Feature
Læsetid: 19 min.

Feminister leger stadig Spice Girls i 2019

Nelson Mandela og Oprah var fans, og børn over hele verden legede, at de var dem. Spice Girls var 90’er-poppens feministiske – og udskældte – frontløbere. I 2019 dyrkes de af stjerner som Adele og Mø og sælger 700.000 koncertbilletter på få minutter. Elsker verden dem stadig, fordi de vækker nostalgiske minder om simpel, salgbar ’girl power’, eller har de nyt at byde verdens piger – og drenge?
Nelson Mandela og Oprah var fans, og børn over hele verden legede, at de var dem. Spice Girls var 90’er-poppens feministiske – og udskældte – frontløbere. I 2019 dyrkes de af stjerner som Adele og Mø og sælger 700.000 koncertbilletter på få minutter. Elsker verden dem stadig, fordi de vækker nostalgiske minder om simpel, salgbar ’girl power’, eller har de nyt at byde verdens piger – og drenge?

Anne Louise Hansen

Kultur
12. april 2019

I november 2018 poster den britiske sangerinde Adele et smågrynet billede af sig selv på Instagram, der hurtigt går viralt. Det viser en 10-årig Adele iført satinpyjamas og med en rød slikpind i hånden, siddende op ad en væg fuld af Spice Girls-plakater. Øjnene er opspærret, og hendes næve er knyttet – hun udstråler euforisk energi, entusiasme, power.

Adele var en ægte dedikeret Spice Girls-fan. På den måde indkapsler fotografiet den heftige ’spicefeber’, der ramte millioner af fans verden over i årene 1996-98.

Anledningen til Adeles instagrampost er Spice Girls’ forestående genforening og turné i Storbritannien, der finder sted i maj og juni måned i år. Hypen er massiv. De 700.000 koncertbilletter blev udsolgt på blot få minutter til trods for, at gruppen ikke er fuldtallige: Gruppens mest sofistikerede medlem, Victoria Beckham, bliver hjemme og passer sit fremadstormende modehus i eget navn.

For en hel generation står Spice Girls som det ultimative billede på 90’ernes optimistiske og farvestrålende forbrugsfest og som en poppet, mainstreamudgave af feminismen. Det er bemærkelsesværdigt, for Spice Girls har kun udgivet tre studiealbum, og der gik under to år mellem debutsinglen Wannabe udkom og Ginger Spices afsked med Spice Girls.

Adele er langtfra den eneste, der er grebet af spicemania. Kunstnere som bl.a. Emma Stone, Lady Gaga, Katy Perry, danske MØ og Fallulah har de seneste år peget på Spice Girls som en vigtig inspirationskilde. Og Spice Girls bliver i stadig højere grad kanoniseret og hædret for at have gjort feministiske spørgsmål til mainstream i en tid, hvor feminismen ellers ikke havde meget gennemslagskraft i popkulturen. Og så er Spice Girls-stilen – crop tops, Buffalos, dyreprint og Adidas-sæt – blevet hot igen.

I den nostalgiske rus er der imidlertid visse aspekter af Spice Girls-historien, som er gået i glemmebogen. I 1990’erne var der langtfra enighed om, hvorvidt Spice Girls med deres selvproklamerede girl power havde en positiv indflydelse på unge piger, eller om popgruppens trimmede maver og dybe kavalergange ligefrem var skadeligt for fansene.

Gruppens massive popularitet gav anledning til højstemte debatter, der var knyttet til store spørgsmål: Hvad ønsker vi, at vores børn skal blive inspireret af? Hvordan ser ’pigemagt’ ud? Og kan kampen for ligeværd mellem kønnene overhovedet lade sig gøre inden for et kapitalistisk system?

Pigepop til masserne

Vi skal tilbage til 1994 for at spore Spice Girls’ oprindelse. I en lille sydengelsk landsby formulerede Bob og Chris Herbert – henholdsvis far og søn og bestyrere af managementbureauet Heart Management – en musikalsk vision om at skabe den næste store popgruppe: En pigegruppe.

Herbert-familien ønskede at genfortolke 1960’ernes girl group-fænomen som en pendant til tidens mange populære boybands. Således håbede de, at gruppen både ville kunne ramme boybandpublikummet (teenagepiger), og at pigegruppens sexappel også̊ ville få fyrene med på vognen. Og ved en audition, afholdt i marts 1994, blev fem deltagere udvalgt: Emma Bunton, Melanie Brown, Melanie Chisholm, Victoria Adams og Geri Halliwell, alle mellem 18 og 21 år.

Heart Management investerede solidt i de fem piger, der flyttede ind i et fælleshus og gennemgik intensiv sang- og dansetræning, men holdt igen med en egentlig kontrakt i tilfælde af, at de ville få lyst til at udskifte en af pigerne. Men i takt med at gruppen blev mere og mere fasttømret, voksede deres ambitioner også, og pigerne blev overbeviste om, at de ville have langt bedre odds for at make it big med andre og større spillere inden for popbranchen. 

»We had such a vision. We wanted to write our own songs. We didn’t want to be told what to do, what to wear, what to sing«, siger Victoria Beckham retrospektivt i BBC-dokumentarfilmen Spice Girls – Giving You Everything (2007).

Med selvtilliden i orden fyrede pigegruppen derfor Heart Management og opsøgte en række professionelle sangskrivere og producere, som de begyndte at samarbejde med. Og med en håndfuld sange i bagagen (heriblandt »Wannabe« og »2 Become 1«) ansatte gruppen efterfølgende den topprofessionelle og driftige Simon Fuller som deres manager.

Fuller var en af branchens helt store spillere og var bl.a. manager for Annie Lennox, da han kontaktede Spice Girls. Senere er han især blevet kendt som manden, der opfandt tv-talentprogrammet American Idol. Fuller var på ingen måde blu over for at forene popmusik og kommercielle interesser og sørgede for, at Spice Girls indgik et hav af sponsoraftaler i løbet af deres karriere med firmaer som Pepsi, Chupa Chups-slikpinde, Walkers Chips, Polaroid og flere andre.

Med Fuller om bord blev gruppen kort tid efter signet hos Virgin Records. Og derfra gik det stærkt. I juli 1996 udsendte gruppen deres første single »Wannabe«, som strøg ind på førstepladsen i 37 lande.

»Wannabe« var ellers en forholdsvis usædvanlig single: I den rappende intro mimer sangen en intern venindefortrolighed »So tell me what you want, what you really, really want« til et groovy, basdrevet beat, mens pigerne i musikvideoen, der er optaget i one-take, crasher en fest for en snobbet overklasse, vælter kaotisk rundt imellem hinanden, hopper op på bordene og sætter sig koket på skødet af de fremmede gæster.

»Wannabe« var langtfra den typiske popstjerneglamour, man var vant til at se blandt kvindelige musikere på MTV, og både Fuller og pladeselskabet var rygende uenige i gruppens beslutning om at udsende sangen som deres første single.

De efterfølgende singler blev ligeledes hitlistedarlings, og debutalbummet Spice fra september 1996 blev årets bedst sælgende album på verdensplan. Snart var Scary, Baby, Ginger, Sporty og Posh Spice her, dér og alle vegne. Nelson Mandela kaldte dem for sine helte, da de besøgte ham i forbindelse med en velgørenhedskoncert i Johannesburg i 1997, Oprah var fan, og de optrådte i TV-shows med både Elton John og Pavarotti.

Efter en længere periode, hvor hitlister havde været domineret af grunge, R’n’B og hiphop fra USA og britpopbands som Oasis, Blur og Pulp fra Storbritannien, kunne Spice Girls nu, med solide salgstal i ryggen, stolt erklære:

»Pop is back!«

For Spice Girls var i den grad pop med stort P. Der var tale om gedigne ørehængere, sange, som var nemme at synge med på, og som lånte i øst og vest fra pophistorien: Disco, doo-wop, R&B, soul og Motown-referencer er alle at spore i den candyflosspoppede lyd.

Spice-feberen blev ikke mindre, da gruppen udsendte deres andet album Spice World i 1997 og ligeledes lancerede en spillefilm om gruppen af samme navn – en slags genfortolkning af Beatles’ A Hard Day’s Night. Inden filmpremieren tog gruppen dog den radikale beslutning at afskedige Fuller for herefter selv at styre hele foretagendet. Skulle man være i tvivl, fastslog gruppen altså endnu en gang, at de ikke tog imod ordrer fra andre.

I begyndelsen af 1998 påbegyndte Spice Girls deres første verdensturné, men blot halvvejs igennem turen, få dage efter deres koncerter i Danmark, valgte Geri at forlade gruppen pga. interne uoverensstemmelser. En sand katastrofe for de unge fans.

De resterende medlemmer fortsatte en tid som kvartet og udgav i 2000 deres sidste studiealbum Forever. Umiddelbart efter udgivelsen splittede gruppen for alvor op og har siden kun været samlet to gange: Til en reunionturné i 2007 og en enkelt optræden i anledningen af OL i England i 2012. Indtil nu.

»Skal vi lege Spice Girls?«

Der var ekstremt mange fans, som inderligt ønskede at blive en del af Spice Girls’ farverige pigeunivers. Også herhjemme i Danmark, hvor gruppen på halvandet år solgte over 350.000 album og havde hele ti sange på de danske hitlister.

Overraskende nok var det ikke kun teenagere, der var fans. Fanskaren bestod først og fremmest af børn, typisk mellem 4 og 12 år. Den unge fangruppe udviklede nogle ganske særlige praksisser, hvor det at ’være’ Spice Girls blev en indgroet del af fankulturen.

På pigeværelser, i skoler og daginstitutioner mødtes piger for at klæde sig ud som idolerne og indstudere danserutiner fra musikvideoerne. I nogle tilfælde med benhårde vilkår for rollefordelingen, hvor klassens eneste ikkehvide pige blev tvunget til at være Scary (andre løste etnicitetsudfordringen ved at ty til brun ansigtsmaling!), mens der, på de fleste skoler, var stor rift om rollen som Baby.

Ritzau kunne i februar 1998 rapportere om »Spice Girls-mania« i landets børnehaver, mens journalist Casper Hjort-Knudsen i BT i samme måned konstaterede, at Spice Girls, gennem deres salg af merchandise, støvsugede børnenes sparebøsser. Spice-feberen havde så sandelig ramt landets børn.

Og snart blev Spice Girls lookalikekonkurrencer også en realitet: I ugerne op til Spice Girls’ besøg i Danmark var der »Danmarksmesterskab i Spice Girls« i over 20 storcentre. Og i december 1997 arrangerede Snurre Snups Søndagsklub på TV 2 landets største Spice Girls-konkurrence. I alle landets afkroge fandt fans derfor sammen i deres egne mini-Spice Girls-grupper og fik mor eller far til at optage deres optræden med et af tidens dyrebare hjemmevideokameraer. VHS-båndene blev herefter sendt ind til TV 2, som hver søndag udråbte en ugentlig vinder, der fik lov at optræde på scenen i tv-studiet.

Over 20.000 fans deltog i konkurrencen om titlen som Danmarks bedste wannabes og ikke mindst førstepræmien: En eftermiddag med de ægte Spice Girls.

Medlemmerne i Spice Girls fremstod som hver sin type og var stærkt karikerede – som en tegnefilmskarakter. Det gjorde, at børn let kunne tyde, hvad hvert enkelt medlem stod for og dermed også efterligne dem: Man kunne være lillepigeuskyldig som Baby Spice, udfarende og højtråbende som Scary, forførende som Ginger, frisk og energisk som Sporty eller overklasseelegant som Posh.

I det hele taget var gruppens barnlige spontanitet, farverige univers og iørefaldende hits stærkt appellerende til det alleryngste poppublikum. Og et stort drys effektiv (læs: aggressiv) markedsføring, hvor merchandise såsom slikpinde, samlekort, dukker, madkasser, penalhuse samt tøj og sko i børnestørrelser fik unægtelig krydderkagen til at smage endnu sødere.

I julen 1998 blev der solgt over 180.000 af de Barbie-lignende Spice Girls-dukker alene i Norden.

Spice Girls må siges at være en kommerciel succeshistorie, der overgik enhver fantasi. Faktisk er der dem, der mener, at Spice Girls er den musikgruppe nogensinde, der på kortest tid har opnået størst kommerciel succes. På den måde passede gruppen perfekt til tidens forbrugerkultur.

Børn i sexet tøj

Blandingen af masseproduceret merchandise målrettet til børn og en letpåklædt, sexet popgruppe faldt dog langtfra i alles smag.

De unge fans’ blottede maveskind, sminkede øjenlåg og korte skørter skabte voldsom splid i den offentlige debat. Det førte bl.a. til, at en folkeskole i England i 1997 forbød Spice Girls-legene i skolegården. Dansene var ifølge rektoren vulgære og forførende, og det kunne ikke tillades.

I Danmark diskuterede man også, hvorvidt »kryddersildene« var sunde rollemodeller for de unge piger. Børnerådets daværende formand Per Schultz Jørgensen kaldte i 1998 i et interview til Jyllands-Posten Spice Girls for et »kulturelt overgreb og udnyttelse af børn. Han mente, at hele konceptet var »uhyggeligt«, fordi gruppen udnyttede børns åbne og søgende sind ved at påtvinge dem særlige produkter, attituder og holdninger.

Også overlæge og børnepsykiater Gideon Zlotnik var ude med riven efter popgruppen. I sin debatbog De stakkels børn (1998) sammenlignede han Spice Girls med pornoens æstetik og argumenterede for, at idoldyrkelsen havde en »fordummende og degraderende effekt på unges kønsidentifikation og intellektuelle udvikling«.

Alt fra ungdomsforskere, psykologer til musikanmeldere og forældre i al almindelighed gisnede om popgruppens indflydelse på de unge pigers selvbillede. For hvordan påvirker det piger, når de helt ned til fire år kopierer Spice Girls’ sexede dansetrin? Forstår de overhovedet de signaler, de udsender? Og kan det tænkes, at drenge og mænd misforstår pigernes »leg«?

Spørgsmålet om unge pigers udfordrende påklædning kom i det hele taget til at fylde meget i de danske debatter i slutningen af 1990’erne og ind i det nye årtusind. Og ofte blev debatten kædet sammen med de kvindelige popstjerners indflydelse: Først var synderen »Lolitagruppen«, som danske anmeldere hånligt døbte Spice Girls, og lidt senere var det den purunge Britney Spears i sine ekstremt lavtaljede jeans, der stod for skud.

I den offentlige debat blev idoldyrkelsen et billede på, at børn blev »tvangsmodnet,« og at barndommen blev forkortet. Man talte om, at »luderlooket« havde gjort sit indtog, og børnelægen Vibeke Manniche stod ikke alene, når hun udtalte, at hun var »alvorligt bekymret for den seksualisering af børn, vi ser i dag«.

Korte nederdele, bare maver og fuld skræl på makeuppen passer dårligt med vores idé om, hvordan en »rigtig« barndom ser ud. Og i en tid, hvor frygten for pædofili var allestedsnærværende, gav Spice Girls-fankulturen anledning til stor bekymring.

Girl power-attitude

Nok imiterede de unge Spice Girls-fans idolernes sexede fremtoning med ivrige hoftevrik og trutmund, iklædt korte skørter og stumpebluser. Men for fansene handlede wannabe-fænomenet om andet og mere end bare at se sexet ud. Fansenes vigtigste ærinde var heller ikke at lip sync’e til perfektion eller at efterabe hver eneste danserutine. Derimod gjaldt imitationerne mest af alt om at gengive gruppens generelle udstråling og attitude. At signalere girl power!

»De var så simple i deres udtryk, men det appellerede virkelig til unge piger. Girl power, fuck familie, fuck the guys, do what you want!«, udtalte den Spice Girls-forgabte MØ til Information i 2014.

Termen ’girl power’ opstod oprindeligt i forbindelse med Riot Grrls-bevægelsen i USA i starten af 90’erne. I denne erklæret feministiske punkkultur stod Girl Power for kvindesolidaritet og antikapitalistisk magtkritik, og pigepunkgrupperne tog tunge temaer op i deres musik, som bl.a. vold mod kvinder, sexisme og misogyni.

Gradvist blev girl power-termen dog en del af mainstreamkulturen, og Ginger Spice, der bragte girl power ind i Spice Girls-universet, har højst sandsynligt opsnappet slagordene fra den britiske pigeduo Shampoo, der i 1996 udgav pladen Girl Power.

I Spice Girls-kulturen kom girl power til at stå for noget forholdsvis andet end Riot Grrls-bevægelsens oprindelige magtkritik. Her blev vreden og den hårde systemkritik børstet væk og erstattet af farverige, energiske og let spiselige budskaber, som ikke desto mindre stadig havde til hensigt at styrke pigers selvtillid og selvværd.

»What I really, really want«

Popgruppen viste en ny måde at være pige på inden for mainstreampopulærkultur. I Spice World fik piger nemlig mulighed for selv at vælge, hvordan de ville gå klædt og udtrykke sig. Her var joggingbukser og løbesko lige så cool som høje hæle og dyb kavalergang. Omgivet af bamser, slikpinde og store lyserøde tyggegummibobler hyldede Spice Girls pigekultur – og gjorde det sejt at være pige.

Når små piger verden over efterlignede idolerne og formede deres pege- og langfinger til et stift ’V’ var det som en intern kode, et hemmeligt sprog, der netop signalerede girl power. At man var en del af en helt særlig betydningsfuld klub, at man var noget værd, også selv om man ikke var klassens pæneste pige. Og at drengenes mening ikke behøvede at betyde noget.

I deres bogudgivelse Girl Power fra 1997 skriver Spice Girls stolt:

»Girl power er: når du hjælper fyren med bagagen. Når du og dine veninder reagerer på fyrenes piften ved at råbe: »Fis af!«. Når du går med høje hæle og bruger pæren.«

Piger skal fastholde kontrollen, de skal være magtfulde, og de må aldrig underlægge sig en mands holdninger. Amen, søstre!

Selv om Spice Girls i sin samtid blev kritiseret for at tilfredsstille de mandlige tilskueres blikke, insisterede gruppen altid på deres egen autonomi:

»Hvis jeg har lyst til at tage en superkort nederdel og bikinitop på, så gør jeg det for min egen skyld og ikke for at gøre indtryk på nogen af de mænd, der kigger på os,« slog Posh fast.

Spice Girls var altså ikke interesserede i at please en eller anden fyr. Tværtimod. I Spice Girls-universet er det ikke pigen, der spørger, hvad hun kan gøre for fyren. Her er det pigen, der understreger »what I really, really want.« Og den attitude har unægteligt inspireret de mange unge pigefans.

Med en stædig tro på, at piger kan, hvad de vil, opfordrede Spice Girls gang på gang deres fans til at drømme stort:

»Vi gør det, piger, så det kan I også. Selv om I er nødt til at råbe højere, mase jer frem, så gør det!«

Spice Girls blev således hurtigt synonym med 90’er-kulturens opportunistiske fejring af individualismen.

Generelt insisterede Spice Girls på pigers ret til at fylde og optage plads. Noget, som gruppens ikoniske plateausko perfekt illustrerer: Skoene fik medlemmerne til at fylde mere, til at tage større skridt, til at trampe hårdere. På den måde gav Spice Girls et solidt cirkelspark til idealet om, at »rigtige piger« gør sig bedst som tavse, føjelige og yndige objekter.

Den barnlige og »pigede« attitude blev et sprudlende frirum, hvor Spice Girls gjorde, som det passede dem: De nev kronprins Charles i røven, de afbrød konstant journalister (og hinanden!), de løb rundt og var højrøstede, og Scary Spice benyttede enhver lejlighed til at flashe sin piercede tunge, mens hun snerrede ad kameraerne med et faretruende »Rauwww!«

Feminisme i børnehøjde

Med Spice Girls’ evindelige fokus på pigesolidaritet og venindesammenhold (»friendship never ends«!), er det nærliggende at se Spice Girls som feministiske rollemodeller, og mange af 90’ernes prominente feminister, som bl.a. Germaine Greer, Kathy Acker og Susan J. Douglas, havde rosende ord at sige om girl power-budskaberne.

Ikke desto mindre tog popgruppen dog selv afstand til feminisme:

»Feminisme er blevet et fyord. Girl power er bare en ny måde at sige det på i 90’erne. Vi kan give feminismen et spark bagi. Kvinder kan være så stærke, når de er solidariske.«

Den nye generation af powerpiger havde bestemt ikke brug for at blive associeret med fortidens rødstrømper. Herved blev Girl Power snarere et alternativ til feminismen, der kappede båndene til tidligere tiders kvindekampe. For feminismemærkatet var bestemt ikke hot i 90’ernes popunivers.

Og her kommer vi til girl powers største hæmsko: Den var først og fremmest gennemvædet af kommercielle interesser. Budskaberne skulle være med til at brande Spice Girls og skulle derfor være sjove, sexede og nemme at sluge – ligesom gruppens popsange. Nej tak til associationer om basisgrupper, kapitalismekritik og knyttede næver.

Projektet med at ville styrke pigers selvtillid fejler intet. Til gengæld var det aldrig helt klart, hvad pigernes tilkæmpede magt og frihed skulle bruges til – andet end til at gå i det tøj, man ville. Feministiske musik- og medieforskere som bl.a. Nicola Dibben og Dafna Lemish argumenterede for, at faren ved Spice Girls’ neoliberale drøm var, at de mange piger, der ikke opnåede samme succes og ’frihed’ som Spice Girls, stod tilbage med en følelse af selvbebrejdelse. For succes i Spice World var udelukkende betinget af egen viljestyrke og engagement.

Herved ignorerer Spice Girls fuldstændigt de sociale, økonomiske og kulturelle strukturer, der (fortsat) undertrykker piger verden over. Noget, som gruppen også er blevet kritiseret for.

»You’re literally going to tell me as a woman that the two things that are good for me are 1) to make me feel I should go back to wearing a very short skirt, and 2) be friends with my girlfriends. And in exchange for that you’re basically going to wipe out feminism for a decade? Thanks!« udtalte den feministiske journalist og forfatter Caitlin Moran med slet skjult forargelse til The Guardian i 2011.

Nej, Spice Girls var på ingen måde en reel trussel mod den patriarkalske orden. Girl power handlede ikke om at omstyrte verden, men snarere om at opnå succes i verden inden for de opstillede rammer.

Girl powers kommercielle og poppede karakter fik forfatter Fay Weldon til at lange hårdt ud efter Spice Girls i 2007. Weldon mener, at Spice Girls »dræbte feminismen« i 90’erne, og at »Girl power was a sham, and its five proponents nothing more than desperate wannabes, not much better than today's reality TV stars, desperate for a quick fix of fame

Hult, kommercielt stunt eller ej, kan Spice Girls og Girl power-ideerne trods alt ses som et tiltrængt indspark på mainstreampopscenen, når de så højt og tydeligt satte spørgsmål om pigers selvforståelse og muligheder på dagsordenen. Noget, som mange andre kvindelige popidoler i 90’erne (fx Britney, Céline Dion, Mariah Carey) slet ikke talte om.

Og vender man tilbage til Spice Girls’ primære målgruppe, børnene, var der måske alligevel en fidus i at forsimple og udglatte avancerede politiske pointer. På den måde kan Girl Power-filosofien ses som en slags feminisme for børn – en feministisk filosofi, der var formuleret, så selv børn kunne følge med.

Der er ingen tvivl om, at det var superinspirerende for de mange unge piger at se op til handlekraftige og frembrusende kvindelige idoler, der fremstod frie og løsslupne, og som skabte deres helt egne regler. Og som viste, at man kan være pige på mange forskellige måder. Som den 14-årige Spice Girls-fan, Kathrine, forklarede til Jyllands-Posten i koncertkøen foran Forum i maj 1998:

»Spice Girls er sig selv, og det smitter af på deres fans.«

Paradoksalt nok var lookalikefænomenet ikke blot en øvelse i at være en anden, at være en Spice Girls-kopi. Det blev også en mulighed for at udforske sig selv. Fanlegene blev en måde, hvorpå de unge fans kunne eksperimentere med deres identitet og afprøve forskellige roller: Hvordan føles det at være sexet som Ginger? Hvordan føles det at være vild og højtråbende som Scary? Hvordan føles det at være den, der har kontrollen, og som ikke behøver at spørge mor om lov?

Lige dér, foran spejlet i fritidshjemmet eller oppe på scenen til skolens morgensamling, kunne små og mellemstore piger for en kort stund prøve at være en helt anden, end de var til daglig. Og fik derved en kropsligt erfaret oplevelse af, at de, som alle andre mennesker, rummer et hav af forskellige sider.

Fra Girl power til fjerdebølgefeminister

Når vi i dag kigger på pigers og kvinders position i verden kan det synes som om, at der ikke er sket spor, siden Spice Girls’ heydays. Vi diskuterer stadig, om man kan tage en kvinde seriøst, der går for »udfordret« eller »feminint« klædt. Vi diskuterer stadig, om kvinder, der er udsat for voldtægt selv »lagde op til det« via deres påklædning. Og vi har som samfund stadig svært ved at håndtere kvinder, der råber op og viser vrede.

Misogyni er fortsat en indgroet del af vores kultur. Noget, som #MeToo-bevægelsen rammende fik bevist.

Omvendt er der dog visse positive ændringer at spore i den måde, popkulturen forholder sig til spørgsmål om kvinderepræsentation og feminisme. De poppede Girl power-slagord har i dag fået en anden klang, og popstjernerne står nu i kø for at melde sig under den feministiske fane: Nicki Minaj, Taylor Swift, Grimes, Lorde og Selena Gomez – for blot at nævne nogle få. Og nye aspekter er blevet tilføjet til diskussionerne. Beyoncé bringer f.eks. spørgsmål om racediskrimination ind i sit feministiske univers, mens sangere som Lady Gaga, Miley Cyrus og Janelle Monaé benytter deres positioner til at hylde trans- og queerpersoner.

Den intersektionelle lup, som Spice Girls ikke havde til rådighed, er nu i højere grad en del af vores forståelse af diskrimination og forskelsbehandling. Og popkulturen blander sig ivrigt i debatterne.

Selv om man kan kritisere Spice Girls’ Girl power-ideologi for at være mangelfuld og forsnævret, bør man alligevel ikke negligere den betydning, popgruppen har haft for de mange fans. Retrospektivt virker det ikke særlig overraskende, at mange Spice Girls-fans er vokset op til at blive fjerdebølgefeminister, der er dedikerede til at bekæmpe hverdagssexisme, body- og slut shaming.

Og både den britiske skuespiller Emma Watson – kendt for rollen som Hermione i Harry Potter-filmene, men også som en feministisk aktivist, de danske Girl Squad og Emma Holten har hyldet Spice Girls i interviews og på sociale medier. Budskaberne om, at piger, alle piger, fortjener respekt og skal tages seriøst, er så at sige kommet ind med popmodermælken.

Ligeledes har pointen om, at man skal turde stå ved sig selv og udtrykke sig, som man vil, ført til, at Spice Girls’ mest dedikerede fanskare i dag ikke længere er pubertære piger, men derimod granvoksne homoseksuelle mænd. Girl power har altså bevæget sig fra hovedsageligt at være rettet mod et særligt køn og en særlig aldersgruppe til i dag at omfavne alle dem, der tør at bryde normer, dem, der tør at være anderledes.

Og spørgsmålet er nu, om Spice Girls med deres genforening vil gå skridtet længere, end de gjorde i 90’erne, og stille sig side om side med Beyoncé, Lady Gaga og andre kvindelige stjerner i deres kritik af ulighed og diskrimination. Eller bliver Spice Girls-koncerterne en anledning for fans til at glemme tidens ophedede debatter, at glemme voksenlivets ansvar og forpligtelser, og til gengæld give sig hen til en nostalgisk fest og mindes den uhøjtidelighed, som prægede 90’ernes poplandskab?

Elise Ligaard er ekstern lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Hun er cand.mag. i musikvidenskab og har skrevet speciale om Spice Girls-fankulturen.

Kilder: The Guardian, Ritzaus Bureau, The Nation, Jyllands-Posten, B.T., Berlingske Tidende, Information, Popular Music 18 og 20, Mail Online, Popular Music & Society 26, David Sinclairs Wannabe: How the Spice Girls Reinvented Pop Fame (2004), Girl Power: Den Officielle Bog (1997) af Spice Girls og Gideon Zlotniks De stakkels børn (1998)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spice Girls er vel stadig et trin eller to højere oppe ad forbillede-stigen end girl squad.

Beklager min lidt kyniske indgangsvinkel, men det handler vel snarere om, hvad der sælger billetter end om noget som helst andet.