselig talte, mundtligt prægede tekster, som nåede frem her og nu, digte båret af vid og verbal magi, og med umiddelbar publikumsappel.

Ikke for ingenting talte man næsten med det samme om »Den Vittige Generation«, for hvad der var fælles, var de originale ordspil, de hurtige skift mellem høj stil og lavsprog, letheden, uhøjtideligheden. Attituden til et fænomen som sex var afslappet og uanstrengt, den politiske holdning naturligvis venstredrejet, men ikke så dogmatisk, at budskabet nogen sinde overdøvede morskaben.

Af gruppens syv poeter blev én senere overvejende dramatiker og filminstruktør, og tre blev hovedsagelig prosaforfattere. En holdt helt op med at digte, og en anden, Megas alias Magnús Þor Jónsson, havde sådan set hele tiden været rock- og ikke papirpoet. Sigurdur Pálsson kom som den eneste til at rendyrke digtet og det i en grad, så man kan tale om et veritabelt system. Seksten samlinger blev til, hvoraf de femten bærer parallelle titler:

  • Ljóð vega salt, 1975
  • Ljóð vega menn, 1980
  • Ljóð vega gerð, 1982
  • Ljóð námu land, 1985
  • Ljóð námu menn, 1988
  • Ljóð námu völd, 1990
  • Ljóðlínudans, 1993
  • Ljóðlínuskip, 1995
  • Ljóðlínuspil, 1997
  • Ljóðtímaskyn, 1999
  • Ljóðtímaleit, 2001
  • Ljóðtímavagn, 2003
  • Ljóðorkusvið, 2006
  • Ljóðorkuþörf, 2009
  • Ljóðorkulind, 2012

Som det ses, består hver titel af tre ord på fire bogstaver hver. Først substantivet »ljóð«, som betyder digt, men kan være både ental og flertal. Så et substantiv på to stavelser (veje; mine; linje/line; time/tid; kraft/energi), dog med det spil bygget ind, at »vega« i første triade og »námu« i anden også kan være verber og betyde henholdsvis »løfte, veje, slå, angribe, dræbe« og »overtog eller tog«!

Og endelig et substantiv på én stavelse, som udskiftes fra bog til bog. Titlen på den nederste, Ljóðorkulind, kan betyde digtenergi-kilde, men det ligger her i luften, at der både er tale om energikilder som naturfænomen og om poesien som en energikilde i mennesket. Hele rækken på de femten bind er kort sagt fyldt med betydningsspil.

Læst som trilogier er bøgerne serielle sæt, men taget hver for sig er de rejser, som regel bestående af syv-otte småudflugter hver. Eller vi kan betragte bøgerne som selvstændige og nok så forskellige medlemmer af én og samme store familie.

For sig selv i forfatterskabet står Ljóð muna rödd (2017), hvis titel ordret oversat kunne være »Digte husker stemme«, men som på dansk kom til at hedde Digtet husker røsten (2018), dels fordi der helst skulle være symmetri (3 x 6 bogstaver!), dels fordi forfatteren i mellemtiden var død og der altså kunne være anledning til at minde om, at stemmen, den overraskende og muntert uforudsigelige stemme, var hans og kun hans.

Det noget klodsede forsøg på at oversætte femten af bogtitlerne skulle have godtgjort, at Sigurður Pálsson konstant kredser om digtet selv, dets materiale og dets tilblivelse. Man kan derfor se hans digtning som ét eneste stykke selvrefleksiv metapoesi.

Dette forhindrer ham dog ikke i at arbejde såre virkelighedsnært og undertiden være frapperende transparent. Hans digte kendetegnes som regel ved stor klarhed og lethed, og de rummer ikke mindst en charmerende legelyst, en fryd ved at bruge ordene uden selvhøjtidelighed og opstyltet affektation.

