Læsetid: 7 min.

Dimensionsmangfoldighed

Kristín Ómarsdóttir, Gyrðir Elíasson og Sjón færdes simultant i flere parallelle virkeligheder
12. april 2019

Uden overhovedet at udgøre en gruppe, endsige have dannet en særlig litterær skole, skiller tre så godt som jævnaldrende moderne islandske forfattere sig markant ud ved den radikalitet, hvormed de udfordrer og nedbygger gængse forestillinger om virkelighed. Man kan kalde dem surrealistiske systematikere eller konsekvent arbejdende vilde eksperimentatorer.

Fælles for dem er, ud over at de debuterede tidligt, deres kombination af voldsomt ynglende fantasi og en speciel, overordentlig distinkt skrivemåde, som de hver især rendyrker, og som gør, at en tekst fra deres hånd ikke ligner noget andet i denne verden – heller ikke et produkt af de andre to!

Trekløveret, der altså netop ikke er noget hold, men nok en minigeneration, omfatter, nævnt efter ankomstdato til denne verden, Gyrðir Elíasson (født 1961, debut 1983), Sigurjón Birgir Sigurðsson alias Sjón / »Syn« (født august 1962, debut allerede 1978) og Kristín Ómarsdóttir (født i september 1962, debut 1987).

For alle tre gælder, at de lagde ud med en digtsamling og siden hen har fortsat med at skrive lyrik, men at det hovedsageligt er deres prosa (romaner eller både korte og ultrakorte noveller), der har gjort dem kendte. Alle tre har været nomineret til Nordisk Råds pris; Sjón fik den i 2005 og Gyrðir i 2011.

Vil man have en idé om, på hvilken måde Kristín Ómarsdóttir kan siges at være kunstnerisk radikal, kan man passende begynde med bogen Evige spejlinger (2013, da. 2018), en fin lille sag på 58 sider indeholdende samme antal prosastykker fulgt af et PS. Undertitlen Videnskabelige observationer lægger op til systematik og objektiv stringens, men værket er næsten højeksplosivt uforudsigeligt. Ca. midt i bogen læser man således om en pige, der vokser op i et hjem af den slags, hvor man syr og lapper tøj og pakker gaver ind. En lille skuffe i en stor kommode er fyldt med farverigt garn og sylespidse nåle:

»Hun syede sine kønsorganer sammen en mørk nat. Trådene var lilla og klare – hun brugte skiftevis bomuldstråd og fiskesnøre – bandt knuder på enderne og klippede med en tung skræddersaks mellem tråden og rullen, tog underbukserne på og sneg sig i natkjolen op i seng og sov som en engel eller sten resten af natten.«

Mange dele senere, efter at bogen har været alle mulige andre steder henne, bliver pigen fundet af forældrene, som ikke ved, om de skal smide hende på lossepladsen, ofre hende på Guds alter eller, som der står, få hende i omdrejninger ved at forbinde hendes æggestokke til formødrenes »som en forbindelse mellem fortid og fremtid«.

Selv om stilen her virker tilforladeligt enkel og »naiv«, er der alvorlige ting på programmet. Kristín Ómarsdóttir leger eventyrfortæller, men punkterer familieidyllen. Hun tænker nemlig konsekvent på tværs af kategorier, især sådanne, som vedrører køn, hun bryder ideologiske mønstre gennem overrumplende sammenstød af ellers adskilte verdener.

Metoden fandt hun i gennembrudsværket Einu sinni sögur (1991, »Der var engang-historier«), som udmærkede sig ved den muntre selvfølge, hvormed »anderledes« seksualitet blev gjort almindelig, samtidig med at det gængse heteronormative paradigme blev ironisk mærkværdiggjort.

Af hendes øvrige udgivelser kan nævnes romanen Hér (2004), som på dansk kom til at hedde Billie og Rafael (2015) efter pigen og soldaten i dette postapokalyptiske eventyr, og Omstrejferen (2015, da. 2018), der nænsomt og kærligt, men unostalgisk og frem for alt uden fordømmelse, skildrer unge i et narkomiljø. Hun er i den grad sin egen: cool og kritisk, sprød og poetisk, men altså især dybt original.

Hvor det er ret nyt at kunne læse og undres over Kristín Ómarsdóttir på dansk, gælder det modsat for Gyrðir Elíasson, at han blev importeret hertil så tidligt som i 1991 med fire intense og mystiske langnoveller under fællestitlen Papirskibsregnen (på islandsk 1988) hentet fra teksten om en piges uhyggeligt ensomme tid på en gård langt ude landet. Her, ligesom i drømmeromanen Søvncyklen (1990, da. 1995) bevæger vi os frem og tilbage over grænsen mellem mørket og lyset, fantasien og virkeligheden, mellem magi og hverdag.

Romanen gennemspiller reelt den samme handling cyklisk tre gange, først i en lille afsides fiskerby, så i en større provinsby, til sidst i hovedstaden Reykjavik, men overalt holdes læseren i tvivl om, hvad der er virkeligt: en art fundamental ubestemmelighed, der også gennemsyrer den prisvindende novellesamling Mellem træerne (2009, da. 2011), skrevet mens finanskrisen spidsede til, og de største islandske banker krakkede, men alligevel, formelt og tematisk, koncentreret om sit eget indre eksistentielle kaos.

Hemmeligheden – som ikke er nogen hemmelighed, men en æstetisk metode, der kan aflæses og forsøgsvis karakteriseres – består her i at acceptere alt i dets konkrete og uafrystelige uhyrlighed, herunder vandre direkte ind i sorgen og smerten uden at tabe stilen eller give afkald på smilet.

Fremgangsmåden fastholdtes i samlingen Kobbermark (2014, da. 2016), hvor vi eksempelvis et sted møder en forfatter, der er gået i stå. På reolen står der bøger: Ingen andre lader til at have vanskeligheder ved at sætte ord sammen. Det eneste, han selv får skrevet på sin skærm, er ordene Ikke mere. Så ringer telefonen:

 

»Ja?«

»Hej. Var du vågen?«

»Naturligvis var jeg vågen.«

»Skriver du?«

»Ja, for fuld kraft.«

»Så skader det nok ikke, at du bliver afbrudt.«

»Nej.«

»Det regner sådan.«

»Ja.«

 

Måske den vigtigste erkendelse hos Gyrðir Eliasson udspringer af opdagelsen af, at der kan bos i det tomme. At det væsentlige, trods al melankoli, er visheden om at være til. I hvert fald skærer han eksistensen ned til minimumssituationer, som han så aflokker en sær sødmefyldt intensitet, behersket og modereret som han stedse sørger for at være i sætningsbygning og billedsprog.

Forfatterskabet, som omfatter en lang række digtsamlinger, kortprosaværker, essays og romaner, når en foreløbig stilfærdig kulmination i tre kunstnerromaner, hvoraf to foreligger på dansk: den på én gang dødsens forstemmende og boblende morsomme Ved Sandåen (2007, da. 2012) om en maler, der isolerer sig i to campingvogne, den ene til at arbejde i, den anden til at sove og spise i, og den både kulsorte og tindrende smukke Vinduet mod syd (2012, da. 2018) om en forfatter, der stirrer ud over havet og går ture langs klipperne, alt imens han prøver på at fordøje en kærligheds ophør. Tredje bind, Sorgarmarsinn (2018), handler logisk nok om en sygt sarkastisk komponist …

»Hellere surrealist end sur realist,« udtalte Sjón for mere end 30 år siden, dengang han stadig var medlem af kunstnergruppen Medusa og optrådte i bandet Sugarcubes.

Senere skrev han sange til Björk. Endnu senere kvittede han surrealismen til fordel for en mere klassisk modernisme, og i dag forbinder man mest med hans navn en fabulerende eventyr- og skrønefortæller, som henter stof i den mundtlige sagntradition, tydeligst i hans underfundige prisvinderroman, Skygge-Baldur. Et folkeeventyr (2003, da. 2005), om præsten og ræven, som konfronteres i vinterens altomsluttende mørke, og den boblende skægge Splinten fra Argo (2005, da. 2006), hvis titelsymbol manifesterer forfatterens tro på fortællekunstens kraft, som for ham er tæt i familie med menneskets elskeevne og evigt sig fornyende seksuelle energi.

Skal man finde en rød tråd i hans tidligste virke, som begyndte allerede, mens han i betonkvarteret Breidholt gik på gymnasium/HF, må det på udtryksplanet være kolossal appetit på ord, et vid som hos Ovid og en verbal fantasi næsten lige så spøjs som hos Joyce. Senere er han blevet enklere og mere nøgtern, samtidig med at han har rendyrket et tema gående ud på, hvor let vi lader os forlede til at miste grebet om virkeligheden som følge ikke mindst af uholdbare videnskabelige hypoteser.

Erkendelsesmæssigt bestræber Sjón sig i stedet altid på at finde usynlige forbindelsestråde mellem menneske og natur, mellem natur og natur samt mennesker imellem. I den forstand er han såmænd forblevet surrealist derved, at han vil vække, om muligt udvide læserens virkelighedsfornemmelse.

Hvordan det i praksis foregår, demonstrerede han i den internationalt udbredte roman Månesten. Drengen der aldrig var til (2013, da. 2014), som sammentvinder hele fire tråde: Vulkanen Katlas udbrud i 1918, Den Spanske Syges hærgen i Reykjavik, fejringen af Islands nyvundne suverænitet og en ung homoseksuel mands promiskuøse færden nede under samfundets overflade.

Tættest på et personligt litterært manifest kommer Sjón formentlig i Tusmørkeundere (2008, da. 2010) om en oprørsk særling og excentrisk naturforsker fra det 17. århundrede, som kender sit Island og derfor må opponere heftigt imod, hvad udenlandske »lærde« skriver om landet.

Af de få brudstykker, han har hørt, forstår han, »at de selvfølgelig tager fejl i det meste, lyver om meget, overdriver stærkt og udfylder lakuner med ren digt – og desuden fortæller kloge folk mig, at man af skriverierne kan se, at det er de færreste af dem, der har været i landet«.

Jonas selv derimod, den vidensopfyldte Jonas, er fortrolig med verdensværket, som han udforsker i balancegang mellem kunst og naturvidenskab, med lige dele magi og fornuft. Hans »uhæmmede nysgerrighed og ustandselige granskninger« svarer fuldstændig til digterens og historiefortællerens egen appetit på flere virkeligheder end én. Den vidåbne dimensionsmangfoldighed, som han deler med sine formfornyende generationsfæller.

De citerede tekster af Kristín Ómarsdottir, Gyrðir Eliasson og Sjón er oversat af henholdsvis Nina Søs Winther/Olga Sigþórsdóttir, Erik Skyum-Nielsen og Kim Lembek. Tidsskriftet Banana Split bragte i nr. 12/13, 1997, 28 uddrag af Kristín Ómarsdottirs Einu sinni sögur i oversættelse ved Erik Skyum-Nielsen.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu