Kunstneren som minerydder. En samtale med den norskamerikanske forfatter Siri Hustvedt

»Mus har ikke et bibliotek,« siger Siri Hustvedt.

»Det har vi. Fantasi og fiktion adskiller os fra andre pattedyr. Min hovedperson siger, at »i biblioteket har jeg vinger«. Sådan har jeg altid følt det. Litteraturen kan udvide sindet. Vi har mistillid til fantasien i dag,« fortsætter hun.

»I stedet for fiktionen er ’den sande historie’ blevet et ideal. Historisk har romanen indtaget en suspekt form, især i romantikken, da den har været tæt forbundet med det feminine – ligesom med følelser, sensitivitet, intuition og alt det der. Hvilken rolle har fantasien egentlig i vores seriøse kultur i dag? Vi oplever i dag en stærk tiltrækning mod selvbiografier, særligt dem med elendighed og en lykkelig slutning. Vi kan lide den slags overlevelseslitteratur.

Og vi tror, at det er ægte – selv om vores minder er dele af vores egen fiktion. Det er sådan, hukommelsen virker. Vi digter, uden at vi helt er klar over det. Sådanne bøger gengiver ofte dialoger, der ligger flere år tilbage. Kom an! Jeg husker ikke præcis, hvad jeg sagde for tre minutter siden.«

– Jeg tror, jeg har et par gode barndomsminder, som jeg nok ikke har oplevet. Historisk er de næppe sande, men de er følelsesmæssigt sande. Det er gode minder at have med sig.

»Og jeg har et skelsættende minde, fra da jeg var fire år. Jeg var i Norge, og nogle voksne grinte af mig. Jeg blev ydmyget. Jeg husker rimelig klart, at det skete i min tantes hus med udsigt over Fana. Men dette hus var slet ikke bygget, da jeg var fire

En ny roman af Siri Hustvedt er en verdensbegivenhed. Minder om fremtiden er nu klar til en række lande.

Her kaster hun sig hovedkulds ind i den litterære leg mellem selvbiografi, fiktion og hukommelse. Teksten strutter af overskud. Hun har åbenbart moret sig, mens hun skrev.

Det er legende, ondskabsfuldt og overraskende, men samtidig klogt og intellektuelt udfordrende. For hvad er minder egentlig gjort af?

»Ja,« siger Siri Hustvedt, »du kan ikke få den, du engang var, tilbage. Dette er et filosofisk spørgsmål, som ikke har enkle svar. I hvilken grad er vi det samme menneske, når vi er unge og gamle? Hvad er selvet, og hvad er selvet gennem tiden?«

I romanen ankommer den 23 år gamle S.H. i 1978 til New York fra sit hjem i Minnesota. Metropolen er et paradis. Hun er erotisk, sanselig og intellektuelt nysgerrig.

Hun skriver dagbog, og hun skriver på en roman. Den unge student hører lyde fra naboen, og med et stetoskop begynder hun at følge med i kvinden bag væggens liv. S.H. kan være initialer for Siri Hustvedt. Eller for Sherlock Holmes.

Der er mange mysterier her. Mennesket er et stort mysterium.

40 år senere genlæser S.H. så sine dagbøger, sit romanudkast og generindrer sine minder. Hun betragter sit unge selv med nysgerrighed og en vis misundelse. Vi pendler altså mellem tre forskellige tekster skrevet af S.H.

»Ja,« siger Siri Hustvedt, »jeg leger i denne roman, men det er en alvorlig leg. Hvad er sandhed, og hvad er vrangforestillinger?«

Jeg har mødt Siri Hustvedt med jævne mellemrum de seneste 20 år. Dels til private sammenkomster og dels i samtaler på scener med publikum. Temaet har i høj grad været hendes litteratur i mødet med mit fag.

Hendes endelige gennembrud var romanen Det jeg elskede fra 2003. Det er et intenst psykologisk familiedrama om sorg, men også en udforskning af kulturfølsomme fænomener som hysteri, spiseforstyrrelser og psykopati. I et møde for mange år siden, dengang som nu hjemme hos hende i Brooklyn, fremviste hun stolt en detaljeret model af en gummihjerne.

Hun skriver neurotekster og er blevet internationalt anerkendt inden for neuropsykologien, og hun er lektor i psykiatri for vordende psykiatere. Og så mangler jeg stadig at komplimentere hende med, at hun er langt mere belæst på sit felt, end jeg er på mit.

– Så hvad sker med S.H. i løbet af de fire årtier. Har du selv læst dine dagbøger fra dengang?

»Ikke mine dagbøger, det har jeg ikke, men mine notater. Jeg ser en stor afstand mellem dengang og nu. Jeg var intellektuelt ganske sofistikeret, da jeg ankom til New York i 1978. Jeg havde læst rigtig meget. Men følelsesmæssigt var jeg ganske umoden. Det ser jeg i dag. Det er meget interessant at reflektere over, hvad det indebærer at blive moden. Vi ser det jo i vores børn. Min datter Sophie er lige fyldt 31 år. Der er sket meget, siden hun var 18 år. Jeg bilder mig selv ind, at jeg fortsat modnes følelsesmæssigt.«

– Modenhed er jo ingen selvfølge. Vi kan sidde fast i gentagelserne. De samme størknede forestillinger om os selv og andre og de samme løsninger, der virker lige dårligt hver gang?

»Ja, vi kan have vores neurotiske sider. Det ved jeg selv en del om. Jeg har tænkt på neurosen som fænomen. Den er jo en ikkemodning. Det er dér, hvor vi kører fast i ufrihedens mønstre. Hvis vi tænker neurovidenskabeligt, er det næsten, som om vi igen og igen kan se disse kredsløb i hjernen. Det er noget tvangspræget over det. Det er ligesom med depressioner. De lukker sig, og vi lukker os for os selv og for andre. Den sunde åbenhed saboteres.«

– Apropos neurosen, Siri, det fører mig hen til, at der på de allersidste sider i romanen dukker en ny karakter op. Hun omtales som en skjult karakter, endnu en mystisk skabning, som gemmer sig i bogen. Det er en psykoterapeut. Jeg kan godt lide det.

»For mig har det været en meget vigtig erfaring. Og jeg fortæller verden, at det virker. Ja, faktisk helt afgørende og nødvendig. For mig har psykoanalytisk psykoterapi i stor stil bidraget til et friere liv. Tilsvarende bevæger min roman sig mod mere frihed. Der er nogle kunstnere, der tror på en myte om, at terapien mod neurosen eller galskaben skader kreativiteten. Sådan forholder det sig virkelig ikke. Mange kan berette om nøjagtigt det modsatte, om at det åbner for det kunstneriske rum, som har været neurotisk isoleret. Det har givet mig mod til at skrive om det, som virkelig gælder.«

– Kan du sige mere om den terapeutiske erfaring med dine egne ord?

»Ord møder følelser. Vi kan godt have en intellektuel forståelse af vores problemer. Men det er ikke sikkert, at det hjælper. Vi har behov for dybere følelsesmæssige erkendelser. Jeg er sikker på, at du i dit arbejde som terapeut tidligt i processen kan se nogle mønstre udefra, mens personen med nervøs angst vægrer sig ved sin egen selvindsigt. Jeg er meget taknemmelig over, at min behandler ikke presser mig mere. Min personlighed modsætter sig at blive kvalt i andres sandheder. De vigtige ting kræver sin tid,« siger Siri Hustvedt.

»Jeg er meget lykkelig for denne roman.«

Finn Skårderud er forfatter, psykiater, professor og stifter af Villa Sult.

Oversat af Mathias Ertmar Mencke