Læsetid: 5 min.

Hvor handling finder sted

Lokalt forankret fortællekunst, stedse højfrekvent i islandsk litteratur, rendyrkes af Jón Kalman Stefánsson
12. april 2019

Mange litteraturforskere kredser i disse år om, hvad de kalder »den rumlige vending« og mener dermed et skift i erkendelsens fokus, en genopfindelse eller genopdagelse af det lokale og det regionale og en dermed forbundet modbevægelse inden for globaliseringen i retning af det specifikke og partikulære.

Her i landet blev vendingen bl.a. synlig i Dan Ringgaards bog Stedssans (2010) og Anne-Marie Mais bud på en alternativ litteraturhistorie skrevet med udgangspunkt i de omgivelser, hvori ordkunsten opstår og finder sted (Sted fra 2010-11).

Men stedet er jo også dukket op som scene og motiv i en lang række fiktionsværker (Helle Helle, Erling Jepsen m.fl.), som har fået folk til at tale, måske ikke om en ny hjemstavnsdigtning, men nok om en særlig lokallitteratur.

Denne lægger så omvendt op til, at man griber tilbage til den ældre litteraturforsknings store interesse for og kategorisering af størrelser som stof og motiv – altså indholdsstørrelser, der har at gøre med det litterære værks henvisninger til og samspil med en verden uden for værket og med litteraturens stadige appel til mere eller mindre fælles kropsligt funderet erfaring og erindring.

Alt sammen fænomener, som længe har eksisteret i islandsk litteratur og litteraturforskning, fordi nationen rummer så store regionale forskelle, ikke kun mellem hovedstaden og landet, men også imellem egnene og lokalsamfundene indbyrdes. Enhver sand islænding ved, hvor han eller hun kommer fra. Eller som det også er blevet sagt: Som følge af den sparsomme trævækst farer befolkningen vild i en skov af aner.

»Træer har rødder, mennesker har fødder,« skal Salman Rushdie have udtalt, men for en islænding behøver det at tale om rødder ikke at implicere reaktionær chauvinisme, højst slægtsstolthed og følelse af lokalt tilhørsforhold.

Derfor er lokalt forankret fortællekunst traditionelt højfrekvent på bogmarkedet. Men der er i den nyeste litteratur grund til at fremhæve en enkelt forfatter, som har gjort stedsskildring til sit varemærke, samtidig med at han har formået at sammenføje det specifikke og partikulære med det almenmenneskelige. Navnet er Jón Kalman Stefansson (f. 1963, debut 1988).

Han voksede op dels i Reykjavik, dels i Keflavik og begyndte som lyriker (tre digtsamlinger 1988, 1989 og 1993) for imidlertid definitivt at finde sin form i romanen. Vel at mærke ikke en hvilken som helst roman, men den brede, roligt fremadskridende epik, som giver sig tid til udførlig person- og ikke mindst miljøskildring, samtidig med at den som islændingesagaen insisterer på at lade tingene ske i en virkelighed og på et sted, som findes eller med en vis sandsynlighed kan tænkes at eksistere. Den implicitte påstand lyder: Dette her fandt sted på et sted, i det mindste et muligt sted.

Eksemplarisk i denne henseende er trilogien om »drengen« bestående af Himmerige og helvede (2007, da. 2010), Englenes sorg (2009, da. 2011) og Menneskets hjerte (2011, da. 2013), en udviklingsskildring af et ungt menneske og et studie i, hvad psykologer kalder survivor’s guilt.

I første bind mister hovedpersonen sin sømandsven Bardur, men bringes til at helbrede sig selv ved at slutte sig til »ordenes redningshold« – en velvalgt metafor over fællesskabet om litteraturen, den livgivende digtekunst, som kan frelse menneskene fra ikkeliv og glemsel.

I den dramatiske og bevægende andendel kæmper drengen sig sammen med posten over en drabelig jøkel og når kun med nød og næppe tilbage hjulpet af en genganger, der fungerer som en frelsende engel. Faktisk ved læseren knap, om hovedpersonen vil overleve. Men i tredje del vågner han op, ikke i en snedrive, men i en seng, og skal træffe det vanskelige valg mellem to piger eller kvinder. Mytisk er der tale om det gode gamle tema kaldet The Quest Myth, dvs. en mands søgen efter et mål i tilværelsen gennem rejser og svære prøvelser.

Hvad der imidlertid gør trilogien til noget kunstnerisk særligt, er for det første forfatterens stadige betoning af omgivelsernes betydning – »vejret styrer alt her, det former vores liv som ler«. Og for det andet formen, som veksler mellem fortløbende beretning og lyrisk betonede indskud i vi-form.

Læseren skal forstå, at den indlevede skildrede centralfigur blot er et tilfældigt, om end heldigt valgt eksempel på arten menneske. Hvad drengen oplever på fiskerbåden, i gæstgiveriet, i provinshovedstadens forskellige huse samt på færden over fjeldet, er almene arketypiske erfaringer. Derfor bliver han også den rette til at holde fortællekunstens fane højt:

»Den, der har mulighed for at holde på en pen og et stykke papir, har mulighed for at forandre verden,« som det, ikke ganske uden patos, hedder i midterbindet, som også rummer følgende lovsang til sproget:

»Vi navngiver tingene for at holde meningsløsheden på afstand og holde sammen på verden, et hotel skyder op og skal hedde noget. Et navn giver det et ansigt, fremmaner et billede, kald det Døden, og der kommer ikke en sjæl bortset fra melankolske eller sarkastiske digtere, vordende selvmordere, kald det Himmerige, og det fyldes af nonner, hellige mennesker og mænd der håber på at hotellet er et forklædt horehus.«

Hører man i en passage som denne ekkoer af Halldór Laxness’ ramsaltede humor og William Heinesens poetiske sødme, er det næppe tilfældigt.

Med sidstnævnte forfatter deler Jón Kalman Stefánsson ambitionen om at gøre det lokale almengyldigt gyldigt, at hvælve en fællesmenneskelig stjernehimmel over det partikulære.

Man kan karakterisere ham som en fuldt moderne, men samtidig dybt traditionel fortæller, som på den ene side altid tilstræber spatial, temporal og psykologisk forankring, men oven i det individuelle fokus lægger en kollektiv fortolkning. Det markerer han gennem hyppige skift fra situationsbunden præsensform til mytens præsens-altid (»Da Vi Jo Nu Er Her«, som Grundtvig efter sigende engang betonede i en prædiken i Vartov!).

Hertil kommer et historisk perspektiv på det moderne Islands udvikling fra årene omkring år 1900 og frem til i dag samt en socialt sensitiv analyse af epokens forandringer i femininiteten og (især) maskuliniteten.

Sidstnævnte dimension videreførtes i den kombination af slægtssaga, opvækstroman, kunstnerskildring og parforholdskrisetrilogi, som fulgte bagefter: Fisk har ingen fødder (2013, da. 2015), Nogenlunde på størrelse med universet (2015, da. 2017) og Historien om Asta (2017, da. 2018) – med den jon-kalmanske undertitel »Hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden?« – som dog til dels dementeres af solid forankring i Keflavik, hvor den amerikanske base lå, og den islandske rock derfor blev født, og så en større (legendarisk) provinsby allerlængst ovre østpå.

Citaterne af Jón Kalman Stefánsson er oversat af Kim Lembek.

Den »spatiale« vending er bl.a. præsenteret af Anne-Marie Mai og Dan Ringgaard i deres introduktion til antologien Sted (2010) i Aarhus Universitetsforlags serie Moderne Litteraturteori.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu