Læsetid: 9 min.

»Ligesom ’Taxi Driver’ tog fat i en tidsalder og fortolkede den, vil jeg fortolke vores«

Ulaa Salims debutfilm, ’Danmarks sønner’, følger en nationalistisk politiker og en radikaliseret ung mand i en dystopisk nær fremtid. Instruktøren er selv barn af en tid med ekstreme strømninger, siger han, og han kalder det »absurd« at forsøge at skelne mellem for eksempel radikal nationalisme og radikal islam. »Hvis nogen bruger et begreb til at skabe had eller en fjende, er det ekstremt. Punktum«
Ulaa Salim er født i København af irakiske forældre og opvokset i et hjem på Amager, hvor der blev talt arabisk. På sin højre overarm har han det danske ord ’Irak’ tatoveret – og ’Danmark’ skrevet med arabiske bogstaver

Ulaa Salim er født i København af irakiske forældre og opvokset i et hjem på Amager, hvor der blev talt arabisk. På sin højre overarm har han det danske ord ’Irak’ tatoveret – og ’Danmark’ skrevet med arabiske bogstaver

Anders Rye Skjoldjensen

11. april 2019

Som barn gik Ulaa Salim ikke op i så meget andet end film. Han havde en imponerende samling af VHS-bånd, og på en eftermiddag kunne han se den samme film to gange. 

»Jeg så film med Al Pacino og Robert De Niro, og med tiden fandt jeg ud af, at der for eksempel var en, der hed Scorsese, og en, der hed Coppola, der kunne noget. Jeg var virkelig filminteresseret.«

– Hvad drømte du om dengang?

»Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke, jeg drømte – jeg følte mest bare, at jeg skulle komme igennem livet.«

– Du drømte ikke selv om at lave film? 

»Jeg vidste ikke, at det var noget, man kunne. Jeg oplevede film; levede mig ind i universerne, men jeg tænkte ikke, at man selv kunne lave dem. Andre fra min årgang på Filmskolen har sagt, at de har villet være filminstruktør, siden de var syv år. Da jeg var syv, vidste jeg ikke, hvad en filminstruktør var. Og jeg har sikkert nogle venner i dag fra gamle dage, der ville spørge: Hvad er det egentlig, du laver?«

Han griner.

Jeg møder 31-årige Ulaa Salim på en café på Nørrebro i København.

Han er født i København af irakiske forældre og opvokset i et hjem på Amager, hvor der blev talt arabisk. På sin højre overarm har han det danske ord ’Irak’ tatoveret – og ’Danmark’ skrevet med arabiske bogstaver. I 2017 dimitterede han fra Filmskolen med den stilfærdige kortfilm Fædreland om en søn, der rejser fra Danmark for at besøge sin far, som har forladt familien og er flyttet tilbage til sit fædreland, Jordan. 

Anders Rye Skjoldjensen

Vi har kun lige sat os ved et bord på cafeen, da Ulaa Salim advarer mig om, at han er »ret privat«. Og da jeg spørger, hvordan han husker sin opvækst, svarer han tøvende, at det er »svært at sige«.

»For mig var den normal. Selvfølgelig var der alle mulige ting, men det har jeg ikke lyst til at dvæle så meget ved. For mig var den normal.«

Hans ti år ældre storebror, skuespilleren Dar Salim, flyttede hjemmefra, da Ulaa var en lille dreng. Dar er på forsiden af denne måneds Euroman, og i magasinets store portrætinterview er han heller ikke meget for at tale om sin barndom. 

»Man bliver jo defineret af sin opvækst på mange parametre, og den har da betydet noget for mig, men jeg vil ikke udstille nogen,« siger Ulaa Salim.

I stedet spørger jeg ham, hvad hans første minde om film er.

»Jeg har lyst til at sige Løvernes Konge,« siger han og griner igen.

»De første ting, jeg rigtigt husker, er mine VHS’er. At gå ned i den lokale og leje film, var noget, jeg tit gjorde, men jeg skulle helst eje dem. Film var altid noget positivt. Og jeg har måske ikke så mange minder fra min barndom, jeg har lyst dele med dig lige nu, men nogle af de gode var at gå i biografen. Filmene derhjemme nørdede jeg alene, det var ligesom min ting, men mine bedste barndomsminder er fra biografen.«

Film skabt på vrede og energi 

Nu har Ulaa Salim lavet sin egen biograffilm. 

