Læsetid: 4 min.

I Christopher Nolans ’Interstellar’ var sorte huller sandhed og skønhed. Nu er de det også i virkeligheden

Sorte huller har længe været en del af vores kollektive fiktion. Men med det billede af et supermassivt sort hul, der blev præsenteret i onsdags, er de nu også en del af vores virkelighed. En virkelighed, der ligner Christopher Nolans fiktion til forveksling
Det sorte hul i galaksen M87.

Det sorte hul i galaksen M87.

Event Horizon Telescope Collaboration

13. april 2019

Den 5. april 2017 rettede otte teleskoper i fem forskellige lande (Antarktis, Chile, Mexico, USA, Spanien) antennerne mod den samme lille plet på himlen og tog med et atomurs nøjagtighed et billede i samme nanosekund.

Handlingen blev gentaget den 6., 10. og 11. april. Det er resultatet af denne fotosession, vi nu er blevet præsenteret for to år senere: Det første snapshot af et sort hul.

Ved at kombinere de otte vidt spredte teleskoper i netværket Event Horizon Telescope opnåede man i realiteten at bruge hele jordkloden som én stor parabolantenne. Hermed fik man den fornødne opløsning til at kunne se detaljer i midten af galaksen M87, der befinder sig 55 millioner lysår væk.

Det, vi ser, er et supermassivt sort hul med en masse svarende til syv milliarder sole og en udstrækning større end hele vores solsystem.

Snapshottet viser en sort skive med en lysende ring omkring. Den sorte skive er skyggen af det kugleformede sorte hul, og ringen består af materiale, der bliver slynget omkring det centrale sorte hul, før det suges ind i det.

Billedet fra Event Horizon Telescope ligner noget, vi har set før. I Christopher Nolans film Interstellar fra 2014 spiller et gigantisk sort hul, Gargantua, en central rolle. Kun Gargantuas hd-skarphed i filmen adskiller det fra vores nye, virkelige snapshot.

Nu ved selvsyn

Det er ikke tilfældigt. Professor i astrofysik Kip Thorne var medproducent på filmen. Han fungerede som videnskabelig rådgiver for Christopher og Jonathan Nolan i udviklingen af filmen og insisterede på, at fysikkens love blev overholdt i plottet. Gargantuas fremtoning er baseret på Thornes nøjagtige matematiske simuleringer af et gigantisk sort hul. I dag kan vi ved selvsyn konstatere, at virkeligheden svarer til fiktionen.

Sorte huller er på alle måder bemærkelsesværdige. Almindeligvis opstår nye fysiske lovmæssigheder, når vi skal forklare nye observationer og bringe dem i samklang med vores eksisterende viden.

Som for eksempel da Newton skabte den klassiske mekanik ved at sætte lighedstegn mellem et æbles fald fra træet og Månens bane omkring Jorden, eller da Einstein forklarede lysets indvirkning på metaller ved at antage, at lyset opførte sig som små partikler og derved tog et vigtigt skridt i udviklingen af kvanteteorien.

Det sorte hul Gargauntua fra filmen Interstellar.

Warner Bros.

Men sorte huller er ikke begyndt som observationer. De er en teoretisk konsekvens af Einsteins generelle relativitetsteori. Punkter i rummet med så stor massetæthed, at de kendte lovmæssigheder bryder sammen, og intet, ikke engang lys, kan undslippe.

Længe var de bare matematiske kuriositeter, men med fremkomsten af bedre teleskoper har vi med tiden kunnet iagttage sorte hullers indvirken på omgivelserne og dermed sandsynliggøre deres eksistens. Nu har vi også set et af dem.

Plottet i Interstellar er kort fortalt, at Cooper, en tidligere NASA-pilot, sammen med et lille gruppe astronauter og videnskabsfolk forlader en døende Jorden for at lede efter et nyt hjem for menneskeheden.

Cooper og hans team skal udforske tre planeter, som tidligere ekspeditioner har udpeget som gode kandidater. Der er dog en hage ved opgaven: Den første af planeterne befinder sig i nærheden af det gigantiske sorte hul.

Der sker mærkelige ting med tiden, når man kommer tæt på den intense tyngdekraft, der er omkring et sort hul. Selvom man ikke selv bemærker det, går tiden langsommere end for dem, der befinder sig langt væk fra tyngdefeltet. I Interstellar svarer én time på den fremmede planet til over syv år på Jorden. Hver eneste time, Cooper bruger på at redde menneskeheden, bringer ham således syv år længere væk fra sin tiårige datter, Murphy.

Effekten er reel. Da astronauten Scott Kelly i virkelighedens verden fra 2015 til 2016 tilbragte tid ombord på den internationale rumstation i det svage tyngdefelt 400 km fra Jordens overflade, blev han omtrent ti millisekunder ældre end sin tvillingebror Mark tilbage på Jorden. Ure, der går med forskellige hastigheder på forskellige steder i Jordens tyngdefelt, udnyttes hver dag i de navigationssatellitter, der leverer data til mobiltelefonernes GPS-chips.

Interstellar spidsformulerer valget mellem at tilfredsstille vores egne behov og at tage vare på fremtidige generationers livsvilkår. Et tema, der ikke har mistet relevans i de fem år, der er gået siden premieren.

Filmen er et billedskønt epos med lige dele deadpan humor og højstemt patos. Som altid insisterer Christopher Nolan så vidt muligt på at bruge virkelige locations som islandske Vatnajökull og til lejligheden tilplantede majsmarker frem for computerrenderinger, hvilket giver filmen en imponerende stoflighed.

Trods patos er Hans Zimmers musik bemærkelsesværdig afdæmpet. Væk er hans velkendte pauker og violinsuppe, og i stedet ledsages flere scener af diskrete sekundslag, der understreger tidens ubønhørlige gang i de fremmede verdener.

Forvrænget tid er et af Nolans tilbagevendende motiver. Han brugte det både med baglæns spring i tid i Memento, og i Inception, hvor tiden går med forskellige hastigheder afhængigt af, hvilken drømmetilstand karakteren befinder sig i.

Billedmageren Nolan ser det sorte hul som skønhed. Videnskabsmanden Thorne ser det sorte hul som sandhed. Nu forenes skønhed og sandhed i filmen og virkeligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Benno Hansen
  • Torben K L Jensen
Trond Meiring, Benno Hansen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Hjernøe

Super fedt med de fine nye billeder. Det er fascinerende når teoretisk kosmologi underbygges af faktiske observationer. Der er alt for meget, vi ikke ved, om dette vilde univers.

Interstellar var uden tvivl en fantastisk film. På alle måder.
En utrolig lækker, velskrevet, hjernevridende og 'realistisk' Odyssé. Nolan i overdrive.
Men vi bør nok alligevel fastholde, at der er tale om en særdeles selektiv og spekulativ 'videnskabelighed'. En dystopisk sci-fi-mytologisk grund-fortælling, der leger med vores forestillinger om gud og frelse, i et univers der næsten ligner vores.

Man har kendt til sorte huller længe før den film.
Einstein kunne beregne sig frem til eksistensen af noget sådan.

Gad hvide om ikke et sort hul (tæt og formørket) er et omvendt kopi (Yin/Yan) af galaksen (lys og luftig) der "sidder" på hullet?

Torben K L Jensen

Hvorfor bruger man så megen energi på at observere noget man véd er der ?
Der kan kun være én grund - at påvise/bevise Stephen Hawking´s teori om Hawking-stråling som det eneste der kan undslippe et sort hul.

Det nye er vel ikke, at man har fået bevis for eksistensen af sorte huller. For uagtet Einsteins teoretiske påvisning af muligheden, så virker sorte huller som gravitations linser, så man har vel nok kunne se, at der var noget som man altså så ikke kunne se. Men et foto er jo så, at kunne se et direkte bevis

I øvrigt er sorte huller slet ikke super kompakte og massive. I "Rejsen til Saturn" af Deuleran ankommer en flok danske rekrutter til et sort hul, hvor de i øvrigt møder Jøses der igen er i den himmelske sfære efter, at han har forladt et tidligere jordisk liv, hvor han var rocker.

Så allerede i 70´erne vidste man, at sorte huller var forbundet med det guddommelige :-)