Læsetid: 10 min.

Jørgen Leth: »Jeg vil have, at digtet slår igen«

Jørgen Leth er aktuel med en ny digtsamling, hvori han udforsker sin egen gradvise opløsning og bevægelse mod døden. Her fortæller han om, hvordan hans krops forfald har givet gode digte, at han er færdig med prosa, og hvorfor han egentlig burde kunne lide ’Landmand søger kærlighed’
Jørgen Leth er aktuel med en ny digtsamling, hvori han udforsker sin egen gradvise opløsning og bevægelse mod døden. Her fortæller han om, hvordan hans krops forfald har givet gode digte, at han er færdig med prosa, og hvorfor han egentlig burde kunne lide ’Landmand søger kærlighed’

Anders Rye Skjoldjensen

20. april 2019

Jørgen Leth sidder og ligner Jørgen Leth – umiskendeligt. Det hvide hår, de sorte briller og det blå let isnende blik. Ved hans side står en stok med et stort hovede af sølv.

Han læser op fra sin nye digtsamling Det bliver ikke væk. Han læser op af det første digt, men han stopper sig selv. Han har begået en fejl. Han begynder forfra, men stopper sig selv igen. Og igen. Han vil finde den rette skandering, den rette rytme i digtet. Til sidst læser han digtet Der er langt til det øjeblik op. Fejlfrit. Sådan begynder det.

Eller nej. Det begynder tidligere. Det begynder med, at Jørgen Leth har glemt vores aftale. Han sidder ude i sit studie i Strandgade 6 og klipper den film, som skal komme til efteråret. Han er ked af det, men afbryder ikke sit arbejde. Filmen er vigtig og skal være færdig.

Vores interview starter i dette spænd mellem Jørgen Leths livs nye yderpunkter: En kunstner, der ifølge ham selv aldrig har været travlere, men også en kunstner, hvis krop er begyndt at svigte ham. Jørgen Leth producerer, mens han går i opløsning.

Dødens nærvær

Digtsamlingen Det bliver ikke væk er en hård lille sag. På bare 57 sider er Jørgen Leth skarpere, end han har været længe, mens digtene samtidig er lethske i deres egenartethed.

Digtene er fyldt med karakteristiske formuleringer som »Det er ikke rart«, »Det går nok« eller »Det kan jeg godt lide«. Man hører den lidt nasale udtale for sit indre øre.

Det kan godt være, at de gammelkendte formuleringer ved første øjekast føles trygge, men så stopper det kendte og det rare også. Digtsamlingen er en bog om at være på vej mod døden. Det skjuler Jørgen Leth ikke. Slet ikke. I et af Gyldendals mødelokaler fortæller han om, hvorfor han har skrevet Det bliver ikke væk:

»Det er både sjovt og sørgeligt, at man opløses. Det er det, jeg står for i den digtsamling. En realistisk oplevelse af forfaldet. Det kan jeg rigtig godt lide, og det står jeg ved. Bogen er en logisk udvikling af mit liv. Den melankoli, som findes i bogen, er jo ikke tilstræbt. Melankolien kommer af virkeligheden og dødens nærvær«.

Og døden er nærværende i den lille sorte bog. Det indledende digt, som Jørgen Leth læser op for mig, nævner alderdommens komplikationer eksplicit, men stemmen er ikke resigneret eller apatisk. Nej, den er snarere tør og humoristisk konstaterende, når det lyder:

»At være vågen, vågen om natten / Selvfølgelig er jeg det / Hvad ellers? / Havet summer udenfor / Det vænner jeg mig til / Det er ikke rart og det skal det nok / Heller ikke være / Sådan er det, sådan er det bare.«

Der er livskraft i disse digte, men det omhandler jo også helt åbenlyst, at denne kraft er ved at slukkes. Det er de fejl, som Jørgen Leth begår i oplæsningen også et udtryk for, og sådan kommer vi ind på at snakke om hans letgenkendelige stemme.

Jørgen Leth er en kunstner, der ifølge ham selv aldrig har været travlere, men også en kunstner, hvis krop er begyndt at svigte ham. Han producerer, mens han går i opløsning.

Anders Rye Skjoldjensen

Tvivlen

Det er ikke den stemme, som du kender fra Tour de France, men den stemme, som præger alle hans digtsamlinger, og den indre stemme, som han bruger, når han skriver. Da Jørgen Leth har sat sin kaffekop ned med begge hænder, fortæller han:

»Jeg kan selv høre min stemme, når jeg skriver. Jeg kan høre mig selv sige digtene. Det er mit filter. Det er min ordning af stoffet. Jeg kan med den stemme mærke selv de mindste ting. Jeg kan høre det hele i stemmen, og jeg skriver altid impulsivt. Jeg kunne aldrig finde på at rette i et digt.«


Den lader vi lige stå et øjeblik. Jørgen Leth redigerer aldrig sine digte, fordi han kan høre digtets lyd fra starten af. Det er en helt ekstrem kunstnerisk selvtillid. En selvtillid, der flere gange slår ud i interviewet, hvor Jørgen Leth roser sine egne bøger og film og en enkelt gang får sammenlignet sit seneste prosaværk Men jeg er jo her med den irske nobelprismodtager Samuel Beckett, mens han spørger mig:

»Det må jeg gerne, ikke?«.

Og selvfølgelig må Jørgen Leth det, fordi denne selvtillid hele tiden balanceres af en nagende tvivl og en besættelse af fejl. Han holder en lille pause, inden han fortsætter og siger:

»Jeg ser altid fra mit eget perspektiv. Jeg synes ikke, at jeg ved noget. Jeg føler mig dum. Det er en skælvende tvivl, som altid har været til stede i mine digte. Jeg føler mig altid nøgen, når jeg udgiver noget. Men jeg kan godt lide at udsætte mig selv for den tvivl og den tomhed, som det at skrive også er. Det er en gysende risiko. Det kan jeg rigtig godt lide.«


Det kan godt være, at Jørgen Leths hukommelse er blevet mangelfuld, men han holder meget af de fejl, som den hullede hukommelse giver ham. Den gør ham produktiv, og han bruger aktivt opløsningen af sit sind, når han skriver.

I Det bliver ikke væk er der tre volapykagtige digte, der simpelthen er skrevet, fordi Jørgen Leth ikke længere kan følge med i sit eget skrivetempo. Så er vi tilbage ved, at han aldrig redigerer et digt. Han lod simpelthen de her fejlfyldte digte stå, fordi de afspejler hans krops tilstand så sandt som muligt. Hukommelsens svigt, hændernes fejlagtige placering på tastaturet.

At få sproget til at ske

Jørgen Leth er en langsom oplæser. Den enkelte linje får luft og plads. Det må ikke være hektisk, og det skal helst bare flyde. Der skal være en sensuel fornemmelse af sproget. Digtet skal ikke være låst af en eller anden fornuftig æstetisk strategi, men først og fremmest formidle en følelse.

Han skriver på indfald og opståede stemninger. Han har aldrig nogen plan, når han skriver, men vil bare have at sproget skal slå smut:

»Mit mål er først og fremmest at få digtet til at ske — at få sproget til at ske. Jeg vil helst have, at der kommer nogle tilfældigheder ind. Jeg vil ikke have en fast form. Jeg synes, at rimskemaer og sonetkranse er et bur. Det vil jeg ikke have. Digtene skal stå og skælve mod hinanden. Jeg vil sprænge det hele i stumper og stykker.«

Selv om Jørgen Leth er tilfreds med sin nye digtsamling, som han kalder den hårdeste bog, han har skrevet, så er han langtfra tilfreds med sit samlede opus. Han synes ikke, at han har nået nok, og selv om jeg indskyder, at det altså lyder åndssvagt for en, der har udgivet et hav af film, bøger og plader, så insisterer han på, at han er plaget af dårlig samvittighed:

»Jeg har ikke rigtig gidet at tage fat i noget større, og det bebrejder jeg mig selv. Der går for eksempel for lang tid imellem mine film. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg lavede den sidste.«

På den anden side er Jørgen Leth også glad for den uro, der har været i hans livs struktur.

Han priser sig lykkelig over, at folk ikke kan sætte et ur efter, hvornår han udgiver noget nyt, men at det kommer i sådan nogle udbrud, som det gør nu, hvor der i 2019 udkommer en ny plade med Vi sidder bare her, digtsamlingen Det bliver ikke glemt og altså en film til efteråret, der er en opfølger til klassikeren Livet i Danmark. Jørgen Leth kalder sin utilfredshed for sin motivation og siger:

»Jeg er hele tiden bange for, at jeg kommer til at lave ingenting. Jeg vil ikke opsluges af ingenting. Det er en del af mit livs drama. Alt, hvad jeg har lavet, kunne jo også ikke være lavet. Derfor hedder digtsamlingen også Det bliver ikke væk. Det er en insisteren på, at det, jeg har lavet, ikke kan forsvinde. På den anden side er det også et spørgsmål. Hvad er det, der ikke bliver væk? Livet? Mit værk? Jeg ved det ikke.«

Det kan godt være, at Jørgen Leths hukommelse er blevet mangelfuld, men han holder meget af de fejl, som den hullede hukommelse giver ham. Den gør ham produktiv, og han bruger aktivt oplsøningen af sit sind, når han skriver.

Anders Rye Skjoldjensen

Den dårlige gang giver gode digte

Vi kommer ikke udenom det. Jørgen Leth har snakket om det i flere år. Han går dårligt, og det er en stor sorg for ham. Flere af digtene i Det bliver ikke væk handler om det, og i et af dem lyder det:

»Hvad kan jeg nå på tyve minutter? / Komme i gang med at gå / Bare en enkelt tur / Man skal ikke slide sine skridt op / Fødderne skal ikke falde af / eller slide sit sprog / Det går ind i sproget / Det med ikke at blive slidt op / Går i sproget / Gå i gang«.


Ud over det helt oplagte ordspil på at gå, der hele tiden forvandler sig i digtet, så sammenskriver digtet også det at gå som et centralt motiv i Jørgen Leths forfatterskab. Det er måske derfor, han selv oplever det som en stor sorg, at han ikke længere er i stand til at bevæge sig frit i samme grad.

Her mod slutningen af interviewet fortæller han om det, som han selv oplever som et stort chok:

»Det er jo frygteligt, men jeg har besluttet mig for, at det jo nok går. Men jeg kan ikke lide det. Hele livet har jeg interesseret mig for bevægelse. Både min egen og som æstetisk fænomen. Jeg elsker det stiliserede ved bevægelse, at noget flytter sig fra det ene sted til det andet. Det er jo også det smukke ved cykelløb. Det er en meningsløs bevægelse – rent vanvid – men det er så forbandet smukt. Det er skidegodt tænkt.«

Jørgen Leth understreger også, at hans dårlige gang giver gode digte. Den modstand, som hans kropslige vanskeligheder giver ham, fungerer som en slags benspænd for ham. Et benspænd, som han hver dag skal overvinde, men som i sidste ende udmønter sig i skrift:

»Jeg besinder mig på, at jeg ikke går ordentligt. Det har givet meget mørke i mit liv, som jeg ikke vil udpensle her. Det hele står jo i bogen. Det bliver patetisk, hvis jeg udpensler det. Men jeg vil sige, at jeg overvinder mørket ved at skrive mine digte. Digtet er en hjælp, en slags åndelig stok for mig.«

Derfor er det også en digtsamling, som Jørgen Leth har valgt at skrive i denne omgang. Prosaen siger ham ikke noget længere. Han føler, at han har ramt en grænse, og han læser næsten ikke prosa længere. Det er digtene, som taler til ham, og som har det rette punch for at formidle det melankolske materiale.

»Det kan godt være, at det er en banal tankegang, men jeg tror ikke, at prosaen ville kunne bære, at jeg skulle skrive om at blive gammel. Det ville for alvor blive patetisk. Nej, digtet er noget andet. Det kan slå. Jeg vil have, at digtet slår igen. Altid.«

Trofast over for det mangelfulde

Jørgen Leth har skrevet på Det bliver ikke væk i næsten et år. Han har løbende sendt digtene til sine to redaktører hos Gyldendal, og da han havde en ordentlig bunke, tilbød de ham, at han enten kunne udgive et stort rapsodisk værk med alle de nye digte eller en lille kondenseret størrelse med et skarpt udvalg.

Jørgen Leth valgte det sidste. Måske fordi han endnu ikke har brug for en stor og sidste digtsamling. Han mener ikke selv, at han er færdig med at skrive:

»Jeg vil stadig eksperimentere. Jeg er blevet meget mere grænsesøgende med alderen, og jeg er til stadighed i gang med en udforskning af mine egne grænser. For mig er den udforskning vigtig i modsætning til den mere moraliserende del af dansk litteratur. Jeg har ikke noget behov for at opdrage, men jeg har brug for at fortælle om tingene, der hvor jeg ser dem fra. Det er det vigtigste, jeg kan sige om det.«



Og måske har Jørgen Leth ikke brug for at opdrage, men det er svært ikke at læse en opsang til dansk litteratur ind i den kommentar. Jørgen Leth savner flere eksperimenter og mindre moral.


Den aldrende digter ville altså ikke have en stor digtsamling, og derfor stikker især ét digt ud i digtsamlingen. Jeg må spørge til det. Det bliver mit sidste spørgsmål.

Digtet handler om realityprogrammet Landmand søger kærlighed, hvor enlige danske landmænd søger kærligheden på TV 2. Programmet er enormt populært og har en slags kultstatus på grund af det voyeuristiske indblik, man får i livet på landet i Danmark anno 2019, der ikke altid virker helt nemt. Men Jørgen Leth kan altså ikke lide det og skriver om det:

»Ligesom at se landmand søger kærlighed / Det er bare for dumt / De dumme stuer med møbler og fotografier / Kedsomhedens skånsomt spredte lys.«

Da Jørgen Leth var i Deadline fredag den 12. april, læste han netop dette digt op. Det gjorde ham nervøs, at folk skulle tro, at han er højrøvet, og at han ville få en offentlig afklapsning for at være snobbet. Vi snakker om programmet, og han siger, at han egentlig burde kunne lide det:

»Det er da en fantastisk titel. Wauw. Det er da helt vildt. Landmand søger kærlighed. Måske jeg burde se mere, jeg kan jo i virkeligheden godt lide den kedsomhed – langsommeligheden. Rytmen, fejlene og pauserne.«

Så er vi tilbage ved den indledende oplæsning, der gik hakkende i gang. De forsigtige forsøg på at finde den rette rytme og give ordene den plads og de pauser, som de skulle have. Han er ikke pinlig over det. Han glemmer aftaler og leder efter ordene, men han er trofast over for det mangelfulde.

Jørgen Leths nye digtsamling ’Det bliver ikke væk’ udkommer den 30. april på forlaget Gyldendal.

Jørgen Leth har i et halvt århundrede berettet om cykelløb i både digte, på film og som journalist og tv-kommentator. To nye bøger stiller skarpt på hans fascination af sporten og hans oplevelser på landevejen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Katrine Damm
  • Tom Andreæ
  • Poul Erik Jacobsen
  • Frede Jørgensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jørn Andersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Søren Peter Langkjær Bojsen, Katrine Damm, Tom Andreæ, Poul Erik Jacobsen, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørn Andersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Et godt interview med et menneske, der ikke som så mange andre jævnaldrende påstår, at helbredet er tiptop og at bekymringer ikke findes.

Det er ærlig tale om at blive ældre og få skavanker i større eller mindre grad.

Allan Stampe Kristiansen, Berith Skovbo, Per Torbensen, Jens Peter Madsen, Estermarie Mandelquist, Nette Skov, Bodil Rasmussen, Bennert Machenhauer, Torben K L Jensen, Katrine Damm, Joen Elmbak, Frede Jørgensen, Trond Meiring og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Indsigtsfuld artikel af Lindholm, om en ener i dansk kultur!

Jens Peter Madsen, Jørn Andersen, Nette Skov, Bodil Rasmussen og Bennert Machenhauer anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Ja, indsigt og koncentration i interviewet. Ikke en eneste ligegyldig linie.

Henrik Ljungberg

Jens Peter Madsen, Frede Jørgensen og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Jens Peter Madsen

Skønt Interview - Jørgen Leth er en af mundtlighedens allerstørste mestre - Ordene, stemmen, tonen kommer længe ført skriften - Jørgen Leth viser det hele tydeligt og giver gode begrundelser for, hvorfor det er sådan, også i vores skriftdominerede kultur. Hurra for det talte ords kunst.

Jørn Andersen, Erik Winberg, Per Torbensen, Bodil Rasmussen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar