Læsetid: 11 min.

Mellem magi og pragmatisme

Forfatterrollen defineres om, når Einar Kárason, Einar Már Guðmundsson og Andri Snær Magnason toner rent flag politisk
5. april 2019

Det var et tidens tegn, at en forfatter for små to måneder siden kunne rykke ind på en plads i det islandske Alting. Selv om 63-årige Einar Kárason (lyrikdebut 1979, prosadebut 1981, fire gange nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris) aldrig har lagt skjul på sin socialistiske overbevisning, føltes det som en fuldbyrdelse, at han definitivt var gået ind i politik. Desuden var det en markering af det skift i forfatterrollen, som allerede har fundet sted hos adskillige af hans kolleger. Så om denne overgang fra teori til praksis, eller om man vil, fra ord til handling, skal det følgende handle, med Einar Már Guðmundsson og Andri Snær Magnason som de andre eksempler.

Forsøger man et tilbageblik på de sidste tre-fire årtier af islandsk litteratur, må en del af opmærksomheden uvægerlig samle sig om to gamle studiekammerater med samme fornavn og næsten samme fødselsår, som omtrent samtidigt indførte en ny tone og nye overraskende greb i fortællekunsten. Og ikke nok med dette; hos dem begge kom humoren og den smittende fortælleglæde på et vist tidspunkt i krise. Få år senere kom så hele samfundet i vanskeligheder med finanssammenbruddet i 2008 som kulminationen eller lavpunktet.

Einar Kárason (f. 1955) og Einar Már Guðmundsson (f. 1954) læste begge islandsk og litteraturvidenskab på Islands Universitet i sidste halvdel af 1970’erne sideløbende med aktivitet på den revolutionære venstrefløj. Begge skrev de digte, og begge valgte de i deres første prosabøger Reykjavik som scene for beretninger, der sprudlede af humor. Men der anedes samtidig fra begyndelsen en dimension bagved eller over realismen: De lavede under inspiration fra surrealismen og europæisk højmodernisme en slags magisk ’merrealisme’, hvor fortællerinstansen tog sig betydelige friheder, og ’virkeligheden’ fik indtil flere niveauer.

Som ramme om Þar sem djöflaeyjan rís (1983, da. Djævleøen, 1988) valgte Einar Kárason et kraftigt, men indtil da så godt som uudnyttet romanstof: livet i de fattigkvarterer, som efter Anden Verdenskrig opstod i militærbarakkerne, da de amerikanske besættelsestropper rejste. Kønne var husene ikke – de lignede mest af alt olietønder, der var væltet om på siden og gravet halvt ned i jorden – til gengæld tilbød de en form for løsning på de boligproblemer, som fulgte af højkonjunkturen og massetilstrømningen fra landdistrikterne. Camp Knox kaldtes den største og mest kendte barakby, i romanen Camp Thule efter romernes gamle navn for Island: Ultima Thule.

Midt i kvarteret står dets eneste betonhus, og her bor spåkvinden Karolina (kaldet Lína) og manden Tómas (kaldet Tommy). Omkring dem grupperer sig en vidt forgrenet familie med dattersønnen Bárður eller Baddy som det viltreste element. Og han er bestemt ikke alene om at være fræk:

»Det blev altid sagt om børnene fra kvarteret, at de var noget skidt. Uopdragne fæhoveder. Slog ruder i stykker, stjal og sloges. Noget lortepak som udsendte gifte, var uvaskede og beskidte i kæften. / Det var svært at få lærere til kvarterets underskole, enkelte idealister forsøgte, men standsede temmelig brat, dækkede med ar fra bygerne af slangebøsseskud.«

Vi er her, typisk for de to gange Einar, på børneniveau. I bind to Guldøen (1985, da. 1990) har Baddy vokset sig stor og indledt en karriere som uromager, forbryder og notorisk drukkenbolt. Men trilogien følger også Baddys mor, den særdeles lebendige Gríma Ólina, kaldet Gógó, der får i alt otte børn, heraf de fem med fire forskellige udlændinge, og på et tidspunkt udvandrer til USA. Hertil drager i tredje bind (Fyrirheitna landið, egentlig »Det forjættede land«, 1989, da. 1991 under titlen Lykkens land) de to halvfætre Manni og Mundi.

Det er meningen, at de skulle besøge bedstemor ovre i Vesten. Bedstemor Gogo. En kvinde, de aldrig har mødt. På vejen kommer de til New York, som de kun kender fra film:

»Der var en lugt af mennesker i luften; en lugt af noget levende sammen med benzinduften og friturearomaen. Husene var alt for store til at man lagde mærke til dem. Der var kun mure til alle sider og så himmelen oven over. Gaderne var regnvåde og bilerne dyttede skarpt.«

Det lykkes de to slægtninge at finde Gogo og samtidig opspore den amerikanske rockmusiks rødder. Men i samme ombæring sker der en litterær eksplosion! De to første bøgers tredjepersons beretning afløses af fortælling i første person, og samtidig flerdobles teksten i kraft af satiriske og groteske indbrud samt lån af ikkefiktive diskurser som f.eks. sygejournalen. Ja, selv metafiktion bliver det til. Hvad synes du, spørger et sted Manni sin halvfætter, om min beskrivelse af de sidste stunder af Karolinas liv? Jo, svarer Mundi, meget af det var fint iagttaget, f.eks. det med, at hun er bange for at dø.

»Hør så her! Sagde Manni og holdt pegefingeren op: Der er naturligvis mange ting i det her som bare følger de krav som bliver stillet af den litterære tekst og den stil som jeg har valgt til stoffet, der er for eksempel en meget tydelig påvirkning fra Gabriel Garcia Marquez, især i det her kapitel.«

Lidt forenklet kunne man nu sige, at Einar Kárason her tager springet fra socialrealismen over i den magiske realisme og videre over til postmodernistisk selvtematisering.

I de følgende to sammenhængende slægtsromaner Tåbers visdom (1992, da. 1996) og Kviksølv (1994, da. 1997) samler forfatterens interesse sig om en forhandler af brugte reservedele til biler, den småkriminelle Sigfús Killian, men også om hans barnebarn, som interviewer mænd af den ældre generation for at få stof til fortællingen, der så veksler mellem grotesk realisme og sagapastiche.

Herfra var der ikke langt til en serie på fire romaner, begyndende med Fjendemøde (2001, da. 2003) og fortsat med Raseri (2008, da. 2011), et ambitiøst forsøg på at omskrive en samtidssaga fra slutningen af det 13. århundrede til en moderne roman med skiftende jegfortællere. De to sidste bind Skáld (2012) og Skálmöld (2014) har vi (endnu) ikke fået på dansk, antagelig fordi deres intertekstuelle spil på ældre islandsk litteratur forudsætter et vist kendskab til denne.

Litteraturteoretisk kalder Einar Kárasons forfatterskab på en diskussion af forholdet til magisk realisme. For hvis vi derved generelt forstår: en litteratur, der trækker på myten, sagnet, skrønen og alle mulige former for mundtlig folkelig overlevering, og en litteratur, der i sin virkelighedsfremstilling trodser naturlovene og suspenderer rum, tid og virkelighed som tvingende logiske kategorier, så er hans romaner kun delvis ægte magisk realisme, om end man aldrig er i tvivl om deres overordnede intention – at få læseren til at droppe tvivlen og give sig historien i vold.

Dog med det vigtige vrid, at han altid opfordrer læseren til at anlægge et kritisk blik på overleverede forestillinger om maskulinitet og spørge kritisk ind til ideologien om Island som et internt konfliktfrit, harmonisk samfund:

»Så længe jeg kan huske, har der hersket ufred i landet,« skriver han i Raseri, vel at mærke samme år som økonomien brød sammen.

Samme sammenbrud skulle i nogle år føre kollegaen Einar Már Guðmundsson helt væk fra fiktionsskriveri. Efter ti romaner, to novellesamlinger, en række digtsamlinger og nogle børnebøger, to filmmanuskripter og en samling litterære betragtninger fandt han i tiden omkring bankkrakket og krisen tilbage til sin oprørske ungdom og kastede sig med ildhu ind i et angreb på »ekspansionsvikingerne« og deres politiske halehæng – en aktivitet, som indebar en markant omdefinering af forfatterrollen, men som, når man tænker nærmere efter, godt kan siges at have været forberedt gennem længere tid.

Kort inden de to debatterende essaysamlinger Hvidbogen. Krisen på Island (da. 2009) og Bankstræde nr. 0 (på begge sprog i 2011) havde Einar Már nemlig udsendt værker, som befandt sig i en slags mellemzone. Romanen Beatlemanifestet (da. 2005) lægger sig ganske vist i klar forlængelse af det tidlige forfatterskabs drengeskildringer, men bruger samtidig så flittigt løs af personligt erindringsstof, at den, skønt helt og fuldt »roman« nærmer sig til senere tiders ’autofiktion’, og Sindets tremmer (2007, da. 2008) består faktisk af to sideløbende tekstspor, hvoraf det ene er semidokumentariske klip, forfattet i dagbogs- og brevform af en tidligere pusher, alkoholiker og narkoman, mens det andet rummer forfatterens og hovedfortællerens åbent selvbiografiske beretning om sin karriere som misbruger af stærke drikke.