Danmarks sønner, der torsdag har premiere i biografer landet over, foregår i 2025 – året efter et stort terrorangreb på Nørreport Station i København. Nærfremtids-Danmark er et samfund i følelsernes vold, og en ultranationalistisk politiker, Martin Nordahl, er på vej til at blive statsminister.

Filmen følger Nordahl parallelt med en ung mand af arabisk oprindelse, Zakaria, der føler sig truet af Nordahls – og samfundets – retorik. Zakaria bliver en del af en gruppering og beslutter sig for at begå et attentat på politikeren, inden det er for sent.

»Jeg vil have, at de, der ser filmen, aldrig glemmer den igen,« siger Ulaa Salim.

»De må gerne blive rystede.«

I 2011 fik den dengang 23-årige Ulaa Salim afslag fra Filmskolen. Afslaget var »enormt ødelæggende og hårdt og alt det der«, og følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet skabte en vrede og energi hos den unge mand, som han brugte til at lave en række af kortfilm gennem Filmværkstedet, hvor talentfulde instruktører kan søge støtte til deres projekter.

Da han i begyndelsen af 2013 endelig kom ind på Filmskolen, fik han til opgave at skrive en film, som han en dag ville realisere.

»Allerede da var Danmarks sønner ligesom i mig. Det var en blanding af alt, jeg havde oplevet – selv at være barn af en tid med ekstreme strømninger. På det tidspunkt var det ikke kommet så tæt på os endnu, men der var begyndt at ske angreb i Europa. Jeg kunne pludselig se filmen for mig, så jeg gik i gang med at skrive den. På seks år har jeg selvfølgelig ændret ting, men grundkernen er den samme. Det er en film om frygt og had, der tager fat i vores samfund politisk.«

Det ekstreme er ekstremt

En af de ting, han har ændret, er, at filmens handling er blevet flyttet frem til en nær fremtid. 

»Jeg tænkte, at hvis den foregår i 2025, kan vi måske snakke om den på et større plan. Jeg får større kunstnerisk frihed til at skabe et univers, som ikke er så bundet op på spørgsmålet: Er det troværdigt eller ej? Og jeg kan lege med vores frygt og drømme på en helt anden måde. Ender vi der? Hvad vil vi gerne have? Filmen er jo ikke et forvarsel, men en drømme-og-håb-fortælling, som forhåbentlig også kan trække sig lidt væk fra hele den der politiske venstre-højre-snak. Jeg vil ikke ned og diskutere i detaljer med politikere eller nogen andre. Jeg har lavet en film om et andet univers, et univers, hvor der er sket et terrorangreb, og hvor folk er i følelsernes vold og med rette er frustrerede og med rette har lyst til, at en Martin Nordahl tager hånd om det.«

– Men selv om filmen er i et andet univers, så kommer den få år efter et terrorangreb på dansk jord og lige op til et folketingsvalg, hvor nationalister ser ud til at vinde frem …

»Jeg synes da, at film skal tage fat i virkeligheden. Det, jeg prøver at sige, er, at fordi den foregår i fremtiden, fralægger den sig ikke ansvar. Tværtimod. Den tager fat i de strømninger, vi har. Men den sætter det op på en måde, som er det ultimative; det, vi alle går og frygter. Den her politiker har vind i sejlene på en måde, vi aldrig har set før, fordi vi er et sted lige efter et angreb. Men hvordan kan man tale om venstre-højre, når Hassan – lederen af den radikale gruppering, som Zakaria bliver en del af – er lige så ekstrem som Nordahl? Det ekstreme er ekstremt, uanset om de dræber folk på Nørreport eller i en moské.«

– Forsøger filmen at forstå politikeren Nordahl, i samme grad som den forsøger at forstå den unge Zakaria?

»Det er jo ikke en afhandling, og det er klart, at jeg ikke giver lige taletid til alle. Zakaria og Hassan følger man i en stor del af filmen, og de spejler sig i Nordahl. Det er samme mekanismer; de har samme bevæggrunde, og derfor kan man forstå begge lejre. Jeg har aldrig set Nordahl som fjende, men det gør Zakaria. Men hvis man forstår Zakaria og Hassan, vil man også forstå Nordahl. Det er pointen.«

Politikeren Martin Nordahl er ifølge Salim hverken højre- eller venstreorienteret, han er nationalist. Han kæmper for sin ret til at eksistere, ligesom Hassan gør.

»Jeg ser meget Hassan og Nordahl som den samme type leder i hver deres del af samfundet.«

Absurd skelnen

Ulaa Salim understreger, at filmen ikke er en debatfilm. Men han drømmer om, at den vil skabe refleksion:

»Jeg tror, vi er blevet døve af alt det ekstreme, der i to årtier har været på begge fløje. Jeg drømmer om, at filmen får os til at lytte igen og ikke nødvendigvis debattere, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er højre- og venstreorienteret, men i stedet får os til at indse, at når folk bruger begreber, der egentlig er beregnet til at samle os, til at splitte, så er der noget galt.«

Han kalder skelnen mellem radikal islam og radikal nationalisme for »absurd«, for hvis nogen bruger et begreb til at skabe had eller en fjende, er det ekstremt. Punktum. 

»Men det betyder jo ikke, at begrebet er dårligt. Du må gerne være religiøs eller nationalist – det er jo begreber, der burde samle os. Men når man bruger dem til at tegne grænser op og lave forskel på folk, så er det er jo ikke nationalisme eller religion, så er det bare ekstremisme.«

– Hvad kan filmen gøre?

»Et samfund har brug for at bearbejde nogle af de ting, der sker. Og der er brug for, at der bliver lavet film om dem. Film, der indkapsler tiden. Jeg vil gerne, at når man om ti år ser tilbage på den her film, så tænker man, at den ramte frygten og hadet, som dengang var dna’et. Ligesom …« siger han og leder efter et eksempel.

»Ligesom en Taxi Driver, der tager fat i Vietnamkrigen og indkapsler en tidsalder, som man godt kan tage frem og se i dag, fordi den tog fat i en tidsalder og fortolkede den. Det er lidt det samme med den her film. Jeg vil fortolke vores tidsalder.«

Retten til at eksistere

I forbindelse med Danmarks sønner har Ulaa Salim lavet et stort stykke researcharbejde om både de ekstreme miljøer og om efterretningstjenester. Helt konkret har en tidligere operativ PET-chef været konsulent på filmen, og instruktøren har hørt »nogle vanvittige ting«, som han har fået at vide, at han ikke må sige til nogen.

Anders Rye Skjoldjensen

»Virkeligheden overgår fantasien nogle gange. Det samme med Nordahls citater – det er alt sammen ting, som politikere rundt omkring i Danmark og Europa rent faktisk har sagt.«

Han vil ikke sige, hvem der har sagt hvad, men på et tidspunkt i filmen bliver Nordahl interviewet af en journalist og lyder umiddelbart som et ekko af Dansk Folkepartis Cheanne Nielsen, der på partiets landsmøde i 2016 med et smil sagde, at udlændinge »sviner, svindler, voldtager og dræber«.

»Jeg er faldet over så voldsomme citater, at hvis jeg skrev dem ind, så troede jeg ikke længere selv på ham,« siger han.

Han ser på mig med store øjne som for at understrege, at det er sandt, selv om det er paradoksalt. Godt nok har han gjort virkeligheden voldsommere, men retorikken har han været nødt til at gøre mildere.

Jeg spørger, hvorfor det er sådan.

»Jeg tror, det er fordi, man får det hele på én gang. Det er jo det, filmen kan: Du skruer ned for alt andet, du ser ikke på din telefon. Du lytter – og du lytter med dine følelser.«

I sin research på nationalisme og radikalisme har han også fundet ud af, at der ikke findes en arketype på en Hassan, en Nordahl eller en Zakaria.

»Det kan være folk, der er opvokset her, og folk, der ikke er. Nationalisterne kan have haft en oplevelse, der har ændret alt. De har forskelligt uddannelsesniveau, kommer fra forskellige samfundslag. Men der er én fællesnævner for alle. De er ramt af en følelse af uretfærdighed, at nogen har taget noget vigtigt fra dem: retten til at eksistere, retten til at være sig selv.«

’Danmarks sønner’ har premiere i biografer landet over 11. april

Danmarks sønner gør alt for at gøre os dybt ulykkelige, skræmte, overraskede og forfærdede.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Steffen Gliese
  • Søren Hjernøe
  • Eva Schwanenflügel
Tino Rozzo, Steffen Gliese, Søren Hjernøe og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu