Læsetid: 8 min.

Ingen børn græder som Sinéad O’Connor: Analyser af seks af kulturens grædetyper

Gråd, siger følelsesvidenskabsfolket, udløses både af tristhed, empati, overraskelse, vrede – og sorg, naturligvis. Men den visuelle kultur leverer altid vildere og mere komplekse udgaver af den våde ansigtsspasme. Vi bringer her, helt idiosynkratisk, en håndfuld alternative grådtyper og analyserer deres betydning

Lars Kristian Flem

26. april 2019

Gråd, siger følelsesvidenskabsfolket, udløses både af tristhed, empati, overraskelse, vrede – og sorg, naturligvis. Men den visuelle kultur leverer altid vildere og mere komplekse udgaver af den våde ansigtsspasme. Vi bringer her, helt idiosynkratisk, en håndfuld alternative grådtyper og analyserer deres betydning.

Den permanente gråd i ’Twelve Years a Slave’ og Harry Potter

Mille Breyen Hauschildt

Vi kan i vestlig kultur acceptere den midlertidige gråd – gråden, hvis formål er at flytte den grædende fra én tilstand til en anden; det kan være, når man trøstes af andre, eller når man på egen hånd har brug for en forløsende tudetur. Men indimellem sker det, at gråden ikke fungerer som en overgang, men bliver permanent. Og det kan vi til gengæld ikke holde ud.

I Steve McQueens storfilm Twelve Years a Slave fra 2013 bliver den slavegjorte kvinde Eliza revet væk fra sine børn. Det får hende selvfølgelig til at græde. Og det fortsætter hun med på plantagen, når hun arbejder, når hun spiser, og når hun skal sove.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu