Læsetid: 8 min.

Ingen børn græder som Sinéad O’Connor: Analyser af seks af kulturens grædetyper

Gråd, siger følelsesvidenskabsfolket, udløses både af tristhed, empati, overraskelse, vrede – og sorg, naturligvis. Men den visuelle kultur leverer altid vildere og mere komplekse udgaver af den våde ansigtsspasme. Vi bringer her, helt idiosynkratisk, en håndfuld alternative grådtyper og analyserer deres betydning

Lars Kristian Flem

26. april 2019

Gråd, siger følelsesvidenskabsfolket, udløses både af tristhed, empati, overraskelse, vrede – og sorg, naturligvis. Men den visuelle kultur leverer altid vildere og mere komplekse udgaver af den våde ansigtsspasme. Vi bringer her, helt idiosynkratisk, en håndfuld alternative grådtyper og analyserer deres betydning.

Den permanente gråd i ’Twelve Years a Slave’ og Harry Potter

Mille Breyen Hauschildt

Vi kan i vestlig kultur acceptere den midlertidige gråd – gråden, hvis formål er at flytte den grædende fra én tilstand til en anden; det kan være, når man trøstes af andre, eller når man på egen hånd har brug for en forløsende tudetur. Men indimellem sker det, at gråden ikke fungerer som en overgang, men bliver permanent. Og det kan vi til gengæld ikke holde ud.

I Steve McQueens storfilm Twelve Years a Slave fra 2013 bliver den slavegjorte kvinde Eliza revet væk fra sine børn. Det får hende selvfølgelig til at græde. Og det fortsætter hun med på plantagen, når hun arbejder, når hun spiser, og når hun skal sove.

Det får den slavegjorte hovedperson Solomon på et tidspunkt nok af og råber, at hun skal holde kæft. Men hun fortsætter med at græde. Til sidst fører to hvide mænd hende væk, mens hun stadig græder. Og så stopper Elizas gråd endelig. I hvert fald i Solomons perspektiv og dermed også i filmens.

Og så er der hulkende Hulda fra Harry Potter. Også en uophørlig græder. Også til stor irritation for omgivelserne. Hulkende Hulda tager form som den mest permanente af alle – nemlig spøgelset. Altid beklagende, altid hulkende.

Da hun blev dræbt af en kæmpe slange, blev hun sat på pause midt i teenageårenes ulidelige frustrationer, og i denne hulkende tilstand vil hun for altid hjemsøge pigetoilettet på Hogwarts.

Både Eliza og hulkende Hulda er pludselig blevet revet ud af en fortælling; de er abrupt blevet fjernet fra tilværelsen, og det er heri, at gråden udødeliggøres og for alvor bliver en statisk kropslig tilstand.

Tag-mig-tilbage-trilletårer i »Nothing Compares 2U«

Katrine Hornstrup Yde

Har nogen været så smukt ked af blive forladt som Sinéad O’Connor i hendes fortolkning af Princes »Nothing Compares 2U« fra 1990? Har tårer før trillet så sagte som i sangens ikonografiske musikvideo?

Sinéad, blegpudret, kigger ind i kameraet – nej, i os – i hvad der ligner én ubrudt optagelse og synger om timerne og dagene, siden hendes kæreste forlod hende. Hendes blik falder hele tiden ned, som om sorgen er for svær at holde oppe med øjnene. Så synger hun lidt tvært om en ny frihed, der dog ikke er sammenlignelig med parforholdet.

Intensiteten bygges langsomt op – det var hårdt at bo sammen, men hun vil gerne give det en chance mere – og så løsnes huden i ansigtet en lille smule knap fire minutter inde. Så løber to tårer fra øjenkrogen og ned i en fin, blød rute hen over de blege kinder. Ingenting, ingen-ting kan sammenlignes med hendes udkårne.

Sinéads kærestesorggråd er lige netop den slags, man drømmer om at kunne nå en elskede, der vil forlade én, med. Her er ingen hikst, ingen ynk, ingen grimme grimasser eller væsker, der sprøjter ud af de forkerte huller i ansigtet.

Dette er hjertesorgens melankolske trilletårer, det er ikke bare et udtryk for sorg, det er i sig selv et argument for at blive taget tilbage. Hun opstiller et hjertesorgsideal, som alle andre for evigt skal mislykkes med at matche.

I 2013 refererer Miley Cyrus til værket med sin hitvideo »Wrecking Ball«, hvor hun ligeledes korthåret, ligeledes trist stirrende ind i kameraet græder og synger. Her vælter tårerne ud af de kontaktlinseoplyste øjne med det samme, og snart svinger Miley sig nøgen frem og tilbage på en nedrivningskugle. Kan man ikke gøre det bedre, må man overgøre det.

Våbenhvile hos de grædende børn

Katrine Hornstrup Yde

Man kunne påstå dette: Der er intet så hjerteskærende som synet af et grædende barn, intet der på samme måde griber dig om hjertet med sin, ja, lille barnehånd, og malker empati ud af dig, så du kaldes til at hjælpe dette lille stakkels væsen.

Lars Kristian Flem
Man kunne også sige: Alle, der har børn, ved, at barnets gråd det meste af tiden er kravets psykisk voldelige sprog – ikke mindst når de når de to-tre (trods)år – den alder, som alle børn i 1970’ernes ikonografiske grædende børn-malerier har.

Hvad er det, vi ser, når vi kigger på de bizarre, populære malerier, der prydede nordiske hjem dengang og efter sigende blev solgt i 1,5 millioner eksemplarer i Sverige?

Er det det bedrøvede barn, der må se langt efter omsorg, og som skal give os sådan et lille mellemmenneskeligt stik i maven, der minder os om, at vi er gode mennesker med ansvarlig medfølelse for de uskyldige?

Eller er det det modsatte?

Malerierne portrætterer altid rolige børneansigter, øjnene lidt blanke, fede tårer ligger og hviler ud på deres runde kinder. Dette er ikke børn resigneret af sorg eller oprevne børn, der kæmper for deres ret/liv.

For ingen børn græder som Sinéad O’ Connor. Barnegråd er grimt. Disse børn er derimod færdige med at græde. De har enten fået eller ikke fået det, de krævede. Nu er der våbenhvile. Nu sker der noget andet.

Måske er det ikke empati, men følelsen af midlertidig fred, de unge familier hængte op på væggene dengang i halvfjerdserne.

Følg med i serien, hvor billedredaktør Sigrid Nygaard kommer til at give sit eget bud på grædende børn-portrætter.

Den falske gråd i ’The Favourite’

Mille Breyen Hauschildt

Den falske gråd er først og fremmest en kvindegråd. For ligesom hysteri, PMS, udspekulerethed, kællingeri og hekseri, så er den manipulerende og falske gråd ofte noget, der tilfalder kvindelige karakterer i vores vestlige kulturhistorie.

En af disse urimelige kvinder er Abigail spillet af Emma Stone i Yorgos Lanthimos’ The Favourite (2018). I 1700-tallets England, hvor parykker og ornamenterede maskerader er højeste mode, konkurrerer Abigail (Emma Stone) med dronning Annes tro hofdame Sarah om at blive dronningens favorit.

Twentieth Century Fox

Som et led i denne strategi banker hun på et tidspunkt sig selv i hovedet, indtil hun bløder og får blå mærker – for at bilde dronningen ind, at det er Sarah, den konkurrerende hofdame, der i et anfald af jalousi og ondskab har slået hende til plukfisk.

Hun sætter sig på trappeopgangen og begynder som et andet barn at græde med så tilpas en styrke, at dronning Anne hører det fra sit værelse og kommer ud for at trøste hende.

Den kvindelige gråd er ofte et vidnesbyrd om, at man er skrøbelig og følsom og kan leve sig ind i andres liv. Kort sagt, at man er et godt menneske. Netop derfor lærer vi her, fordi gråden er iscenesat, at Abigail faktisk er et dårligt menneske. Eller i hvert fald et nøjeregnende, udspekuleret og egoistisk et af slagsen.

Det, som skulle overbevise om de dydige kvindelige egenskaber for omsorg og empati, bliver i sin falske udgave beviser på det modsatte. (Ligesom dronning Anne opfører sig som et barn, når hun græder eller spiser kager, til hun brækker sig, så forstår Abigail hurtigt, at barnets sprog (gråd) er den eneste mulighed for at begå sig ved hoffet).

Den maskulinitetstyngede mands opkastgråd i ’Brokeback Mountain’

Katrine Hornstrup Yde

Ingen gråd så vild som hos den, der ikke må sørge. Og ingen sorg så hemmelig som hos den, der ikke må elske. Og ingen kærlighed så skidehemmelig som hos den tavse, triste cowboy Ennis Del Mar (Heath Ledger) i tressernes vestlige Amerika i Ang Lees Brokeback Mountain.

Efter en sommer som fårepasser med bøvetromantisk sex og fjol i bjergene med rodeocowboy Jack Twist (Jake Gyllenhaal), må de to vende tilbage til en verden, hvor en mand er en mand, der ikke har sex med mænd – eller i hvert fald aldrig må indrømme det, for den slags tæver man folk ihjel for.

Nede på jorden tager de afsked som to fåmælte kolleger, Jack antyder håbefuldt, at han måske kommer tilbage til arbejdet næste år, hvis militæret ikke tager ham. Ennis snører i som et lille lædertornyster. At sige noget som helst højt om det, der sker indeni, findes ikke som mulighed – eller som ord – for ham.

»I guess I’ll see you around,« mumler han med hatten skubbet godt ned over øjnene.

Så kører hans kærlighed væk i sin pickuptruck, og så vandrer Ennis afsted ud ad landevejen med sin bylt over ryggen.

Kort efter standser han, med hvad der ligner mavesmerter, drejer af og ind i en gyde og synker så i knæ og udstøder lyde, der både minder om stødhulk og opkastning. Så brøler han som en tyr og smadrer knoen ind i væggen igen og igen, piber desperat og skriger »Hvad fuck kigger du på?« ad en mand, der er standset op.

FOCUS FEATURES / Ronald Grant Ar

Dette er måske filmhistoriens mest energiske udlægning af den maskulinitetstyngede mands foragt for egne følelser. Og en udstilling af os som et privilegeret filmpublikum, der hepper på romantikken, ordene og de frie følelser og ikke har helt lyst til at fatte den faktiske fare, der gør Ennis så desperat.

Den sadistiske gråd i ’Brief Interviews with Hideous Men’

Mille Breyen Hauschildt

David Foster Wallaces roman Brief Interviews with Hideous Men (2000) består af en lang række mænds bekendelser til en ukendt interviewer. Romanen tvinger læseren til at lægge ører til mændenes kvindehad og pseudovidenskabelige (men meget morsomme) teorier om kvinders ’natur’.

I et af kapitlerne møder vi en mand, der altid på tredje date inviterer kvinderne med hjem:

»Når jeg fornemmer, at øjeblikket er det rigtige – på ottomanen, bekvemt, med drinks, måske Ligeti på anlægget – så er det, jeg siger (...) »hvordan ville du have det med, at jeg bandt dig?« Disse ni ord. Bare sådan. (...) Henkastet og ikke truende fra min side af ottomanen (...) Over 85 pct. af gangene accepterer subjektet.«

Efter 12 tætskrevne sider, hvor manden detaljeret analyserer sit eget og kvindernes kropssprog, ender kvinden med at blive bundet til sengen:

»Husk på, at hun er nøgen og bundet til sengestolperne, med udbredte arme og ben. [...] Hun må stole på, at jeg ikke svigter eller misbruger den magt, jeg er blevet givet.«

Han fortsætter:

»Undskyld mig? Ja det har jeg da allerede sagt til dig. Jeg græder. Det er på det her tidspunkt, at jeg græder. (...) Jeg åbner min inderste psyke op for dem og tigger om medfølelse. De trøster mig, så godt som de nu kan, begrænsede som de er, af båndene jeg har bundet dem til sengen med.«

Man kunne sige, at det først er her, kvinderne udsættes for vold. Men en anden slags vold end den sadomasochistiske af slagsen. Kvinderne tvinges til at yde følelsesmæssig omsorg over for manden, og det var ikke det, de havde sagt ja til, da den seksuelle kontrakt blev indgået.

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

  • Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

    28. juni 2019
    Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  • Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

    14. juni 2019
    Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  • Vi har taget noget fra børnene

    7. juni 2019
    Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu