Læsetid: 9 min.

I ’Game of Thrones’ historie om drager, synske børn og iszombier gemmer sig brutale historiske sandheder

Sidste sæson af et af årtiets største populærkulturelle fænomener, Game of Thrones, er nu i gang, og vi varmer op med en alternativ genfortælling af de syv første sæsoner. For man kan betragte serien som en dragebefængt, playboychannelsk, middelalderfantasysk sæbeopera. Men man kan også kigge efter seriens mindre flamboyante, men meget virkelige minoriteters skæbnefortællinger, som blandt andet har fået Informations anmelder til at stødhulke over det feudale samfunds brutale klasseskel
Historien om den godmodige, mentalt tilbagestående Hodor er den mest brutale af alle i ’Game of Thrones’. Selv om hans død er meget fantasyagtig, så er hans skæbne en historisk normalitet.

Historien om den godmodige, mentalt tilbagestående Hodor er den mest brutale af alle i ’Game of Thrones’. Selv om hans død er meget fantasyagtig, så er hans skæbne en historisk normalitet.

HBO Nordic

15. april 2019

Det er en uoverskuelig opgave at fortælle historien om Game of Thrones, en dybt kompliceret fantasyserie, der følges og granskes nøje af de millioner af seere verden over, som lige nu venter åndeløst på den sidste sæsons premiere denne mandag på HBO.

Lad mig derfor nøjes med at fortælle, hvorfor jeg selv bliver ved med at se en utroligt voldelig serie med drager, zombier, magi, incest og (alt for meget) nøgenhed.

Det gør jeg, fordi adelens tronraneri og intrigante krigsliderlige fremfærd påvirker minoriteters skæbne på en måde, der ikke er meget fantasytrylleri ved. Den er faktisk helt typisk og ikke kun middelalderlig.

Game of Thrones foregår i en slags middelalder. Inspireret af den engelske borgerkrig kaldet The Wars of The Roses (på dansk oversat til det mindre eventyrlige Rosekrigene), der udspillede sig over flere årtier i det 15. århundrede og var fyldt med intriger, utidig død, arrangerede ægteskaber og blodig kamp om tronen mellem de to adelsfamilier York og Lancaster.

I Game of Thrones er York blevet til den retskafne familie The Starks og Lancaster til den incestuøse familie The Lannisters.

De er hovedrolleindehaverne blandt flere af seriens andre adelsfamilier, der konspirerer og kæmper om »The iron throne« – jerntronen, der både er en faktisk og meget imponerende trone af jern og samtidig symbolet på herredømmet over den fiktive verdens kontinent Westeros’ syv riger.

Midt i al den middelalderlige intrige mellem magtens mænd og kvinder i Game of Thrones kan man komme til at glemme, at hvor der findes adel, findes der undersåtter. Det er ikke noget, der gøres meget væsen af i serien, men den peger alligevel diskret på magtforholdet, og en enkelt afgørende scene tydeliggør det feudale samfunds brutale hierarki.

Daenerys Targaryens drager fungerer som atombomben under Anden Verdenskrig. De ændrer præmisserne fuldstændig. Ved begyndelsen til ottende sæson, der skal afslutte det populærkulturelle storværk, har hæren af iszombier fået fat i én af dem.

HBO Nordic

Undersåtten

Hodor (spillet af Kristian Nairn) er en mentalt tilbagestående, gigantisk, men blid ung mand, der arbejder i staldene i familien Starks borg Winterfell. Han har været der altid, er født inden for Winterfells mure, har leget med familien Starks børn.

Kælenavnet Hodor har han fået, fordi det er det eneste ord, han kan sige. Han gentager det igen og igen. Hodor, Hodor, Hodor. Han siger det hurtigt, når han er bange. Langsomt og bekræftende, når han får en ordre.

Da familien Starks næstyngste søn Bran (Isaac Hempstead Wright) mister førligheden, bliver Hodor hans hjælper. Han løfter ham rundt og skubber afsted med ham i en slags kørestol.

Det viser sig imidlertid, at Bran har særlige synske evner, og han kaldes i drømmesyn til et afsides og farligt sted, hvor han skal møde The Three-eyed Raven.

Før mennesket kom til Westeros, var kontinentet befolket af The Children of the Forest, men de er så godt som uddøde, og The Three-eyed Raven er den sidste overlevende af de vise mænd, der praktiserede deres naturreligion og besad stor magi.

Hodor er frygtelig bange, men selvfølgelig skubber han loyalt sin lille herre nordpå i følgeskab med et par andre børn. I det iskolde nord holder en kæmpe hær af frosne zombier, de frygtede White Walkers, også til.

Hodors navn

Da Bran, Hodor og en række andre børn, der har gjort dem følgeskab, er nået til The Three-eyed Ravens hule, skal Bran oplæres i at kontrollere sin synskhed. Men i vanligt ubetænksomt overherreovermod opsøger Bran zombiehæren alene i et syn, før han rigtigt mestrer det, og kommer til at afsløre deres tilholdssted for dem.

Følget må flygte ud af hulen med en hel iszombiehær i hælene.

Da de når ud, smækker Hodor døren i, og mens Bran bliver skubbet væk af en af de andre børn, går han ind i Hodors sind og kommanderer:

»Hold the door. Hold the door

I samme sekund ser vi en blanding af et flashback og et syn, at Bran står på gårdspladsen hjemme i Winterfell. Hodor er i synet et helt normalt barn og har endnu ikke fået sit kælenavn, men da han ser Bran stå på gårdspladsen, falder han om i krampe og gentager:

»Hold the door, hold the door, hold the door«, indtil det til sidst bare bliver til »Hodor, Hodor, Hodor«.

Det er altså historien, om hvordan Hodor fik sit navn, og hvordan han mistede forstanden. Det gjorde han i det øjeblik, det gik op for ham, at hans skæbne var at ofre sit eget liv for at redde sin lille herre fra dennes selvforskyldte død.

Det er ikke bare en stødhulkfremkaldende scene, det er også en tragisk historie om, hvordan det feudale samfunds klasseskel var uigennembrydelige.

Fremtiden var afgjort inden fødslen. Hodors liv og død afhang af familien Starks ordre. En vigtig, men benhård påmindelse om, at nok fristes man til at holde med de retfærdige Starks, men deres position er baseret på uretfærdighed.

Systemet er råddent, inficerer alle og er i færd med at selvdestruere ved hjælp af en hjerneædende ustoppelig zombiehær af soldater dræbt på rivaliserende adelsfamiliers slagmarker. Det er sgu karma.

Kvindens krop som krigsmateriel

En anden minoritet, der efter min mening holder hele universet i live, er kvinderne. Daenerys Targaryens (spillet af Emilia Clarke) historie rystede mig i første omgang så meget, at jeg ikke så Game of Thrones i flere år.

Hendes familie er blevet myrdet af tronraneren Robert Baratheon, og hun og hendes storebror er (tilsyneladende) de eneste to overlevende. De er på flugt, eksilerede, ydmygede og forarmede (så forarmet, som man nu kan blive, når man stadig har sit gode adelige navn).

For at genvinde tronen må de have en hær og penge.

Det ved Daenerys’ bror Viserys. Og han ved, hvordan han kan skaffe det. Som så mange andre middelalderlige adelige kvinder bliver den purunge Daenerys giftet bort. Hendes tilkommende er den vilde Khal Drogo (spillet af Jason Momoa), leder af Dothraki-folket. På bryllupsnatten voldtager Khal Drogo med den største selvfølgelighed Daenerys.

Først var hun sin brors ejendom, og han solgte hende for heste og mænd, så blev hun Khal Drogos ejendom, og han voldtager hende meget symbolsk bagfra som en hest.

Hendes afmagt og position er der ikke noget overnaturligt ved. En kvinde, der kastes rundt som en udvekslingsgenstand og værdisættes i heste og hærer er ikke en fantasyopfindelse. Det er en historisk normalitet.

Det samme sker for Sansa Stark (Sophie Turner), der også kastes rundt mellem voldelige mænd for at skabe forbindelser og fred med sin martrede krop. Og for Cersei Lannister (Lena Headey), der oprindeligt kun kunne bruges til at giftes bort til tronraneren Baratheon og skaffe sin far magten over rigerne.

Disse tre kvinder i serien reagerer meget forskelligt på deres kvindeskæbner. Drager, incestuøse forhold, massemord, drab ved hundekoppel, forræderi og flammeafvisende egenskaber slører billedet og får deres historier til at se vidt forskellige ud, men de deler afmagt og skæbne med hundredvis af faktiske historiske kvinder.

Men fra at være brikker i mændenes spil bliver de selv toneangivende karakterer i Game of Thrones.

Ekstremt hvid slavebefrier

Efter Khal Drogos død overtager Daenerys Targaryen magten efter en voldsom flammende genfødsel, hvor hun træder ud af asken fra sin mands ligbål sammen med tre nyudklækkede drager. Drager har ellers været uddøde i hundredvis af år.

Først senere vokser disse drager op og bliver et lige så afgørende våben for Daenerys i kampen om jerntronen, som atombomben blev det for Anden Verdenskrig, men allerede inden da vinder Daenerys Targaryen magten i flere forskellige riger ved at frigive slaver ved simpelthen at vinde deres loyalitet med sine lederevner.

Hendes hær og indflydelse er pludselig stor nok til, at hun kan tage hjem og kræve sin retmæssige arv: The iron throne.

I praksis var Daenerys selv en slave, hun vil ikke acceptere andres slavegørelse, og hendes magt baserer sig på frigivne slavers frivillige loyalitet.

Det er jo en smuk historie, men også en af dem, som Game of Thrones er blevet kritiseret mest for.

Langt, langt de fleste farvede karakterer (og de er ikke mange) i serien er enten slaver eller vilde, der frigives og civiliseres af en helt ekstremt hvid befrier (Daenerys har elfenbenshud, er hvidhåret og går klædt i hvidt). Befrieren er godt nok i dette tilfælde kvinde, men længere strækker minoritetsfællesskabet sig heller ikke.

Men selvfølgelig betyder det noget. Daenerys’ nærmeste rådgiver bliver den frigivne slave Missandei, og Daenerys spørger, hvordan hun har det med at blive bedt om at rejse med i krig for at genvinde jerntronen.

Missandei svarer konstaterende med et ordsprog, der gentages flere gange i Game of Thrones:

»Valar Morghulis.«

Det betyder: Alle mænd skal dø.

Daenerys svarer køligt:

»Ja, alle mænd skal dø. Men vi er ikke mænd.«

Lad dem dø som zombier i den gamle verdens flammer, Daenerys vil bygge en ny i asken.

Daenerys Targaryen foran sin hær af frigjorte slaver. Læg mærke til det hvide hår og den madonnafarvede kappe.

HBO Nordic

Mens vi bekriger hinanden ...

Cersei Lannisters skæbnefortælling følges kun et lille stykke ad vejen med Daenerys’.

Hun går fra at være reduceret til sin adelige kvindekrop i mændenes magtspil til at blive den mest drabelige leder af dem alle. Uden nogen form for moralsk kodeks arbejder hun uafhængigt af mænds krigsregler.

»I choose violence,« er den replik, der indfanger hende bedst. Brutal hævn er hendes go to-terapi. Hun har indtaget jerntronen efter at have overlevet sine tre børn, der alle er blevet ofre for politiske intriger.

Deres død er også helt i tråd med tragedietraditionen: Børnene er undfanget i blodskam, en forbrydelse mod naturen, og derfor kan de naturligvis ikke overleve. Tvillingerne Cersei Lannister og Jaime Lannisters (Nikolaj Coster-Waldau) har, siden de var ganske unge, levet i et incestuøst forhold.

Deres tre børn var dødsdømt ved fødslen. I det hele taget bliver Cerseis ignoreren af naturens love hendes skæbne.

Og her finder vi den sidste minoritetshistorie: Naturen var den eneste herre i Westeros, inden mennesket kom dertil.

The Children of the Forest levede i pagt med den, og den var deres eneste religion. Men da mennesket begyndte at hærge kontinentet og nedslagte The Children of the Forest, forbrød selv de sig mod naturen og skabte den første White Walker, The Night King, den første zombie, der kan gøre døde udøde. En forbrydelse mod naturen i sin reneste form.

Selvfølgelig gik der ikke længe, før The White Walkers vendte sig mod sin egen skaber og også mod dem, der allerede følte sig som herre over naturen: mennesket.

Naturen er blevet gjort til en minoritet, og kun den totale udryddelse kan genskabe den naturlige orden. Derfor er den udøde ishær begyndt at vandre mod syd.

Der kan kun være én herre

I erkendelse af, at der nu findes en større trussel, indvilger de rivaliserende parter i de syv riger i at kæmpe sammen mod denne unaturlige fjende. Men husk nu, at Cersei ikke selv er bleg for at forbryde sig mod naturen.

De unaturlige White Walkers er ikke mere skræmmende end andet for en kvinde, der selv ignorerer alle love (også naturens), og det vil kun være til hendes fordel, hvis Stark- og Targaryen-hærene slår sig selv ihjel i kampen mod zombierne.

Hun kan ikke løsrive sig fra sit gamle had, sine ambitioner, så hun lyver for dem og lader dem drage alene mod nord for at møde zombierne. Hun er vinderen i den gamle verden og kan ikke se i øjnene, at der findes en ny trussel, der gør alle til tabere.

Det er her, vi står, på tærsklen til ottende sæson: Mens parterne bekriger hinanden, truer noget helt tredje med at slå dem alle ihjel. The White Walkers er legemliggørelsen af alt det, de har forbrudt sig imod i deres blinde begær. I tragedietraditionen har de gjort sig skyldige i blodskam, fadermord og så videre, og naturen og tiden er i uorden. Sådan noget ender uundgåeligt i vold.

I en mere moderne fortolkning er der verdensledere, der har vundet væksten og herredømmet på bekostning af naturen og dermed skabt klimaforandringer: Vinteren kommer i form af en ishær, der vil lægge verden øde.

Uanset hvad, så er analysen klar: Gør man vold på naturen, så slår den tilbage med våben, over for hvilke vi alle er magtesløse. For i denne verden og i Westeros findes der kun én herre. Og den sidder ikke på en jerntrone.

Går man og tror, at  HBO-serien ’Game of Thrones’ bare er et fantasydrama, som foregår i en fjern og fiktiv verden, tager man grueligt fejl. Vi har spurgt Jan Lemnitzer, historiker på Center for War Studies på Syddansk Universitet, hvad ’Game of Thrones’ kan sige om historien og samtiden, og det er ikke så lidt
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Benno Hansen
  • Morten Hansen
  • Trond Meiring
Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Benno Hansen, Morten Hansen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

"Hendes afmagt og position er der ikke noget overnaturligt ved. En kvinde, der kastes rundt som en udvekslingsgenstand og værdisættes i heste og hærer er ikke en fantasyopfindelse. Det er en historisk normalitet".
Ja- hvor henne i verden foregår det i dag ?
Tænk selv videre.
Og det er ikke metoo bagatellerne jeg tænker på her.

Søren Kristensen

Lyseslukkeren:Jeg bliver tuned off af for mange gummidragter og special effects, så selv om GOT på mange planer ligner virkeligheden er serien lidt for fantazyfuld til min smag. Omvendt skal man jo aldrig sige aldrig og jeg kan da godt inrømme, at jeg blev helt hooked på Starwars, hvad - tredive-fyrre år efter alle andre. Måske jeg giver serien en chance når og hvis jeg bliver pensionist. Det er svært at sige, de flytter jo hele tiden pensionsalderen, så det er ikke engang sikkert jeg når det.

Torben Bruhn Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

En serie som denne, hvor det meste er meget fantastisk, men hvor noget af inspirationen er historisk er åbenbart uhyre populær. Jeg faldt ikke helt for det lille jeg har set, men måske det kunne give nogle blandt de der er historikere (jeg var på vej) og lignende folk ideer til at dele deres viden og, forhåbentlig, interesse og ligefrem begejstring. Måske en eller anden "hybrid" mellem det fantastiske og det historiske, der ligger meget tættere på det sidste end GOT, for ikke at tale om Tolkiens produkter kunne nå en del mennesker, der ikke rigtig fanges af det der ellers er "historikernes historie".