Læsetid: 12 min.

Hvornår har du sidst grædt?

Vi græder. Nogle mere end andre, og kvinder mere end mænd, men stort set alle mennesker græder. Og så længe vi ved af det, har gråden haft en central placering i vores fortællinger, litteratur og populærkultur. I dag hulker vi især, når vi ser sørgelige film eller rørende øjeblikke i ’X Factor’, og ifølge eksperter er der sket en stigning i udbredelsen af tårefremkaldende kulturprodukter og en ’emotionalisering’ af kulturen
Vi græder. Nogle mere end andre, og kvinder mere end mænd, men stort set alle mennesker græder. Og så længe vi ved af det, har gråden haft en central placering i vores fortællinger, litteratur og populærkultur. I dag hulker vi især, når vi ser sørgelige film eller rørende øjeblikke i ’X Factor’, og ifølge eksperter er der sket en stigning i udbredelsen af tårefremkaldende kulturprodukter og en ’emotionalisering’ af kulturen

Mia Mottelson

26. april 2019

Sidste år gik et videoklip viralt, som det hedder, når noget på sociale medier spredes eksplosivt. I klippet taler vært Maria Fantino i P3-programmet Curlingklubben om gråd.

»Det er så afstressende, og det er så lækkert,« siger hun.

»Jeg gør det en gang om ugen.«

Hun opfordrer lytterne til at finde noget »rigtig tåreperseragtigt« på YouTube at græde til. Det, der virker allerbedst for hende selv, fortæller hun sin medvært, er den scene fra Dumbo, hvor Dumbos mor er blevet buret inde og vugger ham i sin snabel.

Eller, Maria Fantino prøver at forklare det, for bare det at genfortælle scenen får hendes stemme at bævre. Hun mister kontrollen over sit ansigt, stemmen knækker, og hun bukker sig sammen, så medværten må minde hende om at rette sig op og tale ind i mikrofonen.

Maria Fantino hikster videre:

»Alle de andre dyr har en mor, men Dumbo kan ikke komme ind til sin, fordi hun er bag tremmer, og jeg kan slet ikke klare det. Hvor er det dumt.«

 
Maria græder, når hun ser Dumbo!

Når Maria rigtig skal græde igennem, ser hun den der supertriste scene fra Dumbo. Det virker tydeligvis hver gang! #CurlingklubbenP3

Posted by P3 - DR on Friday, February 16, 2018

Maria Fantino er en tidstypisk tuder. Hun kan tydeligvis godt se det lidt fjollede i at græde over fiktive elefanters følelsesmæssige udfordringer, men samtidig afslører hun et nøgternt blik for såvel det terapeutiske som det mere wellnessorienterede aspekt af gråden. Det er simpelthen afstressende og lækkert at få motioneret sine følelsesmæssige reflekser i hverdagen.

Det samme gør mange af os mere eller mindre bevidst. I vinteren og foråret tændte en million danskere hver fredag aften klokken 20 for TV 2 for at se de tre X Factor-dommere, Thomas Blachman, Nanna Øland og Lars Ankerstjerne, gnide sig under øjnene, når deres deltagere gjorde noget ekstraordinært godt.

Og så græd de med dem.

»Jeg bliver helt rørt,« sagde værten Sofie Linde et utal af gange, og hver gang betød det, at hun netop havde overværet en præstation i særklasse.

Vi har også grædt til – og med – Netflix’ livsbekræftende makeover-program Queer Eye og Ricky Gervais’ dramedy After Life, til DR-programmer som Alene i vildmarken og I hus til halsen og så altså også til talrige YouTube-klip, for eksempel et, hvor sangeren Lukas Graham med sin melankolske sang »Love Someone« får en amerikansk talkshowvært til at snøfte bevæget og læne sit hoved ind mod sin mandlige medværts brede skulder, så hun i samme ombæring får demonstreret sangens storhed og sin egen menneskelighed.

For da slet ikke at nævne reklamefilmene, som er designet til trykke på de helt rigtige knapper. Man taler om sadvertising, en sammenskrivning af sad og advertising, og der findes marketingbureauer, der reklamerer med, at emotionelle kampagner giver et ti gange større afkast end reklamer, der appellerer til hjernen.

Det er dejligt at græde

Selv om vi måske ikke vil være ved det, græder vi alle sammen en gang imellem. I hvert fald næsten alle sammen. Og så længe vi ved af det, har gråden haft en central placering i vores fortællinger, litteratur og populærkultur. Lige nu virker den til at være på fremmarch.

