Lukas Dhont: »Der er en radikal forventning om, at vi kun kan tale om den underkategori, vi tilhører«

På et tidspunkt, mens de skrev manuskriptet til deres debutspillefilm, Girl, gik det op for instruktør Lukas Dhont og manuskriptforfatter Angelo Tijssens, at de ikke ville beskæftige sig med snæversynede, intolerante mennesker.

De ville ikke give taletid til dem, som var imod deres hovedperson, den 15-årige transkønnede pige Lara (Victor Polster), der slås for at blive balletdanser. Dem møder man alligevel hele tiden, når man går på nettet eller åbner en avis.

Nej, i stedet skulle filmen handle om hendes personlige kamp og rejse, fortæller Angelo Tijssens, da jeg møder ham og Lukas Dhont i den belgiske ambassadørs residens på Østerbro. De to unge belgiske filmskabere er i Danmark for at tale om Girl, der sidste år havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes, hvor den vandt hovedprisen i sidekonkurrencen Un Certain Regard.

»Vi ville fokusere på et menneske, som bliver sin egen fjende og derfor også sin egen helt,« siger Angelo Tijssens.

»I mange af de queerfilm, vi er vokset op med, var der brug for skurke til at få helten til at tage sig godt ud. Det er ofte sådan, man gør, når man fortæller en historie. Vi ville gøre det anderledes. Det er hårdt at skrive en historie uden modstander. Men jo længere vi skrev og diskuterede, jo klarere kunne vi se den sandeste version af historien, og det gik op for os, at den største fjende i filmen helt bogstavelig talt var Laras krop, som ikke passer ind i forestillingen om den perfekte ballerina, den perfekte pige, den perfekte datter.«

Besat af et projekt

Vi stræber alle efter at være den mest perfekte version af, hvad det så end er, vi gerne vil være, mener Angelo Tijssens, men det er umuligt, og det er vores største modstander i livet.

»Af alle de elementer, der udgør min identitet, synes jeg ikke, at en eneste af dem er perfekt. Hvis man forsøger at excellere i dem alle på én gang, så udkæmper man en umulig kamp. Det at vi skiftede fra det forslidte ’nogen er imod det, og derfor må det være godt’ til den indre kamp og fandt en måde at vise den kamp på gennem dans og skuespillernes præstationer, var for mig det mest interessante skift, vi foretog os i arbejdet med filmen.«

Lukas Dhont var kun 18 år gammel, da han i 2009 første gang læste om en transkønnet pige, Nora Monsecour, der gerne ville være balletdanser – det blev hun.

Historien inspirerede ham, også fordi han selv kæmpede med sin (homo)seksualitet og omverdenens accept og såede kimen til Girl. Der skulle dog gå ni år, før filmen havde premiere i Cannes. Det er lang tid at bære rundt på en historie, men den betød så meget for Lukas Dhont.

»Når jeg kaster mig over et projekt, skal jeg være besat af noget, jeg gerne vil vise eller fortælle. Det kan ikke være anderledes. Filmen skal være en del af mig. Ellers kan jeg ikke bruge så mange år af mit liv og så megen energi på den,« siger han.

»Jeg befandt mig et sted i mit liv, hvor jeg virkelig gerne ville passe ind i stedet for at skille mig ud, og jeg følte, at jeg i Girl, der var baseret på Noras historie, kunne tale om personlige ting, ting, der betyder meget for mig. Jeg behøvede ikke at gøre det selvbiografisk, men jeg kunne gøre det personligt. For mig er der en meget stor forskel mellem de to ting.«

Et stort ansvar

Selvfølgelig har Lukas Dhont også forandret sig i løbet af de ni år. Han var 26, da han endelig fik lavet filmen – nu er han 27 – og desuden er det at lave en film en transformativ proces.

»Det gør det kun mere spændende. Jeg kan også godt lide tanken om, at en film altid vil være et tidsdokument. Jeg blev voksen sammen med den her film,« siger han.

Fordi de to filmskabere, som de selv formulerer det, skriver portrætter, lærer de også de personer, de skriver om, godt at kende, og derigennem lærer de sig selv bedre at kende.

»Vi udfordrer hele tiden hinanden,« siger Angelo Tijssens.

»Man kan ikke lave denne slags film, hvis man hele tiden forsøger at holde sig på sikker afstand af figurerne. Det handler ikke om to robotter, der forsøger at slå hinanden ihjel. Man vader rundt i et andet menneskes liv, og for os er det lige nu den eneste måde at lave film på.«

– Det lyder, som om det er et meget stort ansvar, I påtager jer.

»Som Spider-Mans onkel siger: ’Med store kræfter følger stort ansvar’,« siger Angelo Tijssens med et smil.

Lukas Dhont fortsætter: »Det er ansvaret for at have empati. Det er ansvaret for at vide, hvad man taler om, og for at bringe ting op på lærredet med så megen respekt og elegance som muligt. Man skal gøre sit bedste.«

Interessant diskussion

Det er ikke kun Lukas Dhont og Angelo Tijssens, der har forandret sig siden 2009, det har tiden og den offentlige diskurs også. I dag taler man meget mere åbent og fordomsfrit om transpersoner og kønsidentitet end tidligere, og der er kommet fokus på inklusion og rettigheder. Samtidig skal man passe mere på, hvad man siger, og hvordan man siger det.

»Det er en interessant diskussion, som jeg kun er glad for at tage,« siger Lukas Dhont. Han er begejstret for, at der optræder flere og flere transpersoner på film og tv, men er selv blandt andet blevet kritiseret for, at det er en dreng, der spiller transkønnet pige i Girl.

»Men i forhold til, hvem der må tale om hvad, og hvem der må spille hvem, så må jeg vende tilbage til essensen af, hvorfor jeg laver film: Jeg laver film, fordi jeg vil forstå verden og andre mennesker bedre og derigennem lære mig selv bedre at kende. Sebastián Lelio (chilensk instruktør bag den oscarvindende transfortælling En fantastisk kvinde, red.) har kaldt film en bro til andre mennesker snarere end en mur, og jeg er helt enig med ham.«

Lelio har lavet en film om mange forskellige emner og mennesker, som ikke er lig med ham, men han beskæftiger sig med emner, som er vigtige for ham, fortsætter Lukas Dhont.

»Der er en radikal forventning om, at vi kun kan tale om den underkategori, vi tilhører, og det gælder ikke kun for kunstnere, men også for kritikere og forfattere. Hver og én. Og det forbløffer mig lidt, fordi det fjerner en masse af det, der interesserer mig ved at lave film. Det er ikke måden at bevæge sig fremad på. Hvis vi beskæftiger os med noget med empati, hvis vi laver ting med empati, hvis vi prøver at forstå, og hvis vi gør det så omhyggeligt, som vi kan, bør vi kunne spille, opføre, skrive, hvad vi har lyst til.«

Universelle fortællinger

Lukas Dhont er helt med på, at vi befinder os i en tid, hvor der bliver kæmpet for inklusion, og han forstår godt, hvorfor diskussionen om repræsentation er vigtig.

Men, siger han, »vi er vel interesseret i at nå frem til et sted, hvor vi inkluderer uden at ekskludere. Hvis vi ekskluderer visse mennesker fra diskussionen som reaktion på en eksklusion, der længe har været der, gør vi det samme med modsat fortegn.«

Angelo Tijssens supplerer: »Det vil heller ikke resultere i bedre film, eller i at flere historier bliver delt. Tværtimod, tror jeg. Vi får færre film, fordi vi alle har travlt med at udkæmpe en krig.«

Lukas Dhont bryder ind: »Jeg vil aldrig påstå, at denne film giver publikum mulighed for at opleve, hvordan det er at være en transperson. Den viser én person i løbet af halvanden time og giver os et indblik i hendes virkelighed.«

Han holder en pause og siger så:

»Empati er et fantastisk ord. Når jeg tænker på personer og skriver film, tænker jeg på de ting, der gør personen universel, og de ting, der forbinder os som mennesker, snarere end de ting, der gør os individuelle. Forholdet til ens krop, den vold vi udøver mod os selv, behovet for at passe ind i stedet for at skille os ud. Ingen af disse temaer hører kun til i transmiljøet. De tilhører os alle og er en del af vores alles liv. Jeg kan virkelig godt lide tanken om at bruge meget specifikke figurer på en meget universel måde.«