Læsetid: 8 min.

Wien drager og ulmer af europæisk musikkultur

Wien er fortsat en af de førende musikhovedstæder. De fleste klassiske musikere rejser dertil for at gøre det særlig godt, og byen er hjemstedet for berømte orkestre og et operahus i topklasse. Valdemar Lønsted tilbragte en uge i den særlige by med blandt andet jubel over Statsoperaens sublime opførelse af ’Tosca’ og et ubehøvlet publikum ved London Symfonikerne
Wien er fortsat en af de førende musikhovedstæder. De fleste klassiske musikere rejser dertil for at gøre det særlig godt, og byen er hjemstedet for berømte orkestre og et operahus i topklasse. Valdemar Lønsted tilbragte en uge i den særlige by med blandt andet jubel over Statsoperaens sublime opførelse af ’Tosca’ og et ubehøvlet publikum ved London Symfonikerne

Emilie Noer Bobek

5. marts 2019

Musikoplevelserne i løbet af en ganske almindelig uge i Wien kan være svære at matche for andre kulturmetropoler, selv når man tæller London og Paris med.

Det gælder specifikt selve sædvanen: den frodige blanding af orkestre, ensembler og kunstnere, hvad enten de hører hjemme i Wien eller kommer tilrejsende med forhåbninger om at gøre det specielt godt netop her. Det blev min uge midt i februar et godt eksempel på.

Der er som bekendt flere grunde til, at Wien står for noget særligt. Byen var arnen for den wienerklassiske musik med Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert. Siden kom romantikerne Bruckner, Brahms og Mahler, derefter de moderne Schönberg, Berg og Webern, og Strauss-valsen om den blå Donau blev byens uopslidelige signatur.

Wien er smukt beliggende på flodsletten, dragende og ulmende af europæisk musikkultur. Byens geografiske placering har været afgørende for dens kulturelle klima, uadskilleligt fra den politiske magt, der udgik fra Det Tysk-Romerske Rige med centrum i Wien. Hele denne lange historie har givet wienerne en betydelig selvbevidsthed og stolthed over deres traditioner.

Superb Berlioz

Musikverein fra 1870 og Konzerthaus fra 1913 er byens fremmeste musikhuse, det bedst kendte, Musikverein, hvor Wiener Filharmonikerne har lejet sig ind, står med et eksklusivt og konservativt image.

Konzerthaus rækker gerne ud mod et bredere publikum i en åben og fornyende stil. De velspillende Wiener Symfonikere hører hjemme her med deres snart afgående chefdirigent, schweizeren Philippe Jordan, og de stod for en medrivende opførelse af Hector Berlioz’ dramatiske legende Fausts fordømmelse – efter første del af Goethes tragedie.

Jordan havde eminent hold på det farverige partitur, og blandt de fine solister knejsede den amerikanske mezzosopran, Kate Aldrich, som en uforglemmelig Marguerite. Romancen om hendes oprevne sind og det vakte begær efter mødet med Faust – »D’amour l’ardente flamme« – blev tilmed særligt gribende ved tanken om, at Schubert 30 år forinden havde komponeret sin udødelige lied Gretchen am Spinnrade til samme tekst netop i Wien.

Et par dage senere hørte jeg Gürzenich-Orkestret fra Køln i samme koncertsal. Også det var specielt. Ikke på grund af orkestrets niveau, det spillede en kende tungt og stedvis mudret, men det retter sig nok med årene, for tyskerne har fået en spændende fransk chefdirigent, François-Xavier Roth. De begyndte med Mendelssohns Violinkoncert, og solisten var ingen ringere end Isabelle Faust, som vi efterhånden er mange, der sætter højest blandt violinister.

Faust er en kompromisløs nyfortolker af klassikerne, til dels med udgangspunkt i deres egen tids opførelsespraksis, og hos Mendelssohn betød det, at alfedansen blev taget for pålydende, også i en grad, så orkestret halsede efter hende i finalen.

Den manglende fitness kunne tyskerne til en vis grad kompensere for med Gustav Mahlers Symfoni nr. 5, ovenikøbet – med den trumf i ærmet, at de havde uropført symfonien i 1904.

Der var desværre for lidt samling i Roths orkesterledelse for de første satsers vedkommende, med scherzoen kom der fastere grund under fødderne, og den elskede adagietto blev sunget med en rørende sarthed og lethed.

Ekstranummeret blev adagiettoen fra Bizets L’Arlésienne Suite nr. 1, og Roths motivation var, at den skulle have været inspirationen til Mahlers sats. Det er nu ikke så sikkert, men det var en charmerende kobling, og også den blev meddelt mit Gefühl.

Bernstein i Wien

Mahler i Wien var længe en skamfuld historie, fordi anerkendelsen af hans musik kom så sent. Det egentlige gennembrud skete i 1972 med Wiener Filharmonikerne under Leonard Bernstein i netop Symfoni nr. 5 – efter et prøvearbejde, hvor han sled og slæbte som et bæst for at få engageret musikerne i musikken.

Bernsteins vidtrækkende betydning for Wiener Filharmonikerne og Wiens musikliv kunne man se dokumenteret i en glimrende udstilling på Museum Judenplatz, det ene af byens to jødiske museer.

Det begyndte på Statsoperaen 1966 i Luchino Viscontis iscenesættelse af Verdis Falstaff, og over natten blev Bernstein et idol for det wienske publikum. Det var egentlig en sær relation mellem den amerikanske jøde og en by, som langt fra havde taget et åbent opgør med tiden efter 1938.

Men det er sket lidt efter lidt, som man kan læse i en række hudløst ærlige artikler i det seneste nummer af turistforeningens kulturmagasin. I november sidste år – i 100-året for republikken Østrigs grundlæggelse – åbnede et nyt museum i Hofburg, kaldt Haus der Geschichte Österreich.

En af udstillingerne handler om to violinister, Alma og Arnold Rosé. Han var Mahlers svoger og Wiener Filharmonikernes beundrede koncertmester fra 1881-1938, hun var hans datter og opkaldt efter sin tante. Der står opstillet en række nodestativer med tekster og billeder, stedet er et plateau, der vender ud mod Heldenplatz, lige over balkonen hvor Hitler 15. marts 1938 proklamerede annekteringen af Østrig over for en begejstret heilende folkemængde.

Alma dannede et kvindeligt salonorkester og turnerede bl.a. til Københavns National Scala i 1936. Hun endte sine dage i Auschwitz-Birkenau efter et år som leder af et kvindeligt lejrorkester. Et par måneder efter Anschluss blev Arnold Rosé tvunget til at lade sig pensionere fra Wiener Filharmonikerne med en beskeden pension, han forlod Østrig som sørgende enkemand inden Krystalnatten og levede nødtørftigt i England til sin død i 1946.

Det er en udstilling, der gnaver i hjertet. Over højttalerne kommer en flimrende musik igen og igen som i en drøm, largoen fra Bachs dobbeltkoncert indspillet af far og datter i Wien 1926.

Den utrolige Zuckerkandl

Komponisten Alban Berg, filosoffen Ludwig Wittgenstein og publicisten Berta Zuckerkandl-Szeps blev beskrevet i en uhyre fascinerende udstilling på Literaturhaus i Johannesgasse. Disse tre var centrale skikkelser i kulturbevægelsen, man kalder Wiener Moderne fra 1900 og nogle årtier frem.

I deres respektive cirkler fik man nemlig et dybere indblik end sædvanligt i den kolossale kreativitet og nytænkning, der blomstrede i Wien i denne periode – med en gensidighed og alsidighed på tværs af områder som kunst, musik, litteratur, filosofi, arkitektur, naturvidenskab, psykologi og politik.

Der var en omfattende jødisk repræsentation i disse kredse som eksempelvis Wittgenstein og Zuckerkandl selv, og mange af dem blev efterhånden tvunget bort fra Wien. Berta Zuckerkandl var salonière, hun holdt litterære selskaber for sit netværk og bragte Gustav Mahler og den unge Alma Schindler sammen ved en sådan lejlighed i 1901.

Zuckerkandl havde flere fingre med i grundlæggelsen af Secession, Wiener Werkstätte og Salzburg-festspillene. Hun var en emanciperet kvinde, en publicist med et enormt kompetenceområde, oversætter, litteraturagent og lobbyist. I 1938 nåede hun i sidste øjeblik at rejse i eksil til Paris, senere med nazisterne i hælene videre til Algier, efter befrielsen tilbage til Paris, og her døde den 81-årige flygtning træt og forarmet i 1945.

Tosca med dacapo

Puccinis Tosca var en sjælden stor oplevelse. Statsoperaen hører mildest talt ikke til de mest eksperimenterende – man følger hellere en konservativ kurs, hyrer de bedst betalte sangere og råder i øvrigt over verdens bedste operaorkester: Wiener Filharmonikerne.

Således er denne Tosca en produktion fra 1957 af for længst afdøde Margarete Wallmann, med Herbert von Karajan som den første dirigent.

I februar 2019 dirigerede italieneren Marco Armiliato, og forestillingens tre hovedroller var besat med stjernesangere. Tosca: den amerikanske sopran Sondra Radvanovsky, Cavaradossi: den polske tenor Piotr Beczala og Scarpia: den amerikanske baryton Thomas Hampson. Det var en sublim sangerfest med et gudsbenådet orkesterspil under en dygtig dirigent, der uden partituret på sin pult havde et øje på hver detalje i grav og på scene.

Andenaktens fascistoide overgreb, tortur og knivmord hører til Puccinis mest geniale musikdramatik, og med Radvanovsky og Hampson som to kredsende rovdyr i en fremadskridende duel blev man sekvens for sekvens holdt i en veritabel skruestik.

Men det helt uventede skete efter Beczalas tårnarie i tredjeakten. Den blev så bevægende fremført, vokalt og gestisk, at applausen og tilråbene ingen ende ville tage. Omsider gav dirigenten forsigtigt tegn til orkestret om at rulle tilbage, og så fik vi arien dacapo. Det er angiveligt ikke praksis i Wien, men dette var heller ikke en almindelig aften.

Et mere introvert møde gik for sig i Konzerthaus’ Mozart-Saal med den unge franske pianist Lucas Debargue. Hans dramaturgi forløb i to akter. Først fem stykker af Chopin, derefter Bachs Toccata i c-mol og Beethovens sidste sonate, opus 111 i samme toneart.

Det bemærkelsesværdige ved disse opførelser var en ubændig vilje til at finde sin egen vej, hvorfor Chopin blev renset for føleri og pompøsitet og belyst med en for mig sjældent hørt alvor og nøgternhed – hvilket i høj grad komplementerede de analytiske udlægninger af Bach og Beethoven. Også det var en anderledes koncert, som i øvrigt er blevet rakket grundigt ned i wienerpressen.

»Wien ist anders«

Efter 16 år som chef for Berliner Filharmonikerne er Simon Rattle vendt hjem for at påtage sig ledelsen af London Symfonikerne. Det har været en kolossal vitaminindsprøjtning for orkestret, og det kunne høres under deres besøg i Musikverein.

En del af musikken var imidlertid vovestykker over for dette koncerthus’ stampublikum. Rattle havde forinden udtalt i et interview, at man nok ville blive udfordret af eksempelvis Debussys »moderne« Images, som sjældent spilles i Wien. Men det rent franske program var ved den søde grød ypperligt sammensat, og englænderne leverede et virtuost og sublimt varieret sammenspil, som med rette placerer dem blandt verdens førende orkestre.

Det var en gedigen overraskelse at høre den selvfølgelige behandling af de raffinerede 1700-tals satser fra Rameaus suite Les Indes galantes. Og med den russiske stjerne Daniil Trifonov og en intenst kommunikerende Rattle blev Ravels Klaverkoncert tilført en fandenivoldsk dimension, som var intet mindre end bjergtagende.

Debussys Images var ganske rigtigt udfordrende at følge med i, det er en anden Debussy end den, man mener at kende, men så var det jo godt at slutte med Ravels La Valse, som burde rejse en storm i en koncertsal.

Der skete midlertidig det ejendommelige, at halvdelen af publikum begyndte at udvandre umiddelbart efter den bragende slutakkord. Det var aldeles absurd efter en koncert på et så svimlende højt niveau, en ubehøvlet og arrogant opførsel, som jeg ikke har oplevet lignende før.

Orkestret og dirigenten stod og måbede, de ville sikkert gerne give et ekstranummer, hvad de så opgav og forlod scenen. Wien ist anders – Wien er anderledes – lyder et turistslogan, som blev lanceret for år tilbage. Det står for selvbevidsthed i flere afskygninger. Denne her var en af de mindre charmerende.

Læs mere om jøderne og musikbyen Wien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Om Alma Rosé's sidste år står der i bogen "Koncert i Skorstenens Skygge" (?), skrevet af en hendes overlevende "musikere"... uafrystelig læsning.
Om wienerpublikummet... ak ja, men måske det trods alt er en smule lovende at "kun" halvdelen gik efter et u-konservativt koncertprogram? Hatten af for Sir Simon og Londonerne!