Det ved den amerikanske forfatter Tom Lutz alt om. Han er chefredaktør på magasinet Los Angeles Review of Books og har undervist på Stanford University, California Institute of the Arts, University of Iowa og Københavns Universitet, og så kommer han fra en meget grædende familie. Som ung troede han, det var helt normalt, men gradvist fandt han ud af, at det var »lidt underligt«.

»Når vi samledes i familien, var vi følsomme på sådan en 1700-talsagtig måde,« fortæller han i telefonen fra Madagascar, hvor han er på arbejdsophold.

I 1700-tallet græd man nemlig meget, det vender vi tilbage til.

»Vi kunne sidde ved middagsbordet, og inden man så sig om, sad alle og græd. Nogle i taknemmelighed, andre i ... ja, det var en underlig familie med mange hemmeligheder, problemer og særheder. Men gråden var der altid.«

Da han som voksen fandt ud af, at det måske nok var en smule sært med alle de tårer i hans opvækst, gik han i gang med at undersøge fænomenet, og i 1999 udgav han den kulturhistoriske bog Crying: The Natural & Cultural History of Tears.

I sin research fandt han ud af, at gråden altid har været en del af kulturen og er blevet dyrket i den. Hvorfor er det sådan?

»Det er der et meget enkelt svar på,« siger han og holder en rutineret kunstpause.

»Fordi det er dejligt at græde.«

De tidligste registreringer af tårer, vi har, er fra Nildalen i det 14. århundrede før vor tid, siger han og genfortæller Osiris-myten fra den egyptiske mytologi. Her finder Isis sin mand, Osiris, myrdet og begynder at græde. Hendes tårer bringer ham tilbage til livet.

»Tårerne kan frelse,« siger Tom Lutz begejstret.

»De kan være en slags modgift. Men de kan også en hel masse andet. Omkring år 0 siger Ovid, at der ikke findes nogen større nydelse end at dele tårer med den, man elsker. Han lærer unge elskere at græde, for at de kan forføre kvinder. Gråd og tårer har en lang, lang historie som noget, der skaber fornøjelse, og som kan bruges intimt. Hundredvis af år senere, i 1800-tallet, giver den industrielle kultur os en mandlig stoicisme med stiff upper lip, hvor ideen er, at det at vise og føle følelser er dårligt for forretningen, for produktiviteten, for den kulturelle stabilitet. Vi glemmer nærmest, at vi faktisk elsker at græde.«

Alligevel ser vi i 1940’erne og 1950’erne, at mænd græder på film, til trods for at vi er ved det, Lutz kalder »højdepunktet af maskulin stoicisme«.

»I kulturen og litteraturen glemmer vi aldrig at græde,« siger han.

Manden græder to til fire minutter

Gråd har altså altid eksisteret som noget, kulturen bevidst hjælper os med at fremkalde. Men ifølge Tom Lutz er der i de seneste år sket en stigning i udbredelsen af den slags populærkultur.

»Det er selvfølgelig svært at måle, og jeg ved ikke, hvor markant stigningen er, men ét er sikkert: Vi er blevet mere opmærksomme på den.«

I litteraturen har forholdet til gråd også ændret sig frem og tilbage gennem tiden, siger han.

I slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede kom realisterne og afviste den sentimentale roman. Specifikke kulturprodukter blev set ned på, hvis de virkede ’billige’ eller sentimentale på en ’let’ måde, for kunst skulle få sin modtager til at tænke, ikke føle.

Dickens havde fået hele den viktorianske kultur til at græde over den Lille Nells død i romanen Den gamle raritetsbutik – 40 år senere kom Oscar Wilde og sagde, at man skal have et hjerte af sten for ikke at grine ad Nells død.

»På overfladen sker der en afvisning af gråden – især i den intellektuelle kultur – indtil midten af det 20. århundrede. Her tror jeg, at en af de store ting, der ændrede sig, var feminismen, der i begyndelsen af 1970’erne vandt frem og angreb den mandlige insisteren på fornuft for at være hjerteløs. Nu blev den feminine følsomhed hyldet. Og mænd, mig selv inklusive, lærte at omfavne vores tårer.«

Mia Mottelson

Mænd græder dog stadig mindre end kvinder. Ifølge European Society of Ophthalmology (det europæiske selskab for oftalmologi, dvs. læren om øjensygdomme), som har samlet forskellige forskningsprojekter om gråd, græder den gennemsnitlige kvinde mellem 30 og 64 gange om året, mens den gennemsnitlige mand gør det mellem seks og 17.

Mandens gråd varer typisk to til fire minutter – kvinden er først færdig efter cirka seks minutter. Og i 65 procent af tilfældene udvikler kvindens gråd sig til hulken, hvilket kun sker seks procent af gangene hos mænd.

Tallene skal dog tages med et vist forbehold, mener Tom Lutz, der nævner et »vidunderligt eksperiment«, som en gruppe britiske sociologer lavede i 1950’erne, hvor de observerede og interviewede en stor gruppe mænd og kvinder.

»Det viste sig, at når kvinder græd bare en lille smule, og de blev spurgt, om de havde grædt, svarede de ja. Når mænd havde knebet et par tårer, svarede de nej. Mange mænd har oplevet at være rundet af en ’big boys don’t cry’-kultur, så når de græder lidt, går de ud fra, at de ikke græder. Kvinder i mange vestlige kulturer forventes derimod at have et intimt forhold til deres følelser, så de går ud fra, at lidt våde øjne er gråd. Generelt bruger vi de forventninger til, hvem vi er, som populærkulturen giver os, til at nærme os, hvem vi gerne vil være.«

De græd meget op til revolutionen

Og der er mange våde øjne i populærkulturen for tiden. Når dommerne i X Factor må synke en klump, kan det virke, som om de afviger fra konceptet, men i virkeligheden er den reaktion netop en integreret del af programmets koncept.

Karen Vallgårda er en af de få danske følelseshistorikere, der ser på, hvordan normer for følelser ændrer sig over tid som følge af faktorer som f.eks. en krig, nye psykologiske teorier, videnskabelige opdagelser og økonomisk udvikling.

Selv om X Factor-dommernes gråd befinder sig et godt stykke fra hendes forskningsprojekter (der tæller familiehemmeligheder og skilsmisse), genkender Karen Vallgårda billedet af, at vi er blevet mere opmærksomme på følelserne.

Hun peger på, at der for tiden sker en »emotionalisering af vores kultur«. Men selv om det er i høj kurs at kunne vise og sætte ord på sine følelser, handler det ifølge Karen Vallgårda stadig om at afgrænse gråden til de situationer, hvor den er socialt passende:

»På den ene side opfatter vi tårer som et udtryk for, at folks følelser er autentiske – og vi er generelt ret optagede af følelsesmæssig autenticitet. Men på den anden side er det en fin balanceakt. Der er selvsagt mange situationer, hvor det er kikset at græde. Det er f.eks. hverken betryggende eller autoritetsfremmende, hvis værten på TV Avisen græder.«

Tårer kan vise, at ens følelser er ægte, men i vore dage er gråd generelt ikke noget, der får en til at fremstå mere myndig i omgivelsernes øjne.

Anderledes forholdt det sig i tiden op til Den Franske Revolution, hvor tårer ligefrem virkede respektindgydende, fortæller litteraturforsker Anne Fastrup, som har undersøgt tårernes status op gennem 1600- og 1700-tallets franske kulturhistorie ved at pluklæse skønlitteratur og breve fra perioden.

Denis Diderot, som var den tids store kunstkritiker, beskrev udførligt sin egen gråd fremkaldt af billeder af landskabelig skønhed og skibsforlis. Og hvor 1600-tallets litteratur ofte handlede om konger og fyrster, ser man op gennem 1700-tallet »en markant stigning i antallet af grædende fædre«, der var overvældet af kærlighed til deres børn, og som blev en ny og følsom slags helte.

»Følelser får en helt ny kulturel status i 1700-tallets Frankrig,« fortæller Anne Fastrup.

»Det anses ikke længere for at være noget, man skal skjule eller have kontrol over. Tværtimod vidner tårerne om engagement, høj moral, indlevelsesevne og vilje til at være en del af et fællesskab. Gråd betyder i den her periode ikke, at man er uegnet til at træde ind på den politiske scene som et myndigt politisk subjekt – tværtimod.«

Et trygt miljø at udforske følelser i

Gråden hører altså hjemme forskellige steder til forskellige tider. Men den har haft en fast plads i biografen, så længe der overhovedet har været biografer. I grove træk har film til opgave at få publikum til at grine, gyse eller græde, og det tårefremkaldende melodrama har altid været på plakaten, siger filmhistoriker Ulrich Breuning.

»Instruktøren John Cassavetes sagde, at den, der ikke går i biografen for at blive følelsesmæssigt påvirket, er et røvhul. Der er nogle historier, vi gerne vil høre igen og igen. Der er selvfølgelig forskel på, hvordan de bliver fortalt, men grundlæggende er det den samme historie om den store og helt rigtige kærlighed, der bliver forhindret af et eller andet. De kæmper og kæmper og bygger dermed op til den helt store tudetur, når det til sidst mislykkes,« siger filmhistorikeren.

Man kan undre sig over, at det er så attraktivt at blive ked af det, men Ulrich Breuning forklarer det med den gamle og gængse idé om katarsis.

»Jeg tror, det er en renselsesproces. Det er begrænset, hvor mange gange man kan blive forelsket og gift og være døden nær, og det er skønt at opleve det på anden hånd i biografen.«

Ifølge forfatteren Tom Lutz er tåreperseren, the three-hanky, som man kalder den, fordi man har brug for tre lommetørklæder efter at have set sådan en, nærmest blevet »essensen af en hollywoodfilm«.

Mia Mottelson

Forskere i underholdningens psykologi har kaldt det for et paradoks, at sørgelige film er så populære, men den opfattelse er Mary Beth Oliver uenig i. Hun er professor i mediepsykologi ved Pennsylvania State University i USA og har undersøgt, hvad der får folk til at græde over film.

Ifølge Mary Beth Oliver ser man ikke bare Dumbos mor, der vugger ham i sin snabel, fordi det er lækkert og afstressende at græde. Man ser den, fordi den viser nogle fundamentalt værdsatte dyder.

»Det er kun et paradoks, at folk går i biografen for at se film, der gør dem kede af det, hvis man går ud fra, at vi er hedonister, der bare vil have det så behageligt som muligt. Jeg tror ikke, vi opsøger følelsen af tristhed som sådan. I virkeligheden er det snarere en refleksion over de menneskelige vilkår, vi søger. Vi nyder de sørgelige film, fordi de giver os indsigt i ret store spørgsmål om, hvad der giver mening i livet, og om, hvad der forbinder mennesker.«

Den kultur, vi tuder til, er altså i medieprofessor Mary Beth Olivers optik kendetegnet ved at være opbyggelig. Når man (eller dommerne på skærmen) græder over, at nogen vinder i et tv-talentshow, er det sjældent, fordi sangen i sig selv er overvældende. Man græder, fordi man ser deltagerne udvise den dyd at overvinde de udfordringer, der er i deres liv, arbejde hårdt på at blive gode og samle mod nok til at stille sig op på scenen.

Men hvorfor græder mange mere over talentshows og tårepersere end over klimaforandringer og krig?

»Vi burde helt sikkert græde meget mere over nyhederne, men måske giver rørende film og tv-programmer os et mere trygt miljø at udforske vores følelser i,« siger hun.

»Det, der får folk til at græde, er som regel historier, der fokuserer på menneskelige dyder som mod, venlighed eller generøsitet, og hvor folk kæmper for retfærdighed og for andre mennesker. Det kalder på selvtranscenderende følelser, der drejer sig om andet end en selv og ens egne ønsker og behov. At have de her følelser kan måske hjælpe os med at forstå, føle og få grædt over mere konkrete ting som klimaforandringer og våbenkontrol.«

Forfatteren Tom Lutz er enig.

Han tilføjer, at følelsesmæssige tendenser og stile ændrer sig med tiden – og at de kulturprodukter, vi omgiver os med, spiller en betydelig rolle i den forbindelse:

»Tænk på 1700-tallets England, hvor mænd græd i operaen, og tænk så på engelske mænd i 1950’erne. Der er sket en radikal forandring, og forandringer sker bid for bid. Hvis man gerne vil have folk til at opelske en ny følelsesmæssig kultur, så er en af måderne at gøre det på at give dem et kulturprodukt, der tillader dem at føle og udtrykke noget nyt. Eller at græde over noget nyt. Og når vi i dag græder til X Factor og gameshows, er det måske, fordi vi er på vej hen til en ny følelsesmæssig kultur,« siger han og holder en af sine kunstpauser:

»Én ting er sikkert: Jeg forventer flere tårer i fremtiden.«

Den spådom hænger nok også sammen med en anden ting, nemlig penge. Tårer er som bekendt ikke guld, men som Tom Lutz siger, kan du blive rig, hvis du opfinder en knap, der kan trylle dem frem.

»Hvis du har et produkt, der kan få folk til at græde, så har du også et produkt, der kan sælges,« siger han.

»Ligesom du altid kan sælge det, hvis du har et produkt, der kan få folk til at grine. Og har du et produkt, der kan begge dele ... Så kan du virkelig tjene penge.«

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg kaster op af sentimentalitet, jeg græder over sandt udtrykt kærlighed på scenen, til min bestyrtelse er det sket to gange for mig i denne sæson: i slutningen af Vintereventyret på Republique og i scenen mellem far og søn i Kat på et varmt bliktag på Betty Nansen.
Ellers griner jer, når noget er virkelig godt, også hvis det er ondt eller sørgeligt.
I går græd jeg dog af bevægelse over en 71-årig soprans stadigt overlegent intakte stemme og evne til at udnytte den maksimalt ekspressivt.