Læsetid: 14 min.

Hvorfor stemmer så mange polakker og ungarere på illiberale populister? Fordi de er dødtrætte af at kopiere Vesten

Da Muren faldt, begyndte imitationens tidsalder, siger den bulgarske intellektuelle Ivan Krastev. I to årtier efterlignede polakker, ungarere og bulgarere Vesten: De ville lave politik og økonomi som Vesten, de ville tænke og leve som Vesten, og millioner af borgere flyttede væk – til Vesten. Og nu har landene i Øst- og Centraleuropa fået nok af at imitere. De vil ikke bare være kopier, nu vil de være sig selv
Da Muren faldt, begyndte imitationens tidsalder, siger den bulgarske intellektuelle Ivan Krastev. I to årtier efterlignede polakker, ungarere og bulgarere Vesten: De ville lave politik og økonomi som Vesten, de ville tænke og leve som Vesten, og millioner af borgere flyttede væk – til Vesten. Og nu har landene i Øst- og Centraleuropa fået nok af at imitere. De vil ikke bare være kopier, nu vil de være sig selv
26. april 2019

Han læner sig frem i den firkantede sorte læderstol og ser på mig, som om han vil fortælle en hemmelighed. Men så siger han ingenting.

— Hvad er svaret ...?

Han er en stor mand, Ivan Krastev. Høj, solide næver, stort hoved, en lyseblå skjortekrave titter op under den uldne røde polo, og han har smalle, sorte velourbukser på.

Vi sidder i et stille, lyst, højloftet kontor på Institut für die Wissenschaften vom Menschen i Wien, hvor den 54-årige bulgarske politolog er ’permanent fellow’, én af mange titler på et omfattende CV.

En assistent er kommet med kaffe, og Krastev var lige ved at fortælle mig om den store politiske gåde, hans kommende bog handler om. Som han selv formulerede det:

»Hvorfor er central- og østeuropæerne, som efter 1989 oprigtigt ønskede at være som Vesten, at leve som Vesten og at tænke som Vesten, hvorfor har så mange af dem nu vendt sig imod illiberale populistiske partier?«

Nu venter jeg bare på svaret.

»Fordi historiens afslutning blev begyndelsen på imitationens tidsalder,« siger Ivan Krastev endelig og smiler, så hans øjne næsten forsvinder.

»Efter Murens fald fik vi det, som Francis Fukuyama har kaldt ’Historiens afslutning’: Selv om alle lande ikke nødvendigvis ville blive liberale demokratier, var selve målet for politik ikke længere til diskussion – det liberale demokrati var den eneste kilde til politisk legitimitet.«

Endelig var Central- og Østeuropa fri fra kommunismen, forklarer han, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at genskabe østblokken i Vestens billede: De skulle demokratiseres, normaliseres, liberaliseres, integreres, konvergeres … Og landene fik en masse hjælp af velmenende institutioner som Verdensbanken og EU-Kommissionen, der målte og vejede deres udvikling.

Det var sådan, imitationens tidsalder begyndte.

»Efter 1989 blev Europa delt i to: Mellem imitatorer og de imiterede. Det var ikke sådan, at Vesten koloniserede os, for det var vores eget valg: Vi ville selv gerne være som dem, for imitation blev set som den korteste vej til frihed og velstand: Øst- og Centraleuropa skulle have vestlige institutioner, vestlig politik og økonomi, vestlige værdier … Men det har konsekvenser at imitere.«

Nu smiler han ikke mere.

»Det er psykisk krævende, for man underlægger sig andres moralske overherredømme, og det bliver muligt for den moralske ’anden’ at dømme én. Man føler sig utilstrækkelig, afhængig og lidt som en bedrager. Til sidst mister man en del af sig selv; en del af sin identitet.«

Det er i dét lys, man skal se Orbán, Putin, og Kaczynski, siger Ivan Krastev.

»Bølgen af iliberal populisme i Central- og Østeuropa er ikke en tilbagevenden til 1930’erne, som nogle hævder, det er et moderne fænomen, en reaktion på årtiers forsøg på at imitere Vesten. En afvisning af imitation.«

Ivan Krastev

  • Født 1965 i Bulgarien.
  • Leder af Centre for Liberal Strategies i Sofia og permanent fellow på Institut für die Wissenschaften vom Menschen i Wien.
  • Medgrundlægger af European Council on Foreign Relations, rådgiver i ERSTE Foundation, Open Society Foundations og Center for European Policy Analysis.
  • Tidligere direktør for International Commission on the Balkans og chefredaktør ved den bulgarske udgave af Edition of Foreign Policy.
  • Forfatter til en række bøger om demokrati i Europa, seneste 'Efter Europa' fra 2017.

Det vi ser i Polen og Ungarn i dag er en modreaktion på to årtiers imitation, en nationalistisk modrevolution. Som Viktor Orbáns intellektuelle frænde, historikeren Maria Schmidt, sagde tidligere på året:

»Vi vil ikke kopiere tyskerne eller franskmændene. Vi vil fortsætte vores egen levevis.«

Og det er svaret på det store spørgsmål, han stiller i sin kommende bog: Efter to årtier er polakkerne og ungarerne trætte af at være kopier – de vil være sig selv.

Verdens hurtigst skrumpende region

Ivan Krastev har fortalt historien mange gange, kan man høre, men den er også god: Om den dag i november 1989 på en restaurant i Sofia, hvor han sad med sin universitetsprofessor og en lille gruppe venner, Berlinmuren var faldet, og nu vaklede stolen også under Bulgariens kommunistiske leder gennem 28 år, Todor Zhivkov.

»I er unge,« sagde den 54-årige professor til sine studerende.

»I skal nok komme til at oplevede kommunismens fald.«

Verden var sat i bevægelse, men der kunne gå mange år endnu, lod han forstå. Men det gjorde der  ikke. Under et år senere blev selv samme professor, Zhelyu Zhelev, den første demokratisk valgte præsident i Bulgarien.

»Det var mirakuløst,« siger Krastev.

»Det gik så hurtigt. Pludselig var alting skrøbeligt og foranderligt.«

Det er den tid, Krastev selv var et barn af. Han blev født i 1965 i en lille landsby, 26 år senere studerede han politologi i Oxford.

»En af mine kolleger plejer at sige, at alle genopfandt sig selv i 1989,« siger han.

»Nogle sagde, at de var bankfolk, og så begyndte folk at give dem penge. Jeg opfandt mig selv som politolog.«

Siden har han forsket i udenrigspolitik, demokrati, Rusland og Europa. Han er leder af Centre for Liberal Strategies i Sofia, medstifter af European Council on Foreign Relations, fellow her i Wien, fast klummeskribent for The New York Times – og midt i sin syvende bog.

Men hov! Nu er der en underlig lyd.

»Aaaa det er mig,« siger Krastev og roder i sin taske. Det er et Skype-opkald på hans iPad.

»Jeg lever uden telefon, så … øjeblik.«

Og så taler han med sin kone på bulgarsk, mens han sprætter dagens post op med sin store pegefinger – det er mest pakker med bøger.

For otte år siden flyttede familien Krastev til Wien med deres to børn, i hver ferie tager de hjem til Bulgarien. 

Ivan Krastevs yndlingssted i Europa

»Jeg har lært at holde af Wien. Det er et meget europæisk sted, fordi man hver dag kan bestemme, hvilket århundrede, man vil opholde sig i.«

En af de mest skæbnesvangre konsekvenser af imitationens tidsalder er, at millioner af borgere fra de tidligere østlande har gjort som Ivan Krastev: De er flyttet til Vesten. 

Fra 1989 til 2017 mistede Letland 27 procent af sin befolkning, Litauen mistede 23 procent og Bulgarien 21 procent. Efter Murens fald flyttede to millioner østtyskere – 14 procent af landets befolkning før 1989 – til Vesttyskland i jagten på job og et bedre liv. Og siden Rumænien blev medlem af EU i 2007 er 3,4 millioner rumænere rejst ud, langt de fleste unge under 40 år.

»Vi taler om den hastigst skrumpende region i verden,« siger Krastev, da han er færdig med at tale med sin kone.

Man kan ikke overdrive, hvor dramatisk en betydning demografien har haft for politik og psykologi i Central- og Østeuropa.

»Bortset fra under krig eller hungersnød har der aldrig i historien været et område med så hastig demografisk nedgang som Bulgarien i dag,« siger han.

»I 1989-revolutionen var normalitet den stærkeste ideologi: Normalitet var faktisk den store utopi. Drømmen var at blive normal. Det betød også, at ideen om fremtiden ophørte med at eksistere i tid, i stedet kom den til at eksistere i rum: Vesten og Tyskland var det normale, Tyskland var fremtiden. Så hvorfor skulle unge polakker og ungarere vente på, at deres land blev ligesom Tyskland, når de bare kunne flytte?«

Udvandring blev den ultimative form for imitation. Og den er fortsat lige siden: Ungarn har mistet flere borgere under Orbáns regeringsperiode end efter opstanden i 1956.

»Så du protesterne i Budapest for nylig? 50.000 mennesker på gaderne, der demonstrerede imod en ændring i arbejdsloven, som gør, at folk skal arbejde 400 timer mere om året – det er næsten en time mere om dagen. Og der kan gå tre år, før de bliver betalt for det ekstra arbejde. Hvorfor vil regeringen dog indføre noget, der er så upopulært? Jo, fordi de mangler arbejdskraft.«

»Jo mere de investerer i uddannelse til befolkningen, jo mere konkurrencedygtige bliver deres arbejdsstyrke, så jo mere stiger efterspørgslen på de vestlige markeder. Det vil sige: Jo mere man investerer i sin befolkning, jo flere vil immigrere. Det er ikke bare en populistisk fantasi, det er en oprigtig bekymring.«

Den omvendte imitation

Det demografiske chok forklarer også, hvorfor så mange i Øst- og Centraleuropa nægter at tage imod flygtninge og migranter, mener Krastev.

Det virker ellers paradoksalt, at de lande i Europa med færrest udlændinge pr. indbygger også er dem, der er mest bange for at bliver løbet over ende: Kun 1,6 pct. af befolkningen i Polen er født uden for landet, hvilket er den laveste andel i hele EU, men den polske regering nægter at tage imod muslimske migranter (det skal dog siges, at Polen har taget godt to millioner migranter fra Ukraine).

Det demografiske chok har fået mange øst- og centraleuropæere til at føle sig som »en truet majoritet«, siger Krastev, der føler sig som en kulturel enhed omringet af multikulturalisme og gudløs værdirelativisme.

»Den version af Vesten, som polakker og ungarere drømte om i 1989, var et sted, hvor folk troede på Gud, modsat under kommunismen. Vesten var et mere konservativt sted dengang, men siden da har Vesten ændret sig. Mange i Øst- og Centraleuropa føler, at modellen er blevet ændret – ligesom når man hele tiden skal have den nyeste version af en iPhone. Homoseksuelle ægteskaber var ikke en del af den pakke, de ville have,« siger Ivan Krastev.

Det var massemigration heller ikke, og nu ser mange i Warszawa og Budapest mod Vesten og tænker: ’Godt, det ikke er os’.

»Vesteuropa repræsenterer ikke længere en kulturelt overlegen model,« siger Krastev. »Nu siger Orban og Kaczynski tværtimod: ’Vi er det ægte Europa. Hvis Vesteuropa skal redde sig selv, er de nødt til at imitere os.’«

Ivan Krastevs bedste europæiske minde

»Da jeg i foråret 1990 for første gang krydsede grænsen i vestlig retning. Den vesteuropæiske by, som gjorde størst indtryk på mig, var Beograd – det var før krigen brød ud i Jugoslavien. Det stærkeste indtryk af Europa fik jeg et sted, som mange i dag ikke betragter som Europa.«

I dag står vi ikke bare ved afslutningen på imitationens tidsalder, siger han, vi står også ved indgangen til en ny æra:

»Den omvendte imitation,« som Krastev siger.

Det er ikke længere Øst- og Centraleuropa, der imiterer Vesten, nu imiterer Vesten Øst- og Centraleuropa. Nu er det os, der taler om national suverænitet og migrationsstop.

»Den store lektie her er, at imitation ikke virker,« siger Ivan Krastev.

»At politik er national, at kontekst betyder noget, og at forskellige grupper har forskellige normer og erfaringer. Tag homoseksuelle ægteskaber, som er et klassisk eksempel: EU bygger på et princip om ikkediskrimination, men hvad gør EU, hvis det alligevel sker? Skal Bruxelles kunne presse et land til at ændre sin lovgivning? Det mener jeg ikke. Selv i Vesten var spørgsmål om homoseksuelle ægteskaber en politisk kampplads i årevis. Det samme med abort – se bare på Sydeuropa. Jeg mener, at EU skal give de enkelte lande lov til at have sin egen debat og nå sin egen konsensus, ellers sker det, som skete i Øst- og Centraleuropa: Det ender som elitens konsensus. En del af demokratiseringen af EU er at tillade forskellige hastigheder, ikke kun når det kommer til økonomisk politik, men også kulturelle politikker.«

Derfor er det også en dårlig idé, at EU-Kommissionen skal kunne straffe lande økonomisk, hvis de forbryder sig imod EU’s regler, mener han.

Det er ellers en idé, som mange i Bruxelles har fået smag for: At indsætte en bestemmelse i EU’s budget, der siger, at man kun udbetaler penge til lande, der lever op til unionens regler om god regeringsførsel – det gør Polen og Ungarn ikke lige nu. Alligevel modtog Ungarn i 2016 4,5 mia. euro fra EU, svarende til fire pct. af landets samlede økonomi. Polen modtog mere end 11 mia. euro.

»Jeg tror ikke på, at man kan ændre måden, folk handler på, via EU’s strukturfondsmidler. Bruxelles har det problem, at de tænker for meget på penge. De tænker: ’Hvordan kan mennesker, der får så mange penge fra EU, være kritiske over for EU?’«

Økonomiske smæk fra Bruxelles vil bare blive opfattet som vestlig dobbeltmoral og politisk afstraffelse, mener han, og det vil skabe en modreaktion. For hvad så med Italien, Rumænien eller Frankrig, de bøjer jo også reglerne?

Krastev er enig i, at der er store problemer med retsstaten i Polen og Ungarn, men han ville foretrække »en fælles og generel europæisk mekanisme, der kan bruges imod alle lande, der forbryder sig mod reglerne«.

»Jeg mener, at den ret bør ligge hos den europæiske domstol,« siger han.

Nationalisme er frihed og fred

En af de store forskelle mellem Øst- og Vesteuropa er forholdet til nationen, forklarer Ivan Krastev. Nationalisme har aldrig været et skældsord i Øst, tværtimod var den polske Solidaritetsbevægelse, som udfordrede kommunistpartiet i 80’erne, eksplicit nationalistisk. Det samme var Viktor Orbáns modstand mod Sovjetstyret.

I Vesten har vi fortalt os selv, at nationalismen fører til krig og nazisme, men i øst forbindes nationalismen stadig med frihed og fred, med kampen mod kommunismen.

»Nationalismen var en del af den kollision, der vandt over kommunismen. Den mest berømte tale, Orbán nogensinde har holdt, er stadig talen til den tidligere premierminister Imre Nagys genbegravelse i 1989, hvor han siger, at de sovjetiske tropper skal forlade landet.«

Det politiske system, som Øst- og Centraleuropa forsøgte at imitere efter Murens fald – det tyske politiske system, med stærke forfatningsdomstole og uafhængige centralbanker, der begrænser folkets direkte indflydelse på politikken – passer derfor dårligt til lande som Polen og Ungarn, siger Krastev.

»I Tyskland er ikkevalgte institutioner som Bundesbanken og forfatningsdomstolen vigtige og nyder stor støtte i befolkningen. Sådan er det ikke i Central- og Østeuropa, hvor nationerne groft sagt bygger på den franske idé om en stat og den tyske idé om en nation: En etnisk kulturnation og en stærk central stat. I midten står den udøvende magt, som er indbegrebet af demokratiet. Hele konceptet om magtdeling og checks and balances står svagt.«

Ivan Krastevs europæiske yndlingsværk

»Jeg er ikke en af den slags mennesker, der kan fortælle hvilke tre bøger, de vil tage med på en øde ø. Det er for svært at svare på.«

I Vesten er liberalismen kommet til at stå i modsætning til nationalstaten, det er aldrig sket i Øst- og Centraleuropa.

Orbáns illiberale demokrati går netop ud på at svække de liberale institutioner, der holder de folkevalgte i skak – domstole, medier, universiteter. Og lederen af det polske regeringsparti PiS, Jaroslaw Kaczynski, sagde direkte i 2007, at »liberalismen er imod selve ideen om nationen.«

Det er en anden type politik, som Orbán, Putin og Kaczynski tilbyder, end den, der er på hylderne hos de liberale i Vesten; en politik, der betoner romantiske begreber som ære og stolthed.

»Fra Reagan og til 11. september 2001 var der ikke et eneste eksempel på, at en amerikansk præsident i en tale sagde, at amerikanerne skulle ofre sig for noget,« siger Ivan Krastev.

»I stedet var budskabet: ’Nyd livet. Vi forventer ikke, at du er heroisk eller ofrer dig for nationen’. Der er en statistik, som jeg aldrig glemmer: Andelen af unge briter fra overklassefamilier, der døde under Første Verdenskrig, var langt højere end gennemsnittet. Under Tony Blairs regering var der ikke en eneste minister, der havde en søn eller en datter i militæret. Så du kan se, ideen om, at de mest privilegerede også er dem, der står klar til at ofre mest, når krisen kommer, er forsvundet. Og når det sker, får eliten en legitimitetskrise.«

De illiberale ledere vil give borgerne noget at ofre sig for igen.

Liberalismens skræk er en russisk troll

– På hvilke andre måder adskiller den illiberale politik sig fra den liberale?

»For illiberale er politik et nulsumsspil: Hvis jeg skal vinde, skal nogle andre tabe. Det passer på Kaczynski, Putin, Trump, Orbán. Deres politik handler om venner og fjender. Kompromiser er ikke en mulighed.«

Han holder en pause, tømmer sin kaffekop og ser på sit ur.

»Og de har jo til dels ret. Liberale politikere forsøger ofte at sælge deres politik, som om alle vinder, men det er sjældent rigtigt. Ikke alt i politik er win-win. Og selv når det er, er det ikke sikkert, at alle vinder på samme tid. Hvis du siger til mig: ’Den her politik gavner mig i morgen, og den gavner også dig – om 100 år’. Ville du så støtte min politik?«

Jeg ryster på hovedet.

»Trump, Putin og Orbán henter meget af deres politiske forståelse fra sport. De ser deres tilhængere som fodboldfans: De vil hyldes, selv når de tager fejl. Men ligesom fodbold ikke forandrer tilskuerens liv radikalt, gør deres politik det heller ikke. Løser Matteo Salvini (Italiens indenrigsminister og leder af partiet Lega, red.) Italiens migrationsproblem, når han nægter at lade migrantskibe lægge til kaj? Nej. Selv om meget af den vrede, deres opbakning bygger på, har rod i økonomien, er det politisk postmaterielt. I dag er symbolpolitik blevet den virkelige politik. På den måde er moderne populisme meget anderledes fra den tidligere marxistiske populisme i Latinamerika.«

– Vil du sige, at liberalismen har fejlet?

»Den har i hvert fald mange fejl. Ideen om, at enhver kritik af liberalismen bare legitimerer den illiberale dagsorden, er … tja, jeg kommer fra et kommunistisk samfund, og jeg genkende sådan en logik.«

Han griner og siger, at han har tænkt meget over, hvorfor »de liberale i Vesten« er så bange for russiske trolls på internettet. De er efterhånden blevet skræmmebilledet på alt det, der er galt med demokratiet. Hvorfor?

»Jo, hvem har historisk set været hovedfjenden for den liberale? Fanatikeren. Og hvorfor frygter den liberale fanatikeren? Fordi liberalismen ser mennesket som et væsen, der hele tiden søger mod ligevægt; som justerer, går på kompromis, accepterer, giver efter. Men hvis man opdager, at den anden ikke vil give sig en tomme, så bliver kompromiset jo en taberstrategi. Og her kommer the troll, den ultimative fanatiker, for han kan ikke ændre mening, han har ingen mening. Og den frygt, frygten for, at man giver indrømmelser og søger ligevægt, uden at andre giver sig, det er den dybeste skræk for en liberal.«

– Hvilken retning fornemmer du, at Europa bevæger sig i lige nu?

»Der var en børnebog fra min barndom, som starter med, at en mand springer på sin hest og rider i alle retninger. Det er det samme med Europa lige nu: Der er ikke én retning. Vi har mistet ideen om, hvem vi er i denne verden økonomisk og politisk. Samtidig er vi ved at miste Amerika. Vi er mere forvirrede, end vi selv tror.«

Han ser på sit ur.

»Nå, skal vi ned og have noget frokost?«

Lykke Friis og Ivan Krastev i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek i København.
Hør mere i podcasten

 

Serie

Europæiske intellektuelle

Finanskrisen, flygtningekrisen, klimakrisen og den politiske krise har udløst et kolossalt opbrud over hele Europa. Og nye partier og bevægelser bryder frem, mens gamle samfundsbærende partier bliver skubbet ud.

Frem mod Europa-Parlamentsvalget den 26. maj har Information mødt ti store europæiske intellektuelle, fra øst og vest, nord og syd. De fortæller, hvad der har formet dem som europæere, hvordan vi kan arve vores historie og forstå vores samtid og skabe vores fælles fremtid.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Kim Folke Knudsen
  • Gert Romme
  • Christian Mondrup
  • Kurt Nielsen
Benno Hansen, Kim Folke Knudsen, Gert Romme, Christian Mondrup og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor er der noget original tænkning her? Er det overraskende eller nyt at Østeuropæerne forventede et paradis i Vesteuropa /EU eller, at man så derpå måtte blive skuffet? Nationalismen og reaktionen har derpå taget over samtidig med at de unge og velkvalificerede i stor udstrækning har udvandret. Hvor er der en vision, for det kan vel ikke være denne konservativ nationalisme, førkrigstid længsel?

Jeg kender lidt til Poland gennem årene, og jeg kender ganske meget til Ungarn. Og jeg er ganske klar over, at denne bulgar, Ivan Krastev, nok burde kender mere til det sød-østlige Europa end mig. Men for mig at se, er hans konklusioner temmelig overfladiske og uden bund i virkeligheden.

Der er dog ingen tvivl om, at nogle østeuropæer er blevet skuffede over vesten, men det er altså ikke derfor, at nogle foretrækker Rusland frem for EU..

Hverken Poland eller Ungarn har samme kultur, og disse lande har heller ikke fælles kultur med Bulgarien. Men det, som Poland og Ungarn har til fælles, det er, at "nogen" har kapret samfundene med fuld demokratiske midler, og derefter har ændret de lovgivningsmæssige vilkår, der gør det svært for andre partier at gøre sig gældende.

Samtidig har magthaverne i begge lande sat sig på medierne, og derfor er en ret stor andel del af befolkningerne helt uden reel viden om, hvad der sker i landene omkring dem.

Sådan er det til gengæld ikke i Bulgarien, hvor Ivan Krastev kommer fra. Men der jagter korrupte politikere landets granskende journalister, og de gør det ved hjælp af efterretningstjenesten og politiet.

En kvindelig bulgarsk journalist er allerede blevet voldtager og dræbt - til skræk og advarsel for andre. Og ingen fornuftige tror på den person, der har indrømmet gerningen, og som formentlig er blevet truet og torteret til at påtage sig dette.

Kim Folke Knudsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvor meget er der om det, og hvor overraskende er det?
Var der ikke en periode, måske især umiddelbart efter 2. Verdenskrig, hvor holdningen overfor USA i det meste af det "vestlige" Europa var ret ukritisk begejstring for omtrendt alt? Så er der kommet skuffelser senere, men er modsætningerne i grunden af en helt anden grad end f.eks.Mellem nordeuropæiske og sydeuropæiske lande eller melllem UK og "kontinentet"?
Hvis nu en del polakker, ungarere, tjekker eller andre ser tilbage efter nogle "værdier" andet end "vestens", hvilke da? De "gode gamle dage" under de "kære" kongelige kejsere i Wien? Eller, lægnere mod sydøst i Konstantinopel/Istanbul?

@ Jan Henrik Wegener,

Du rammer faktisk i hvert fald et centralt punkt ved at "skyde med spredehagl".

For i både Østring og Ungarn er der en række borgere, der lider af en romantisk opfattelse af at kunne genskabe "fortidens storhed" - eller ligefrem har pligt til det.

I Østrig er det højrenationale Frihedsparti, FPÖ, direkte det gamle nazi-parti, der blot har skiftet navn. Og Ungarn har man Jobbik Magyarországért Mozgalom - eller blot Jobbik som også er arvtager af nazi-partiet, Pilekorspartiets (Nyilaskeresztes Párt, politiske ideologi.

Og for at illustrere, hvor stærkt disse interesser egentlig fortsat er, kan det oplyses, at den nuværende regering i Ungarn faktisk har givet æresoprejsning til Miklos Horthy, der var den tidligere nazi-leder, der er skyld i at 400.000 jøder blev aflivet. Denne Miklos Horthy har faktisk opstået i form af en kendt statue.

I øvrigt skal det da også nævnes, at de samme kræfter, der ønsker de "stolte" gamle tilstande fra 1930-erne og 40-erne tilbage, også findes i Italien, Spanien, Grækenland samt i et vist omfang også i Tjekkiet.

Omkring Konstantinopel, som du også nævner, da tror jeg egentlig kun, det er Recep Erdoğan, der ønsker at se sig selv som den nye Süleyman - sultan af "Den Høje Port".

Kim Folke Knudsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det er kendt at det vestlige propaganda i Øst Europa , og især går ud på at vise Vesten er bedst på materielle plan. Jeg har rejst i Firserne i Øst Europa, og det, man hører der tit om er i"dollar Boutikker". Der kan man købe alle de herligheder fra Vesten. Men intet er på "kødmarked"at købe i Bulgarien. Dollar boutikker var meget populær dengang. Men efter murens fald, og åbne grænser og især når østeuropa´s arejder henvises til "grisetæere" i vesten, det samme man grinede ad dengang..
Der mangler et universitet til alle menneske i verden, hvor man læser om "illusion" jeg tror det, der mangler at vide. Hvordan "Onkel Sam " sælger illusion. Det samme skete for "arabiske forår", folk troede dernede at kunne sælge "demokratiet" til vesten, fordi troede Vesten ælsker "demokratiet". Men der kom ingen køber, og ingen investiring.
Det er også en illusion.

David Joelsen

@Romme
Nazikortet er lige så dækkende, som at Rasmus Paludan skulle tegne et billede af Danmark. Der er fjolser alle steder, men det er ikke trenden.

Kim Folke Knudsen

Ak ja Vi vil gerne være os selv.

Men det må vist foregå på en øde planet uden andre nationer.

For Polen, Østrig, Ungarn, og andre nationer får ikke lov at være sig selv nok. Strategiske interesser og magtspil mellem andre nationer herunder mellem regionale stormagter og supermagter.

Det er det som sætter dagsorden for at få lov at være sig selv nok - som nation.

Jeg glæder mig til den dag realismen indfinder sig i de pågældende lande og den er nok til stede i den del af partispektret, som ikke er feteret og mediedækket døgnet rundt som de højrenationalistiske partier.

For var det virkelig bedre for ungarerne den gang i efteråret 1956, da Sovjetunionen kvalte det ungarske håb om frihed og kastede landet tilbage i en skyggetilværelse som lydig vasalstat.

Eller var det virkelig bedre for polakkerne, den gang mellem 1795-1919, da polakkerne ikke havde nogen egen national stat men var fordelt rundt i en preussisk, østrig ungarsk, og russisk interessesfære eller skal vi sige besættelseszoner. Nationalisterne i Tyskland, Rusland og måske Østrig ville nok benægte, at der var tale om besættelseszoner, at polakkerne overhovedet havde krav og ret til at have en egen stat, som var grundlagt på tilstedeværelsen af flere folkeslag end polakker.

Polen 1939-1945 - Keine weitere Kommentare.

Østrig 1936-1939 Anschluss ophøret af den stat, som var den tysktalende rest af Østrig Ungarn efter at monarkiet var sønderdelt og opløst af de stormagter, som med den 1. Verdenskrigs sejrrige afslutning så deres snit til at likvidere en multinational monarkistisk stormagt. Var det bedre tider for Østrig. Se på de uendelige rækker af kors over alle de mænd og kvinder som faldt i den 1. Verdenskrig og den 2. Verdenskrig.

Gert Rommes kommentarer med Pilekorpset og sammenligningen til JOBBIK er helt historisk korrekt set. Det er det som er bekymrende, at lande der for 20 år siden søgte mod liberale og demokratiske idealer nu ser ud til at vende disse idealer ryggen.

VH
KFK

Kim Folke Knudsen

Der var desværre fejl i mit forrige indlæg.

Rettelse: Østrig 1938-1945 ophøret af en stat, som var den tysktalende rest af Østrig Ungarn efter at monarkiet var sønderdelt og opløst af de stormagter, som den 1. Verdenskrigs sejrrige afslutning, så deres snit til at likvidere en multinational monarkistisk stormagt. Den 12 Marts 1938 blev Østrig overfaldet og besat af Tyskland. Besættelsen var bifaldet mange steder i Østrig, hvor den blev set som chancen for igen at bevæge sig op til at blive en politisk og økonomisk stormagt i et af Hitler regeret Europa domineret af Nationalsocialismens racelære og hæslige idelogi. Adolf Hitler var født i Østrig i Braunau am Inn 20 April 1899.

Østrig var besat af de allierede fra 1945 og frem til 1955. Den 26 Oktober 1955 genvandt Østrig sin suverænitet baseret på neutralitet og på, at landet ingensinde mere måtte tilslutte sig Tyskland.

Wikipedia Österreich:
https://de.wikipedia.org/wiki/%C3%96sterreich

VH
KFK

Kim Folke Knudsen

Rettelse 2:

Ja jeg må nok hellere tage en lur og stoppe mine skriverier her.

Adolf Hitler var født den 20 April 1889.

og ikke den 20. April 1899.

VH
KFK

David Engelby

Så ... disse lande “finder tilbage til sig selv” ved at blive højreradikaliserede? Så hellere skabe en ny identitet.

jan henrik wegener

Det er da meget muligt at det mange ser som nationalisme får en ekstra tand i de lande der før var med i sovjetblokken. Hvis det er sådan er de nynationale strømninger dog på ingen måde noget enestående, men vel snarere "normen" de senere år. Det er så tænkeligt, men ikke noget vi ved med sikkerhed, at den tendens vender i flere lande. Hvis det kommer til at ske ændrer det ikke meget ved at vi nu har forskellige "nationale" dagsdordener nærmest overalt.

@ David Engelby,

Nu generaliserer du.

Der er faktisk nogle, der søger tilbage til fortidig "storhed", men det er altså langt fra alle. Og man har faktisk også en klart demografisk viden om, hvem de er. Men det vil jeg i hvert fald ikke skrive her.

Jeg kan dog gå så langt, at jeg kan oplyse, at når Jobbik demonstrerer i Budapest på lørdagene, hvor de marcherer rundt i gaderne som en militær-kolonne i deres fine uniformer med mindelser til pilekors-folkene, så kommer de faktisk ind fra provinsen med toget.

Men det helt uheldige, det er, når regeringer "tager magten" og sætter sig på informations-strømmen. Og det er nu sket i flere europæiske lande - altså ikke blot poland og Ungarn.

Og så bør jeg måske bede læserne selv søge oplysning om "Identitäre Bewegung Österreich" (IBÖ), der er en grov nyfascistisk gruppe, der blev etableret i Østring i 2012 som et kopi af den franske Génération Identitaire (GI). Der foregår virkelig mange ting i Europa i disse år, som danske medier ikke videregiver.

Touhami Bennour

I følge mig, hvad Ivan Krastev sætte i gang til undersøgelse er : "Universalismen i fenomenerne" jeg mener det er umagen værd at debatterer det. Jeg ved også At Vesteuropeere mener at universalismen er afgjort til deres fordel; det betyder man skal imiterer dem og så alt vil går godt. Det er ikke så enkelt og desuden blokerer for tanken. Et eksempel: hvad menes med ligestilling mellem mand og kvinde: Man vælger arbejdes kraft efter kompetence, ja men de to væsener er ikke bare arbejdeskraft, de er også meget andet. Hvorfor er der mere skillsmisse end afskedeligster i arbejde, fordi det er to forskellige ting, Kompetence, vi ved hvad kompetence på arbejde er men ved man hvad sexualitet er? nej det ved man ikke, det er individuelt og det er ikke universelt. Dreng og pige er lige kun for børn og åbning at sport begivenheder. Dette er eksempel, hvor man støder på begreb "Universel". "Sexualitet er ikke universel". jeg mener det er "Universel " for vesteuropeere. Man kan finde mange exempler hele vejen igennem. Det politiske system er ikke imitirbare. Det kan ikke imiteres. Men Vesteuropeere mener det kan man. Det er en gammel diskussion i vikeligheden Hundertår gammel.

Meningen her er kun min.