Læsetid: 5 min.

Kunstneren som minerydder. En samtale med den norskamerikanske forfatter Siri Hustvedt

»Vi har forestillingsevner,« siger Siri Hustvedt. »Vi undervurderer disse evners kraft. De kan redde os. De kan reparere vores fortid, og fantasien kan sende os friere ind i fremtiden. Bibliotekerne er fulde af fantasi«
I Siri Hustvedts nye roman Minder om fremtiden kaster hun sig hovedkulds ind i den litterære leg mellem selvbiografi, fiktion og hukommelse. Teksten strutter af overskud. Hun har åbenbart moret sig, mens hun skrev. Det er legende, ondskabsfuldt og overraskende, men samtidig klogt og intellektuelt udfordrende.

I Siri Hustvedts nye roman Minder om fremtiden kaster hun sig hovedkulds ind i den litterære leg mellem selvbiografi, fiktion og hukommelse. Teksten strutter af overskud. Hun har åbenbart moret sig, mens hun skrev. Det er legende, ondskabsfuldt og overraskende, men samtidig klogt og intellektuelt udfordrende.

Sille Veilmark

17. april 2019

»Mus har ikke et bibliotek,« siger Siri Hustvedt.

»Det har vi. Fantasi og fiktion adskiller os fra andre pattedyr. Min hovedperson siger, at »i biblioteket har jeg vinger«. Sådan har jeg altid følt det. Litteraturen kan udvide sindet. Vi har mistillid til fantasien i dag,« fortsætter hun.

»I stedet for fiktionen er ’den sande historie’ blevet et ideal. Historisk har romanen indtaget en suspekt form, især i romantikken, da den har været tæt forbundet med det feminine – ligesom med følelser, sensitivitet, intuition og alt det der. Hvilken rolle har fantasien egentlig i vores seriøse kultur i dag? Vi oplever i dag en stærk tiltrækning mod selvbiografier, særligt dem med elendighed og en lykkelig slutning. Vi kan lide den slags overlevelseslitteratur.

Og vi tror, at det er ægte – selv om vores minder er dele af vores egen fiktion. Det er sådan, hukommelsen virker. Vi digter, uden at vi helt er klar over det. Sådanne bøger gengiver ofte dialoger, der ligger flere år tilbage. Kom an! Jeg husker ikke præcis, hvad jeg sagde for tre minutter siden.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorkel Hyllested

Godt nok, med Siri H.´s statement. Men fantasi og godt kunstnerisk håndværk er ikke nok. Megen nationalisme og racisme bygger på myter og løgn om egne fortræffeligheder og omgivelsernes mangel på samme. Israel f.eks. er funderet på løgne ud over det almindelige, godt hjulpet af dygtige kunstnere som f.eks Leon Uris´ forfatterskab. I vores egen andedam kan vi se, hvordan besættelsestiden blev og bliver skævredet af diverse kunstnere, når den gode historie løber af med dem.

Mit ønske er, at hver eneste egn i Europa får et hus, hvor kunsten kan møde borgerne og hvor borgerne også møder kunsten.

det jeg forestiller mig, det er et sted, hvor kunstener af forskellig slags billedkunst, musikudøvere og f.eks. lyrikkere fra forskellige lande, kulture og miljøer kan bo gratis og arbejde i en periode sammen i en periode, og derefter skal vige pladsen for andre,

Samtidig skal der også kunne bo 3-4 skoleklasser fra forskellige lande samtidig i en periode på måske 4 uger.

Og endelig skal det hele stå til rådighed for borgerne, så skoleelever kan mødes med hinanden og sammen med kunstnerne også kan mødes med borgerne ved forskellige arrangementer.

På denne måde kan forskellige mennesker fra forskellige kulturer formentlig forstå hinanden, og det er nok, hvad der skal til i en tid hvor samfundene bombarderes med underlige "historier" om hinanden. Og derfor bør EU betale.

jan henrik wegener

Jo.En oovurdering af fiktionen og fantasien og, mindst, nogle forbehold overfor såkaldt " sande historier" er da nogle overvejelser værd.
Dette skrevet af en der var godt på vej i "historien" ("den sande"/underbyggede).
At alle nu afstår fra fiktionen er nu ikke det fulde billede. Så havde fantasygenren ikke haft publikum, så lidt som den historiske roman. Har ikke læst Hustvedt, men gætter på at " hendes" og " mit" Norge er meget forskellige.