Fakta
Læsetid: 5 min.

De græder gennem litteraturhistorien fra Homer til Helle Helle

Mennesker har altid grædt, men ikke altid over det samme eller på samme måde. En litteraturhistorisk overflyvning viser, hvordan gråd er blevet skildret og forstået gennem tiden
Kultur
26. april 2019
Achilleus bryder ud i heroisk gråd, da han finder ud af, at hans bedste ven er faldet i kamp.

Achilleus bryder ud i heroisk gråd, da han finder ud af, at hans bedste ven er faldet i kamp.

Så længe tidsmaskinen ikke er opfundet, er litteraturhistorien det bedste middel til at få et overblik over, hvordan folk har haft det med deres følelser – og ikke mindst, hvordan de har udtrykt dem.

Der er formentlig få følelsesmæssige udtryk, hvis status gennem tiden har ændret sig så meget som grådens. Om det at bævre med underlæben, hulke, snøfte og lade tårerne trille er noget at skamme sig eller være stolt over, varierer fra én historisk situation til en anden.

Vi har her zoomet ind på noget af al den gråd, der findes i alt fra helteeposser over sagaer til eventyr og brevkassespørgsmål, for at vise en vifte af de måder, man kan betragte tårerne på.

Grækenland, ca. 700 f.Kr.: Achilleus er udadreagerende i Homers ’Iliaden’

Helten Achilleus finder ud af, at hans bedste ven er faldet i kamp, og bryder ud i en heroisk gråd:

»Da sank en sort fortvivlelses sky ned over Achilleus.
Aske og sod tog han op i begge hænder fra arnen,
hældte den over sit hoved og skæmmed sit prægtige åsyn,
og på hans liflige kjortel kom sorte pletter af asken.
Stor og storslået lå han, strakt ud i støvet på jorden,
Mens han med hænderne rev sine pragtfulde lokker i tjavser.
(...)
Skingrende skreg han så højt, at hans værdige moder fornam det (selv om hun sidder på havsens bund, red.

Island, 1200-tallet: Gunnar fra ’Njals Saga’ har i hvert fald ikke grædt

En mand ved navn Otkel rider ind i sagahelten Gunnar. Otkels ven Skamkel spreder et rygte om, at det fik Gunnar til at græde. Det er så utilgiveligt ærekrænkende, at Gunnar og hans bror slår Otkel, Skamkel og hele deres slæng ihjel:

»Forsvar jer nu. Her er hugspyddet. Og nu skal I få at se, om jeg græder på grund af jer.«

Bagefter evaluerer Gunnar forløbet:

»Jeg ved ikke rigtigt,« siger Gunnar, »om jeg er mindre mandig end andre mænd, når jeg nu har mere imod at dræbe folk, end andre mænd har.«

Italien, 1528: Mænd græder falsk i ’Hofmanden’ af af Baldassare Castiglione

’Hofmanden’ er en slags vejledning i takt og tone i højrenæssancen. Her beskrives det, hvor svært det er at vide, hvad mænd føler, når man ikke kan stole på deres tårer:

»[I] dag er mænd så snedige, at de fremstår på utallige falske måder, og nogle gange græder de, når de har meget lyst til at grine. […] Derfor vil jeg, at min hofdame opfører sig på følgende måde i samtaler om kærlighed: Hun skal nægte at tro, at den der taler til hende om kærlighed, faktisk elsker hende.«

Danmark, 1681: Hvis man skal drukne, kan det ifølge Kingo lige så godt være i tårer

I andet bind af Kingos ’Åndelige Sjungekor’ reflekterer salmedigteren over faren ved for høj søgang i det ydre hav kontra i det indre hav, hvor der er den formildende omstændighed, at man udtrykke sin anger gennem tårer:

»Men skal jeg kvæles i en sø,
Da, søde Jesu, lad mig dø
I øjnes bode-bække!«

Tyskland, 1826: Et hjerte er ved at briste i Joseph von Eichendorffs novelle ’En døgenigt’

Romantikken er på sit svulstigste i Joseph von Eichendorffs novelle om en ung vandringsmand i sine følelsers vold. Her har han for første gang mødt den dame, han går og lurer på, idet han – syngende – har roet hende og hendes venner over en sø:

»Den smukke Dame havde under hele min Sang slaaet Øjnene ned og fjærnede sig uden Ord. – Men jeg havde Taarer i Øjnene, allerede medens jeg sang, mit Hjerte var ved at briste i Sangen af Undseelse og Smærte, nu gik det paa en Gang rigtigt op for mig, hvor smuk hun er, og hvor fattig, foragtet og forladt af Verden jeg er – og da de alle var forsvundet bag Buskene, da kunde jeg ikke beherske mig længere, jeg kastede mig ned i Græsset og græd bitterligt.«

Danmark, 1844: Tårer kurerer Kay for kynisme i H.C. Andersens ’Snedronningen’

Gerdas bedste ven, Kay, får en splint af et troldspejl i øjet. Den får ham til kun at se det grimme i verden, men Gerda får ved sine egne tårers kraft Kay til at græde. Det viser sig at være kuren mod kynismen:

»[D]a græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende, og hun sang salmen:

’Roserne vokser i dale,
der får vi barn Jesus i tale!’

Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af øjnene, han kendte hende og jublede:

’Gerda! søde lille Gerda! – hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været?’«

Danmark, 1976: En kvinde ’græder for den mindste smule’ i Tove Ditlevsens brevkasse

En kvinde uden ’virkelige problemer’ skriver til Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journalen, at hun ikke længere bryder sig om at leve:

»Hver morgen længes jeg efter, at det skal blive aften, og jeg græder for den mindste smule. [...] Før i tiden var jeg livsglad og humørfyldt, men nu er jeg aldrig glad. Jeg bryder mig ikke om spiritus og er heller ikke meget for medicin. Min familie gør meget for at hjælpe mig, men til ingen nytte. Min læge har foreslået mig indlæggelse, men jeg kan ikke se, hvad det skulle hjælpe. Hvad kan jeg gøre for at få det bedre?«

Tove Ditlevsen svarer:

»De har en depression, og det er en sygdom som alle andre. Den kan helbredes med antidepressiv medicin, så De må overvinde deres modvilje i den retning. Miljøskiftet ved en eventuel indlæggelse kan også bedre på stemningen, så det er måske ingen dårlig idé.«

Danmark, 2008: Man græder ikke hvor som helst i Helle Helles roman ’Ned til hundene’

Den rådvilde jegfortæller har forladt sin kæreste og har en masse følelser, men ingen plan:

»Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt rundt i bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvorn bænk helt ude ved kysten.«

Hun får aldrig grædt, men bliver indkvarteret hos et hjemmegående par med en meget praktisk tilgang til tingene:

»John hakker løg og snøfter henne fra det åbne køkken, Putte knapper kedeldragten op og smider den over en stol. [...] Hun tager en cigaret fra en pakke, tænder den og går hen til John, stikker cigaretten i munden på ham.

– Så tuder man ikke, siger hun til mig.«

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her