Først med den grotesk satiriserende slægtssaga Islandske konger og den historiske roman Hundedage (hhv. 2012 og 2015) er Einar Már Guðmundsson vendt tydeligt tilbage til fiktionen og dermed til den balancegang mellem lyrisk prosa og fortællende poesi, som helt siden årene omkring 1980 har været hans kendemærke. Hvorledes skal kort repeteres.

Einar Márs tre første udgivelser var digtsamlinger, hvormed han bevægede sig fra enten små punklignende bøvser eller vittige semiaforistiske pip til mere langstrakte fortællende forløb – alle tre typer repræsenteret i udvalget Frankensteins kup, der kom på dansk i 1981, og hvis titel stammer fra følgende tekst:

 

den russiske revolution

den russiske revolution

er som et familiealbum som

vi blader i uden at vide

hvem der tog billederne

og der hersker endda tvivl

om hvem de forestiller

 

kun én ting er sikker:

frankenstein tog magten til sidst

 

Da udvalget udkom, var forfatteren bosat på Christianshavn, hvorfra han daglig spadserede over broen til Det Kongelige Bibliotek, på hvis gamle læsesal han skrev debutromanen Riddarar hringstigans (da. Ridderne af den runde trappe, 1984), der i 1982 indbragte ham førstepræmien i en konkurrence.

Scenen sættes her i et forstadskvarter i Reykjavik i en tid (vel sagtens begyndelsen af 1960’erne), hvor drenge stadigvæk kunne leve i en udendørs legeverden uden nævneværdigt opsyn af voksne. Kuppet består litterært i en fordobling, idet fortælleren Johan Pjetursson ganske vist handler og oplever som et barn, men taler som en voksen, ja, tilmed en belæst sådan, som røber påvirkning fra sagaer og verdenslitteratur, blandt andre Günter Grass.

I den næstfølgende roman Vængjasláttur í þakrennum (1983, da. Vingeslag i tagrenden, 1986) forskydes perspektivet fra psyken til samfundet gennem beskrivelsen af en due-mani, der som en revolutionær feber griber drengene i kvarteret – på én gang som en stakkels afmægtig reaktion på det omgivende autoritære voksensamfund og som en utopisk modstand imod dette – og med tredje bind i Reykjavik-trilogien føres virkelighedsskildringen over i myten, idet Eftirmáli regndropanna (1986, da. Regndråbernes epilog, 1988) til dels udspiller sig blandt historiefortællende søulke og våde gengangere i et skrækkeligt uvejr.

Her kan man virkelig tale om en litteratur, der trækker på myten, sagnet, skrønen og alle mulige former for mundtlig folkelig overlevering, og som i sin virkelighedsfremstilling trodser naturlovene og suspenderer rum, tid og virkelighed som tvingende logiske kategorier, men det er samtidig værd at mærke sig, at når Einar Már Guðmundsson i forlængelse heraf etiketteres som magisk realist, minder han stedse om, at magien og eventyret såmænd allerede før århundredskiftet 1900 udgjorde en fuldt integreret dimension af det totale virkelighedsbillede hos en nordisk forfatter som Knut Hamsun og siden blev en definerende bestanddel af æstetikken hos f.eks. Selma Lagerlöf og Karen Blixen. Magisk realisme, suspension af tvivl og det at give sig historien i vold var noget, vi kendte i Norden, før vi begyndte at læse Garcia Marquez og Isabel Allende, og inden Ib Michael nedsatte sig som storimportør af latinamerikanske sommerfugle.

Einar Már Guðmundsson fik, som mange vil vide, sit internationale gennembrud med Englar alheimsins fra 1993 (da. Universets engle, 1995) – romanen om den skizofrene Paul, som bliver født den dag, hvor Island går ind i NATO (30. marts 1949) og således er prædestineret til som splittet person at passe lidt for godt til en tvedelt verden. Også i dette værk eksperimenteres der med formen, for så vidt som der veksles mellem lyrisk og episk register, men især fordi hele fortællearrangementet i grunden fremlægges som umuligt: en bevægende beretning leveret af en tåbe – med Shakespeares ord »a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing« – og en selvfremstilling formidlet af en afdød. Indtil videre er romanen oversat til flere end tyve sprog, ligesom den har dannet grundlag for en film og indtil flere teaterstykker.

Var »Englene« et højdepunkt af magi i realismen og eventyrlighed selv i noget så trist som dagligdagen på et sindssygehospital, så banede dens forfatters definitive ankomst til den følelsesmæssigt stærkt appellerende fortællekunst vejen for den slægtstrilogi, som udsendtes omkring årtusindskiftet, og hvori forfatteren trak på sin fars families historie, med bedsteforældrene, hvis syv børn som følge af farfarens dybe drukkenskab og hjemmets hele håbløse fattigdom måtte anbringes uden for hjemmet og først som voksne kom til at se og kende hinanden.

Serien begyndte i 1997 med Fodspor på himlen, så fulgte Drømme på jorden (da. 2001) og Navnløse veje (da. 2003), hvor søskendeflokkens skæbner rundes af, herunder historien om fortællerens onkel Ragnar, der som en af tre islændinge deltog i Den Spanske Borgerkrig.

Gad vide, om ikke denne stovte slægtning også var et forbillede, da Einar Már Guðmundsson genfødtes til samfundsrevser i 2008? I hvert fald havde Einar Már følgeskab af flere, blandt hvilke det forekommer mest oplagt at fremhæve miljøaktivisten og satirikeren Andri Snær Magnason (f. 1973), der 2016 stillede op som præsidentkandidat. Om hans politiske engagement og de originale former det tager, skal her afslutningsvis erindres, især som det udfolder sig i Drømmeland. Selvhjælpsbog til en ængstelig nation (2006, da. 2009).

Andri Snær citerer her en taxachauffør, som sagde: Digterne har tabt enhver forbindelse til virkeligheden. De kender ikke til virkeligheden og tror, at islændingene kan leve af at sælge hinanden værdipapirer og gå til psykoanalyse hos hinanden. Hvad skal vi leve af, når ingen gider arbejde i fiskeindustrien? Har du tænkt dig at sende os tilbage til tørvehytterne?

Holdningen er, at kultur er overflødig luksus i forhold til fiskeri og landbrug. Hertil lyder forfatterens modsvar, at virkeligheden er blevet stjålet. Maskinerne stjal den, og hver dag kommer der en ny maskine og tager en bid af virkeligheden, og så bliver der produceret en ny maskine, der intet har med virkeligheden at gøre. Det er simpelt hen den nyliberale ideologi og den neoliberalistisk tilrettelagte økonomi, der har sløjfet skellet mellem virkelighed og fiktion.

Bogens påstand er, at Islændingene lever i en fælles drømmeverden forstået som en ideologisk illusion, der foregøgler dem, at de er afhængige af (forenklede) økonomiske løsninger, og forhindrer dem i at se deres virkelige potentiale. Ifølge Andri Snær Magnason bør islændingene i stedet vedkende sig drømmenes evne til at generere ny virkelighed: drømme alternative drømme og realisere dem skridtvis og i det små frem for at tro på generelle patentløsninger. Et budskab, som vel sagtens lader sig eksportere til Danmark?

Hertil skal kun føjes en opbyggelig anekdote. Forfatteren til denne artikel stod for nogle år siden på et torv i Reykjaviks centrum og opdagede, at dersom han skulle nå et foredrag ude i Nordens Hus af forfatter Andri Snær Magnason, blev han nødt til at tage en taxa derhen. På vejen forklarede han chaufføren, hvorfor det hastede sådan. Og fik til svar:

»Andri Snær Magnason har jeg læst indtil flere bøger af. Han er skam rigtig fornuftig.«

Måske er der trods alt håb for skribenter, der omdefinerer forfatterens rolle?

Einar Kárason citeres efter oversættelser ved Peter Søby Kristensen. Einar Már Guðmundssons digt om den russiske revolution er oversat af Erik Skyum-Nielsen og kan bl.a. læses i de ’Samlede værker’, 20 bd. 2016. ’Drømmelandet’ af Andri Snær Magnason er oversat af Kim Lembek.

Serie

Islands litterære mirakel

I Island er sprog og litteratur ægte sammenhængskraft. På tværs af politisk overbevisning, sociale skel og epoker er litteraturen det, der forener. Islands litteratur har ikke kun syntes så stor og rig i de senere årtier med et væld af forfatterskaber, der har gjort stort indtryk i hele verden – den har i mere end tusind år gennem Edda-digtningen og sagaerne påvirket og ændret verdenslitteraturen. Information præsenterer i den kommende tid et udvalg af de værker, der for mere end tusinde år siden gjorde islandsk litteratur til noget helt særligt i verdenslitteraturen og stadig påvirker vores forestillinger i dag.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Runa Lystlund
Runa Lystlund anbefalede denne artikel

Kommentarer