Inden for den oprindelige gruppe af »dårlige« digtere skulle Sigurður Pálsson som antydet udmærke sig ved en enestående vedholdenhed. Ganske vist fik han gennem årene også skrevet skuespil, filmmanuskripter, erindringsessays (tre bind) og romaner, men kernen i produktionen udgøres af de 16 digtsamlinger, hvori han inviterer sin læser med ud på poesiens ringvej:

 

Smut med mig en tur

ud på digtets vej rundt om øen

Væk herfra ja langt væk

fra den tænderklaprende

ensomhed i den bidende kulde

på hovedstadsscenens bare mark

dette splintrede småstadshelvede

 

Jeg skal tage rundt om dig med ord

men frem for alt tage væk herfra

fra forbrugerpligtens helvede

drøvtyggeriets sløvhed

avissuppens gift

 

Ja lad os tage på tur ud på digtets vej rundt om øen

væk fra de tvivlefries fede ordflom

de orddovnes uafladelige kværnen

intriger omhyggeligt udtænkt af de udvalgssyge

og de selvundertrykkende selvbedrageriske undertrykkere

 

Hvad poeten vender sig kritisk imod, er primært magtsprog og automatsprog, forløjethed og hykleri. Men bitter, det bliver han så aldrig. Tværtimod vil han ved sin leg med sproget forhekse og fortrylle, allerhelst i kraft af rytmen og den følsomme undertone, han fra begyndelsen fandt:

 

NATTEN ER TIL AT GRÆDE I

Natten er til at græde i

Til at smile i

Nyse og hikke i

Til at slentre

og bile langt bort i

 

Natten er til at græde i

Til at ævle i

Hugge pølser i sig i

Til at tænke

og spejle sig i ruder i

 

Natten er til at græde i

Til at fløjte blues i

Vende sig og knurre i

Til at gøre kur

og rapse og knalde i

 

Natten er til at græde i

Til at trille i grøften i

Slå alt sønder og sammen i

Til at (øv hvorfor lige

dig min ven) dø i

 

Sådan lyder det karakteristisk gentagende, lidt som en øm og sødmefyldt Beatles-sang, i hans første bog. I den sidste kan livets forestående afslutning konstant mærkes:

»Ord og drømme
har altid fulgtes ad
i mit liv
Længere end jeg husker

Nu venter han på en chance
ham hvis navn jeg ikke vil nævne
venter på en chance kan jeg mærke

Kommer ikke i nærheden af mig
mens det klare lys i august
forvandler drømme
til ord
forvandler ord
til drømme.«

Andetsteds i afslutningsbogen taler digteren om vigtigheden af at have tillid til nattemørket, det varme, kærlige nattemørke:

»Da bliver din rejse
fuld af lysskær

fra den første linje
til den sidste.«

Man kan passende føle sig hensat til egne med et minimum af storbybelysning og med mulighed for at se nordlys.

Sigurður Pálsson, der voksede op på præstegården Skinnastaðir i den nordøstlige ende af landet, kom i en ung alder til hovedstaden for at gå i gymnasiet, men fortsatte efter sin eksamen til Paris, hvor han studerede på Sorbonne (litteratur, teatervidenskab).

Der findes derfor tre distinkte lokaliteter i hans digtning, han er som rejsende bofast. Mest urokket forbliver imidlertid troen på digtets forløsende magt. Ind imellem kunne han, det må indrømmes, gå hen og lave proklamationer, som når han i sin tredjesidste bog stillede digte over for »vammelheder« og »flomme af ord«.

Herfra føles det nærmest saligt at kunne vende tilbage til den Sigurdur, som stod frem for snart 45 år siden og tilførte islandsk litteratur en forløsende humor og uforlignelig varme:

 

UNG VREDE

Sprede brødkrummer bag sofaen

Rive knopperne af den optimistiske blomst

Bande af alle kræfter i kirken

Sno besværgelser ude på tunet

Forstoppe den hydrauliske pumpe

Tage en hidsig løbetur efter hønsene

Smide sten ind i laden

Pisse på hunden

 

Og så gå ind og kysse mor med et smil

 

Udvalget Mit hus og den sidste samling Digtet husker røsten er udsendt på Forlaget Vandkunsten, begge i oversættelse ved Erik Skyum-Nielsen. Fra førstnævnte er passager af efterskriften søgt indarbejdet her.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer