Læsetid: 17 min.

4.000 år gammel ’superhelt’ kan lære os, at vi må indse, at vi skal dø, før vi rigtigt kan leve

Digteren Morten Søndergaard og assyriologen Sophus Helle har gendigtet verdenslitteraturhistoriens første hovedværk – og selv om Gilgamesh-eposset er over 4.000 år gammelt, kan det stadig fascinere og inspirere
Digteren Morten Søndergaard og assyriologen Sophus Helle, far og søn, er netop udkommet med en ny oversættelse af verdens ældste fortælling ’Gilgamesh’.

Digteren Morten Søndergaard og assyriologen Sophus Helle, far og søn, er netop udkommet med en ny oversættelse af verdens ældste fortælling ’Gilgamesh’.

Sigrid Nygaard

5. april 2019

»Skabergudinden Belet-ili udtænkte hans krop. Visdomsguden Ea udførte hans legeme, så han strålede af styrke og skønhed. Han var en kæmpe i højden, fem en halv meter, og hans brystkasse var en meter lang og hans ben tre meter høje, og det samme var længden af hans skridt. Hans skæg var halvanden meter langt. Hans hårstrå voksede tykke som kornaks. Hans tænder funklede som solen, der står op, hans lokker glødede mørkt som lapis lazuli (…) Som det var hans skæbne, blev han den smukkeste i landet.«

Mød Gilgamesh, verdens ældste litterære hovedperson, der præsenteres således i nogle af de første strofer i verdens ældst bevarede litterære tekst, Gilgamesh, der i denne uge, over 4.000 år efter sin første version, genopstod i frisk dansk sprogdragt. Og som det fremgår, er han en på alle måder overdreven figur – ja, næsten som superhelten i en tegneserie.

Genopstandelsen skyldes digteren Morten Søndergaard og litteraturhistorikeren og assyriologen Sophus Helle, et far-søn-makkerpar, der ved fælles bestræbelser har tilført gendigtningen både poetisk prægnans og filologisk akkuratesse.

Hvad kan et så ældgammelt værk, forfattet på det for længst uddøde akkadiske sprog tilbage ved den menneskelige civilisations tågede daggry, fortælle mennesker i det 21. århundrede? Det har Information spurgt oversætterne om.

– Morten og Sophus, den materie, I har haft jeres hænder så dybt nede i, er det ældste nedskrevne storværk i verdenslitteraturen, vi har. Litteraturhistorikere har hævdet, at det er med Gilgamesh-eposset, at verdenslitteraturen i det hele taget fødes. Det er jo nærmest æoner, der skiller os fra dette oldtidskvad, som blev sat med kileskrift på lertavler. Gilgamesh-eposset stammer fra en tidsepoke og et samfund, der på alle kulturelle parametre var radikalt forskellig fra vores. Hvordan kan vi overhovedet genkende det som ’litteratur’?

Morten Søndergaard: »Det er godt spørgsmål. Her vil jeg først og fremmest pege på, at Gilgamesh-eposset åbenlyst gør brug af mange af de samme litterære virkemidler og stilfigurer, vi også i dag kan bruge, når vi skriver litterære tekster, og specielt når vi skriver poesi. Et eksempel er de gentagelser, vi ser i de refrænstrofer, der løbende vender tilbage. Men også en bevidsthed om det lydlige var åbenlyst vigtigt for babylonierne. Ikke i form af metrik og rim, men først og fremmest ved fokus på allitterationer ...«

Sophus Helle: »Hertil kommer tekstens talrige parallelismer, kontraster og spejlinger. Enten inden for den enkelte linje eller på tværs af linjepar, som teksten bruger til at opbygge modsætninger. Men selvfølgelig har babylonierne ikke tænkt på de virkemidler som ’litteratur’, for det begreb kendte de ikke.«

– Hvad kan vi vide om forfatteren eller forfatterne? Kan vi genkende den samme stemme i hele teksten? Eller står vi over for en kompilering af forskellige stemmer fra forskellige versioner, der i sidste instans stammer fra mundtligt overleverede folkefortællinger?

Sophus Helle: »Vi befinder os midt imellem de to. Gilgamesh har vi i rigtig mange fragmentariske versioner på flere oldtidssprog. Det gør det muligt at spore tekstens udvikling over årtusinder. De tidligste versioner vil være de folkelige mundtlige lag – dem kan vi ikke spore. Men vi har den første skrevne version i en cyklus af forskellige ikke sammenhængende historier på det sumeriske sprog. Disse bliver så samlet i et epos, som først findes i en oldbabylonsk version. Siden kommer så forskellige versioner, også på andre oldtidssprog på tværs af Mellemøsten, der igen bliver samlet i den såkaldt standardbabyloniske version. Det er fra den, vi har oversat. Og herefter går der yderligere 400 år, før assyrerne og babylonierne tilskriver forfatterskabet en mand, som de kalder for Sin-leqi-unninni.«

– Selv om mange mennesker har været involveret, sidder jeg med indtryk af, at den samme forfatter har taget kontrol med tekstmaterialet.

Sophus Helle: »Jamen, det kan også godt være, at det netop kun er én person, der står bag den standardbabyloniske version. Præcis det spørgsmål undersøger jeg i den ph.d.-afhandling, jeg skriver på for tiden.«

– Sin-leqi-unninni er kun et navn. Ved vi mere om forfatteren?

Sophus Helle: »Vi ved en del. Men vi ved ikke, om han har eksisteret. Hans navn optræder på en katalogliste over babylonske værker, der cirkulerede anonymt i århundreder eller årtusinder. Listen giver disse værker en forfatter. I nogle tilfælde henviser forfatternavnet angiveligt til en historisk person – i andre tilfælde er de mytiske opfindelser. Det er et åbent spørgsmål, om Sin-leqi-unninni er det ene eller det andet. Men der står om ham, at han var en såkaldt āšipu – en varselspræst eller besværgelsespræst. Det er interessant, for nu at vende tilbage til dit første spørgsmål, fordi det fortæller os, hvad litteratur kunne være på det her tidspunkt, nemlig varsler og besværgelser.«

– At læse ’Gilgamesh’ er at blive ført ind i en fortryllet verden, hvor drøm og virkelighed glider over i hinanden, og begivenheder kan være forudsagt, før de indtræffer. En verden, hvor guder, halvguder og mennesker plejer omgang med hinanden. En verden, der bebos af fabelvæsener, af monstre, af skorpionmænd, af stenfolk. Det er åbenlyst en symbolsk og mytologisk verden. Men det er værd at spørge: Hvilke identificerbare historiske og sociale realiteter ligger bag? For angiveligt har der jo levet en figur, en konge af riget Uruk, der har inspireret til kongen og helten i vores fortælling.

Morten Søndergaard: »Flere dele i fortællingen fungerer som forklarelsesmyte. Vi får flere forklaringer på ting, som samtiden var bekendt med – f.eks. hvorfor der er nytårsfester i Uruk. I eposset forklares det også mytisk, hvordan Bekaa-dalen i det nuværende Libanon opstod. Den blev til som resultat af den gigantiske slåskamp, som Gilgamesh og Enkidu måtte udi for at besejre uhyret Humbaba, så det er gået hårdt til, må vi forstå. Fortællingen forklarer også, hvorfor Gilgamesh endte med at blive dommer i underverdenen som en art modstykke til vores Sankt Peter i den tids folketro. Myten spiller altså hele tiden på de samtidige tilskueres eller tilhøreres viden.«

– Hvad fortæller Gilgamesh-eposset os om den babyloniske verdens politiske værdier? Gilgamesh, vores helt, skildres først som en utålelig tyran? Hvad kan værket fortælle os om det babyloniske folks forventninger til, hvordan en rigtig gude- eller heltekonge skulle være?

Sophus Helle: »Gilgamesh er en figur, der i alt, hvad han gør, er ekstrem og fuldstændig overdreven. Han er på alle planer bare for meget. Det er han også som konge. Man kan sige det sådan, at teksten gennem disse overdrivelser udstiller, hvordan en konge bør og ikke bør være. Babylonierne i Uruk blev ikke bare beskattet. De skulle også lægge en vis mængde arbejde hvert år i store projekter til gavn for fællesskabet. I Gilgamesh-eposset drejer det sig om opførelsen af Uruks legendariske mure, som bliver til et overvældende stort projekt, der udpiner og udmatter folket. Så Gilgamesh gør mange af de ting, man kan forvente af en konge. Men han gør dem alt for meget og gør dem derfor forkert. Et andet eksempel er den bedrift, som han og vildmanden Enkidu vil udføre, da de drager ud mod uhyret Humbaba i Cederskoven. Der er en forventning til kongen om, at han skal tage ud og skaffe godt træ med hjem. Men i Gilgameshs tilfælde bliver det til, at han fælder hele skoven og dræber et monster, der viser sig at være beskyttet af guderne.«

Sigrid Nygaard

Morten Søndergaard: »Gilgamesh er en figur, som nødvendigvis er i en konstant ubalance, fordi han er to tredjedele gud og en tredjedel menneske. Det går galt hele tiden, for den brøk er ikke en holdbar konstellation – den er opskriften på ustabilitet.«

– Gilgamesh’ venskab med Enkidu er et andet hovedtema. Hvad knytter Gilgamesh til Enkidu? Guderne skaber jo Enkidu for, at han skal gå op imod Gilgamesh ...

Morten Søndergaard: »Enkidu bliver skabt i god gudestil ved, at en klump ler smides på marken. Han bliver skabt, fordi Uruks folk har anråbt guderne om at finde på et eller andet, der kan holde den uregerlige Gilgamesh i skak. Resultatet bliver Enkidu, der er som et forvrænget spejlbillede af Gilgamesh. Han er næsten lige så stor, men starter som en vildmand, hvor Gilgamesh er konge. Han bliver hans bedste ven, men han er også en værre slagsbror. Det første, de gør, er at ryge i totterne på hinanden, og så bliver de venner. Man kan sige, at han er et spejl, men han er ment som en, der skal kunne holde ham i skak. Først skal vildmanden Enkidu dog selv tæmmes. Den tæmning er ret spændende.«

– Ja, for det er jo en skøge – eller ’forførerske’, som I skriver – der ved at elske med ham, kommer til at civilisere ham og »får dyrene til at løbe væk«, som der står? Hvad er kvindernes rolle i fortællingen?

Morten Søndergaard: »Selv om eposset først og fremmest er en fortælling om kærlighed mellem to mænd, spiller kvinder faktisk store roller. Både Gilgameshs mor, Ninsumum, kaldet vildkoen, og Shamsat, forførersken, og ikke mindst også Ishtar, kærligheds- og krigsgudinden, som Gilgamesh afviser. Kvinderne driver historien fremad. Og det er Ninsumum, der hele tiden ved, hvad der skal ske med Gilgamesh, hendes søn.«

Sophus Helle: »Kvinderne er på en måde placeret i verdens kanter. Nok er de ikke centrale figurer, men de får alligevel en central funktion som narrative omdrejningspunkter. Det er i det øjeblik, at Gilgamesh og Enkidu afviser Ishtar og afviser, at hun kan blive del af deres mandefællesskab, at hun forbander dem. Den forbandelse bliver et afgørende vendepunkt, hvor historien skifter karakter fra romance til tragedie.«

– Jeres oversættelse er både en gendigtning, men den er også præget af filologisk omhu. Har det ikke været en udfordring for jer begge at finde den rette balance?

Morten Søndergaard: »For mig har de filologisk givne rammer været som en vidunderlig tvang – ja, på sin vis har det været som et systemdigt, der skulle løses. Vi arbejdede på den måde, at Sophus gav mig sin meget elaborerede råoversættelse, som tit rummede mange forslag med noter til ord, der kunne forstås på forskellige måder. Mit arbejde bestod så i at gøre teksten klar. Omtrent som når man klarer smør. Og at skære den ned til stramhed og præcision. Fordi vi det meste af tiden ikke var i det samme land, brugte vi telefonen til at kommunikere, og det var et godt redskab. Der var ligesom kun stemmen tilbage i rummet, og det er en fordel, når det lydlige og afstemningen med den betydning, lyden skal formidle, er så vigtig.«

– Er I begge tilfredse med de løsninger, I fandt i fællesskab?

Morten Søndergaard: »Der er enkelte steder, hvor vi har anført to versioner, fordi der var to mulige betydninger, og vi ikke kunne enes om at lægge os fast på én bestemt. Det var en måde at løse det på.«

Sophus Helle: »Men jeg vil understrege, at vores metode ikke har været den, at jeg lavet ’den korrekte version’, som Morten så har transformeret til en lyrisk version. Efter vores dialoger oplevede jeg, at Morten ved at skære ind til benet bragte oversættelsen tættere på originalen, mens jeg i råoversættelsen tilførte unødvendig fylde. I beskrivelsen af et uhyre i Tavle To skrev jeg f.eks. i mit forlæg: ’Hans stemme er en stormflod. Hans mund er ild. Og hans åndedræt er døden.’ Hos Morten blev det til. ’Hans brøl er en storm, hans ord er ild, hans ånde er død’ – altså en komprimering, som gør teksten skarpere og klarere.«

Morten Søndergaard: »Vi har ud over det lydlige også skullet tage højde for kompliceret talmagi, som vi har brugt enormt lang tid på. Derudover blev det en teknisk og æstetisk udfordring, hvordan man skulle repræsentere manglende tekst. Det er jo et fragmentarisk værk, hvor der mangler mellem en fjerdedel og en femtedel af teksten. Vi var ikke så meget for den traditionelle løsning med firkantede parenteser – i stedet valgte vi at gøre det med punkter.«

Resumé af Gilgamesh

Kong Gilgamesh hersker som en tyran. For at straffe ham sender guderne ’vildmanden’ Enkidu. Gilgamesh og Enkidu kommer i slagsmål, men bliver venner og drager ud på eventyr. Sammen kæmper de mod uhyret Humbaba.

Gilgamesh afviser kærlighedsgudinden Ishtar. For at straffe ham dræber guderne Enkidu. Gilgamesh kaster sig ud i jagten på udødelighed. Han møder den udødelige vismand Uta-napishti, som fortæller ham, at udødelighed kan han ikke opnå på jorden, men i menneskers tanker.

– De mange lakuner giver en fantastisk næsten modernistisk poetisk effekt, at der nogle gange kun står et enkelt ord – fordi det er det eneste, man kan tyde – og så et punkt – og så et andet ord. Hvordan kan man vide, hvad der er sket i de længere manglende passager?

Sophus Helle: »Ofte kan man regne det ud: En person er levende, så mangler der en side, og så er han død på næstfølgende side. På sin vis er det tragisk, at der er alle disse mangler og huller i teksten. Men på en vis måde er der også noget smukt ved det.«

– Ligesom Venus fra Milo siges at være smukkere, fordi hun mangler armen, måske? Nuvel, trods den filologiske omhu har I alligevel taget jer visse friheder i forhold til at sammenflikke fra forskellige versioner.

Sophus Helle: »Når man oversætter Gilgamesh, er det ikke ualmindeligt at låne fra andre versioner, f.eks. den hittitiske, når man vil udfylde en lakune i den standardbabyloniske. Vi har så tilladt os at udfylde uden at markere det for ikke at afbryde læsningen, så der skabes bedre sammenhæng i en fortløbende tekst. Selvfølgelig kan det strengt taget virke anakronistisk. Men måske kan man sammenligne det med at låne fra et andet puslespilsæt, når man lige mangler en brik. Der er dog enkelte passager i teksten, hvor vi gav efter for fristelsen til at tage fra en anden udgave end den standardbabyloniske, fordi den lød bedre.«

– Morten, du har sammenlignet Gilgamesh med en tegneseriesuperhelt, fordi der er så meget tempo på, og fordi skikkelserne er så overdrevne og potente ...

Morten Søndergaard: »Præcis. Der er noget Marvel over det. Gilgamesh og Enkidu har begge store muskler, ja det handler faktisk om store muskler mange steder. Og om kroppe. Der er meget kropslighed.«

Sophus Helle: »Interessant nok er Gilgamesh for nylig genopstået som tegneseriefigur i superhelteserien The Eternals. Han er slået igennem mange steder i moderne populær- og finkultur. Han er blevet til anime, til symfonier, til en opera af Per Nørgård og til malerier. Der er en restaurant i London, der hedder Gilgamesh, og en af Jupiters måner, Ganymedes, har et krater, der bærer hans navn. Den amerikanske efterretningstjenestes udgave af Google Maps hedder Gilgamesh osv. Og nu bliver han også til en teateropsætning i det stykke, Morten har lavet sammen med Kirsten Dehlholm.«

Morten Søndergaard: »Og så er der den moderne litterære virkningshistorie: Rainer Maria Rilke var en stor fan, og herhjemme har både Henrik Bjelke, Bent Haller og Henrik Have skrevet tekster inspireret af Gilgamesh-eposset.«

– Der er et stort historisk hul, for ’Gilgamesh’ forsvandt jo ud i glemsel, indtil lertavler med fragmenter af værket blev fundet af engelske arkæologer i 1850’erne, og herefter gik der årtier med at dechifrere kileskriften. Men i Oldtiden havde ’Gilgamesh’ også en virkningshistorie. Der er genklange hos både Homer og i Det Gamle Testamente med forestillingerne om Syndfloden og Edens Have ...

Sophus Helle: »I forhold til Det Gamle Testamente er det svært at vurdere, om ’Gilgamesh’ har påvirket de bibelske tekster, eller om de begge uafhængigt af hinanden har haft de samme inspirationsforlæg, som har cirkuleret mundtligt i den tid. I dag er der tæt på at være konsensus om det sidste. Flodbølgen i Gilgamesh-eposset er imidlertid noget ganske andet end i Det Gamle Testamente, for der er ikke nogen forestilling om synd, der skal vaskes væk. Det er ikke for at straffe menneskene for synd, at de skal tilintetgøres. Det er, fordi de irriterer guderne. Ligesom larmende teenagere holder de guderne vågne. I Bibelen er det en grundforestilling, at Gud ved præcis, hvad han laver. Der er en højere plan. Men i Gilgamesh-eposset er guderne kortsigtede, upålidelige og impulsive. De har ikke styr på, hvad de laver, og derfor går det galt for dem.«

Morten Søndergaard: »Guderne er meget mere menneskelige før monoteismen. Det kan minde om græsk og om nordisk mytologi, hvor der f.eks. er drilleguder. Det hele er meget mere broget og kulørt, og guderne har svagheder. De er ikke fuldkomne på nogen måde. Tag nu bare skildringen i Gilgamesh-eposset af den forkælede kærlighedsgudinde, Ishtar, der kræver at få stjernebilledet Himmeltyren af sin far.«

Sigrid Nygaard

Sophus Helle: »Guderne er ikke moralske forbilleder. Efter at Gilgamesh og Enkidu har ødelagt Cederskoven, overvejer Enkidu, hvordan guderne vil dømme dem. Men så får vi at vide, at en gruppe af guder ikke bare har ødelagt en enkelt skov, men hele verden med flodbølgen, så moralens vogtere er selv umoralske. Og får derfor skældud af de andre guder.«

– Efter Enkidus død drager Gilgamesh ud på et togt, hvor han søger udødelighed og bl.a. møder de eneste overlevende efter Syndfloden. Han finder også en plante, der skal give ham ungdommen tilbage. Hvad er epossets syn på døden? Hvis det har et centralt budskab, er det vel, at vi skal lære at leve i forvisningen om vores egen død ...?

Sophus Helle: »Epossets syn på døden kan opsummeres i et meget smukt og centralt digt i bogen, hvor vismand Uta-napishti siger til Gilgamesh:

Menneskene! Deres liv knækker som siv i sumpen. Den smukke unge mand, den smukke unge kvinde, døden fører deres . bort.

Ingen ser døden. Ingen ser dødens ansigt, ingen hører dødens stemme. Men det er døden, den grusomme, der knækker mennesker.

Det sker, at vi bygger huse, det sker, at vi laver reder. Det sker, at brødre deler arven, det sker, at sønner bliver bitre.

Det skete, at floden steg og bragte højvande, og døgnfluerne flød ned ad floden. Deres ansigter så solens ansigt, men selv i det øjeblik så de ingenting.

Noget af det, som er interessant, er passagen om, at man ikke kan tegne dødens billede. Ingen ser døden, ingen ved, hvad døden ligner, eller hvordan døden lyder. Så døden er på én gang allestedsnærværende. Den er en konstant mulighed, en konstant kraft, men noget vi ikke kan skildre med ord. Vi kan kun sige, hvad den ikke er. Den her passage er fantastisk, fordi det er en skildring af nogen, der dør. Men der er ikke et ord for død. Først bliver huset bygget, så bliver arven delt, så nogen må være død i mellemtiden. Men det er bare en stilhed, en pause, en overgang.«

Morten Søndergaard: »Digtet får mig til at tænke på J.P. Jacobsens berømte Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo og strofen: ’Hvorfor leve, når vi dog skal dø?’. Det er helt derude, vi er. Det, som digtet eller myten siger til os, er, at vi må tage døden på os som uafvendelig. Gilgamesh må acceptere, at han ikke kan opnå udødelighed. Han må indordne sig under samfundets og kollektivitetens vilkår. Han kan ikke være den, der overgår alt og alle. Den måde, den indsigt skrives frem på, kan minde om Vergil i Georgica og andre af hans værker. Der er en stor ydmyghed indlejret i den erkendelse. Vi må indse, at vi skal dø, og sådan er det, selv om det er svært. Gilgamesh indser det først, da han er rejst til verdens ende og næsten har fuldført sin mission. Men så falder han i søvn og mister planten. Tilbage i Uruk kigger han igen på sine mure og ser samfundet, kollektivet. Hvis man kan nå dertil som menneske at acceptere sin egen dødelighed, behøver det ikke at være en tragedie. Så ender vi i en form for stoisk heroisme. Se murene. Det er, hvad vi har. Og tænk ikke så meget på, at du skal skille dig ud.«

Bag om værket

’Gilgamesh’ er en episk fortælling fra Oldtidens Mesopamien (i dag Irak) skrevet med kileskrift i lertavler på sproget akkadisk. I nedskreven samlet form er værket 3.700 år gammelt.

’Den babylonske standardversion’, som ligger til grund for den danske oversættelse, menes at være fra år 1200 fvt. og består af 12 lertavler.

Redaktør eller forfatter er varselspræsten Sin-leqe-unnini. Skønt flere fragmenter fra forskellige tider er fundet, har det komplette værk ikke kunnet sammenstykkes. Mellem 20 og 25 procent mangler.

Gilgamesh-teksten var forsvundet i årtusinder, indtil engelske arkæologer i 1853 fandt en version under udgravning af den assyriske konge Ashurbanipals bibliotek i Ninive.

Det omhandler den sumeriske sagnkonge Gilgamesh, der herskede over den babyloniske bystat Uruk. En historisk konge ved det navn menes at have levet omkring 2900 f.v.t.

Sophus Helle: »Jeg er enig i det, Morten siger, om epossets syn på døden. Men det er samtidig vigtigt at sige, at eposset først bringer os frem til den stoiske afklaring ved at skildre det modsatte. Man skal helt ud i ekstremerne for at bringes til accept af døden. Der er mange, der føler, at fordi Gilgamesh kæmper med døden og sorgen over tabet af sin ven Enkidu, kommer der noget menneskeligt over ham. Men han er stadig også meget ekstrem. Hvis et så ekstremt menneske som Gilgamesh ikke kan blive udødelig, så er der helt sikkert heller ikke nogen af os andre, der kan blive det. Så det er rigtigt, at eposset vil bringe os frem til accept af vores dødelighed, men det er samtidig dybt fascineret af hans rasen mod dødelighedens traumer.

Morten Søndergaard: »Man kan summa summarum sige: Du skal acceptere din dødelighed, men du skal også fortælle en historie. For at knytte an til Sophus’ pointe: Den eneste måde, man kan opnå en slags evigt liv på, er ved at fortælle en historie – ved ’at blive til en historie’. Selv om det ser ud til at blive en tragisk historie for Gilgamesh, fordi hans søgen ikke lykkes, og hans forventninger skuffes, lykkes han med at blive sin egen historie, med at tage den på sig og blive ét med den. Det, synes jeg, er det uforgængelige budskab i denne ældgamle tekst. Man kan prøve at forestille sig, om nogle af de historier, vi i dag fortæller hinanden, vil blive fortalt i 5519. Hvilke af vores historier vil have overlevet i den fjerne fremtids formentlig meget anderledes verden, hvis der overhovedet er en verden og en litteratur til den tid?«

Helle og Søndergaards oversættelse og gendigtning af Gilgamesh er klassiker med en stor fremtid foran sig.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Niels Duus Nielsen
Hans Aagaard, Maj-Britt Kent Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu